Hvem er de åndelige drankere?

„Ve Efraims drankeres højhedskrone.“ — ESAJAS 28:1.

1. Hvilken optimisme har mange næret, og vil deres forventninger blive opfyldt?

DET er spændende tider vi lever i. Mange er begejstrede over de dramatiske politiske forandringer der har fundet sted rundt omkring i verden, og over De Forenede Nationers større engagement. I december 1989 kunne man i Detroit Free Press læse: „Nu hvor verden går ind i 1990’erne, er freden brudt ud.“ Et sovjetisk blad forkyndte: „Vi er begyndt at smede sværd til plovjern,“ og FN’s generalsekretær erklærede: „Den kolde krig er forbi.“ Ja, forhåbningerne har været store, og der er næppe nogen tvivl om at verdensscenen er ved at skifte. For nylig har Golfkrigen vist hvor hurtigt verdenssituationen kan forandre sig. Men vil den nuværende verden nogen sinde opleve en tid med virkelig fred og sikkerhed, og alle de fordele dette vil medføre? Svaret er nej. I virkeligheden lurer der en alvorlig krise som vil ryste verden i dens grundvolde — en krise hvori religionen er dybt involveret!

2. Hvilken situation i fortidens Israel og Juda finder sin parallel i dag?

² Denne krise blev forudskildret ved nogle begivenheder i det gamle Israel og Juda i det ottende og det syvende århundrede før vor tidsregning. Dengang troede folk også at de havde opnået fred. Men Gud advarede gennem profeten Esajas om at denne fred blot var en illusion som snart ville briste. I dag advarer Jehova, gennem sine Vidner, mennesker om at de bedrager sig selv hvis de mener at de kan opnå varig fred ved menneskelige bestræbelser. Lad os læse Jehovas profetiske advarsel og se hvordan den gælder i dag. Den findes i Esajas’ Bogs 28. kapitel og blev skrevet før år 740 f.v.t., sandsynligvis mens den ugudelige kong Peka herskede i Israel og den egensindige kong Akaz regerede i Juda.

’Efraims drankere’

3. Hvilken rystende fordømmelse fremsatte Esajas?

³ Kapitel 28 indledes med en rystende erklæring: „Ve Efraims drankeres højhedskrone og dets hæders falmende blomst der sidder som prydelse på den frugtbare dals hoved, hos dem der er overvældet af vin!“ Det må have chokeret israelitterne at høre denne svidende fordømmelse! Hvem var ’Efraims drankere’? Hvad var deres „højhedskrone“? Hvad skildrede „den frugtbare dals hoved“? Og endnu vigtigere: Hvad betyder disse ord for os i dag?

4. (a) Hvad betegner „Efraim“ og „den frugtbare dals hoved“? (b) Hvorfor følte Israel sig trygt?

⁴ Eftersom Efraim var den største af Israels ti stammer, blev navnet „Efraim“ somme tider brugt som en betegnelse for hele Nordriget. ’Efraims drankere’ var derfor i virkeligheden Israels drankere. Israels hovedstad var Samaria, der lå på et højdedrag inderst i en frugtbar dal. Udtrykket „den frugtbare dals hoved“ sigter til Samaria. Da disse ord blev skrevet, var nordriget Israel meget fordærvet i religiøs henseende. Desuden havde det indgået en politisk alliance med Aram vendt mod Juda og følte sig nu trygt. (Esajas 7:1-9) Men tingene skulle ændre sig. En alvorlig krise var i vente. Det var derfor Jehova forkyndte ve over „Efraims drankeres højhedskrone“.

5. (a) Hvori bestod Israels „højhedskrone“? (b) Hvem var ’Efraims drankere’?

⁵ Hvori bestod denne „højhedskrone“? En krone er et symbol på kongelig myndighed. Efraims „højhedskrone“ var derfor Israels stilling som et selvstændigt kongedømme, uafhængigt af Juda. Der skulle ske noget som ville gøre ende på Israels selvstændighed som kongedømme. Hvem var så ’Efraims drankere’? Der var uden tvivl bogstavelige drankere i Israel, eftersom Samaria var et center for tøjlesløs afgudsdyrkelse. Men Bibelen taler om en værre form for drukkenskab. I Esajas 29:9 læser vi: „De er berusede, men ikke af vin; de raver, men ikke af stærke drikke.“ Der var her tale om en form for åndelig drukkenskab, en åndeligt uren beruselse der var dødbringende. Israels ledere — især dets religiøse ledere — lå tydeligvis under for en sådan åndelig beruselse.

6. Hvad var det der gjorde det gamle Israel beruset?

⁶ Men hvad var årsagen til Israels åndelige drukkenskab? Det var dybest set dets alliance med Aram som gav dets ledere en behagelig følelse af tryghed. Denne åndelige beruselse bevirkede at Israel havde mistet sin realitetssans. Som en bogstavelig dranker var nationen optimistisk skønt der ikke var nogen grund til det. Desuden bar Israel sin berusende alliance med Aram med stolthed, som en smuk blomsterkrans. Men som Esajas siger, var det en falmende krans der ikke ville holde meget længere.

7, 8. Hvad ville fortidens Israel komme til at opleve, trods sin optimisme?

⁷ Esajas understreger dette i kapitel 28, vers 2: „Se, Jehova har én parat der er stærk og kraftfuld. Som et tordenvejrs hagl, en ødelæggende storm, som et tordenvejrs mægtige, rivende vande, vil han kaste det til jorden med kraft.“ Hvem var det der var „stærk og kraftfuld“? På Israels tid var det det mægtige Assyrerrige. Dette grusomme, skånselsløse verdensrige ville komme imod Israel som et tordenvejr med mægtige, rivende vandstrømme. Med hvilket resultat?

⁸ Esajas fortsætter: „Med fødderne vil Efraims drankeres højhedskrone blive trådt ned. Og dets hæders falmende blomst, der sidder som prydelse på den frugtbare dals hoved, skal blive som den tidlige figen før sommer, som han der ser den, vil sluge så snart han har den i hånden.“ (Esajas 28:3, 4) Israels hovedstad, Samaria, var i Assyriens øjne som en moden figen der var rede til at blive plukket og spist. Israels prydelseslignende alliance med Aram ville blive trådt ned. Den ville ikke have nogen værdi når regnskabets time oprandt. Selv dets højhedskrone, dets uafhængighed, ville blive trådt under fode af den assyriske fjende. Hvilken katastrofe!

