Troen sættes på prøve

4, 5. (a) Hvordan havde Ezekias vist at han ville være uafhængig af Assyrien? (b) Hvilken militær aktion foretog Sankerib mod Juda, og hvilke skridt tog Ezekias for at afværge et øjeblikkeligt angreb på Jerusalem? (c) Hvilke forberedelser traf Ezekias for at kunne forsvare Jerusalem mod assyrerne?

⁴ Der ventede Jerusalem store prøvelser. Ezekias havde gjort oprør mod et forbund som hans troløse far, Akaz, havde sluttet med assyrerne. Han havde oven i købet slået filistrene, som var Assyriens allierede. (2 Kongebog 18:7, 8) Det vakte assyrerkongens vrede. Derfor siges der: „I kong Ezekias’ fjortende år drog Sankerib, Assyriens konge, op imod alle Judas befæstede byer og gav sig til at indtage dem.“ (Esajas 36:1) Måske i håb om at beskytte Jerusalem og afværge et øjeblikkeligt angreb af den ubarmhjertige assyriske hær gik Ezekias ind på at betale en enorm tribut til Sankerib, 300 talenter sølv og 30 talenter guld.a — 2 Kongebog 18:14.

⁵ Da der ikke var nok guld og sølv i det kongelige skatkammer til at betale med, skaffede Ezekias sig det resterende guld og sølv fra templet. Han huggede også templets guldbelagte døre af og sendte dem til Sankerib. Det stillede assyrerkongen tilfreds, men kun for en tid. (2 Kongebog 18:15, 16) Øjensynlig forstod Ezekias at assyrerne ikke ville lade Jerusalem være i fred i ret lang tid. Derfor måtte der træffes forberedelser. Folket tilstoppede de kilder og vandløb der kunne forsyne en invaderende assyrisk hær med vand. Ezekias udbyggede også Jerusalems fæstningsværker, og han samlede sig et våbenarsenal; blandt andet lavede han „kastespyd i mængde samt skjolde“. — 2 Krønikebog 32:4, 5.

6. Hvem satte Ezekias sin lid til?

⁶ Ezekias satte imidlertid ikke sin lid til en velgennemtænkt krigsstrategi eller til fæstningsværker, men til Hærstyrkers Jehova. Han opmuntrede sine befalingsmænd med ordene: „Vær modige og stærke. Vær ikke bange eller skrækslagne på grund af Assyriens konge og på grund af hele den folkemængde som er med ham; for der er flere med os end med ham. Med ham er en arm af kød, men med os er Jehova vor Gud til at hjælpe os og føre vore krige.“ I overensstemmelse hermed „støttede folket sig til kong Ezekias af Judas ord“. (2 Krønikebog 32:7, 8) Lad os nu prøve at forestille os de efterfølgende dramatiske begivenheder, som de er beskrevet i kapitlerne 36 til 39 i Esajas’ profeti.

Rabsjake fremfører sit ærinde

7. Hvem var Rabsjake, og hvorfor blev han sendt til Jerusalem?

⁷ Sankerib sender Rabsjake (ikke et navn, men en militær titel) sammen med to andre højtstående militærpersoner til Jerusalem for at kræve byens overgivelse. (2 Kongebog 18:17) Tre af Ezekias’ udsendinge møder dem uden for bymuren, Ezekias’ hushovmester Eljakim, statsskriveren Sjebna og kansleren Joa, Asafs søn. — Esajas 36:2, 3.

8. Hvordan prøver Rabsjake at svække Jerusalems modstandskraft?

⁸ Rabsjakes mål er ganske enkelt — at få Jerusalem til at overgive sig uden kamp. Først råber han — på hebraisk: „Hvad er det for en forhåbning du har sat din lid til? . . . Til hvem har du . . . sat din lid, siden du har gjort oprør mod mig?“ (Esajas 36:4, 5) Derefter spotter han de skrækslagne jøder og minder dem om at de er helt isolerede. Hvem kan de hente støtte hos? Den „knækkede rørkæp“, Ægypten? (Esajas 36:6) På dette tidspunkt ligner Ægypten virkelig en knækket rørkæp, for den tidligere verdensmagt er blevet midlertidigt besejret af Ætiopien, og den nuværende farao i Ægypten, kong Tirhaka, er ikke ægypter, men ætiopier, og hans nederlag over for Assyrien er nært forestående. (2 Kongebog 19:8, 9) Da Ægypten ikke kan frelse sig selv, er der ikke megen hjælp for Juda at hente dér.

