Kapitel fire

Jehovas hus hæves op

Esajas 2:1-5

1, 2. Hvilke ord står skrevet på en mur i nærheden af FN-bygningen i New York, og hvor stammer de fra?

„DERES sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ Disse ord (her citeret efter den danske autoriserede oversættelse af 1931) står skrevet på en mur i nærheden af FN-bygningen i New York. I mange år var kilden til citatet ikke anført, og da det er De Forenede Nationers mål at arbejde hen imod verdensfred, kunne man let få den tanke at ordene stammede fra 1945 da De Forenede Nationer blev grundlagt.

² Men i 1975 blev navnet Esajas indhugget i muren under citatet. Ordene var altså ikke af nyere oprindelse. De stammede fra en profeti der blev nedskrevet for mere end 2700 år siden, og findes i kapitel 2 i Esajas’ Bog. I flere tusind år har fredselskende mennesker spekuleret på hvordan og hvornår dét Esajas forudsagde, ville ske. Vi behøver ikke at spekulere længere. Vi ser i dag denne gamle profeti gå i opfyldelse for øjnene af os.

3. Hvem er de folk der smeder deres sværd til plovjern?

³ Hvem er de folk der smeder deres sværd til plovjern? Bestemt ikke vor tids politiske nationer og regeringer. De er tværtimod i færd med at udvikle deres „sværd“, deres våben, både til at føre krig med og til med væbnet magt at bevare „freden“. I stedet for at smede sværd til plovjern har nationerne snarere smedet plovjern om til sværd! De som Esajas’ profeti opfyldes på, er enkeltpersoner der kommer fra alle folk og nationer, mennesker der tilbeder Jehova, „fredens Gud“. — Filipperne 4:9.

De nationer der strømmer til den rene tilbedelse

4, 5. Hvad forudsiger de indledende ord til kapitel 2 i Esajas’ Bog, og hvad viser at ordene med sikkerhed vil blive opfyldt?

⁴ Kapitel 2 i Esajas’ Bog begynder med ordene: „Det som Esajas, Amoz’ søn, så i et syn angående Juda og Jerusalem: Og i de sidste dage vil bjerget med Jehovas hus blive grundfæstet over bjergenes top, og det skal hæves op over højene; og alle nationerne skal strømme til det.“ — Esajas 2:1, 2.

⁵ Dét Esajas forudsiger, er ikke spekulation. Esajas får besked på at nedskrive noget som med sikkerhed vil ske. På hebraisk indledes sætningen efter kolonnet med et lille ord som betyder „og det skal ske“. (Jævnfør dansk autoriseret oversættelse af 1931 og 1992.) Jehovas hensigt vil altså med sikkerhed blive gennemført. (Esajas 55:11) Øjensynlig for at understrege løftets pålidelighed inspirerede Gud en af Esajas’ samtidige, profeten Mika, til i sin bog at nedskrive den samme profeti som findes i Esajas 2:2-4. — Mika 4:1-3.

6. Hvornår opfyldes Esajas’ profeti?

⁶ Hvornår vil Esajas’ profeti blive opfyldt? I „de sidste dage“. I De Kristne Græske Skrifter er de begivenheder der vil kendetegne denne tidsperiode, forudsagt. Det er begivenheder som krige, jordskælv, pestsygdomme og hungersnød. Det vil være „kritiske tider som er vanskelige at klare“.a (2 Timoteus 3:1-5; Lukas 21:10, 11) Opfyldelsen af disse profetier viser ud over enhver tvivl at vi nu lever i „de sidste dage“ for denne onde verdensordning. Altså skulle vi se de ting Esajas forudsagde, opfyldt i vor tid.

Et bjerg hvor man tilbeder Gud

7. Hvilket profetisk billede maler Esajas?

⁷ Med nogle få ord maler Esajas et handlingsmættet profetisk billede. Vi ser et højt bjerg med et prægtigt hus, Jehovas tempel, på toppen. Bjerget rager op over de omgivende bjerge og høje. Men der er ikke noget truende eller frygtindgydende over det; det virker tværtimod indbydende. Folk fra alle nationer længes efter at gå op ad bjerget til Jehovas hus; de strømmer til det. Man kan se det for sig. Men hvad betyder det?