’Præst og profet faret vild’

9. Hvorfor havde Juda måske ventet et bedre budskab fra Jehova end det Israel modtog?

⁹ Et frygteligt opgør ventede Israel, og nøjagtig som Jehova Gud advarende havde sagt, kom dette opgør i året 740 f.v.t. da Samaria blev ødelagt af Assyrien og Nordriget ophørte med at eksistere som en selvstændig stat. Som vi skal se er det der skete med fortidens Israel en alvorlig advarsel for nutidens troløse, falske religion. Men hvordan med Israels søsterrige, Juda, mod syd? På Esajas’ tid fungerede Jehovas tempel stadig i Jerusalem, Judas hovedstad. Præsteskabet gjorde stadig tjeneste dér, og profeter som Esajas, Hoseas og Mika talte i Jehovas navn. Hvilket budskab havde Jehova da til Juda?

10, 11. Hvilken afskyelig situation herskede der i Juda?

¹⁰ Esajas beretter videre: „Men også disse [det vil sige præsterne og profeterne i Jerusalem] er faret vild på grund af vin og raver om på grund af stærke drikke. Præst og profet er faret vild på grund af stærke drikke.“ (Esajas 28:7a) Judas religiøse ledere var åbenbart også drukne. Som i Israel var der sikkert nogle som var drankere rent bogstaveligt, hvilket var meget vanærende. Guds lov forbød udtrykkeligt jødiske præster at drikke alkohol mens de gjorde tjeneste i templet. (3 Mosebog 10:8-11) Bogstavelig beruselse i Guds hus ville have været en grov overtrædelse af Guds lov.

¹¹ Den åndelige drukkenskab i Juda var imidlertid endnu mere alvorlig. Ligesom Israel havde allieret sig med Aram, søgte Juda sikkerhed ved at indgå forbund med Assyrien. (2 Kongebog 16:5-9) Til trods for at Juda havde Guds tempel og hans profeter, stolede det altså på mennesker mens det burde have sat sin lid til Jehova. Og på grund af de ukloge alliancer det havde indgået, følte lederne sig lige så ubekymrede og sorgløse som deres åndeligt berusede naboer mod nord. Men deres ansvarsløse indstilling vakte Jehovas afsky.

12. Hvad ville Judas åndelige drukkenskab medføre?

¹² Esajas siger videre: „De er blevet forvirrede som følge af vinen, raver om som følge af de stærke drikke; de er faret vild i deres syner, vakler når de afsiger domme. For alle borde er fulde af ækelt bræk — intet sted er rent.“ (Esajas 28:7b, 8) Sandsynligvis har nogle af de bogstaveligt drukne kastet op i templet. Men værre var det at de præster og profeter der skulle have givet åndelig vejledning, udspyede åndeligt bræk. Med undtagelse af nogle få trofaste, fejlbedømte profeterne forholdene og forudså ikke hvordan det virkelig ville gå nationen. Jehova ville straffe Juda for denne åndelige urenhed.

Vore dages åndelige drankere

13. Hvilken parallel til situationen i Juda og Israel, en parallel som også ses i dag, fandtes i det første århundrede?

¹³ Blev Esajas’ profetier kun opfyldt på det gamle Israel og Juda? Nej! Både Jesus og apostelen Paulus citerede hans ord om åndelig drukkenskab og anvendte dem på datidens religiøse ledere. (Esajas 29:10, 13; Mattæus 15:8, 9; Romerne 11:8) Også i dag er der opstået en situation som den på Esajas’ tid — denne gang i kristenheden, en verdensomspændende religiøs organisation der hævder at repræsentere Gud. I stedet for at tage et fast standpunkt for sandheden og stole på Jehova, sætter kristenheden, både protestanter og katolikker, sin lid til verden. Den raver usikkert om, ligesom drankerne i Israel og Juda. De åndelige drankere i disse nationer i fortiden er således et udmærket billede på de åndelige ledere i nutidens kristenhed. Lad os se hvordan.

14. I hvilken forstand er kristenhedens religiøse ledere lige så drukne som lederne i fortidens Samaria og Jerusalem?

¹⁴ Ligesom Samaria og Jerusalem har kristenheden forsynet sig med rigelige mængder af de politiske alliancers vin. I 1919 var kristenheden blandt Folkeforbundets ivrigste støtter. Skønt Jesus sagde at de kristne ikke skulle være en del af verden, plejer kristenhedens ledere omgang med de politiske ledere. (Johannes 17:14-16) Denne aktivitet er for de gejstlige som en symbolsk, styrkende vin. (Jævnfør Åbenbaringen 17:4.) De nyder at blive rådspurgt af politikere og at omgås verdens stormænd. Som følge heraf er de ikke i stand til at give sand åndelig vejledning. De udspyr urenheder i stedet for at tale sandhedens rene sprog. (Zefanias 3:9) Deres udsyn er sløret og forvirret, og de er ikke sikre vejledere for menneskeheden. — Mattæus 15:14.

„Påbud på påbud“

15, 16. Hvordan reagerede Esajas’ samtidige på hans advarsler?

¹⁵ I det ottende århundrede f.v.t. afslørede Esajas den forkerte kurs som især Judas åndelige ledere fulgte. Hvordan reagerede de? De hadede at blive afsløret! Da Esajas trofast blev ved med at forkynde Guds advarsler, svarede de: „Hvem vil man oplære i kundskab, og hvem vil man gøre det hørte forståeligt for? De som lige er blevet vænnet fra mælken, de som netop er taget fra brysterne?“ (Esajas 28:9) Troede Esajas måske at det var spædbørn han talte til? Jerusalems religiøse ledere anså sig selv for at være voksne mænd, der nok selv skulle vide at træffe afgørelser. De behøvede ikke at lytte til Esajas’ plagsomme påmindelser.

¹⁶ De religiøse ledere gjorde endda nar af Esajas’ forkyndelse. De messede ad ham: „Det er jo ’påbud på påbud, påbud på påbud, målesnor på målesnor, målesnor på målesnor, lidt her, lidt dér’.“ (Esajas 28:10) ’Esajas bliver ved med at gentage sig selv,’ påstod de. ’Han bliver ved med at sige: „Sådan lyder Jehovas befaling! Sådan lyder Jehovas befaling! Sådan er Jehovas norm! Sådan er Jehovas norm!“’ I den hebraiske grundtekst er Esajas 28:10 et rim med gentagelser, meget lig et børnerim. Det var sådan de religiøse ledere opfattede Esajas’ tale — ensformig og barnlig.