9. Hvad får øjensynlig Rabsjake til at tro at Jehova vil svigte sit folk, men hvad er tværtimod tilfældet?

⁹ Rabsjake hævder at Jehova ikke vil kæmpe for sit folk fordi han er misfornøjet med det. Rabsjake siger: „Hvis du siger til mig: ’Det er Jehova vor Gud vi har sat vor lid til,’ er det så ikke ham hvis offerhøje og hvis altre Ezekias har fjernet?“ (Esajas 36:7) Jøderne har langtfra forkastet Jehova, men er tværtimod vendt om til ham ved at nedrive offerhøjene og altrene.

10. Hvorfor har det ingen betydning om Juda har mange eller få til at forsvare sig?

¹⁰ Derpå minder Rabsjake jøderne om at de i militær henseende er håbløst bagefter. Hånende fremsætter han følgende udfordring: „Lad mig give dig to tusind heste, hvis du på din side kan sætte ryttere på dem.“ (Esajas 36:8) Men har det i virkeligheden nogen betydning om Juda har få eller mange ryttere? Nej, for Judas frelse afhænger ikke af militær overlegenhed. Som Ordsprogene 21:31 siger: „Hesten holdes klar til krigens dag, men frelsen tilhører Jehova.“ Dernæst hævder Rabsjake at assyrerne og ikke jøderne har Jehovas velsignelse; ellers ville assyrerne aldrig have kunnet trænge så langt ind i Juda, siger han. — Esajas 36:9, 10.

11, 12. (a) Hvorfor bliver Rabsjake ved med at tale „jødernes sprog“, og hvordan prøver han at friste de jøder der hører ham? (b) Hvilken virkning kunne Rabsjakes ord have på jøderne?

¹¹ Ezekias’ udsendinge er bekymrede for den virkning Rabsjakes ord kan have på mændene oppe på bymuren, for de kan høre ham. De jødiske embedsmænd siger derfor: „Tal dog aramaisk til dine tjenere, for det forstår vi; men tal ikke til os på jødernes sprog mens folkene som er på muren hører det.“ (Esajas 36:11) Men Rabsjake agter ikke at tale aramaisk. Han vil så tvivl og frygt i jøderne så de overgiver sig og Jerusalem kan erobres uden kamp! (Esajas 36:12) Han fortsætter derfor med at tale „jødernes sprog“. Advarende siger han til Jerusalems indbyggere: „Lad ikke Ezekias bedrage jer, for han kan ikke udfri jer.“ Derefter prøver han at friste de jøder som hører på ham, ved at beskrive hvordan de vil få det under et assyrisk styre: „Overgiv jer til mig og kom ud til mig, og spis, hver af sin egen vinstok og hver af sit eget figentræ, og drik vand, hver af sin egen cisterne, indtil jeg kommer og tager jer med til et land ligesom jeres eget land, et land med korn og ny vin, et land med brød og vingårde.“ — Esajas 36:13-17.

¹² Jøderne vil ikke få nogen høst det år — den assyriske invasion har forhindret dem i at så deres korn. Udsigten til at spise saftige druer og drikke køligt vand må have været meget fristende for mændene på muren. Men Rabsjake er endnu ikke færdig med at prøve at tage modet fra dem.

13, 14. Hvorfor gælder det der overgik Samaria, ikke Juda — trods Rabsjakes argumenter?

¹³ Fra sit arsenal af verbale argumenter fremdrager Rabsjake endnu et våben. Han advarer jøderne mod at tro på Ezekias hvis han skulle sige: „Jehova vil udfri os.“ Rabsjake minder jøderne om at Samarias guder ikke har kunnet forhindre de ti stammer i at bukke under for assyrerne. Og hvad med de andre nationers guder som heller intet har kunnet stille op over for Assyrien? „Hvor er Hamats og Arpads guder?“ spørger han. „Hvor er Sefarvajims guder? Og har de udfriet Samaria af min hånd?“ — Esajas 36:18-20.

¹⁴ Rabsjake, som dyrker falske guder, forstår naturligvis ikke at der er stor forskel på det frafaldne Samaria og Ezekias’ Jerusalem. Samarias falske guder formåede ikke at frelse tistammeriget. (2 Kongebog 17:7, 17, 18) Jerusalem under Ezekias har derimod vendt de falske guder ryggen og tjener nu Jehova. Men de tre judæiske udsendinge gør ikke noget forsøg på at forklare Rabsjake dette. „De forholdt sig tavse og svarede ham ikke et ord, for kongens påbud lød: ’I må ikke svare ham.’“ (Esajas 36:21) Eljakim, Sjebna og Joa vender tilbage til Ezekias og aflægger en officiel rapport om Rabsjakes ord. — Esajas 36:22.

[Helsides billede på side 384]