Kapitel syvogtyve

Jehova velsigner en ren tilbedelse

Esajas 66:1-14

1. Hvilke temaer fremhæves i det sidste kapitel i Esajas’ Bog, og hvilke spørgsmål bliver besvaret?

I DET sidste kapitel i Esajas’ Bog når nogle af de vigtigste temaer i denne profetiske bog deres storslåede højdepunkt, og flere betydningsfulde spørgsmål bliver besvaret. Blandt de temaer der fremhæves, er Jehovas ophøjede stilling, hans afsky for hykleri, hans beslutning om at ville straffe de ugudelige og hans kærlighed til og omsorg for dem som forbliver tro mod ham. Desuden besvares følgende spørgsmål: Hvad er forskellen mellem sand og falsk tilbedelse? Hvordan kan vi være sikre på at Jehova vil gengælde hyklere som foregiver at være hellige, men samtidig undertrykker Guds folk? Og hvordan vil Jehova velsigne dem der forbliver tro mod ham?

Hvad er forudsætningen for en ren tilbedelse?

2. Hvad udtaler Jehova om sin ophøjede stilling, og hvordan skal ordene ikke forstås?

² Som indledning understreger profetien Jehovas ophøjede stilling: „Således har Jehova sagt: ’Himmelen er min trone, og jorden er min fodskammel. Hvor er da det hus som I kan bygge mig, og hvor er da mit hvilested?’“ (Esajas 66:1) Nogle mener at profeten fraråder jøderne at genopbygge templet når de er vendt tilbage til deres hjemland. Men det er ikke tilfældet. Jehova vil selv give befaling til at templet genopbygges. (Ezra 1:1-6; Esajas 60:13; Haggaj 1:7, 8) Hvad betyder ovennævnte ord da?

3. Hvorfor kaldes jorden meget passende for Jehovas „fodskammel“?

³ Til at begynde med kunne vi se på beskrivelsen af jorden som Jehovas „fodskammel“. Der ligger intet nedsættende i denne betegnelse. Blandt de milliarder af himmellegemer der findes i universet, er det kun jorden der betegnes sådan. Vores planet er noget ganske enestående i universet, og det vil den blive ved med at være, for det er her Jehovas enestefødte søn betalte løsesummen for menneskene, og det er her Jehova vil fastslå sin suverænitet ved hjælp af det messianske rige. Jehovas „fodskammel“ er en meget passende betegnelse. En konge bruger måske en sådan skammel til at træde op på når han skal sætte sig på sin ophøjede trone, hvorefter han hviler sine fødder på den.

4. (a) Hvorfor er det umuligt at en bygning på jorden kan være Jehova Guds hvilested? (b) Hvad menes der med „alt dette“, og hvilken slutning må vi drage med hensyn til at tilbede Jehova?

⁴ En konge sidder naturligvis ikke på sin fodskammel, og Jehova har ikke sit sæde på jorden. Ikke engang de fysiske himle kan rumme ham! Langt mindre da en bygning her på jorden! (1 Kongebog 8:27) Jehovas trone og hans hvilested befinder sig i de åndelige regioner, hvilket er betydningen af ordet „himmelen“ i Esajas 66:1. Det næste vers viser endnu tydeligere hvad der menes: „’Og alt dette har min hånd frembragt, så alt dette blev til,’ lyder Jehovas udsagn.“ (Esajas 66:2a) Vi kan ligefrem se Jehova foretage en fejende bevægelse med hånden og udpege „alt dette“ — alt i himmelen og på jorden. (Esajas 40:26; Åbenbaringen 10:6) I sin egenskab af universets ophøjede Skaber fortjener han at få mere end et hus som er viet til ham. Han fortjener mere end blot en ydre form for tilbedelse.

5. Hvordan viser vi at vi er „nødstedte“ og „i ånden sønderknuste“?

⁵ Hvordan kan man på en passende måde tilbede universets Suveræn? Han siger selv: „Men til denne vil jeg se: til den nødstedte og den i ånden sønderknuste og den der skælver for mit ord.“ (Esajas 66:2b) Ja, det er vigtigt at den der tilbeder Gud, har den rette hjertetilstand. (Åbenbaringen 4:11) Den der tilbeder Jehova, må være ’nødstedt’ og ’sønderknust i ånden’. Vil det sige at Jehova ikke ønsker at vi skal være glade og lykkelige? Nej, for han er ’den lykkelige Gud’, og han ønsker at hans tilbedere også skal være lykkelige. (1 Timoteus 1:11; Filipperne 4:4) Men vi synder alle, endda ofte, og vi kan ikke tage let på vore synder. Vi må føle os „nødstedte“ på grund af dem, fyldt med sorg og bedrøvelse over at vi ikke kan leve op til Jehovas retfærdige normer. (Salme 51:17) Vi må vise at vi er ’sønderknuste i ånden’ ved at angre og omvende os, kæmpe imod vore syndige tilbøjeligheder og bede Jehova om tilgivelse. — Lukas 11:4; 1 Johannes 1:8-10.

6. I hvilken forstand bør man ’skælve for Guds ord’ hvis ens tilbedelse af Gud skal være ren?

⁶ Jehova ser desuden til dem der ’skælver for hans ord’. Vil det sige at han ønsker at vi skal skælve af frygt når vi læser i hans ord? Nej, han ønsker at vi skal betragte hans ord med ærefrygt og ærbødighed. Vi bør oprigtigt søge vejledning hos ham og følge den i alle livets forhold. (Salme 119:105) Vi kan også ’skælve’ for Gud i den forstand at vi frygter selve tanken om ikke at adlyde ham, at besmitte hans sandhedsord med menneskers overleveringer og ikke tage det alvorligt. En sådan ydmyghed er af betydning hvis tilbedelsen skal være ren — men den er desværre en sjældenhed i dag.