8. (a) Hvad var bjerge og høje forbundet med på Esajas’ tid? (b) Hvad skildrer det at nationerne strømmer til „bjerget med Jehovas hus“?

⁸ På Esajas’ tid var bjerge og høje ofte forbundet med en eller anden form for gudsdyrkelse. Man dyrkede afguder og havde helligdomme for falske guder her. (5 Mosebog 12:2; Jeremias 3:6) Jehovas hus, eller tempel, lå på toppen af Morijas Bjerg i Jerusalem. Trofaste israelitter rejste til Jerusalem tre gange om året og gik op på Morijas Bjerg for at tilbede den sande Gud. (5 Mosebog 16:16) At nationerne strømmer til „bjerget med Jehovas hus“, skildrer at folk af mange nationaliteter samles om den sande tilbedelse.

9. Hvad er „bjerget med Jehovas hus“ et billede på?

⁹ I dag samles Guds folk naturligvis ikke på et bogstaveligt bjerg med et tempel af sten. Jehovas tempel i Jerusalem blev ødelagt af romerne i år 70 e.v.t. Desuden var templet i Jerusalem og den teltbolig som gik forud for det, ifølge apostelen Paulus billeder på en større, åndelig virkelighed, „det sande telt, som Jehova og ikke et menneske har opstillet“. (Hebræerne 8:2) Dette åndelige telt er den ordning hvorigennem man kan nærme sig Jehova og tilbede ham på grundlag af Jesu Kristi genløsningsoffer. (Hebræerne 9:2-10, 23) I overensstemmelse hermed skildrer „bjerget med Jehovas hus“ i Esajas 2:2 den ophøjede, rene tilbedelse af Jehova i vor tid. De der tager imod den rene tilbedelse, samles ikke på et bestemt geografisk sted; de samles om en forenet tilbedelse af Gud.

Den rene tilbedelse hæves op

10, 11. I hvilken forstand er tilbedelsen af Jehova blevet hævet op i vor tid?

¹⁰ Profeten siger at „bjerget med Jehovas hus“, eller den rene tilbedelse, vil blive „grundfæstet over bjergenes top“ og skal „hæves op over højene“. Længe før Esajas’ tid førte kong David pagtens ark til Jerusalem og op på Zions Bjerg, 760 meter over havets overflade. Her blev arken stående indtil den blev flyttet til det færdiggjorte tempel på Morijas Bjerg. (2 Samuel 5:7; 6:14-19; 2 Krønikebog 3:1; 5:1-10) På Esajas’ tid var den hellige ark altså allerede bogstaveligt blevet hævet op og anbragt i templet og befandt sig således på et sted som lå højere end mange af de omkringliggende høje der blev brugt i afgudsdyrkelsen.

¹¹ Naturligvis har tilbedelsen af Jehova i åndelig forstand altid været hævet over afgudsdyrkernes religiøse handlinger. Men i vor tid har Jehova hævet tilbedelsen af ham endnu højere op, langt over alle former for afgudsdyrkelse, ja, langt over alle ’bjerge’ og ’høje’. Hvordan har han gjort det? For en stor del ved at han har indsamlet og forenet dem der ønsker at tilbede ham „i ånd og sandhed“. — Johannes 4:23.

12. Hvem er „rigets sønner“, og hvilken indsamling har fundet sted?

¹² Jesus Kristus talte i en lignelse om „afslutningen på tingenes ordning“ og sammenlignede den med en høsttid hvor englene ville indsamle „rigets sønner“, dem som har håb om at blive konger med Kristus i himmelsk herlighed. (Mattæus 13:36-43) Siden 1919 har Jehova givet resten af disse sønner, „de øvrige af [kvindens] afkom“, det hverv at deltage i høstarbejdet sammen med englene. (Åbenbaringen 12:17) Til at begynde med er det altså „rigets sønner“, Jesu salvede brødre, der indsamles. Derefter er de selv med i indsamlingsarbejdet.