17. Hvordan reagerer mange i dag på det advarselsbudskab som Jehovas vidner forkynder?

¹⁷ I det første århundrede e.v.t. lød Jesu og hans disciples forkyndelse lige så ensformig og ulærd. De jødiske religiøse ledere betragtede Jesu disciple som uskolede bondeknolde, ulærde og almindelige mennesker. (Johannes 7:47-49; Apostelgerninger 4:13) I dag bliver Jehovas vidner ofte betragtet på samme måde. De har ikke gået på kristenhedens præsteseminarier og bruger ikke klingende titler eller en teologisk terminologi som gejstligheden. Derfor ser de store i kristenheden ned på Jehovas vidner og mener at de burde kende deres plads og vise disse religiøse ledere lidt mere respekt.

18. Hvad overser vore dages religiøse ledere?

¹⁸ Men der er noget de religiøse ledere overser. Selv om de store på Esajas’ tid afviste hans budskab, talte han sandhed, og hans advarsler viste sig at være sande. De advarsler Jehovas vidner forkynder i dag, er også sande. De er solidt baseret på Guds sandhedsord, Bibelen. (Johannes 17:17) Derfor vil de gå i opfyldelse.

Regnskabets time

19. Hvordan blev Juda tvunget til at lytte til fremmede der talte et stammende sprog?

¹⁹ I Esajas 28:11 læser vi: „For ved nogle med stammende læber og med et andet tungemål vil han tale til dette folk.“ Esajas’ tale lød fremmed, som volapyk, i judæernes ører. De overlevede ganske vist det assyriske angreb som gik ud over Israel, men til sin fastsatte tid sendte Jehova en anden udlænding mod dem, nemlig Nebukadnezar. (Jeremias 5:15-17) Det babyloniske sprog lød hårdt og stammende i hebræernes ører. Men de blev tvunget til at lytte til det da Jerusalem og templet blev ødelagt i 607 f.v.t. og indbyggerne blev ført i landflygtighed i Babylon. På samme måde i dag: Kristenheden vil snart komme til at bøde for at den, ligesom fortidens Juda, vender det døve øre til Jehovas formaninger.

20, 21. Hvad forkynder Jehovas vidner uophørligt, og hvad nægter kristenhedens ledere at gøre?

²⁰ Profetien siger om disse: „Dem til hvem han har sagt: ’Dette er hvilestedet. Giv den trætte hvile. Og dette er stedet med ro,’ men som ikke ville høre. Og for dem skal Jehovas ord blive ’påbud på påbud, påbud på påbud, målesnor på målesnor, målesnor på målesnor, lidt her, lidt dér’, så de går hen og snubler og falder bagover og kvæstes og gribes af snaren og fanges.“ — Esajas 28:12, 13.

²¹ Ligesom Esajas talte Guds ord, fortæller Jehovas vidner uophørligt kristenheden at den bør sætte sit håb til Jehovas ord. Men kristenheden nægter at lytte. Det forekommer den at Jehovas vidner plaprer på et fremmed sprog. De taler et sprog den ikke forstår. Kristenheden nægter at ’give den trætte hvile’ ved at fortælle om Guds rige og den nye verden der skal komme. Den er beruset af sit forhold til denne verden. Den foretrækker at støtte politiske løsninger på menneskehedens problemer. Ligesom jøderne på Jesu tid har den undladt at søge Rigets hvilested og forsømt at fortælle andre om det. — Mattæus 23:13.

22. Hvad gør Jehova kristenhedens ledere opmærksomme på?

²² Esajas’ profetiske ord underretter altså gejstligheden om at Jehova ikke vil blive ved med at tale til kristenheden gennem sine harmløse vidner. Snart vil han lade sit „påbud på påbud“, sin „målesnor på målesnor“, træde i kraft, og resultatet vil blive skæbnesvangert for kristenheden. Dens religiøse ledere og deres hjorde vil „kvæstes og gribes af snaren og fanges“. Ja, ligesom fortidens Jerusalem vil kristenhedens religiøse systemer blive ødelagt i bund og grund. Hvilken chokerende, uventet udvikling! Og hvilket skræmmende resultat af at gejstligheden har foretrukket åndelig drukkenskab i stedet for at lytte til Jehovas advarsler!

Deres tilflugt — en løgn!

„Vi har gjort en løgn til vort tilflugtssted, og i falskhed har vi gemt os.“ — ESAJAS 28:15.

1, 2. (a) Hvilken organisation i nutiden bør give agt på det der skete med fortidens Juda? (b) Hvilken fejlagtig tillid nærede Juda?

PASSER disse ord på kristenheden i dag ligesom de passede på fortidens tostammerige Juda? Afgjort! Og denne parallel varsler ikke godt for kristenheden. Den betyder faktisk at denne frafaldne religiøse organisation snart vil blive ramt af en ulykke.

² Nord for Juda lå tistammeriget Israel. Da Israel viste sig troløst mod Gud, tillod Jehova at det blev indtaget af Assyrien i år 740 f.v.t. Dets naborige, Juda, var vidne til denne tragiske begivenhed, men følte tydeligt nok at det aldrig ville komme til at opleve det samme. ’Står Jehovas tempel ikke i Jerusalem?’ pralede dets ledere. ’Er vi ikke Guds udvalgte folk? Taler vore præster og profeter ikke i Jehovas navn?’ (Jævnfør Jeremias 7:4, 8-11.) Disse religiøse ledere var sikre på at de ville blive beskyttet. Men de tog sørgeligt fejl! De var lige så troløse som deres slægtninge i nord. Så det der overgik Samaria ville også overgå Jerusalem.

3. Hvorfor nærer kristenheden fuld tillid til fremtiden, og er en sådan tillid begrundet?

³ På samme måde hævder kristenheden at have et særligt forhold til Gud. ’Vi har jo i titusindvis af kirker,’ praler den, ’og et professionelt præsteskab samt flere hundred millioner tilhængere. Vi har også Bibelen, og vi bruger Jesu navn i vor gudsdyrkelse. Det er tydeligt at vi nyder Guds gunst.’ Men det der overgik fortidens Jerusalem står som en dyster advarsel. Trods den usædvanlige politiske udvikling i den senere tid ved vi at det ikke vil vare længe før Jehova skrider ind over for kristenheden og al anden falsk religion.

„En pagt med Døden“

4. Hvilken pagt troede Juda at det havde sluttet?

⁴ I fortiden fik det utro Jerusalem mange advarsler gennem Guds sande profeter, men hørte ikke på dem. Jerusalem pralede tværtimod med at døden aldrig ville indhente byen og bringe den til Sheol, graven, sådan som det var sket i tilfældet med nordriget Israel. Profeten Esajas blev inspireret til at sige til Juda: „Hør derfor Jehovas ord, I pralhalse, I herskere over dette folk som er i Jerusalem: Fordi I har sagt: ’Vi har sluttet en pagt med Døden, og sammen med Sheol har vi fremkaldt et syn; når den rivende flodbølge skyller over, kommer den ikke hen til os, for vi har gjort en løgn til vort tilflugtssted, og i falskhed har vi gemt os.’“ — Esajas 28:14, 15.