Jehova hader en hyklerisk tilbedelse

7, 8. Hvordan betragter Jehova de religiøse hykleres formelle tilbedelseshandlinger?

⁷ Esajas er klar over at der ikke er mange blandt hans samtidige der har den indstilling som Jehova søger hos sine tilbedere. Af den grund fortjener det frafaldne Jerusalem den forestående dom. Læg mærke til hvordan Jehova betragter den tilbedelse der foregår i byen: „Den der slagter en okse, er som en der slår en mand ned. Den der ofrer et får, er som en der brækker halsen på en hund. Den der bringer en gave — svineblod! Den der bringer et mindeoffer med virak, er som en der udtaler en velsignelse med påkaldelse af onde magter. Ja, det er dem der har valgt deres egne veje, og i deres afskyeligheder har deres sjæl fundet behag.“ — Esajas 66:3.

⁸ Disse ord minder om Jehovas ord i det første kapitel i Esajas’ Bog. Dér siger Jehova at hans genstridige folks hykleriske tilbedelseshandlinger ikke alene mishager ham, men også får hans retfærdige harme til at blusse op. (Esajas 1:11-17) Nu sammenligner Jehova deres ofre med afskyelige forbrydelser. At bringe en kostbar okse som offer ville lige så lidt tilfredsstille ham som hvis de myrdede et menneske! Andre slagtofre sidestilles med at ofre en hund eller et svin, urene dyr under Moseloven og helt uegnede som ofre. (3 Mosebog 11:7, 27) Vil Jehova tillade at et sådant hykleri forbliver ustraffet?

9. Hvordan har de fleste jøder taget imod de formaninger Jehova har givet gennem Esajas, og hvad vil følgen uundgåeligt blive?

⁹ Jehova siger nu: „Jeg vil til gengæld vælge måder at behandle dem strengt på; og det de gruer for, vil jeg bringe over dem; for jeg kaldte, men ingen svarede; jeg talte, men ingen hørte efter; og de blev ved med at gøre hvad der var ondt i mine øjne, og det som jeg ikke fandt behag i, det valgte de.“ (Esajas 66:4) Esajas kan uden tvivl overbringe dette budskab med stor overbevisning. Han har i mange år været det redskab Jehova har brugt når han „kaldte“ på og „talte“ til sit folk. Han ved kun alt for godt at i det store og hele har ingen hørt efter. Gengældelsen er uundgåelig, for de er blevet ved med deres onde gerninger. Jehova vil selv vælge deres straf og lade grufulde begivenheder komme over det frafaldne folk.

10. Hvad fortæller Jehovas fordømmelse af Juda om hans syn på kristenheden?

¹⁰ Kristenheden i vor tid har på lignende måde gjort gerninger som Jehova ikke har fundet behag i. Man finder afgudsdyrkelse i kirkerne. Ubibelske opfattelser og overleveringer hæves til skyerne fra prædikestolene, og gejstliges bestræbelser på at opnå politisk magt binder dem stadig stærkere til verdens nationer i et åndeligt utugtigt forhold. (Markus 7:13; Åbenbaringen 18:4, 5, 9) Som det skete med fortidens Jerusalem, vil en retfærdig gengældelse — noget man „gruer for“ — ubønhørligt ramme kristenheden. En af grundene hertil er dens behandling af Guds folk.

11. (a) Hvilken alvorlig synd gjorde de frafaldne på Esajas’ tid sig skyldige i? (b) I hvilken forstand udelukkede Esajas’ samtidige de trofaste ’på grund af Guds navn’?

¹¹ Esajas fortsætter: „Hør Jehovas ord, I som skælver for hans ord: ’Jeres brødre som hader jer, som udelukker jer på grund af mit navn, har sagt: „Måtte Jehova blive herliggjort!“ Han skal også vise sig, til fryd for jer, men de vil blive beskæmmet.’“ (Esajas 66:5) Esajas’ „brødre“, hans egne landsmænd, havde det gudgivne ansvar at repræsentere Jehova Gud og underordne sig ham som den suveræne hersker. At de ikke gjorde det, var en alvorlig synd. Og dertil kom at de hadede dem som var trofaste og ydmyge, mænd som for eksempel Esajas. De frafaldne hadede og udelukkede de trofaste fordi de repræsenterede Jehova på den rette måde. I den forstand blev de trofaste udelukket ’på grund af Guds navn’. Samtidig hævdede de falske tjenere for Jehova at de selv repræsenterede ham idet de fromt brugte talemåden „Måtte Jehova blive herliggjort!“a

