I 1956 blev jeg indbudt til at forkynde i Irland. Sammen med to andre søstre fik jeg tildelt distrikt i byen Galway. Den allerførste dag jeg var der, bankede jeg på hos en præst. Få minutter senere ankom en politibetjent og tog søsteren jeg fulgtes med, og mig, med hen på politistationen. Da han havde fået vores navne og adresser, gik han straks hen til telefonen og sagde: „Ja, Fader, jeg ved præcis hvor de bor.“ Det var altså præsten der havde sendt bud efter ham! Værten hvor vi boede, blev tvunget til at sætte os på gaden, og på afdelingskontorets opfordring forlod vi stedet. Vi kom ti minutter for sent til stationen, men toget var der endnu, og der stod en mand som skulle sikre sig at vi kom med. Alt dette skete kun tre uger efter at vi var ankommet til Galway!

Vi fik så til opgave at forkynde i Limerick, en by hvor den katolske kirke også havde stor indflydelse. Der var altid pøbelskarer som råbte efter os, og mange turde ikke lukke op når vi bankede på. Et år forinden var en broder blevet gennembanket i den lille naboby Cloonlara. Vi var derfor glade for at møde Christopher, som er nævnt i indledningen. Han bad os om at komme igen så vi kunne drøfte hans bibelske spørgsmål. Mens vi var hos ham, trådte en præst ind ad døren og forlangte at Christopher sendte os bort. Men Christopher svarede ham modigt: „Jeg har inviteret disse kvinder til at komme og besøge mig, og de bankede på før de trådte ind. Dig har jeg ikke inviteret, og du bankede ikke på.“ Præsten blev vred og gik sin vej.

Vi vidste ikke at præsten havde samlet en stor gruppe mænd som ventede på os uden for Christophers hus. Christopher vidste imidlertid at de var os fjendtligt stemt, og det var derfor han handlede som beskrevet i indledningen. Han sikrede sig at vi blev indtil de var gået. Vi fandt senere ud af at han og hans familie kort efter blev tvunget til at flytte fra området, og at de emigrerede til England.

Tilbage til Irland

Jeg var tilbage i Irland i august 1959 og blev sendt til menigheden i Dun Laoghaire. Eric var i mellemtiden vendt tilbage til England, og han var meget glad for at jeg boede ikke så langt derfra. Han ville også gerne være missionær. Han ræsonnerede som så at eftersom Irland på det tidspunkt var et missionærdistrikt, kunne han tjene som pioner dér. Han flyttede til Dun Laoghaire, og vi blev gift i 1961.

Seks måneder senere kom Eric ud for en alvorlig trafikulykke på motorcykel. Han fik kraniebrud, og lægerne var ikke sikre på om de kunne redde hans liv. Efter tre ugers hospitalsophold kom han hjem, og jeg passede ham i fem måneder indtil han var kommet sig. Jeg fortsatte min tjeneste så godt jeg kunne.

I 1965 blev vi bedt om at flytte til en menighed hvor der var otte forkyndere. Det var i Sligo, en havneby på nordvestkysten. Tre år senere flyttede vi til en anden lille menighed længere mod nord, i Londonderry. En dag da vi var på vej hjem fra forkyndelsen, var den gade vi boede i, blevet spærret med pigtråd. Det var optakten til urolighederne i Nordirland. Nogle ungdomsbander satte ild til biler. Byen var allerede delt i protestantiske og katolske områder, og det var farligt at begive sig fra ét område af byen til et andet.

Vi fortsætter trods urolighederne

Vi forkyndte imidlertid alle vegne, og vi følte som før at englene lejrede sig rundt om os. Når vi befandt os i et område hvor der udbrød uroligheder, forlod vi hurtigt stedet og vendte tilbage når urolighederne var stilnet af. Engang var der optøjer lige i nærheden af hvor vi boede, og noget brændende materiale fra en malerforretning landede i vores vindueskarm. Vi kunne ikke lægge os til at sove i tilfælde af at der gik ild i hele lejlighedskomplekset. Efter at vi var flyttet til Belfast i 1970, fik vi at vide at en brandbombe rent faktisk havde ramt malerforretningen, og at det lejlighedskompleks vi engang boede i, var brændt ned.

En anden gang da en søster og jeg var ude i forkyndelsen, bemærkede vi at der lå et mærkeligt rør i en vindueskarm. Vi gik videre, og få minutter efter eksploderede det. Folk i området som kom ud, troede at det var os der havde anbragt rørbomben. Netop da inviterede en søster fra nabolaget os ind til sig. Det tog hendes naboer som tegn på at vi var uskyldige.

I 1971 rejste vi tilbage til Londonderry for at besøge en søster. Da vi beskrev den rute vi havde fulgt, og barrikaden vi var gået forbi, spurgte søsteren: „Var der ikke nogen ved barrikaden?“ Da vi svarede: „Jo, men de ignorerede os bare,“ var hun forbløffet. Dagen før havde både en læge og en politibetjent nemlig fået deres biler kapret og brændt af.

I 1972 flyttede vi til Cork. Senere boede vi i Naas og derefter i Arklow. I 1987 blev vi endelig forflyttet til Castlebar, hvor vi er i dag. Her har vi haft den store forret at være med til at bygge en rigssal. I 1999 blev Eric alvorligt syg. Men med Jehovas hjælp og menighedens kærlige støtte var det også denne gang muligt for mig at passe ham til han fik det bedre.

Eric og jeg har været på pionerskole to gange, og Eric tjener stadig som ældste. Selv lider jeg af gigt og har fået udskiftet begge hofter og knæ. Jeg har mødt bitter religiøs modstand og har oplevet dramatiske politiske og sociale omvæltninger, men noget af det sværeste jeg har oplevet, er at jeg nu ikke kan køre bil. Det har været en prøve for mig ikke længere at være uafhængig. Menigheden har imidlertid været en stor støtte for mig og har hjulpet mig meget. Jeg går nu med stok, og når jeg skal længere væk, bruger jeg en trehjulet, batteridrevet cykel.

Tilsammen har Eric og jeg været specialpionerer i mere end 100 år — heraf 98 år i Irland. Vi har ikke tænkt os at ’gå på pension’. Godt nok forventer vi ikke mirakler, men vi er overbeviste om at Jehovas mægtige engle „lejrer sig rundt om dem der frygter ham“, og tjener ham trofast.