13. Hvordan har Jehova velsignet den salvede rest?

¹³ I denne høsttid har Jehova lidt efter lidt hjulpet den salvede rest til bedre at forstå og anvende hans ord, Bibelen. Dette har også medvirket til at ophøje den rene tilbedelse. Skønt „mørket dækker jorden, og tykt mulm folkestammerne“, „skinner“ de salvede „som lysspredere“ i verden efter at være blevet renset og lutret af Jehova. (Esajas 60:2; Filipperne 2:15) De er blevet „fyldt med den nøjagtige kundskab om hans vilje i al visdom og åndelig forståelse“ og skinner nu „så klart som solen i deres Faders rige“. — Kolossenserne 1:9; Mattæus 13:43.

14, 15. Hvilken indsamling har fundet sted foruden indsamlingen af „rigets sønner“, og hvordan er dette blevet forudsagt af profeten Haggaj?

¹⁴ Andre er strømmet til „bjerget med Jehovas hus“. Jesus kalder dem sine „andre får“. Deres håb er at komme til at leve evigt på en paradisisk jord. (Johannes 10:16; Åbenbaringen 21:3, 4) Efter at de første af denne skare viste sig i 1930’erne, er der kommet tusinder til, derefter hundredtusinder, og nu udgør de millioner! I et syn som apostelen Johannes fik, beskrives de som „en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål“. — Åbenbaringen 7:9.

¹⁵ Profeten Haggaj forudsagde at denne store skare ville vise sig. Han skrev: „Således har Hærstyrkers Jehova sagt: ’Endnu en gang — inden længe — og jeg vil ryste himmelen og jorden og havet og den tørre grund. Og jeg vil ryste alle nationerne, og alle nationernes kostbare skatte [de som slutter sig til de salvede kristne i den rene tilbedelse] skal komme; og jeg vil fylde dette hus med herlighed,’ har Hærstyrkers Jehova sagt.“ (Haggaj 2:6, 7) Denne stadig voksende ’store skare’ og dens salvede medarbejdere ophøjer og herliggør den rene tilbedelse i Jehovas hus. Aldrig før har så mange været forenede i tilbedelsen af den sande Gud — til ære for Jehova og hans indsatte konge, Jesus Kristus. Kong Salomon skrev: „En talrig befolkning er til pryd for en konge.“ — Ordsprogene 14:28.

Tilbedelsen sættes højt i livsførelsen

16-18. Hvilke forandringer har nogle gjort for at kunne tilbede Jehova på en antagelig måde?

¹⁶ Jehova har æren for at den rene tilbedelse er blevet ophøjet i vor tid. De der kommer til ham, får imidlertid det privilegium at være med til at fremme denne tilbedelse. Ligesom det kræver anstrengelse at bestige et bjerg, sådan kræver det anstrengelse at lære Guds retfærdige normer at kende og at leve efter dem. Kristne i det første århundrede holdt op med at leve på en måde der ikke kunne forenes med den sande tilbedelse, og det samme har kristne gjort i dag. Utugtige, afgudsdyrkere, ægteskabsbrydere, tyve, havesyge, drankere og andre har ændret deres levevis og er blevet „vasket rene“ i Guds øjne. — 1 Korinther 6:9-11.

¹⁷ Som eksempel herpå kan nævnes en ung kvinde der skrev: „Jeg følte mig engang fuldstændig fortabt, uden noget håb. Jeg levede umoralsk og drak. Jeg havde en kønssygdom. Jeg solgte også narkotika, og jeg var ligeglad med alting.“ Efter at have studeret Bibelen gjorde hun store forandringer for at rette sit liv ind efter Guds normer. Nu siger hun: „Jeg har fred i sindet, selvrespekt, et håb for fremtiden, en god familie, og, det bedste af det hele, jeg har fået et nært forhold til vor himmelske Fader, Jehova.“

¹⁸ Selv efter at have opnået et godkendt forhold til Jehova må man fortsat ophøje den rene tilbedelse ved at give den en fremtrædende plads i sit liv. For flere tusind år siden gav Jehova gennem Esajas udtryk for sin tillid til at der i dag ville være skarer af mennesker som ville sætte alt ind på at gøre tilbedelsen af ham til det vigtigste i deres liv. Er du blandt dem?