12. Nævn nogle eksempler på at trofaste tjenere for Jehova er blevet udsat for forfølgelse af religiøse hyklere.

¹² Det had som de der støttede falsk religion, nærede til dem der holdt sig til en ren tilbedelse, var ikke noget nyt. Det var en opfyldelse af profetien i Første Mosebog 3:15, der har forudsagt det langvarige fjendskab mellem Satans afkom og Guds kvindes afkom. Jesus fortalte sine salvede disciple i det første århundrede at de også ville komme til at lide ondt fra deres landsmænds side — blive udelukket af synagoger og forfulgt endog til døden. (Johannes 16:2) Og hvordan er det i nutiden? Ved begyndelsen af „de sidste dage“ så Guds folk at en lignende forfølgelse var i vente. (2 Timoteus 3:1) I 1914 citerede Vagt-Taarnet Esajas 66:5 og sagde i den forbindelse: „Næsten alle de Forfølgelser, som Guds Folk har været Genstand for, er kommet fra medtroende, fra Folk, som har bekendt sig for at være kristne.“ Det hed i samme artikel: „Vi kan ikke fastslaa andet end, at det er muligt, at de vil gaa til Yderligheder nu i vore Dage — gaa saa vidt som at dræbe socialt, kirkeligt og maaske ogsaa bogstaveligt.“ Disse ord var kun alt for sande. Ikke længe efter at de var offentliggjort, nåede en forfølgelse som var anstiftet af gejstlige, feberagtige højder under den første verdenskrig. Men kristenhedens gejstlige blev beskæmmet som forudsagt. Hvordan?

En hurtig og pludselig genoprettelse

13. Hvad er i den første opfyldelse den „larm“ der lyder fra byen?

¹³ Esajas’ profeti fortsætter: „Der lyder larm fra byen, en lyd fra templet! Det er lyden af at Jehova gengælder sine fjender efter fortjeneste.“ (Esajas 66:6) I den første opfyldelse er „byen“ Jerusalem, hvor Jehovas tempel lå. Den „larm“ der lyder, er krigslarm, som hørtes i byen da de babyloniske invasionsstyrker gik til angreb i 607 f.v.t. Men hvordan forholder det sig med den nutidige opfyldelse?

14. (a) Hvad forudsagde Malakias om Jehovas komme til templet? (b) Hvad var ifølge Ezekiels profeti resultatet af at Jehova kom til sit tempel? (c) Hvornår inspicerede Jehova og Jesus det åndelige tempel, og hvordan berørte det dem der hævdede at de repræsenterede den sande og rene tilbedelse?

¹⁴ Disse ord i Esajas’ Bog er i overensstemmelse med to andre profetiske udtalelser, den ene i Ezekiel 43:4, 6-9 og den anden i Malakias 3:1-5. Både Ezekiel og Malakias forudsiger en tid da Jehova vil komme til sit tempel. Malakias’ profeti viser at Jehova vil komme for at inspicere sit tempel og være som en metalsmelter der sidder ved smeltedigelen og skummer urenhederne fra, det vil sige dem som ikke tilbeder ham på rette måde. Ezekiels syn skildrer Jehova der kommer til templet og kræver at alle spor af umoralitet og afgudsdyrkelse fjernes.b I den nutidige opfyldelse af disse profetier fandt der i 1918 en betydningsfuld begivenhed sted i forbindelse med tilbedelsen af Jehova. Efter alt at dømme kom Jehova og Jesus da for at inspicere alle som hævdede at de repræsenterede den sande og rene tilbedelse. Denne inspektion førte til at den besmittede kristenhed blev forkastet. For Kristi salvede disciple betød den en kort lutringsperiode efterfulgt af en hurtig åndelig genoprettelse i 1919. — 1 Peter 4:17.

15. Hvilken fødsel forudsiges, og hvordan blev det opfyldt i 537 f.v.t.?

¹⁵ Denne genoprettelse skildres meget træffende i de følgende vers i Esajas’ profeti: „Endnu inden hun fik veer, fødte hun. Endnu inden der kom fødselsveer over hende, fik hun et drengebarn. Hvem har hørt noget lignende? Hvem har set noget tilsvarende? Kommer et land til verden under veer på én dag? Eller fødes en nation på et øjeblik? For Zion fik veer og fødte også sine sønner.“ (Esajas 66:7, 8) De landflygtige jøder i Babylon oplevede den første betagende opfyldelse af disse ord. Zion, eller Jerusalem, skildres igen som en fødende kvinde. Men hvilken usædvanlig fødsel! Den er så hurtig og pludselig at den finder sted allerede før fødselsveerne er begyndt! Det er et meget træffende billede. Guds folks genfødsel i 537 f.v.t. som et særskilt folk er så hurtig og pludselig at den forekommer som et mirakel. Fra det øjeblik Kyros gav jøderne fri og til det tidspunkt da en trofast rest igen befandt sig i sit hjemland, gik der kun nogle måneder! Hvilken kontrast til de begivenheder der førte frem til Israels oprindelige fødsel som nation! I 537 f.v.t. skulle man ikke anmode en uvillig monark om at måtte rejse; der var ingen fjendtlig hær man blev forfulgt af, og man skulle ikke vandre om i ørkenen i 40 år.

16. Hvad er Zion i den nutidige opfyldelse af Esajas 66:7, 8, og hvordan har hendes afkom på jorden erfaret en ny fødsel?

¹⁶ I den nutidige opfyldelse er Zion Jehovas himmelske „kvinde“, hans himmelske organisation af åndeskabninger. I 1919 kunne denne „kvinde“ glæde sig over at se sine salvede jordiske sønners fødsel som et organiseret folk, „en nation“. Denne fødsel var hurtig og pludselig.c I løbet af blot nogle få måneder ændredes de salvedes tilstand som gruppe betragtet fra en dødlignende uvirksomhed til livlig og målbevidst aktivitet i deres „land“, deres gudgivne åndelige virkeområde. (Åbenbaringen 11:8-12) I begyndelsen af efteråret 1919 bekendtgjorde de oven i købet udgivelsen af et nyt blad, et søsterblad til Vagttårnet. Det nye blad, der kom til at hedde Den Gyldne Tidsalder (nu Vågn op!), var et vidnesbyrd om at Guds folk havde fået nyt liv og igen var blevet organiseret til tjeneste.