5. (a) Hvori bestod Judas påståede pagt med døden? (b) Hvilken advarsel som kong Asa fik havde Juda glemt?

⁵ Ja, Jerusalems ledere troede at de så at sige havde indgået en pagt med døden og Sheol, sådan at deres by ville blive bevaret. Men indebar Jerusalems påståede pagt med døden at den havde angret sine synder og nu satte sin lid til Jehova for at opnå frelse? (Jeremias 8:6, 7) Nej, den vendte sig tværtimod til politiske herskere efter hjælp. Men dens tilflugt til de verdslige allierede var en illusion, en løgn. De politiske magter den vendte sig til, kunne ikke redde den. Og eftersom Jerusalem svigtede Jehova, svigtede Jehova Jerusalem. Det gik som profeten Azarja advarende havde sagt til kong Asa: „Jehova er med jer så længe I er med ham; og hvis I søger ham, vil han lade sig finde af jer, men hvis I forlader ham, vil han forlade jer.“ — 2 Krønikebog 15:2.

6, 7. Hvilke skridt tog Juda for at opnå sikkerhed, og hvad blev resultatet?

⁶ I tiltro til deres politiske alliancer var Jerusalems ledere overbeviste om at ingen „rivende flodbølge“ af invaderende hære ville komme dem nær og forstyrre deres fred og sikkerhed. Da Juda blev truet af en alliance mellem Israel og Aram, vendte det sig til Assyrien efter hjælp. (2 Kongebog 16:5-9) Og da Juda senere blev truet af Babylons hærstyrker søgte det støtte hos Ægypten, og Farao sendte en ægyptisk hær til undsætning. — Jeremias 37:5-8; Ezekiel 17:11-15.

⁷ Men Babylons hære var for stærke, og de ægyptiske tropper måtte trække sig tilbage. Jerusalems tillid til Ægypten viste sig at være en fejl, og i 607 f.v.t. overgav Jehova byen til den ødelæggelse han havde forudsagt. Jerusalems herskere og præster tog altså fejl. Deres tillid til at de kunne opnå fred og sikkerhed ved verdslige alliancer var „en løgn“ der blev skyllet bort af flodbølgen af babyloniske soldater.

’Den prøvede sten’ vrages

8. Hvordan har kristenheden indtaget en holdning der minder meget om den som fortidens Juda indtog?

⁸ Findes der en parallel til dette i dag? Ja. Kristenhedens gejstlige er også overbeviste om at de ikke vil blive ramt af nogen ulykke. De siger faktisk som Esajas forudsagde: „Vi har sluttet en pagt med Døden, og sammen med Sheol har vi fremkaldt et syn; når den rivende flodbølge skyller over, kommer den ikke hen til os, for vi har gjort en løgn til vort tilflugtssted, og i falskhed har vi gemt os.“ (Esajas 28:15) Ligesom fortidens Jerusalem ser kristenheden hen til verdslige alliancer efter fred og sikkerhed og dens gejstlige nægter at søge tilflugt hos Jehova. De undgår endda at bruge hans navn og spotter og forfølger dem der ærer dette navn. Kristenheden og dens gejstlige har handlet nøjagtig som de øverste jødiske præster gjorde da de forkastede Jesus i det første århundrede. De har i realiteten sagt: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ — Johannes 19:15.

9. (a) Hvem advarer kristenheden i dag på samme måde som Esajas advarede Juda? (b) Hvem burde kristenheden vende sig til?

⁹ I dag advarer Jehovas vidner om at en flodbølge af eksekutionsstyrker snart vil skylle ind over kristenheden. Desuden peger de på et tilflugtssted hvor man vil være i virkelig sikkerhed for denne flodbølge. De citerer Esajas 28:16, hvor der står: „Derfor har den suveræne Herre Jehova sagt således: ’Se, jeg lægger som grundvold i Zion en sten, en prøvet sten, en værdifuld hjørnesten som en sikker grundvold. Den som tror, vil ikke blive grebet af panik.’“ Hvem er denne ’værdifulde hjørnesten’? Apostelen Peter citerede ovennævnte ord og møntede dem på Jesus Kristus. (1 Peter 2:6) Hvis kristenheden havde søgt fred med Jehovas konge, Jesus Kristus, ville den have undgået den kommende flodbølge. — Jævnfør Lukas 19:42-44.

10. Hvilke forbindelser har kristenheden plejet?

¹⁰ Men det har den ikke gjort. I sin søgen efter fred og sikkerhed indynder den sig hos nationernes politiske ledere for at opnå deres gunst, og det til trods for at Bibelen advarer om at venskab med verden er fjendskab med Gud. (Jakob 4:4) I 1919 anbefalede den desuden stærkt Folkeforbundet som menneskets sikreste håb for fred. Og fra 1945 har den sat sit håb til De Forenede Nationer. (Jævnfør Åbenbaringen 17:3, 11.) I hvor vid udstrækning har den indladt sig med denne organisation?

11. Hvordan er religionen repræsenteret i FN?

¹¹ Vi får en idé om det ved at læse følgende citat fra en bog der for nylig er udkommet: „Ikke færre end 24 katolske organisationer er repræsenteret i FN. Adskillige af verdens religiøse ledere har besøgt den internationale organisation. Især huskes det besøg Hans Hellighed pave Paul VI aflagde under generalforsamlingen i 1965 samt besøget af pave Johannes Paul II i 1979. Mange trossamfund har særlige bønner, påkaldelser, salmer og gudstjenester for De Forenede Nationer. De mest fremtrædende eksempler på dette er katolikkerne, unitarerne, baptisterne og bahaierne.“

Forgæves håb om fred

12, 13. Hvorfor er Jehovas vidner overbeviste om at deres advarsler er på sin plads, til trods for de optimistiske løfter om fred?

¹² En af verdens mest magtfulde politiske ledere gav udtryk for manges håb da han sagde: „Den generation af mennesker der lever på jorden i dag vil måske blive vidne til en periode i verdenshistorien med vedvarende fred.“ Havde han ret? Viser den seneste udvikling at Jehovas Vidners advarsler om Jehovas dom over nationerne har været ubegrundede. Har Jehovas vidner taget fejl?