Et folk der lærer Jehovas veje at kende

19, 20. Hvad lærer Guds folk, og hvor lærer de det?

¹⁹ Esajas fortæller os mere om dem der antager den rene tilbedelse i dag. Han siger: „Mange folkeslag skal drage af sted og sige: ’Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus; og han vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.’ For lov vil udgå fra Zion, og Jehovas ord fra Jerusalem.“ — Esajas 2:3.

²⁰ Jehova lader ikke dem der tilhører hans folk, flakke om som vildfarne får. Gennem Bibelen og bibelske publikationer giver han dem kendskab til sin „lov“ og sit „ord“, så de lærer hans veje at kende. Det sætter dem i stand til at „vandre på hans stier“. I overensstemmelse med Guds anvisninger og af et taknemmeligt hjerte taler de med hinanden om Jehovas veje. De samles ved store stævner og i mindre forsamlinger — i rigssale og private hjem — for at lytte og lære. (5 Mosebog 31:12, 13) På denne måde gør de som de første kristne, der kom sammen for at opmuntre og opflamme hinanden til „kærlighed og gode gerninger“. — Hebræerne 10:24, 25.

21. Hvilket arbejde deltager Jehovas tjenere i?

²¹ De indbyder også andre til at „gå op“ til den ophøjede tilbedelse af Jehova Gud. Dette stemmer med den befaling Jesus gav sine disciple umiddelbart før han steg til himmelen: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Mattæus 28:19, 20) Med støtte fra Gud går Jehovas Vidner lydigt ud over hele jorden og underviser og gør disciple idet de døber dem.

Sværd til plovjern

22, 23. Hvad forudsiges i Esajas 2:4, og hvad har en fremtrædende person inden for FN sagt om dette?

²² Nu kommer vi til det næste vers, hvoraf et udsnit står skrevet på en mur i nærheden af De Forenede Nationers bygning i New York. Esajas skriver: „Og han vil fælde dom mellem nationerne og afgøre sager vedrørende mange folkeslag. Og de skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ — Esajas 2:4.

²³ At opnå dette ville ikke være nogen ringe bedrift. Federico Mayor, der er generaldirektør for De Forenede Nationers Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur (UNESCO), sagde for nogle år siden: „Alle krigens uhyrligheder, som vi nu ser på nærmeste hold ved hjælp af audiovisuelt udstyr, synes ikke at kunne standse den vældige krigsmaskines fremrykning, som er blevet iværksat og holdt i gang gennem mange århundreder. Vor tids generationer har den næsten umulige bibelske opgave at ’smede sværd til plovjern’ og at ændre instinktet for krig — som har eksisteret i umindelige tider — til et ønske om fred. Det ville være den bedste og mest ædle gerning som ’den globale landsby’ kunne gøre, og den bedste arv vi kunne give vore efterkommere.“

24, 25. Hvem opfyldes Esajas’ ord på, og hvordan har det kunnet lade sig gøre?

²⁴ Nationerne som et hele vil aldrig kunne nå dette høje mål. Det ligger uden for deres rækkevidde. Esajas’ ord opfyldes på enkeltpersoner som tilhører mange nationaliteter, og som er forenede i den rene tilbedelse. Jehova har ’afgjort sagerne’ mellem dem. Han har lært sine tjenere at leve i fred med hinanden. Midt i en splittet og krigsplaget verden har de billedligt talt smedet „deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive“. Hvordan har det kunnet lade sig gøre?