17. Hvordan forsikrer Jehova sit folk om at intet kan forhindre ham i at gennemføre sin hensigt vedrørende det åndelige Israel?

¹⁷ Intet i universet kunne forhindre denne åndelige fødsel. Det gøres der opmærksom på med de næste ord i profetien: „’Skulle jeg lade barnet bryde igennem og ikke lade det fødes?’ siger Jehova. ’Eller lader jeg det fødes, men holder det tilbage?’ har din Gud sagt.“ (Esajas 66:9) Ligesom en fødsel må gå sin gang når først den er begyndt, sådan var der intet der kunne forhindre det åndelige Israels genfødsel da den først var i gang. Der var ganske vist modstand, og sandsynligvis vil der komme mere modstand i fremtiden, men kun Jehova kan standse det han selv har begyndt, og det vil han aldrig gøre! Men hvordan ville Jehova behandle sit genoplivede folk?

Jehovas kærlige omsorg

18, 19. (a) Hvilket rørende billede bruger Jehova, og hvordan kom det til at gælde hans landflygtige folk? (b) Hvordan har den salvede rest i dag nydt gavn af nærende føde og kærlig omsorg?

¹⁸ De næste fire vers skildrer Jehovas kærlige omsorg med et meget rørende billede. Først siger Esajas: „I skal fryde jer med Jerusalem og juble sammen med hende, alle I som elsker hende. I skal glæde jer højlydt sammen med hende, alle I som sørger over hende; for at I kan die og mættes ved hendes trøstende barm; for at I kan suge til jer og nyde hvad I får ved hendes herligheds bryst.“ (Esajas 66:10, 11) Jehova bruger her illustrationen med en kvinde der giver sit spædbarn die. Når et spædbarn er sultent, græder det. Men når det lægges til moderens bryst og får sulten stillet, bliver det glad og tilfreds. På samme måde ville den trofaste rest af jøder i Babylon opleve hurtigt at blive bragt fra en tilstand af sorg til en tilstand af glæde og tilfredshed når tiden kom for dens udfrielse og genrejsning. Jøderne ville juble af glæde. Jerusalems herlighed ville igen kunne ses efterhånden som byen blev genopbygget og atter beboet, og dens herlighed ville så at sige omfavne alle dens trofaste indbyggere. De ville igen få åndelig næring når præsterne trådte i funktion. — Ezekiel 44:15, 23.

¹⁹ Det åndelige Israel er også blevet forsynet med rigelig nærende føde efter genoprettelsen i 1919. Der er kommet en stadig strøm af åndelig føde fra „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45-47) Det har været en trøstens og glædens tid for den salvede rest. Men der har været flere velsignelser.

20. Hvordan har Jerusalem oplevet „en rivende regnflod“ af velsignelser både i fortiden og nutiden?

²⁰ Profetien fortsætter: „Således har Jehova sagt: ’Se, jeg leder fred til hende som en flod, og nationernes herlighed som en rivende regnflod, og I skal die. I vil blive båret på hofte, og på knæet vil I sidde og blive kærtegnet.’“ (Esajas 66:12) Her forbindes billedet af det diende barn med billedet af en rigelig strøm — „en flod“ og „en rivende regnflod“ — af velsignelser. Jerusalem vil ikke alene blive velsignet med fred i mængde, men også med „nationernes herlighed“, som Jehova lader strømme til sit folk. Det betyder at folk fra nationerne vil strømme til Jehovas folk. (Haggaj 2:7) I den fortidige opfyldelse var der nogle af andre nationaliteter der sluttede sig til Israels folk og blev jødiske proselytter. Men i vor tid har der fundet en endnu større opfyldelse sted idet „en stor skare . . . af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ — „en rivende regnflod“, så at sige — har sluttet sig til de åndelige jøders rest. — Åbenbaringen 7:9; Zakarias 8:23.

21. Med hvilket billede vises det at Guds folk vil blive trøstet?

²¹ Esajas 66:12 bruger også andre udtryk som er hentet fra forholdet mellem en moder og hendes barn, og som vidner om hendes kærlighed til det. Hun kærtegner barnet, der sidder på hendes knæ, og hun bærer barnet på hoften. I det følgende vers kommer den samme kærlighed til udtryk, men perspektivet er ændret: „Som en moder trøster sin søn, således vil jeg trøste jer; og med hensyn til Jerusalem vil I blive trøstet.“ (Esajas 66:13) Barnet er nu en voksen „søn“, en mand, men moderen nærer stadig ønske om at trøste ham. — Se fodnoten i studieudgaven.

22. Med hvilket billede viser Jehova sin store kærlighed til og omsorg for sit folk?

²² Med dette tiltalende billede, som i høj grad appellerer til vore følelser, skildrer Jehova sin store kærlighed til og omsorg for sit folk. Selv den store kærlighed som en moder nærer til sit barn, giver kun et svagt billede af Jehovas dybe kærlighed til sit trofaste folk. (Esajas 49:15) Det er vigtigt at alle kristne genspejler den samme dybe kærlighed. Det gjorde apostelen Paulus og var dermed et godt eksempel for de ældste i den kristne menighed. (1 Thessaloniker 2:7) Jesus sagde at det der først og fremmest skulle kendetegne hans disciple, skulle være deres indbyrdes kærlighed. — Johannes 13:34, 35.