¹³ Nej, de har ikke taget fejl. De ved at de fortæller sandheden, for de sætter deres lid til Jehova og til Bibelen, som er Guds sandhedsord. Titus 1:2 siger at ’Gud ikke kan lyve’. De har derfor fuld tillid til at når en bibelprofeti siger at noget vil ske, så vil det ske. Jehova siger selv: „Sådan vil det være med mit ord som går ud af min mund. Det vender ikke tilbage til mig med uforrettet sag, men vil gøre hvad jeg har behag i.“ — Esajas 55:11.

14, 15. (a) Hvad hævdede Judas ledere kort før Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t.? (b) Hvad forudsagde Paulus at man ville erklære kort før en pludselig ødelæggelse ville ramme vore dages verden? (c) Hvad kan vi forvente når den proklamation der er forudsagt i Første Thessalonikerbrev 5:3 når sit klimaks?

¹⁴ I årene op til Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. sagde Jeremias at lederne erklærede: „Der er fred! Der er fred!“ (Jeremias 8:11) Men der var ikke fred. Jerusalem blev ødelagt som en opfyldelse af de inspirerede advarsler Jehovas sande profeter havde forkyndt. Apostelen Paulus advarer om at noget tilsvarende vil ske i vor tid. Han siger at folk vil erklære: „Fred og sikkerhed!“ Men da „vil pludselig undergang komme over dem“. — 1 Thessaloniker 5:3.

¹⁵ Da vi gik ind i 1990’erne kunne man i aviser og blade overalt læse at den kolde krig var forbi og at verdensfreden omsider var i sigte. Men så udbrød en „varm“ krig i Mellemøsten. Før eller siden vil verdenssituationen imidlertid nå det punkt hvor råbet om „fred og sikkerhed!“ — som profeteret i Første Thessalonikerbrev 5:2, 3 — vil nå et klimaks. Da vort håb er fast forankret i Guds ord, ved vi at når vi når dette klimaks, vil Guds domme hurtigt og med usvigelig sikkerhed blive eksekveret. Ingen falske erklæringer om fred og sikkerhed må få os til at tro at den ødelæggelse som Gud har forudsagt ikke vil komme. Jehovas domme er nedfældet i hans ord, Bibelen, og de lader sig ikke omstøde. Kristenheden vil, sammen med al anden falsk religion, blive udslettet. Derefter vil Jehovas ødelæggende domme ramme den øvrige del af Satans verden. (2 Thessaloniker 1:6-8; 2:8; Åbenbaringen 18:21; 19:19-21) Eftersom Jehovas Vidner har tillid til at Jehova vil opfylde sit ord, fortsætter de med at holde sig vågne under ledelse af den trofaste og kloge trælleskare og følger omhyggeligt med i hvordan disse vigtige begivenheder på verdensskuepladsen udvikler sig. (Mattæus 24:45-47) Ingen menneskelige fredsbestræbelser bør få os til at tro at Jehova har opgivet at bringe en ødelæggende flodbølge over kristenheden på grund af dens synder.

’Gud er vor tilflugt’

16, 17. Hvad svarer Jehovas vidner hvis nogle tager anstød af deres ligefremme forkyndelse?

¹⁶ Nogle tager måske anstød af den ligefremme måde Jehovas vidner forkynder dette på. Men når Jehovas vidner siger at kristenhedens religiøse ledere har søgt tilflugt i en løgneordning, gengiver de blot hvad Bibelen siger. Når de siger at kristenheden fortjener straf fordi den er blevet en del af verden, fremholder de blot hvad Gud selv siger i Bibelen. (Filipperne 3:18, 19) Og da kristenheden har sat sin lid til misvisende menneskelige planer som er fremsat af denne verden, støtter den i virkeligheden denne verdens gud, Satan Djævelen, som Jesus kaldte for „løgnens fader“. — Johannes 8:44; 2 Korinther 4:4.

¹⁷ Derfor erklærer Jehovas vidner: Vi, for vort vedkommende, opfordrer ikke til at man gør sig falske forhåbninger om verdensfred på grund af forandringerne på den politiske skueplads. I stedet gentager vi salmistens ord: „Gud er en tilflugt for os. . . . Sønner af jævne mennesker er et pust, sønner af fornemme mænd er en løgn. Når de lægges op på vægtskålene, er de lettere end et pust alle sammen.“ (Salme 62:8, 9) Menneskelige planer om at fremme og bevare kristenheden og den øvrige del af denne tingenes ordning, er en løgn! En forenet indsats fra deres side har ikke større kraft til at hindre gennemførelsen af Jehovas hensigt end et åndepust!

18. Hvilken advarsel af salmisten passer på situationen i dag?

¹⁸ Jehovas vidner citerer også Salme 33, versene 17 til 19, hvori der erklæres: „Falsk er hesten [den ægyptiske stridshest] til frelse, og ved sin store styrke bringer den ikke redning. Se! Jehovas øje er rettet mod dem der frygter ham, mod dem der venter på hans loyale hengivenhed, for at udfri deres sjæl fra døden og for at bevare dem i live under hungersnød.“ Sande kristne i dag stoler på Jehova og hans himmelske rige, den eneste ordning der kan bringe varig fred.

Kristenheden nedtrædes

19. Hvorfor er det en illusion at sætte sin lid til at politiske organisationer vil indføre fred?

¹⁹ At stole på en menneskeskabt erstatning for Guds rige er at gøre denne erstatning til en slags gudebillede, ja at ophøje den til en gud. (Åbenbaringen 13:14, 15) At opfordre folk til at stole på at en politisk sammenslutning, som De Forenede Nationer, vil bringe fred og sikkerhed, er derfor en illusion, en løgn. Om genstande hvortil der knyttes sådanne falske forhåbninger, siger Jeremias: „Hans støbte billede er en løgn, og der er ingen ånd i dem. De er tomhed, narreværk. På den tid de hjemsøges, vil de forgå.“ (Jeremias 10:14, 15) Det modbilledlige Ægyptens stridsheste, det vil sige de nuværende nationers militære og politiske magt, vil ikke beskytte kristenhedens religiøse domæne den dag krisen bryder ud. Kirkernes alliance med denne verden vil på ingen måde gavne dem.

20, 21. (a) Hvad skete der med Folkeforbundet, og hvorfor vil det ikke gå bedre med De Forenede Nationer? (b) Hvordan viser Esajas at kristenhedens alliancer med verden ikke vil redde den?

