„Hvile fra din smerte“

17, 18. Hvilke velsignelser vil Babylons fald medføre for Israel?

¹⁷ Babylons fald vil være en lettelse for Israel. Det vil betyde udfrielse fra fangenskabet og mulighed for at vende hjem til det forjættede land. Derfor siger Esajas nu: „Jehova vil vise Jakob barmhjertighed, og han vælger Israel igen, og han giver dem hvile på deres jord, og den fastboende udlænding skal slutte sig til dem, ja, knytte sig til Jakobs hus. Og folkeslag skal tage dem og bringe dem til deres eget sted, og Israels hus skal tage dem til sig som sit eje på Jehovas jord som tjenere og som tjenestepiger; således skal de tage dem til fange som holdt dem fangne, og de skal byde over dem som drev dem til arbejdet.“ (Esajas 14:1, 2) Med „Jakob“ sigtes der her til Israel som et hele — alle 12 stammer. Jehova vil vise „Jakob“ barmhjertighed ved at lade nationen vende hjem. Tusinder af fremmede vil følge med dem, hvoraf mange vil komme til at gøre tjeneste som tempeltrælle. Nogle israelitter vil endda komme til at byde over dem der før havde holdt dem fangne.c

¹⁸ Sorgen over at leve i landflygtighed vil være borte. I stedet vil Jehova give sit folk „hvile fra [dets] smerte og fra [dets] uro og fra det hårde arbejde der blev pålagt [det] som træl“. (Esajas 14:3) Efter at være blevet befriet for trældommens fysiske byrder vil israelitterne heller ikke længere lide under den smerte og uro som de erfarede ved at leve blandt mennesker der tilbad falske guder. (Ezra 3:1; Esajas 32:18) Herom siger bogen Lands and Peoples of the Bible: „For babylonieren var alle hans guder nøjagtig som han selv. De havde alle de værste karaktertræk. De var kujoner, drukkenbolte og imbecile.“ Hvilken lettelse at slippe ud af et så fordærvet religiøst miljø!

19. Hvad var nødvendigt for at israelitterne kunne opnå Jehovas tilgivelse, og hvad kan vi lære heraf?

¹⁹ Men israelitterne måtte opfylde visse betingelser for at Jehova kunne vise dem barmhjertighed. Folket måtte angre den oprørskhed som havde fået Jehova til at straffe det så hårdt. (Jeremias 3:25) En åbenhjertig og dybtfølt bekendelse ville medføre Jehovas tilgivelse. (Nehemias 9:6-37; Daniel 9:5) Det samme gælder i dag. Vi har alle brug for Jehovas barmhjertighed, for „der er intet menneske som ikke synder“. (2 Krønikebog 6:36) Jehova, den barmhjertige Gud, opfordrer os kærligt til at bekende vore synder for ham, angre og ophøre med enhver uret adfærd så vi kan blive helbredt. (5 Mosebog 4:31; Esajas 1:18; Jakob 5:16) Det vil ikke alene bevirke at han igen viser os sin gunst, men vil også være en trøst for os. — Salme 51:1; Ordsprogene 28:13; 2 Korinther 2:7.

Et ’fyndigt udsagn’ mod Babylon

20, 21. Hvordan reagerer Babylons nabofolk på byens fald?

²⁰ Mere end hundrede år før Babylon blev den førende verdensmagt, forudsagde Esajas hvordan verden ville reagere på dens undergang. Profetisk siger han til de udfriede israelitter: „Da vil du fremføre dette fyndige udsagn mod Babylons konge og sige: ’Hvor er den der drev andre til arbejdet dog blevet stille, undertrykkelsen stilnet af! Jehova har knækket de ugudeliges stav, de herskendes kæp, den der i raseri slog folkeslag med uophørlige slag, den der i vrede bød over nationer med hæmningsløs forfølgelse.’“ (Esajas 14:4-6) Babylon havde vundet ry som erobrer, en undertrykker der gjorde frie folk til trælle. Hvor passende, derfor, at denne verdensmagts fald markeres med ’et fyndigt udsagn’ der først og fremmest er rettet mod det babyloniske dynasti — der begyndte med Nebukadnezar og endte med Nabonid og Belsazzar — det dynasti der var ved magten i byens storhedstid!