23. Beskriv den lykke Jehovas genrejste folk føler.

²³ Jehova viser sin kærlighed i handling. Han fortsætter: „I skal se, og jeres hjerte skal glæde sig, og jeres knogler kommer til at spire som sart græs. Og Jehovas hånd skal gøres kendt for hans tjenere, men han skal fordømme sine fjender.“ (Esajas 66:14) En hebraiskkyndig siger i en kommentar til dette vers at i udtrykket „I skal se“ ligger den tanke at hvorhen de hjemvendte landflygtige end retter blikket i deres genrejste land, „møder deres øjne nu glæde“. De vil føle en glæde som ikke kan udtrykkes i ord, over at de nu befinder sig i deres hjemland igen. De vil føle sig foryngede, som om deres knogler er blevet stærke igen, har fået ny kraft som græsset der spirer om foråret. Alle vil vide at denne lykkelige tilstand ikke er et resultat af menneskelige anstrengelser, men skyldes „Jehovas hånd“.

24. (a) Hvilken slutning kommer man til når man betragter begivenhederne i forbindelse med Jehovas folk i dag? (b) Hvad bør vi være besluttede på?

²⁴ Ser du hvad Jehovas hånd har virket blandt hans tjenere i dag? Intet menneske kunne have udvirket den rene tilbedelses genoprettelse. Intet menneske kunne have forårsaget at millioner af mennesker, kostbare skatte, fra alle nationer er strømmet til den trofaste rest i dens åndelige land. Kun Jehova Gud har kunnet udvirke det. Det er alt sammen et udtryk for Jehovas kærlighed, og det fylder os med sand glæde. Måtte vi aldrig tage hans kærlighed som en selvfølge. Lad os altid ’skælve for hans ord’. Lad os være besluttede på at leve efter de bibelske principper og finde behag i at tjene Jehova!

[Fodnoter]

Kapitel otteogtyve

Et lys for nationerne

Esajas 66:15-24

1, 2. Hvorfor er lys livsvigtigt, og hvilken slags mørke dækker jorden i dag?

JEHOVA er kilden til lys. Han er den „som har givet solen til at lyse om dagen, forskrifterne for månen og stjernerne så de kan lyse om natten“. (Jeremias 31:35) Alene af den grund bør han anerkendes som livets kilde, for lys betyder liv. Hvis jorden ikke til stadighed fik varme og lys fra solen, ville livet som vi kender det, være umuligt. Så ville vores planet være ubeboelig.

² Derfor er det i høj grad noget som angår os, at Jehova med henblik på vor tid har forudsagt en tid med mørke, ikke med lys. Under inspiration skrev Esajas: „Se! Mørket dækker jorden, og tykt mulm folkestammerne.“ (Esajas 60:2) Der er naturligvis her tale om et åndeligt og ikke et bogstaveligt, fysisk, mørke. Men alligevel bør man ikke undervurdere alvoren i disse ord. I sidste ende vil livet blive en umulighed for dem uden åndeligt lys, ligesom for dem der berøves solens lys.

3. Hvor finder vi lys i disse mørke tider?

³ I disse mørke tider kan vi ikke tillade os at ignorere det åndelige lys som Jehova giver os mulighed for at få del i. Det er vigtigt at vi lader Guds ord oplyse vor sti ved om muligt at læse i Bibelen hver dag. (Salme 119:105) Ved de kristne møder får vi desuden mulighed for at opmuntre hinanden til at forblive på „de retfærdiges sti“. (Ordsprogene 4:18; Hebræerne 10:23-25) Den kraft og styrke vi henter ved flittigt at læse og studere Bibelen og at samles med andre kristne, vil hjælpe os til ikke at blive opslugt af mørket i disse „sidste dage“, der vil ende med „Jehovas vredes dag“. (2 Timoteus 3:1; Zefanias 2:3) Den dag nærmer sig hastigt! Den vil komme, lige så sikkert som en tilsvarende dag kom for indbyggerne i fortidens Jerusalem.

Jehova ’vil holde dom’

4, 5. (a) Hvordan ville Jehova komme imod Jerusalem? (b) Hvoraf slutter vi at kun et forholdsvis lille antal jøder overlevede Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t.? (Se fodnoten.)

⁴ I de sidste vers i Esajas’ profetiske bog skildrer Jehova med stærke udtryk begivenheder der fører frem til hans vredes dag. Vi læser: „Jehova kommer som ild, og som en uvejrsvind er hans stridsvogne, for at udbetale sin vrede med forbitrelse og sin revselse med flammende ild. For med ild vil Jehova holde dom, ja med sit sværd, over alt kød; og Jehovas slagne skal blive mange.“ — Esajas 66:15, 16.

⁵ Disse ord burde få Esajas’ samtidige til at indse hvor alvorlig deres situation var. Den tid nærmede sig da babylonierne som Jehovas domsfuldbyrdere ville komme imod Jerusalem, og deres stridsvogne ville som en uvejrsvind hvirvle støvet op fra jorden. Et frygtindgydende syn! Jehova ville bruge den invaderende hær til at eksekvere sin egen brændende dom over alle utro jøder, „alt kød“. Det ville være som om Jehova selv kæmpede imod sit folk. Hans „forbitrelse“ ville ikke kunne afvendes. Mange jøder ville falde som „Jehovas slagne“. Denne profeti blev opfyldt i 607 f.v.t.a

6. Hvilke forkastelige handlinger fandt sted i Juda?

⁶ Er det berettiget at Jehova ’holder dom’ over sit folk? Ja, absolut! Under denne gennemgang af Esajas’ Bog har vi mange gange set at jøderne har involveret sig dybt i afgudsdyrkelse selv om de var indviet til Jehova. Og Jehova har ikke været blind for deres afguderiske handlinger. Det ser vi også i de næste ord i profetien: „’De der helliger sig og renser sig til haverne, bag ved en i midten, som spiser svinekød og det ækle, endog springmus, de vil alle sammen møde deres endeligt,’ lyder Jehovas udsagn.“ (Esajas 66:17) Helliger og renser disse jøder sig som forberedelse til at deltage i tilbedelsen af Jehova? Det gør de tydeligvis ikke. De foretager hedenske renselsesritualer i særlige haver. Derefter spiser de grådigt kødet af svin og andre dyr der var urene ifølge Moseloven. — 3 Mosebog 11:7, 21-23.