²⁵ For det første tager de ikke parti i nationernes stridigheder. Kort før Jesu død kom en flok bevæbnede mænd for at arrestere ham. Da Peter trak sit sværd og ville forsvare sin Herre, sagde Jesus til ham: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:52) Siden da har Jesu disciple smedet deres sværd til plovjern i den forstand at de har afholdt sig fra at gribe til våben for at dræbe deres medmennesker og fra på anden måde at støtte krigsbestræbelserne. De ’jager efter fred med alle’. — Hebræerne 12:14.

Hvordan de følger fredens veje

26, 27. Hvordan ’søger Guds folk fred og jager efter den’? Giv et eksempel.

²⁶ Den fred som de der tilhører Guds folk, jager efter, strækker sig videre end til ikke at gå i krig. Selv om de findes i mere end 230 lande og tilhører forskellige sproggrupper og kulturer, har de fred med hinanden. De udgør en nutidig opfyldelse af Jesu ord, som han henvendte til sine første disciple: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35) Kristne i dag „stifter fred“. (Mattæus 5:9) De ’søger fred og jager efter den’. (1 Peter 3:11) Den der støtter dem, er Jehova, „den Gud som giver fred“. — Romerne 15:33.

²⁷ Blandt dem der har lært at stifte fred, er der markante tilfælde. En ung mand skriver om sin barndom: „Jeg lærte af erfaring at jeg måtte forsvare mig. Det gjorde mig til en hård negl, og jeg blev vred på livet. Det endte altid med at jeg kom i slagsmål. Hver dag sloges jeg med en eller anden dreng i kvarteret; nogle gange brugte jeg de bare næver, andre gange sten eller flasker. Jeg blev meget voldelig.“ På et senere tidspunkt tog han imod indbydelsen til at gå op til „bjerget med Jehovas hus“. Han lærte Guds veje at kende og blev en fredelig tjener for Gud.

28. Hvad kan kristne gøre for at søge fred?

²⁸ De fleste af Jehovas tjenere har ikke en så voldelig fortid. Men selv i relativt små ting — for eksempel med hensyn til venlighed, tilgivelse og forståelse for andre mennesker — stræber de efter at holde fred. Selv om de er ufuldkomne, søger de at følge det bibelske råd om ’at blive ved med at affinde sig med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden’. — Kolossenserne 3:13.

En fremtid med fred

29, 30. Hvilken fremtid har jorden?

²⁹ Jehova har gjort noget meget fantastisk og storslået i disse „sidste dage“. Han har fra alle nationer indsamlet dem der ønsker at tjene ham, og han har lært dem at vandre på hans veje, fredens veje. Det er de mennesker der vil overleve den kommende „store trængsel“, og som derefter vil bo i en fredfyldt ny verden, hvor krig vil være afskaffet for bestandig. — Åbenbaringen 7:14.

³⁰ Der vil ingen sværd, ingen våben, være mere. Salmisten skrev om den tid: „Kom og betragt hvad Jehova har gjort, hvordan han har udført forfærdende ting på jorden. Han standser krige indtil jordens ende. Buen splintrer han og sønderhugger spyddet; vognene brænder han i ild.“ (Salme 46:8, 9) Med denne fremtid foran os er følgende opfordring lige så aktuel i dag som den var på Esajas’ tid: „I fra Jakobs hus, kom, lad os vandre i Jehovas lys.“ (Esajas 2:5) Ja, hvis vi lader Jehovas lys skinne på vor sti nu, kan vi vandre på hans veje for evigt. — Mika 4:5.

Kapitel fem

Jehova ydmyger dem der ophøjer sig selv

Esajas 2:6–4:1

1, 2. Hvorfor har Esajas’ profetiske budskab til jøderne på hans tid interesse for os?

FYLDT med afsky over forholdene i Jerusalem og Juda vender profeten Esajas sig nu til Jehova og siger: „Du har forladt dit folk, Jakobs hus.“ (Esajas 2:6a) Hvad har fået Gud til at forkaste det folk som han selv havde udvalgt som sin ’særlige ejendom’? — 5 Mosebog 14:2.