²¹ Byens fald afstedkommer en stor forandring: „Hele jorden har fået hvile, er faldet til ro. Folk bryder ud i glædesråb. Endog enebærtræerne fryder sig over dig, også Libanons cedre, idet de siger: ’Lige siden du har lagt dig til hvile, kommer ingen skovhugger op imod os.’“ (Esajas 14:7, 8) De omkringboende nationers konger var for Babylons herskere som træer de kunne fælde og bruge til deres eget formål. Det er nu alt sammen forbi. Den babyloniske skovhugger har fældet sit sidste træ!

22. Hvilken malende beskrivelse gives der af den virkning det babyloniske dynastis undergang har på Sheol?

²² Så forbløffende er Babylons fald at selv graven reagerer: „Selv Sheol nedenunder bæver for din skyld for at møde dig når du kommer. For din skyld har det opvakt de livløse, alle jordens bukkeagtige ledere. Det har fået alle nationernes konger til at rejse sig fra deres troner. Alle svarer de og siger til dig: ’Er endog du blevet gjort svag ligesom vi? Er det os du er bragt til at ligne? Ned til Sheol er din stolthed bragt, bruset af dine harper. Under dig er maddiker bredt ud som et leje; og orme er dit dække.’“ (Esajas 14:9-11) Hvilket malende billede! Det er som om menneskehedens fælles grav opvækker alle de konger som er gået i døden forud for det babyloniske dynasti, så de kan byde den nyankomne velkommen. De spotter den babyloniske despot, som nu ligger hjælpeløs på et leje af maddiker i stedet for på en prægtig divan og er dækket af orme i stedet for med kostbart linned.

„Som et nedtrådt ådsel“

23, 24. Hvilket hovmod og hvilken ærgerrighed giver Babylons konger udtryk for?

²³ Esajas fortsætter sit fyndige udsagn: „Tænk, at du er faldet fra himmelen, du lysende, daggryets søn! At du er blevet omhugget og kastet til jorden, du som satte nationerne ud af spillet.“ (Esajas 14:12) Selvisk stolthed har fået Babylons konger til at ophøje sig over naborigerne. Som en stjerne der tidligt om morgenen lyser klart på himmelen, har de hovmodigt udøvet deres magt og myndighed. En særlig grund til stolthed var Nebukadnezars erobring af Jerusalem, en bedrift som Assyrien ikke havde kunnet prale af. I det fyndige udsagn bliver følgende ord lagt det stolte babyloniske dynasti i munden: „Til himmelen vil jeg stige op. Op over Guds stjerner hæver jeg min trone, og jeg sætter mig på mødebjerget i de fjerneste egne mod nord. Jeg stiger op over skyernes højder; jeg gør mig selv den Højeste lig.“ (Esajas 14:13, 14) Kan man tænke sig en mere oprørende udtalelse?

²⁴ I Bibelen sammenlignes kongerne i Davids slægt med stjerner. (4 Mosebog 24:17) Fra og med kong David herskede disse „stjerner“ fra Zions Bjerg. Efter at Salomon havde bygget templet i Jerusalem, blev navnet Zion anvendt om hele byen. Under Lovpagten havde alle mandlige israelitter pligt til at rejse til Zion tre gange om året. På denne måde blev det „mødebjerget“. Ved at beslutte at lægge de judæiske konger under sig og derefter fjerne dem fra dette bjerg erklærede Nebukadnezar at det var hans hensigt at ophøje sig selv over disse „stjerner“. Han gav ikke Jehova æren for sin sejr over dem. Arrogant sætter han sig selv i Jehovas sted.

25, 26. Hvordan får det babyloniske dynasti et vanærende endeligt?

²⁵ Men der venter det stolte babyloniske dynasti en overraskelse! Det vil langt fra blive hævet op over Guds stjerner. Tværtimod, for Jehova siger: „Ned til Sheol vil du blive bragt, til det fjerneste sted i gravens dyb. De der ser dig, stirrer på dig; de ser dig nøjere an og siger: ’Er det den mand som fik jorden til at bæve, som rystede rigerne, som gjorde det frugtbare land til ørken og som nedrev dets byer, som ikke åbnede sine fanger en vej mod hjemmet?’“ (Esajas 14:15-17) Det ærgerrige dynasti må stige ned til Hades (Sheol) som alle andre mennesker!