7. På hvilken måde ligner kristenheden det afgudsdyrkende Juda?

⁷ I sandhed en situation som må vække afsky i betragtning af at der var tale om et folk som befandt sig i et pagtsforhold til den eneste sande Gud! Men hvordan forholder det sig med kristenheden? Her finder man en lige så afskyvækkende situation. Den hævder ligeledes at den tjener Gud, og mange af dens ledere giver sig udseende af at være fromme. Men alligevel tilsmudser den sig med hedensk lære og hedenske overleveringer og viser dermed at den befinder sig i åndeligt mørke. Og hvor stort et mørke! — Mattæus 6:23; Johannes 3:19, 20.

’De skal se min herlighed’

8. (a) Hvad vil der ske med både Juda og kristenheden? (b) Hvordan vil nationerne ’se Jehovas herlighed’?

⁸ Lægger Jehova mærke til kristenhedens forkastelige handlinger og falske lære? Læs følgende ord, som er udtalt af Jehova og nedskrevet af Esajas, og drag så din slutning: „Hvad angår deres gerninger og deres tanker, da kommer jeg for at samle alle nationer og tungemål; og de skal komme og se min herlighed.“ (Esajas 66:18) Jehova ser og er rede til at dømme ikke alene hvad hans påståede tjenere gør, men også hvad de tænker. Juda foregav at tro på Jehova, men dets afgudsdyrkelse og hedenske handlinger viste at det var en falsk påstand. Det var forgæves at judæerne ’rensede’ sig ved at følge hedenske renselsesritualer. Nationen ville gå til grunde, og når det skete, ville det være med dens afgudsdyrkende naboer som tilskuere. De ville ’se Jehovas herlighed’ idet de ville blive vidne til det der skete, og blive tvunget til at indrømme at Jehovas ord går i opfyldelse. Hvordan vil det blive opfyldt på kristenheden? Når den møder sit endeligt, vil mange af dens tidligere venner og forretningsforbindelser blive tvunget til at se til uden at kunne komme den til hjælp mens Jehovas ord bliver opfyldt. — Jeremias 25:31-33; Åbenbaringen 17:15-18; 18:9-19.

9. Hvilken god nyhed forkynder Jehova?

⁹ Betød Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. at Jehova ikke længere havde nogen vidner på jorden? Nej. Mænd som Daniel og hans tre venner, der holdt fast ved deres uangribelighed, fortsatte med at tjene Jehova, også mens de var landflygtige i Babylon. (Daniel 1:6, 7) Ja, rækken af trofaste vidner for Jehova ville forblive ubrudt, og efter de 70 års landflygtighed ville trofaste mænd og kvinder forlade Babylon og vende tilbage til Juda for at genoprette den rene tilbedelse. Det er det næste Jehova siger: „Jeg skal sætte et tegn iblandt dem, og jeg skal sende nogle undslupne af dem til nationerne, til Tarsis, Pul og Lud, de som spænder buen, Tubal og Javan, de fjerne øer, som ikke har hørt rygtet om mig eller set min herlighed; og de skal fortælle om min herlighed blandt nationerne.“ — Esajas 66:19.

10. (a) Hvordan kom trofaste jøder der var blevet udfriet fra Babylon, til at tjene som et tegn? (b) Hvem tjener som et tegn i dag?

¹⁰ Den skare af trofaste mænd og kvinder der vendte tilbage til Jerusalem i 537 f.v.t., ville tjene som et forbløffende tegn, et vidnesbyrd om at Jehova havde udfriet sit folk. Hvem ville have drømt om at jøderne en dag ville blive udfriet fra fangenskabet og igen kunne tilbede Jehova i hans tempel? Noget tilsvarende fandt sted i det første århundrede. Da var det de salvede kristne der tjente „som tegn og som mirakler“ for de ydmyge og sagtmodige mennesker der sluttede sig til dem fordi de ønskede at tjene Jehova. (Esajas 8:18; Hebræerne 2:13) I dag tjener de salvede kristne, der befinder sig i deres genrejste „land“, også som et forbløffende tegn på jorden. (Esajas 66:8) De er et synligt vidnesbyrd om hvad Jehovas ånd kan udrette, og tiltrækker derfor dem der føler sig tilskyndet til at tjene Jehova.

11. (a) Hvordan gik det til at nogle fra nationerne lærte Jehova at kende efter genoprettelsen i 537 f.v.t.? (b) Hvordan begyndte Zakarias 8:23 at få sin opfyldelse?