² Det vil have interesse for os at vide hvorfor Esajas fordømte jøderne på hans tid, og hvorfor Jehova udtalte og eksekverede sin dom over dem. Forholdene i den såkaldt kristne verden har nemlig stor lighed med forholdene blandt Esajas’ landsmænd. Esajas’ ord vil give os en klar forståelse af hvad Gud fordømmer, og vil hjælpe os til at undgå det. Lad os derfor med stor opmærksomhed følge med i gennemgangen af Jehovas profetiske ord i Esajas 2:6–4:1.

Hovmodigt bøjede de sig

3. Hvilken synd fra folkets side bekender Esajas?

³ Esajas bekender sit folks synd idet han siger: „De er jo blevet fyldt med det der kommer fra øst, og de øver magi som filistrene, og der er en overflod af fremmedes børn hos dem.“ (Esajas 2:6b) Omkring 800 år tidligere havde Jehova sagt til sit udvalgte folk: „Gør jer ikke urene med noget af [det hvormed] nationerne som jeg driver bort foran jer, [har] gjort sig urene.“ (3 Mosebog 18:24) Om dem han havde udvalgt som sin særlige ejendom, tvang Jehova Bileam til at sige: „Fra klippernes top ser jeg dem jo, og fra højene skuer jeg dem. Som et folk bor de dér for sig selv i deres teltboliger, og til nationerne regner de sig ikke.“ (4 Mosebog 23:9, 12) Men på Esajas’ tid havde Jehovas udvalgte folk antaget de omgivende folks afguderiske skikke og var blevet „fyldt med det der kommer fra øst“. I stedet for at tro på Jehova og hans ord ’øvede de magi som filistrene’. Og i stedet for at holde sig adskilt fra de omgivende folk var der „en overflod af fremmedes børn hos dem“ — uden tvivl fremmede som indførte afgudsdyrkelse blandt Guds folk.

4. Hvad fik jødernes velstand og militære beredskab dem til at gøre i stedet for at takke Jehova?

⁴ Om den økonomiske velstand i Juda og landets stærke militære beredskab under kong Uzzija siger Esajas: „Deres land er fyldt med sølv og guld, og der er ingen ende på hvad de har af værdier. Og deres land er fyldt med heste, og der er ingen ende på hvad de har af vogne.“ (Esajas 2:7) Takkede jøderne Jehova for denne materielle velstand og for deres stærke militære beredskab? (2 Krønikebog 26:1, 6-15) Nej! De satte deres lid til selve rigdommen og vendte sig fra den der havde skænket dem den, Jehova Gud. Hvad blev resultatet? „Deres land er fyldt med afguder. Deres hænders værk bøjer de sig for, for det som deres fingre har lavet. Og mennesket bøjer sig, og manden synker dybt, og du kan umuligt tilgive dem.“ (Esajas 2:8, 9) De havde vendt sig bort fra den levende Gud og bøjede sig for livløse afguder.

5. Hvorfor er det ikke tegn på ydmyghed at bøje sig for afguder?

⁵ At bøje sig kan være et tegn på ydmyghed. Men at bøje sig for livløse ting er nytteløst. Det bevirker at afgudsdyrkeren „synker dybt“, fornedres. Hvordan kan Jehova tilgive denne synd? Hvad ville disse afgudsdyrkere gøre når Jehova krævede dem til regnskab?

„Hovmodige øjne skal sænkes“

6, 7. (a) Hvad sker der med dem der ophøjer sig selv, når Jehova eksekverer sin dom? (b) Hvem og hvad vil Jehova udøse sin vrede over, og hvorfor?

⁶ Esajas fortsætter: „Søg ind i klippen og skjul dig i støvet for den rædsel Jehova indgyder og for hans strålende storhed.“ (Esajas 2:10) Men ingen klippe ville være stor nok til at beskytte dem, og intet skjulested tæt nok til at dække dem, over for Jehova, den Almægtige. Når han kommer for at eksekvere sin dom, skal „menneskets hovmodige øjne . . . sænkes, og mændenes stolthed . . . bøjes; og Jehova alene skal sættes højt på den dag“. — Esajas 2:11.