²⁰ Kristenheden havde knyttet store forhåbninger til Folkeforbundet, men det gik til grunde, endda uden at Harmagedon brød løs. Nu viser kristenheden sin troskab mod De Forenede Nationer. Men den vil snart blive konfronteret med „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, og vil ikke overleve. (Åbenbaringen 16:14) Selv et styrket FN kan aldrig bringe fred og sikkerhed. Guds profetiske ord viser at De Forenede Nationer og denne organisations medlemslande vil „føre krig mod Lammet [Kristus som konge i Guds rige], men fordi Lammet er herrers Herre og kongers Konge vil det sejre over dem“. — Åbenbaringen 17:14.

²¹ Jehovas vidner siger derfor med overbevisning at kristenheden ikke vil finde nogen frelse i sine alliancer med Satans verden. Og hermed henviser de blot til hvad Bibelen selv siger. Esajas 28:17, 18 citerer Jehova for at sige: „Og jeg vil gøre ret til målesnor, og retfærdighed til nivellérlod; og haglen skal feje løgnens tilflugtssted bort, og skjulestedet vil vandene oversvømme. Og jeres pagt med Døden skal ophæves, og det syn I har sammen med Sheol vil ikke stå fast. Når den rivende flodbølge skyller over, skal I blive trådt ned af den.“

22. Hvad vil resultatet blive når kristenheden får retfærdigheden at føle?

²² Når Jehova fuldbyrder sin dom, vil det der sker være fuldstændig retfærdigt. Og kristenhedens grundlag for tillid, dens „pagt med Døden“, vil blive skyllet bort som af en flodbølge. Esajas siger videre: „Morgen efter morgen vil den skylle over, ved dag og ved nat; og det vil kun være noget skrækkeligt at gøre det hørte forståeligt.“ (Esajas 28:19) Det vil være frygtindgydende at overvære den voldsomme fuldbyrdelse af Jehovas dom! Det vil være skrækkeligt for kristenhedens gejstlige og deres tilhængere at opdage — for sent — at de har sat deres lid til en løgn.

Jehovas navn er „et stærkt tårn“

23, 24. Hvad vil Jehovas vidner gøre frem for at søge sikkerhed i denne verden?

²³ Men hvordan med Jehovas vidner? Trods had og forfølgelse i mange lande bliver de ved med at holde sig adskilt fra verden. De glemmer aldrig at Jesus sagde om sine disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Johannes 17:16) I disse sidste dage har de sat deres lid til Jehovas rige, og ikke til menneskers planer. Derfor vil kristenhedens ulykke ikke gøre Jehovas vidner skrækslagne. Som Esajas forudsiger: „Den som tror, vil ikke blive grebet af panik.“ — Esajas 28:16.

²⁴ Ordsprogene 18:10 siger: „Jehovas navn er et stærkt tårn; den retfærdige løber derind og beskyttes.“ Derfor indbyder vi alle retsindige til at søge tilflugt hos Jehova og hans rige ved Kristus. Jehova vil ikke svigte som skjulested. Hans rige ved Kristus er ikke en løgn! Kristenhedens tilflugt er en løgn, men de sande kristnes tilflugt er sandhed.

Bliv ved med at advare om Jehovas usædvanlige værk

„Jehova vil rejse sig som ved Perazims bjerg, han vil oprøres som i lavningen nær Gibeon.“ — ESAJAS 28:21.

1, 2. Hvilket usædvanligt værk udførte Jehova for sit folk på Davids tid?

I DET 11. århundrede udførte Jehova et højst usædvanligt værk til gavn for sit folk. Denne fremmedartede gerning var et forbillede på noget endnu mere usædvanligt som han vil gøre i nær fremtid. Hvori bestod dette værk i fortiden? Kort efter at David var blevet indsat som konge i Jerusalem, gik nabofolket filistrene til angreb på Israel, og dette fik Jehova til at udføre sin fremmedartede gerning. Først begyndte filistrene at tage på strejftog i Refa’imlavningen. David spurgte Jehova hvad han skulle gøre, og fik besked på at gå til angreb. Han fulgte Jehovas anvisning, og ved Ba’al-Perazim tilføjede han den talstærke filisterhær et stort nederlag. Men filistrene ville ikke erkende nederlaget. De vendte tilbage og foretog flere plyndringer i Refa’imlavningen. Igen søgte David vejledning hos Jehova.

² Denne gang fik han at vide at han skulle angribe filistrene bagfra med sine tropper. Jehova sagde: „Når du hører lyden af skridt i bakabuskenes toppe, da må du handle beslutsomt, for da er Jehova draget ud foran dig for at slå filistrenes lejr.“ Og sådan gik det. David ventede til Jehova fremkaldte lyden af skridt i bakabuskenes toppe — måske ved hjælp af en kraftig blæst. I samme øjeblik fór David og hans mænd frem fra bagholdet og faldt over de uforberedte filistre, og slog dem stort. De gudebilleder filistrene efterlod på slagmarken blev samlet sammen og tilintetgjort. — 2 Samuel 5:17-25; 1 Krønikebog 14:8-17.

3. Hvorfor var Jehovas fremmedartede værk af interesse for jøderne på Esajas’ tid, og hvorfor bør det være af interesse for kristenheden i dag?

³ Dette var en usædvanlig gerning, et fremmedartet værk, som Jehova udførte mod filistrene til gavn for sin salvede konge. Denne bemærkelsesværdige gerning er af særlig interesse fordi profeten Esajas advarede om at Jehova ville gøre noget lige så usædvanligt og drastisk ved de åndelige drankere i Juda. De troløse religiøse ledere på Esajas’ tid burde derfor give agt. Kristenheden burde også mærke sig hans ord, for det der overgik Juda er et forbillede på kristenhedens endelige skæbne.

„Lejet er for kort“

4, 5. (a) Hvilken malende skildring giver Esajas af den ukomfortable situation datidens religiøse ledere befandt sig i? (b) Hvorfor har kristenheden det i dag ubekvemt?

⁴ Først afslørede Esajas at de traktater som disse åndelige drankere satte deres lid til, var et bedrag, en løgn. Derefter viste han med et malende billede at de der knyttede deres forhåbninger til denne løgn, havde det temmelig ukomfortabelt. Han sagde: „For lejet er for kort til at man kan strække sig, og det vævede tæppe er for smalt når man vil pakke sig ind.“ (Esajas 28:20) Hvis man strækker sig på en seng der er for kort, kommer fødderne til at rage ud i kulden. Og hvis man trækker knæene op for at få fødderne indenfor i sengen, viser tæppet sig at være for smalt. En stor del af kroppen er stadig utildækket. Uanset hvordan man vender og drejer sig, vil man ligge og fryse.

