26. Hvad var „Livjatan“ på Esajas’ tid, hvad er det i dag, og hvad vil der ske med dette ’uhyre som er i havet’?

²⁶ Med henblik på den tid profeterede Esajas: „På den dag vil Jehova med sit hårde og store og stærke sværd hjemsøge Livjatan, den glidende slange, ja Livjatan, den bugtede slange, og han dræber uhyret som er i havet.“ (Esajas 27:1) I den første opfyldelse blev „Livjatan“ brugt som et billede på de lande israelitterne var blevet spredt til, som for eksempel Babylon, Ægypten og Assyrien. Disse lande ville ikke kunne forhindre Jehovas folk i at vende tilbage til deres hjemland til tiden. Men hvad er det nutidige modstykke til Livjatan? Det er efter alt at dømme Satan — „slangen fra fortiden“ — og hans onde tingenes ordning her på jorden, det redskab han benytter til at føre krig mod det åndelige Israel. (Åbenbaringen 12:9, 10; 13:14, 16, 17; 18:24) „Livjatan“ mistede sit tag i Guds folk i 1919, og snart vil han helt forsvinde når Jehova „dræber uhyret som er i havet“. I mellemtiden vil intet som „Livjatan“ måtte forsøge at gøre for at komme Jehovas folk til livs, virkelig lykkes. — Esajas 54:17.

„En vingård med skummende vin“

27, 28. (a) Hvad har Jehovas vingård fyldt hele jorden med? (b) Hvordan beskytter Jehova sin vingård?

²⁷ I endnu en sang beskriver Esajas med et smukt billede at det arbejde som Jehovas udfriede folk udfører, vil bære frugt: „På den dag skal I synge for Israel: ’En vingård med skummende vin! Jeg, Jehova, værner den. Hvert øjeblik vander jeg den. For at ingen skal hjemsøge den, værner jeg den nat og dag.’“ (Esajas 27:2, 3) De åndelige israelitters rest og deres flittige medarbejdere har fyldt hele jorden med de åndelige frugter af deres arbejde. Der er virkelig grund til at fejre dette — til at synge! Æren går til Jehova, som kærligt har værnet om og plejet sin vingård. — Jævnfør Johannes 15:1-8.

²⁸ Jehovas tidligere vrede er blevet erstattet af glæde. „Forbitrelse huser jeg ikke. Hvem giver mig tornebuske og ukrudt i kampen? Jeg vil træde på dem. Jeg vil sætte dem i brand samtidig. Ellers må man klynge sig til min fæstning og slutte fred med mig; fred må man slutte med mig.“ (Esajas 27:4, 5) For at sikre sig at hans vinstokke til stadighed giver rigeligt med „skummende vin“, ’nedtræder’ Jehova enhver ukrudtsagtig indflydelse der kunne ødelægge hans vingård, og opbrænder den som med ild. Ingen bør derfor bringe den kristne menighed i fare! Tværtimod bør alle ’klynge sig til hans fæstning’ ved at søge hans gunst og beskyttelse. Når de gør det, slutter de fred med Gud — noget der er så vigtigt at Esajas nævner det to gange. Resultatet? „I de kommende dage vil Jakob slå rod, Israel blomstre, ja sætte skud; og de vil fylde det frugtbare lands flade med afgrøde.“ (Esajas 27:6)c Opfyldelsen af dette vers er et vidunderligt vidnesbyrd om Jehovas magt. Siden 1919 har de salvede kristne billedligt fyldt jorden med „afgrøde“, det vil sige nærende åndelig føde. Som følge heraf har de fået tilslutning af millioner af loyale „andre får“, der sammen med dem „yder [Gud] hellig tjeneste dag og nat“. (Åbenbaringen 7:15) Midt i en fordærvet verden overholder de med glæde hans ophøjede normer. Og Jehova velsigner dem fortsat med vækst. Lad os aldrig tabe det storslåede privilegium af syne som det er at tage den nærende åndelige føde til os og dele den med andre i vor egen lovprisning af Gud!

[Boks/billede på side 285]

„Et stort horn“ forkynder frihed

I 607 f.v.t. øgedes Judas lidelser da Jehova tugtede sit genstridige folk ved at tilføje det et alvorligt slag — det blev ført i landflygtighed. (Læs Esajas 27:7-11.) Folkets misgerning var for stor til at den kunne sones med dyreofre. Ligesom man spredte får eller geder med „tilråb“, eller blade blev blæst bort med vindens „kraftige åndepust“, drev Jehova israelitterne bort fra deres hjemland. Derefter kunne selv svage mennesker, billedligt skildret ved kvinder, komme og gøre brug af det der var tilbage i landet.

Den tid ville imidlertid komme da Jehova ville udfri sit folk fra fangenskabet. Han ville udfri dem på samme måde som en landmand udfriede oliven der billedligt var holdt i fangenskab på træet. „Og på den dag vil Jehova slå frugten ned, fra Flodens [Eufrats] flydende strøm til Ægyptens Regnflod, og I vil blive samlet op, en for en, I Israels sønner. Og på den dag vil man blæse i et stort horn, og de som er ved at gå til grunde i Assyriens land og de fordrevne i Ægyptens land skal komme og bøje sig for Jehova på det hellige bjerg i Jerusalem.“ (Esajas 27:12, 13) Efter sin sejr i 539 f.v.t. udstedte Kyros et dekret der gav alle jøderne i hans rige fri, det vil sige også dem i Assyrien og Ægypten. (Ezra 1:1-4) Det var som om „et stort horn“ med en fanfare forkyndte frihed for Guds folk.