⁷ „Dagen der tilhører Hærstyrkers Jehova“ kommer. Da vil Jehova udøse sin vrede „over alle Libanons cedre som er stolte og højt hævede, og over alle Basans vældige træer; og over alle de stolte bjerge og over alle de højt hævede høje; og over ethvert højt tårn og over enhver befæstet mur; og over alle tarsisskibene og over alle de dejlige fartøjer“. (Esajas 2:12-16) Ja, på sin vredes dag vil Jehova rette sin opmærksomhed mod enhver organisation som mennesker i deres hovmod har dannet og sat højt, og enhver som er ugudelig. Således skal „menneskets hovmod . . . bøjes, og mændenes stolthed . . . ydmyges; og Jehova alene skal sættes højt på den dag“. — Esajas 2:17.

8. Hvordan kom den forudsagte dommens dag over Jerusalem i 607 f.v.t.?

⁸ Den forudsagte dommens dag kom over jøderne i 607 f.v.t. da Babylons konge, Nebukadnezar, ødelagde Jerusalem. Indbyggerne så deres elskede by stukket i brand, dens stolte bygninger lagt i grus og dens vældige mure nedbrudt. Jehovas tempel var lagt i ruiner. Hverken deres materielle værdier eller deres stridsvogne gavnede dem på „dagen der tilhører Hærstyrkers Jehova“. Og hvordan gik det deres afguder? Det skete nøjagtig som Esajas havde forudsagt: „Afguderne skal forsvinde fuldstændigt.“ (Esajas 2:18) Jøderne, med deres fyrster og fornemme mænd, blev ført i landflygtighed til Babylon. Jerusalem skulle ligge øde i 70 år.

9. Hvilken lighed er der mellem tilstandene i kristenheden og dem der herskede i Jerusalem og Juda på Esajas’ tid?

⁹ Tilstandene i kristenheden ligner dem der herskede i Jerusalem og Juda på Esajas’ tid. Kristenheden står i et nært forhold til denne verdens nationer. Den støtter med ildhu De Forenede Nationer og har fyldt sit hus med afguder og ubibelske skikke. Dens tilhængere er materialistiske og sætter deres lid til militærmagt. De mener at der bør vises de gejstlige stor ærbødighed, og tildeler dem titler og æresbevisninger. Kristenhedens ophøjelse af sig selv vil blive gjort til intet. Men hvornår?

„Jehovas dag“ er truende nær

10. Hvilken „dag“ pegede Paulus og Peter frem til?

¹⁰ Bibelen peger frem til en dag der vil være af langt større betydning end den dommens dag der kom over Jerusalem og Juda i fortiden. Apostelen Paulus forbandt denne kommende „Jehovas dag“ med den indsatte konges, Jesu Kristi, nærværelse. (2 Thessaloniker 2:1, 2) Peter talte om denne dag i forbindelse med indførelsen af „nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo“. (2 Peter 3:10-13) Det er den dag da Jehova eksekverer sin dom over hele den onde tingenes ordning, kristenheden indbefattet.

11. (a) Hvem kan „udholde“ „Jehovas dag“? (b) Hvordan kan vi gøre Jehova til vor tilflugt?

¹¹ „Ak, hvilken dag!“ siger profeten Joel. „For Jehovas dag er nær, og den kommer som en hærgen fra den Almægtige.“ Burde alle i betragtning af dens truende nærhed ikke være interesserede i at søge i sikkerhed inden denne frygtindgydende dag oprinder? „Hvem kan udholde den?“ spørger Joel. Han svarer: „Jehova er et tilflugtssted for sit folk.“ (Joel 1:15; 2:11; 3:16) Vil Jehova Gud være et tilflugtssted for dem der er hovmodige og sætter deres lid til rigdom, militærmagt og menneskeskabte guder? Umuligt! Gud overlod endog sit udvalgte folk til sig selv da det handlede på denne måde. Det er derfor vigtigt at alle Guds tjenere ’søger retfærdighed og sagtmodighed’ og alvorligt overvejer hvilken plads tilbedelsen af Jehova indtager i deres liv. — Zefanias 2:2, 3.