⁵ Det var sådan de billedlig talt havde det, de der på Esajas’ tid satte deres lid til en løgnagtig tilflugt. Og de der i dag sætter deres lid til kristenhedens løgnagtige tilflugt har det lige så ubekvemt. De er ude i kulden, så at sige. Der er derfor ingen grund til at søge tryghed i verdslige ordninger for fred og sikkerhed. Under det kommende uvejr af domshandlinger fra Gud vil alliancer med politiske herskere ikke kunne skænke kristenheden nogen varme og tryghed.

Jehovas usædvanlige værk

6. Hvordan ville Jehova handle med Juda, og hvordan vil han handle med kristenheden?

⁶ Efter at Esajas har givet denne malende beskrivelse af det utro Jerusalems ukomfortable situation — der også passer på kristenheden i dag — siger han videre: „For Jehova vil rejse sig som ved Perazims bjerg, han vil oprøres som i lavningen nær Gibeon, så han kan gøre sin gerning — hans gerning er fremmedartet — og udføre sit værk — hans værk er usædvanligt.“ (Esajas 28:21) Ja, Esajas advarede om at Jehova snart ville rejse sig som han gjorde ved Ba’al-Perazim. Men denne gang ville han vende sig imod sit troløse folk som en rivende flodbølge der bryder igennem et hul i en smuldrende dæmning. Jerusalems pagt med døden ville vise sig at være uden værdi. I nær fremtid vil Jehova handle på lignende måde over for kristenheden, som da vil opdage at dens berusende overenskomster med denne verden er uden betydning. Hele dens mægtige organisation vil blive revet i stykker, og dens tilhængere spredt. Dens falske guder vil blive fuldstændig tilintetgjort.

7. Hvorfor blev Jehovas hensigt med Juda betegnet som fremmedartet og usædvanlig?

⁷ Hvorfor kalder Esajas Jehovas handlemåde med Jerusalem for et fremmedartet og usædvanligt værk? Jo, på Esajas’ tid var Jerusalem sædet for tilbedelsen af Jehova og byen hvor Jehovas salvede konge residerede. (Salme 132:11-18) Som sådan var den ikke på noget tidspunkt blevet ødelagt. Templet var aldrig blevet nedbrændt. Davids kongehus var aldrig blevet styrtet. Noget sådant var utænkeligt. Og at Jehova skulle overveje at lade dette ske var en højst usædvanlig tanke.

8. Hvilken advarsel gav Jehova om sin kommende ’usædvanlige gerning’?

⁸ Men Jehova advarede gennem sine profeter om at disse chokerende begivenheder ville indtræffe. (Mika 3:9-12) For eksempel sagde profeten Habakkuk, der levede i det syvende århundrede før vor tidsregning: „Se blandt nationerne, ja, se nøje efter, og se forbløffede på hinanden; bliv forbløffede; for der er en der øver en gerning i jeres dage, en som I ikke vil tro selv om nogen fortæller derom. For se, jeg oprejser kaldæerne, den bitre og fremfusende nation, der drager af sted til jordens vidtstrakte egne for at tage boliger i besiddelse som ikke er dens. Skrækindjagende og frygtindgydende er den.“ — Habakkuk 1:5-7.

9. Hvordan gjorde Jehova det han havde advaret Jerusalem om?

⁹ I 607 f.v.t. gjorde Jehova som han havde advaret om. Han tillod de babyloniske hære at drage op imod Jerusalem og ødelægge byen og templet. (Klagesangene 2:7-9) Jehova var endog villig til at lade Jerusalem blive ødelagt endnu en gang. Hvorfor? Jo, efter 70 års landflygtighed fik de angrende jøder lov at vende tilbage til deres hjemland, og der blev bygget et nyt tempel i Jerusalem. Men endnu en gang gled jøderne bort fra Jehova. I det første århundrede efter vor tidsregning citerede Paulus Habakkuks ord for datidens jøder, og viste således at profetien ville få en fremtidig opfyldelse. (Apostelgerninger 13:40, 41) Jesus fremsatte også en utvetydig advarsel om at Jerusalem og dets tempel ville blive ødelagt på grund af jødernes mangel på tro. (Mattæus 23:37–24:2) Gav jøderne i det første århundrede agt? Nej. Ligesom deres forfædre afviste de blankt Jehovas advarsel. Og Jehova gentog sin fremmedartede gerning. Jerusalem og dets tempel blev ødelagt i år 70 af de romerske legioner.

10. Hvordan vil Jehova i nær fremtid handle over for kristenheden?

¹⁰ Hvorfor skulle man så ikke tro at Jehova vil gøre noget lignende i vor tid? Det er en kendsgerning at han vil gennemføre sin beslutning, selv om den forekommer tvivlerne usædvanlig og fremmedartet. Denne gang vil målet for hans indgriben være kristenheden, der ligesom fortidens Juda hævder at tilbede Gud men som er håbløst fordærvet. Ved den større David, Kristus Jesus, vil Jehova falde over kristenhedens „filistre“ i en time de ikke venter det. Han vil gennemføre sit usædvanlige værk så grundigt at ethvert spor af kristenhedens religiøse systemer udslettes. — Mattæus 13:36-43; 2 Thessaloniker 1:6-10.

Advar om Jehovas værk

11, 12. Hvordan har Jehovas vidner advaret om Jehovas kommende domme?

¹¹ Jehovas vidner har i mange år advaret om denne kommende indgriben fra Jehovas side. De har påpeget at Jerusalems og templets ødelæggelse i 607 f.v.t. og igen i 70 e.v.t. er profetiske advarsler om hvad der venter kristenheden. Desuden har de påvist at kristenheden som følge af sit frafald er blevet en del af den falske religions verdensimperium, Babylon den Store. Af den grund vil Guds domme over Babylon den Store i særlig grad ramme kristenheden, eftersom den er den mest skyldige del af denne samling af religiøse samfund der har Satan som ophav. — Åbenbaringen 19:1-3.

¹² Jehovas vidner har henvist til Bibelens profetiske advarsel om at Babylon den Stores politiske elskere vil vende sig imod det når Jehovas tid er inde. Åbenbaringen omtaler symbolsk disse elskere som et skarlagenrødt vilddyrs ti horn, og advarer: „Og de ti horn som du så, og vilddyret, disse vil hade skøgen [Babylon den Store] og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes kød og opbrænde hende med ild.“ (Åbenbaringen 17:16) Kristenheden vil blive brændt og tilintetgjort sammen med al anden falsk religion. Dette vil være Jehovas fremmedartede gerning, hans usædvanlige værk.

