Hør engang hvad han skrev i indledningen til sit mammutværk „Gendrivelse og kuldkastelse af den falskelig såkaldte gnosis“. Han skrev: „Visse mænd der vrager sandheden, introducerer usande historier og nyttesløse slægtsregistre iblandt os, der snarere fører til stridigheder, som apostelen sagde [i 1 Timoteus 1:3, 4], end til at Guds værk fremmes i tro. Ved deres listige retorik vildleder de uerfarnes sind og tager dem til fange, idet de forvansker Herrens ord og bliver onde fortolkere af det der var sagt godt og rigtigt.“

Irenæus’ hovedværk „Gendrivelse og kuldkastelse af den falskelig såkaldte gnosis“ er også kendt under navnet „Mod kætterne“. Det består af fem bøger. De to første indeholder en kritisk skildring af de mange kætterske sekters lære, især af valentinianernes. I de tre sidste bøger kommer Irenæus med „argumenter ud fra Skrifterne“.

I forordet til sin tredje bog af „Mod kætterne“ skriver Irenæus: „Husk derfor hvad jeg har skrevet i de to foregående bøger. Ved at tilføje dette vil du have min samlede gendrivelse af alt kætteri, og vil kunne modstå dem trofast og frimodigt på grundlag af den eneste sande og livgivende tro, som Kirken har modtaget fra apostlene og giver videre til sine børn. Alles Herre gav nemlig apostlene evangeliets bemyndigelse, og af dem har vi lært sandheden, Guds søns lære — for som Herren sagde til dem: ’Den der hører på jer, hører på mig, og den der lader hånt om jer, lader hånt om mig, og den som har udsendt mig.’“

Irenæus erkendte at han ikke var god til at skrive, men han var besluttet på at afsløre gnosticismens „skadelige lære“ i alle dens afskygninger. Han citerer og kommenterer en række skriftsteder og argumenterer mesterligt imod ’de falske lærere’ i ’de ødelæggende sekter’. (2 Peter 2:1-3) Tilsyneladende kostede det dog Irenæus store anstrengelser at udarbejde værket. Hvorfor? Fordi han havde samlet et så uhyre omfangsrigt materiale.

Efter meget slid og omfattende studier fik Irenæus lagt sidste hånd på sit afslørende værk. Hans grundige argumentation indeholder et væld af oplysninger om gnosticismens karakter og opståen. Irenæus’ skrifter er også uvurderlige derved at de viser hvilke bibelske lærepunkter der stadig blev holdt i ære blandt dem der i slutningen af det andet århundrede hævdede at tro på Guds ord.

Gentagne gange bekender Irenæus at han tror på „én Gud, Faderen den Almægtige, som skabte himmelen, jorden og havene og alt hvad der er i dem, og på én Kristus Jesus, Guds søn, som blev kød for at frelse os.“ Dette troede gnostikerne ikke på!

I sit angreb på den gnostiske doketisme (den lære at Jesus ikke kom i menneskeskikkelse), skrev Irenæus: „Kristus måtte være et menneske ligesom vi hvis han skulle genløse os fra fordærv og gøre os fuldkomne. Eftersom synd og død kom ind i verden ved et menneske, kunne disse kun blive fjernet retmæssigt og til gavn for os ved et menneske. Men naturligvis ikke af en efterkommer af Adam, som selv havde behov for genløsning, men af en anden Adam, der var avlet på en overnaturlig måde og blev en ny stamfader til vor menneskeslægt.“ (1 Korinther 15:45) Gnostikerne var dualister og troede at alt åndeligt var af det gode og al materie og alt kød var af det onde. Derfor afviste de at Jesus Kristus var et menneske.

Eftersom gnostikerne hævdede at alt kød var af det onde, var de også imod at man giftede sig og fik børn, og påstod at det var Satan der havde fundet på den slags. De tilskrev endda slangen i Edens have guddommelig visdom! På grund af deres lære gik de til yderligheder med hensyn til livsstil, og gav sig enten hen til askese eller til kødelige udskejelser. Ved at påstå at frelse kun kunne opnås gennem en mystisk gnosis eller gennem selverkendelse, lod de sandheden fra Guds ord helt ude af betragtning.

I modsætning hertil gav Irenæus udtryk for tro på tusindårsriget og en delvis forståelse af at mennesker i fremtiden skulle leve på en fredfyldt jord. Han bestræbte sig for at forene det stigende antal sekter i hans samtid ved hjælp af Guds magtfulde ord. Og han er kendt for sin klare tankegang, skarpe opfattelsesevne og sunde dømmekraft.

Nogle giver Irenæus (der døde omkring år 200) æren for at have hæget om den sande kristne lære, men man må huske at han levede på en tid med store omvæltninger og hvor det forudsagte frafald satte ind. Indimellem virker hans argumenter vage eller endda selvmodsigende. Alligevel sætter vi stor pris på vidnesbyrd fra mænd der frimodigt har forsvaret Guds inspirerede ord i stedet for at ligge under for menneskers traditioner.