I fortidens Israel var situationen imidlertid helt anderledes. Israelitterne lånte normalt penge eller fødevarer ud til fattige landsmænd som havde været ude for økonomisk modgang, og Loven forbød at man krævede renter af dem. Hvis en israelit havde krævet renter af en nødlidende landsmand, ville han i virkeligheden have tjent på dennes modgang. (2Mo 22:25; 3Mo 25:35-37; 5Mo 15:7, 8; 23:19) Det var dog tilladt at kræve renter af udlændinge. Men selv denne foranstaltning i Loven gjaldt muligvis kun forretningslån og ikke lån i tilfælde af nød. Udlændinge opholdt sig som regel kun midlertidigt i Israel og i forretningsøjemed, og det var kun rimeligt at forlange renter af dem da de også lånte ud til andre mod renter. — 5Mo 23:20.

Mens Jesus Kristus befandt sig på jorden, genspejlede han sin Faders gavmilde indstilling og lærte andre at gøre det samme. Om det at låne ud sagde han: „Hvis I låner ud uden renter til dem som I håber at få igen fra, hvilken anerkendelse kan I så vente for det? Selv syndere låner ud uden renter til syndere for at få lige så meget igen. I skal derimod blive ved med . . . at låne ud uden renter, uden at håbe at få noget igen; så skal jeres belønning være stor, og så vil I være den Højestes sønner, for han er venlig mod de utaknemmelige og onde.“ — Lu 6:34, 35.

Jesu jødiske tilhørere var ifølge Moseloven forpligtede til at yde rentefri lån til nødlidende landsmænd. Det var ikke usædvanligt at selv syndere lånte ud uden renter til personer der var i stand til at betale lånet tilbage. Disse lån blev måske endda ydet for at man senere kunne opnå en eller anden gunst hos låntageren. Men hvis man ønskede at efterligne Gud, ville man gøre mere end en synder, idet man ville låne ud til nødlidende mennesker som på grund af deres økonomiske situation måske aldrig ville blive i stand til at betale lånet tilbage.

Omstændighederne vil naturligvis være afgørende for i hvilke situationer Jesu ord kan anvendes. For eksempel har forpligtelsen til at sørge for nødlidende familiemedlemmer altid forrang. Det vil derfor ikke være rigtigt at låne ud til andre hvis dette hindrer en i at give familien det nødvendige til livets opretholdelse. (Mr 7:11-13; 1Ti 5:8) Den eventuelle låntagers indstilling og omstændigheder er også af betydning. Er vedkommende i nød fordi han har været uansvarlig, doven og uvillig til at bestille noget skønt han kunne få arbejde? Hvis det er tilfældet, gælder apostelen Paulus’ ord: „Hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise.“ — 2Ts 3:10; se GÆLD; RENTE.