²⁶ Hvor er da den stormagt blevet af som erobrede riger, lagde frugtbart land øde og omstyrtede utallige byer? Hvor er den verdensmagt der tog folk til fange, aldrig gav dem fri og lod dem rejse hjem? Det babyloniske dynasti vil ikke engang få en ordentlig begravelse! Jehova siger: „Alle nationernes andre konger, ja, de har alle lagt sig til hvile i herlighed, hver i sit hus. Men du, derimod, er kastet bort uden at der er et gravsted til dig, som et afskyet skud, dækket af dræbte mænd der, gennemstukket med sværd, stiger ned til gravdybets sten som et nedtrådt ådsel. Du bliver ikke forenet med dem i en grav, for dit land har du ødelagt, dit folk har du dræbt. Aldrig mere vil de ondes afkom blive nævnt.“ (Esajas 14:18-20) I oldtidens verden var det en skændsel hvis en konge ikke fik en ærefuld begravelse. Så hvad med Babylons kongedynasti? Nogle konger var sandsynligvis blevet stedt til hvile med ære, men det dynasti der udgik fra Nebukadnezar, blev bragt af vejen „som et afskyet skud“. Det var som om dette dynasti blev kastet i en grav uden gravmæle — ligesom en menig soldat der var faldet på slagmarken. Hvilken ydmygelse!

27. På hvilken måde må fremtidige generationer undgælde for deres forfædres misgerninger?

²⁷ Det fyndige udsagn slutter med en sidste ordre til de sejrende medere og persere: „Gør en slagterbænk rede til hans sønner på grund af deres forfædres misgerning, at de ikke skal rejse sig og tage jorden i besiddelse og fylde det frugtbare lands overflade med byer.“ (Esajas 14:21) Babylons fald vil være endeligt. Det babyloniske dynasti vil være udryddet. Det vil ikke blive genoplivet. Fremtidige generationer af babyloniere må undgælde for „deres forfædres misgerning“.

28. Hvad var årsagen til de babyloniske kongers synd, og hvad kan vi lære heraf?

²⁸ Vi kan uddrage en værdifuld lære af den dom der blev udtalt over det babyloniske dynasti. Årsagen til de babyloniske kongers synd var deres grænseløse ærgerrighed. (Daniel 5:23) Deres hjerter var fyldt med begær efter magt. De ville herske over andre. (Esajas 47:5, 6) De tørstede efter at blive æret af mennesker, en ære der rettelig tilkommer Gud. (Åbenbaringen 4:11) Det er en advarsel til alle der sidder inde med myndighed — også i den kristne menighed. Jehova tolererer ikke ærgerrighed og selvisk stolthed, hverken hos mennesker eller hos nationer.

29. Hvad var de babyloniske kongers stolthed og ærgerrighed en genspejling af?

²⁹ De babyloniske kongers stolthed genspejlede den ånd der kendetegner „denne tingenes ordnings gud“, Satan Djævelen. (2 Korinther 4:4) Han nærer også et begær efter magt og er opfyldt af ønsket om at hæve sig op over Jehova Gud. Som tilfældet var med Babylons konge og de folk han underlagde sig, har Satans skamløse ærgerrighed resulteret i lidelser og elendighed for hele menneskeheden.

30. Hvilket andet Babylon nævnes i Bibelen, og hvilken ånd kendetegner det?

³⁰ I Åbenbaringens Bog læser vi om et andet Babylon — „Babylon den Store“. (Åbenbaringen 18:2) Denne organisation, den falske religions verdensimperium, kendetegnes også af en hovmodig, undertrykkende og grusom ånd. Derfor vil „Jehovas dag“ også komme for dette Babylon. Det vil blive ødelagt når Guds tid er inde til det. (Esajas 13:6) Siden 1919 har følgende budskab lydt over hele jorden: „Babylon den Store er faldet“! (Åbenbaringen 14:8) Det faldt da det ikke længere kunne holde Jehovas folk i fangenskab. Snart vil det blive fuldstændig tilintetgjort. Angående oldtidens Babylon gav Jehova befalingen: „Gengæld det efter dets virke. Gør mod det, efter alt hvad det har gjort. For mod Jehova har det handlet overmodigt, mod Israels Hellige.“ (Jeremias 50:29; Jakob 2:13) Det store Babylon vil få en lignende dom.