¹¹ Men hvordan ville nogle fra nationerne som ikke havde hørt rygtet om Jehova, komme til at kende ham efter genoprettelsen i 537 f.v.t.? Det var ikke alle trofaste jøder der vendte tilbage til Jerusalem efter fangenskabet. Nogle, som for eksempel Daniel, blev i Babylon. Andre blev spredt og slog sig ned i forskellige lande. I det 5. århundrede før vor tidsregning var der jøder som fandtes spredt ud over hele Perserriget. (Ester 1:1; 3:8) Uden tvivl var der nogle af dem der fortalte deres hedenske naboer om Jehova, for der var mange i disse lande der blev jødiske proselytter. Det var øjensynlig det der var sket med den ætiopiske eunuk som den kristne discipel Filip forkyndte for i det første århundrede. (Apostelgerninger 8:26-40) Således begyndte profeten Zakarias’ ord at blive opfyldt: „I de dage vil ti mænd af alle nationers tungemål gribe fat, ja, de skal gribe fat i en jødes kappeflig og sige: ’Vi vil gå med jer, for vi har hørt at Gud er med jer.’“ (Zakarias 8:23) Jehova sendte virkelig sit lys ud til nationerne! — Salme 43:3.

Der bringes „en gave til Jehova“

12, 13. Hvordan ville mange „brødre“ blive ’bragt’ til Jerusalem efter 537 f.v.t.?

¹² Efter at Jerusalem var blevet genopbygget, ville de jøder som fandtes spredt rundt om, langt fra deres hjemland, se hen til byen med dens genindsatte præsteskab som center for ren tilbedelse. Mange ville rejse langt for at komme til de årlige højtider. Esajas skriver under inspiration: „’De skal bringe alle jeres brødre fra alle nationerne som en gave til Jehova, på heste og i vogne og i overdækkede transportvogne og på muldyr og på hurtige hunkameler, op til mit hellige bjerg, Jerusalem,’ har Jehova sagt, ’ligesom når Israels sønner bringer gaven i et rent kar til Jehovas hus. Og også af dem vil jeg tage nogle til præsterne, til levitterne.’“ — Esajas 66:20, 21.

¹³ Nogle af disse „brødre fra alle nationerne“ var til stede i Jerusalem på Pinsedagen da den hellige ånd blev udgydt over Jesu disciple. Beretningen lyder: „I Jerusalem boede der jøder, gudfrygtige mænd, fra enhver nation under himmelen.“ (Apostelgerninger 2:5) De var kommet til Jerusalem for at tilbede efter jødisk skik, men da de hørte den gode nyhed om Jesus Kristus, fik mange tro på ham og blev døbt.

14, 15. (a) Hvordan indsamlede salvede kristne flere af deres åndelige „brødre“ efter den første verdenskrig, og hvordan blev disse bragt som ’en gave i et rent kar’? (b) På hvilken måde tog Jehova „nogle til præsterne“? (c) Nævn eksempler på hvordan salvede kristne tog del i indsamlingen af deres åndelige brødre. (Se rammen på denne side.)

¹⁴ Får denne profeti en opfyldelse i vor tid? Ja. Efter den første verdenskrig forstod Jehovas salvede tjenere ud fra Skrifterne at Guds rige var blevet oprettet i himmelen i 1914. Ved et omhyggeligt bibelstudium kom de til klarhed over at der var flere rigsarvinger, „brødre“, der skulle indsamles. Med alle mulige transportmidler rejste uforfærdede forkyndere til „jordens fjerneste egne“ for at søge efter mulige medlemmer af den salvede rest, og når man havde fundet dem — de fleste af dem i kristenhedens kirkesamfund — blev de bragt som en gave til Jehova. — Apostelgerninger 1:8.

¹⁵ De salvede som blev indsamlet i disse første år, forventede ikke at Jehova tog imod dem som de var før de fik kendskab til Bibelens sandheder. De tog skridt til at rense sig åndeligt og moralsk så de kunne blive bragt som ’en gave i et rent kar’, eller, som apostelen Paulus udtrykker det, blive fremstillet som „en ren jomfru for Messias“. (2 Korinther 11:2) Ud over at de måtte befri sig for religiøse vildfarelser, måtte de også lære hvordan man forholder sig neutral i denne verdens politiske anliggender. I 1931, da Jehovas tjenere var blevet renset i en antagelig grad, skænkede Jehova dem i sin godhed det privilegium at bære hans navn som Jehovas Vidner. (Esajas 43:10-12) Men hvordan tog Jehova „nogle til præsterne“? Det gjorde han ved at de blev indlemmet i „et kongeligt præsteskab, en hellig nation“, der bragte Gud lovprisningsofre. — 1 Peter 2:9; Esajas 54:1; Hebræerne 13:15.

Indsamlingen fortsætter

16, 17. Hvem er efter den første verdenskrig det „afkom“ der nævnes?

¹⁶ Det fulde antal som skulle udgøre dette ’kongelige præsteskab’ ville være på 144.000, og med tiden ville indsamlingen af dem være tilendebragt. (Åbenbaringen 7:1-8; 14:1) Vil det sige at hele indsamlingsarbejdet var færdigt? Nej. Esajas’ profeti fortsætter: „’Ligesom de nye himle og den nye jord som jeg frembringer, består for mit ansigt,’ lyder Jehovas udsagn, ’således kommer jeres afkom og jeres navn til at bestå.’“ (Esajas 66:22) I den første opfyldelse af disse ord begyndte de jøder som var vendt tilbage fra fangenskabet, at sætte børn i verden. På den måde blev den genrejste jødiske rest, „den nye jord“, grundfæstet under den nye jødiske administration, „de nye himle“. Profetien har imidlertid fået en bemærkelsesværdig opfyldelse i vor tid.