„Ud til spidsmusene og til flagermusene“

12, 13. Hvorfor kaster afgudsdyrkerne meget passende deres afguder „ud til spidsmusene og til flagermusene“ på Jehovas dag?

¹² Hvordan vil afgudsdyrkerne betragte deres afguder på Jehovas store dag? Esajas svarer: „Og folk skal søge ind i klippehuler og jordhuller for den rædsel Jehova indgyder og for hans strålende storhed, når han rejser sig for at få jorden til at skælve. På den dag skal mennesket kaste sine afguder af sølv og sine afguder af guld . . . ud til spidsmusene og til flagermusene, for at søge ind i klippespalterne og i klippebjergenes kløfter for den rædsel Jehova indgyder og for hans strålende storhed, når han rejser sig for at få jorden til at skælve. For jeres egen skyld, vend jer fra mennesket, hvis ånde er i dets næse, for på hvilket grundlag skal det regnes for noget?“ — Esajas 2:19-22.

¹³ Spidsmus lever i gange i jorden, og flagermus bor i mørke huler på øde steder. På flagermusenes tilholdssteder er der en frastødende lugt og et tykt lag flagermusgødning. Det er derfor et meget passende billede der bruges, når der siges at afguderne kastes ud på sådanne steder. Et mørkt og urent sted er alt hvad de fortjener. Menneskene selv vil søge tilflugt i klippehuler og klippespalter på Jehovas domsdag. Afgudernes og deres tilbederes skæbne vil altså være den samme. Som Esajas’ profeti havde forudsagt, frelste de livløse afguder hverken deres tilbedere eller Jerusalem fra at falde i Nebukadnezars hænder i 607 f.v.t.

14. Hvad vil de der støtter den nuværende verdensordning, gøre når Jehovas dom rammer den falske religions verdensimperium?

¹⁴ Hvad vil folk gøre på Jehovas dag når hans dom eksekveres over kristenheden og andre dele af den falske religions verdensimperium? Når de bliver vidne til at alt bryder sammen omkring dem, vil de uden tvivl erkende at deres afguder er uden værdi. I stedet kunne de tænkes at ville søge tilflugt i ikkereligiøse, jordiske organisationer, som for eksempel De Forenede Nationer, ’det skarlagenrøde vilddyr’ der omtales i Åbenbaringen, kapitel 17. Det er dette symbolske vilddyrs „ti horn“ der vil tilintetgøre Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, hvoraf kristenheden udgør en fremtrædende del. — Åbenbaringen 17:3, 8-12, 16, 17.

15. Hvordan skal Jehova alene „sættes højt“ på den dag?

¹⁵ Skønt det ser ud til at være de symbolske ti horns værk at Babylon den Store bliver ødelagt og opbrændt, er det i virkeligheden Jehovas dom der eksekveres. Om Babylon den Store siges der i Åbenbaringen 18:8: „Det er derfor hendes plager vil komme på én dag, død og sorg og hungersnød, og hun skal opbrændes med ild, for stærk er Jehova Gud, som har dømt hende.“ Jehova Gud, den Almægtige, vil altså få æren for at have befriet menneskene for den falske religions herredømme. Som Esajas erklærer: „Jehova alene skal sættes højt på den dag. For det er dagen der tilhører Hærstyrkers Jehova.“ — Esajas 2:11b, 12a.

[Billede på side 50]

Afguder, rigdom og militært beredskab ville ikke frelse Jerusalem på Jehovas domsdag

[Billede på side 54, 55]

På „Jehovas dag“ vil den falske religions verdensimperium blive lagt øde