31. Hvad vil der snart ske med Babylon den Store?

³¹ Jehovas sidste udtalelse i denne profeti i Esajas’ Bog gælder derfor ikke blot fortidens Babylon, men også Babylon den Store: „Og jeg skal rejse mig imod dem . . . Og jeg skal udrydde navn og rest og afkom og efterslægt af Babylon . . . Og jeg skal gøre det til hulepindsvins eje og til rørbevoksede damme, og jeg skal feje det bort med tilintetgørelsens kost.“ (Esajas 14:22, 23) De øde ruiner af fortidens Babylon viser hvad Jehova snart vil gøre ved Babylon den Store. Det er en stor trøst for alle som elsker sand tilbedelse! Og det er en opfordring til os om aldrig at lade stolthed, hovmod og grusomhed — egenskaber som kendetegner Satan Djævelen — udvikle sig i os!

[Billeder på side 186]

Ligesom fortidens Babylon vil Babylon den Store blive en ruinhob

1. Hvilken dom over Assyrien nedskriver Esajas?

JEHOVA kan bruge nationerne til at tugte sit folk for dets ondskab. Men selv om han gør det, undskylder han ikke de samme nationer for deres unødvendige grusomhed, deres stolthed og deres fjendskab mod den sande tilbedelse. Således inspirerede han længe i forvejen Esajas til at nedskrive ’budskabet om Babylon’. (Esajas 13:1) På Esajas’ tid udgjorde Babylon imidlertid en fremtidig trussel. Den øjeblikkelige trussel var Assyrien, som undertrykte Guds pagtsfolk. Det omstyrtede det nordlige rige, Israel, og hærgede en stor del af Juda. Dets sejr var dog begrænset. Esajas skriver: „Hærstyrkers Jehova har svoret og sagt: ’Visselig, som jeg har tænkt det, sådan skal det ske; . . . jeg vil knække assyreren i mit land så jeg kan nedtræde ham på mine bjerge; således skal hans åg forsvinde fra dem og hans byrde forsvinde fra deres skulder.’“ (Esajas 14:24, 25) Ikke længe efter at Esajas havde udtalt denne profeti, blev den assyriske trussel fjernet fra Juda.

2, 3. (a) Hvem rækker Jehova sin hånd ud imod? (b) Hvad betyder det at Jehova udrækker sin hånd mod „alle nationerne“?

² Men hvad med de andre nationer som var fjender af Guds pagtsfolk? De ville også blive dømt. Esajas erklærer: „Dette er den beslutning der er truffet mod hele jorden, og dette er den hånd der er rakt ud mod alle nationerne. For har Hærstyrkers Jehova truffet en beslutning, hvem kan så forpurre den? Og er hans hånd rakt ud, hvem kan så føre den tilbage?“ (Esajas 14:26, 27) Det hebraiske ord for „beslutning“ oversættes de fleste steder i Ny Verden-Oversættelsen og i mange andre bibeloversættelser med „råd“, og her er der tale om „råd“ i betydningen „resultatet af en overvejelse“, en „beslutning“. Der er tale om Guds udtrykkelige beslutning, hans forordning. (Jeremias 49:20, 30) Hans „hånd“ står for den magt eller kraft han gør brug af. De sidste vers i kapitel 14 og kapitlerne 15-19 i Esajas’ Bog handler om den beslutning Gud har truffet mod Filisterlandet, Moab, Damaskus, Ætiopien og Ægypten.

³ Men Esajas siger også at Jehovas hånd er rakt ud mod „alle nationerne“. Det vil sige at selv om disse profetier fik deres første opfyldelse i fortiden, gælder de i princippet også „endens tid“, hvor Jehova vil udrække sin hånd mod alle jordens riger. (Daniel 2:44; 12:9; Romerne 15:4; Åbenbaringen 19:11, 19-21) Den almægtige Gud, Jehova, har altså lang tid i forvejen åbenbaret sin beslutning i sikker forvisning om at den vil blive gennemført. Ingen kan føre hans udrakte hånd tilbage. — Salme 33:11; Esajas 46:10.