¹⁷ Det „afkom“ som den nye åndelige nation får, er ’den store skare’ af mennesker som har håb om evigt liv på jorden. De kommer fra „alle nationer og stammer og folk og tungemål“ og står „foran tronen og foran Lammet“. De har „vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“. (Åbenbaringen 7:9-14; 22:17) De kommer ud af det åndelige mørke og ind i lyset fra Jehova. De viser tro på Jesus Kristus og stræber efter at forblive åndeligt og moralsk rene ligesom deres salvede brødre og søstre. Som gruppe betragtet fortsætter de med at tjene under Kristi ledelse og vil „bestå“ for evigt! — Salme 37:11, 29.

18. (a) Hvordan handler medlemmerne af den store skare ligesom deres salvede brødre? (b) Hvordan tilbeder de salvede og deres medarbejdere Jehova „nymåne efter nymåne og sabbat efter sabbat“?

¹⁸ Disse mænd og kvinder som har et jordisk håb, véd at det er vigtigt at forblive åndeligt og moralsk rene, men de véd også at der skal mere til for at behage Jehova. Indsamlingsarbejdet er i fuld gang, og de vil gerne have en andel i det. Åbenbaringens Bog siger om dem: „De [er] foran Guds trone; og de yder ham hellig tjeneste dag og nat.“ (Åbenbaringen 7:15) Disse ord leder tanken hen på det næstsidste vers i Esajas’ profetiske bog: „’Nymåne efter nymåne og sabbat efter sabbat vil alt kød komme for at bøje sig for mig,’ har Jehova sagt.“ (Esajas 66:23) Det sker i dag. „Nymåne efter nymåne og sabbat efter sabbat“ — det vil sige regelmæssigt, hver uge og hver måned — samles de salvede kristne og deres medarbejdere, den store skare, for at tilbede Jehova. Det gør de blandt andet ved at overvære kristne møder og tage del i den offentlige forkyndelse. Er du en af dem der kommer regelmæssigt og ’bøjer dig for Jehova’? Jehovas folk finder stor glæde ved det, og de som hører til den store skare, ser frem til den dag da „alt kød“ — alle mennesker som da lever — vil tjene Jehova „nymåne efter nymåne og sabbat efter sabbat“ i al evighed.

Guds fjenders endeligt

19, 20. Hvilket formål tjente Gehenna på Bibelens tid, og hvad er det et billede på?

¹⁹ Der er ét vers tilbage i vort studium af Esajas’ profeti. Bogen slutter med disse ord: „De skal gå ud og se på de døde kroppe af de mænd som begik overtrædelser imod mig; for deres orm dør ikke, og deres ild slukkes ikke, og de skal blive frastødende for alt kød.“ (Esajas 66:24) Det var uden tvivl denne profeti Jesus tænkte på da han opfordrede sine disciple til at leve et enkelt liv og sætte Rigets interesser først. Han sagde: „Hvis dit øje bringer dig til snublen og fald, så kast det bort; det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end at have to øjne og blive kastet i Gehenna, hvor deres orm ikke dør og ilden ikke slukkes.“ — Markus 9:47, 48; Mattæus 5:29, 30; 6:33.

²⁰ Hvad er Gehenna? For århundreder siden skrev den jødiske lærde David Kimhi: „Det er et sted . . . i nærheden af Jerusalem, og det er et afskyeligt sted, og dér kaster man urene ting og ådsler hen. Der var også en stadig ild dér til at brænde de urene ting og ådslernes ben. Derfor kaldes dommen over de onde billedligt Gehinnom.“ Hvis Gehenna, som der her siges, blev brugt som et sted hvor man henkastede affald og de døde kroppe af dem man ikke fandt værdige til en begravelse, ville ild være et meget passende middel til at skaffe alt dette af vejen med. Dét som ilden ikke fortærede, ville ormene gøre det af med. Et udmærket billede på Guds fjenders endeligt!b

21. Hvem vil synes at afslutningen på Esajas’ Bog er opmuntrende, og hvad er grunden?

²¹ Med dette billede af døde kroppe, ild og orm ender altså Esajas’ profetiske bog. Et gruopvækkende billede? Det vil Guds erklærede fjender sikkert sige. Men for Guds venner er Esajas’ beskrivelse af de ondes evige tilintetgørelse i høj grad opmuntrende. Jehovas folk har brug for denne forsikring om at dets fjender aldrig mere vil få overtaget. De som har voldt Guds tjenere så megen trængsel og bragt så stor forsmædelse over Guds navn, vil blive tilintetgjort for evigt. Derefter vil freden være sikret, for „der opstår ikke trængsel to gange“. — Nahum 1:9.

[Ramme på side 409]

Salvede fra alle nationer som gaver til Jehova

I 1920 forlod Juan Muñiz De Forenede Stater for at rejse til Spanien, hvorefter han rejste til Argentina og organiserede menigheder af salvede brødre og søstre. I 1923 begyndte sandhedens lys at skinne i Vestafrika da missionæren William R. Brown (kaldet Bibel-Brown) tog fat på at forkynde budskabet om Riget i Sierra Leone, Ghana, Liberia, Gambia og Nigeria. Samme år rejste canadieren George Young til Brasilien og derefter til Argentina, Costa Rica, Panama og Venezuela, ja endog Sovjetunionen. Omtrent på samme tid sejlede Edwin Skinner fra England til Indien, hvor han arbejdede trofast i høstarbejdet i mange år.

[Illustration på side 411]

Nogle af jøderne på Pinsedagen var „brødre fra alle nationerne“

[Helsides illustration på side 413]