13. Hvordan ligner folks reaktioner på Jehovas advarsler i dag dem Esajas mødte?

¹³ Når Jehovas vidner lader advarselen om denne kommende katastrofe lyde, bliver de ofte mødt med hån og latter. Folk spørger hvem de tror de er, siden de tør sige den slags. Kristenheden forekommer jo så stabil, så veletableret. Ja, nogle synes endda at den har styrket sin stilling! Nogle stater som tidligere har undertrykt kristenhedens religion, har for nylig givet den større handlefrihed! Trods dette bør kristenheden give agt på Esajas’ advarende ord: „Vis jer nu ikke som spottere, for at jeres bånd ikke skal blive stærke, for om en udslettelse, ja en der er truffet afgørelse om, har jeg hørt fra den suveræne Herre, hærstyrkers Jehova, for hele landet.“ — Esajas 28:22; 2 Peter 3:3, 4.

14. I hvilken forstand vil kristenhedens bånd blive stærkere og strammere?

¹⁴ Det meste af kristenheden vil blive ved med at spotte og stille sig fjendtligt til Kongen og Riget. (2 Thessaloniker 2:3, 4, 8) Men samtidig vil dens bånd blive stærkere og strammere. Dens udslettelse vil, med andre ord, blive mere og mere vis. Jehova vil ikke fravige sin beslutning om at tilintetgøre kristenheden, lige så lidt som han fraveg sin beslutning om at tillade ødelæggelsen af Jerusalem og dets tempel i 607 f.v.t.

„Gå ud fra hende“

15. Hvordan har retsindige mennesker i dag mulighed for at undslippe?

¹⁵ Hvordan kan nogen undgå at dele skæbne med kristenheden? På Israels tid sendte Jehova trofaste profeter til at kalde de retskafne tilbage til den rene tilbedelse. I dag har han sendt sine vidner, der nu tæller millioner, i samme hensigt. De afslører frygtløst den åndeligt døde tilstand der råder i kristenheden. Derved gentager de trofast de plagsomme budskaber der svarer til englenes trompetstød i Åbenbaringsbogen, kapitel 8 og 9. Desuden har de flittigt udbredt den tilskyndelse der gives i Åbenbaringen 18:4: „Gå ud fra hende, mit folk, . . . for at I ikke skal få del i hendes plager.“ Den kvinde der tales om her, er Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, hvoraf kristenheden er den mest fremtrædende del.

16. På hvilken måde er millioner sluppet ud af falsk religion?

¹⁶ Siden 1919, og især siden 1922, har en voksende skare sagtmodige mennesker reageret på denne tilskyndelse og forladt Babylon den Store. Først tusinder, siden hundredtusinder, og nu millioner, har skilt sig ud fra falsk religion, især fra kristenheden, og har sluttet sig til den rene tilbedelse. (Esajas 2:2-4) Kun ved således at forlade Babylon den Store kan de undgå at få del i hendes plager, som vil kulminere i hendes ødelæggelse når tiden er inde til at Jehova vil udføre sit usædvanlige værk.

17, 18. Hvordan er Jehova blevet en krone til prydelse og en hæderskrans for sit folk?

¹⁷ Profeten Esajas beskriver hvor lykkeligt de der tager standpunkt for den rene tilbedelse er stillet. Han siger: „På den dag vil hærstyrkers Jehova blive en krone til prydelse og en hæderskrans for dem der er tilbage af hans folk, og som en rettens ånd for den der sidder til doms, og som styrke for dem der driver kampen væk fra porten.“ — Esajas 28:5, 6.

¹⁸ På grund af de salvede kristnes loyalitet mod sandheden er Jehova en uvisnelig hæderskrans for medlemmerne af den trofaste og kloge trælleskare. Sådan har det især været siden 1926. The Watch Tower for 1. januar (Vagttaarnet 1. februar) det år, understregede behovet for at ære Jehovas navn, i en animerende artikel med titlen: „Hvem vil ære Jehova?“ Siden har de salvede kristne forkyndt dette navn i hele verden som aldrig før. I 1931 blev de endnu tættere knyttet til Jehova, idet de antog navnet Jehovas Vidner. Desuden har en stor skare „andre får“ skilt sig ud fra kristenheden og den øvrige del af Babylon den Store. Også de har antaget Guds navn. Med hvilket resultat? Jehova — og ikke en midlertidig national selvstændighed — er blevet en krone til prydelse for over fire millioner mennesker i over 212 lande og øområder. Det er en ære for disse mennesker at bære den eneste levende og sande Guds navn. — Åbenbaringen 7:3, 4, 9, 10; 15:4.

„Over ham skal Jehovas ånd hvile“

19. Hvem er „den der sidder til doms“, og hvordan er Jehova blevet „en rettens ånd“ for ham?

¹⁹ For Jesus, „den der sidder til doms“, er Jehova blevet „en rettens ånd“. Da Jesus var på jorden nægtede han at lade sig beruse af den ånd der følger med indgåelsen af verdslige alliancer. I dag er han som Jehovas indsatte Konge fyldt med hellig ånd, og kan derfor klarsynet træffe ligevægtige afgørelser. Følgende profetier er blevet opfyldt på Jesus: „Over ham skal Jehovas ånd hvile, visdoms og forstands ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og Jehovas frygts ånd.“ (Esajas 11:2) Ja, gennem Jesus vil Jehova „gøre ret til målesnor, og retfærdighed til nivellérlod“. (Esajas 28:17) De åndeligt berusede fjender vil blive nedkæmpet og udslettet, mens Jehovas hellige navn og universelle suverænitet vil blive hævdet.

20, 21. Hvordan berører profetien i Esajas 28:1-22 dig?

²⁰ Denne profeti i Esajas 28 har stor betydning for os i dag! Hvis vi holder afstand til kristenhedens åndelige drankere og holder fast ved den rene tilbedelse, vil vi blive beskyttet når Jehova gør sin fremmedartede gerning og udfører sit usædvanlige værk. Vi glæder os over at have fået indblik i dette; og vi er lykkelige for at vide at når alt dette sker, vil alle være blevet tvunget til at erkende at hærstyrkers Jehova har grebet ind for at frelse sit trofaste folk og for at hævde og ophøje sig selv ved Jesus Kristus! — Salme 83:17, 18.

²¹ Må alle sande kristne derfor frygtløst fortsætte med at advare om at Jehova snart vil gøre sin fremmedartede gerning. Lad os blive ved med at fortælle om hans usædvanlige værk. Og lad os, mens vi gør dette, vise alle at vort håb er urokkeligt knyttet til Guds rige ved hans indsatte Konge. Måtte vor nidkærhed, beslutsomhed og loyalitet bidrage til den evige lovprisning af den almægtige Gud, Jehova. — Salme 146:1, 2, 10.