„En flyvende ildslange“ mod Filisterlandet

4. Nævn nogle af enkelthederne i Jehovas budskab mod Filisterlandet.

⁴ Opmærksomheden rettes først mod Filisterlandet. „I det år kong Akaz døde kom dette budskab: ’Lad ingen i dig fryde sig, Filisterland, fordi kæppen hos den der slår dig er blevet knækket. For af slangens rod kommer der en giftsnog, og dens frugt er en flyvende ildslange.’“ — Esajas 14:28, 29.

5, 6. (a) På hvilken måde var Uzzija som en slange for filistrene? (b) Hvad viste Ezekias sig at være for Filisterlandet?

⁵ Kong Uzzija var stærk nok til at dæmme op for den trussel som filistrene udgjorde. (2 Krønikebog 26:6-8) For dem var han som en slange, og hans kæp blev ved med at slå den fjendtligsindede nabo. Efter at Uzzija var død — ’hans kæp var blevet knækket’ — blev den trofaste Jotam konge, men „folket handlede stadig ødelæggende“. Derpå blev Akaz konge. Situationen ændrede sig, og filistrene gjorde med held indfald i Juda. (2 Krønikebog 27:2; 28:17, 18) Men så ændredes situationen igen. I 746 f.v.t. døde kong Akaz, og den unge Ezekias kom på tronen. Hvis filistrene mente at udviklingen stadig ville være til gunst for dem, tog de sørgeligt fejl. Ezekias viste sig at være en farlig fjende. Som en efterkommer af Uzzija, en „frugt“ af hans „rod“, var Ezekias som „en flyvende ildslange“. Han ville som en slange kaste sig lynsnart frem til angreb og efterlade en brændende smerte ligesom efter en giftslanges bid.

⁶ Dette var en meget passende beskrivelse af den nye konge. „[Ezekias] slog filistrene helt til Gaza og dens områder.“ (2 Kongebog 18:8) Ifølge assyrerkongen Sankeribs annaler blev filistrene underlagt Ezekias. „De ringe“ — det svækkede Juda rige — ville opnå tryghed og materiel velstand, mens Filisterlandet ville opleve hungersnød. — Læs Esajas 14:30, 31.

7. Hvad skulle Ezekias sige til de udsendinge der var kommet til Jerusalem?

⁷ Det ser ud til at der var kommet nogle udsendinge til Juda — måske nogle der søgte et forbund mod Assyrien. Hvad skulle man sige til dem? „Hvad vil man svare nationens sendebud?“ Skulle Ezekias søge tilflugt i et forbund med en fremmed nation? Nej! Han skulle sige til sendebudene: „Jehova har grundlagt Zion, og de nødstedte af hans folk vil søge tilflugt i det.“ (Esajas 14:32) Kongen måtte nære fuld tillid til Jehova. Zions grundvold lå sikkert og fast. Byen ville bestå og være et trygt tilflugtssted under den assyriske trussel. — Salme 46:1-7.

8. (a) Hvordan er der i dag nationer der er som Filisterlandet? (b) Hvad har Jehova gjort for at støtte sit folk i nutiden sådan som han gjorde i fortiden?

⁸ I dag er nogle nationer ligesom Filisterlandet fjendtligt indstillede over for Jehovas folk og modstår det. Jehovas kristne vidner er blevet sat i fængsler og koncentrationslejre. Deres arbejde er blevet forbudt. Flere er blevet dræbt. Modstandere „retter skarpe angreb mod den retfærdiges sjæl“. (Salme 94:21) Disse kristne vil måske forekomme deres fjender „ringe“ og „fattige“, men da de har Jehovas støtte, kan de glæde sig over at have åndelig føde i overflod, mens deres fjender lider åndelig hunger. (Esajas 65:13, 14; Amos 8:11) Når Jehova udrækker sin hånd mod vor tids filistre, vil disse „ringe“ kunne føle sig sikre. Hvor? I samfund med „Guds husstand“, hvis hjørnegrundsten er Kristus Jesus. (Efeserne 2:19, 20) Og de vil være i sikkerhed under ’det himmelske Jerusalem’, Jehovas himmelske rige, der har Jesus Kristus som konge. — Hebræerne 12:22; Åbenbaringen 14:1.