Det babyloniske forbillede

Det var Isjtar der var den babyloniske gudekreds’ hovedgudinde; hun var identisk med den sumeriske frugtbarhedsgudinde Inanna. Paradoksalt nok var hun ikke alene gud for krig men også for kærlighed og vellyst. Den franske orientalist Édouard Dhorme skriver i sin bog Les Religions de Babylonie et d’Assyrie (Babylons og Assyriens religioner) om Isjtar: „Hun var gudinden, herskerinden, den barmhjertige moder som lyttede til bønner og gik i forbøn hos de vrede guder og formildede dem. . . . Hun var ophøjet over alle, hun blev gudindernes gudinde, alle guders dronning, overhoved for himmelens og jordens guder.“

Isjtardyrkerne titulerede hende „Jomfru,“ „Hellige Jomfru“ og „Jomfrumoder“. I den sumerisk-akkadiske „klagebøn til Isjtar“ hedder det: „Jeg bønfalder dig, fruernes frue, gudindernes gudinde, Isjtar, dronning over alle byer. . . . Du som ejer al guddomskraft og som bærer herskerkronen. . . . Gudshuse, helligdomme, indviede steder og templer agter på dig. . . . Hvor tillaves dine billeder ikke? . . . Se mig, frue; tag imod mine bønner.“a

Dyrkelsen af modergudinder vinder udbredelse

Édouard Dhorme omtaler også „Isjtardyrkelsens udbredelse“. Den bredte sig til hele Mesopotamien, og Isjtar selv eller gudinder med andre navne men med de samme attributter, blev dyrket i Ægypten, Fønikien, Kana’an, Anatolien (Lilleasien), Grækenland og Italien.

I Fønikien og Kana’an dyrkedes modergudinden først og fremmest i skikkelse af Asjtoret eller Astarte, der skildredes som Ba’als hustru. Ligesom sit babyloniske modstykke, Isjtar, var hun gudinde for både frugtbarhed og krig. I Egypten er der fundet gamle inskriptioner hvor Astarte kaldes Himmelens Dronning. Israelitterne måtte uafbrudt bekæmpe den nedbrydende påvirkning fra dyrkelsen af denne frugtbarhedsgudinde.

Mod nordvest, i Anatolien, modsvaredes Isjtar af Kybele, der var kendt som gudernes Store Moder. Hun blev også benævnt Den Der Undfanger Alle, Den Der Nærer Alle og Alle Velsignedes Moder. Fra Anatolien bredte Kybelekulten sig til Grækenland og derfra til Rom, hvor den holdt sig indtil lang tid efter vor tidsregnings begyndelse. Denne frugtbarhedsgudinde blev dyrket med ekstatisk dans, hendes præster lemlæstede sig selv, vordende præster kastrerede sig selv, og gudindens statue blev båret i procession under stor pragtudfoldelse.b

De første grækere tilbad en gudinde ved navn Gaia, også en „Moder Jord“. Men i deres gudekreds indlemmedes med tiden gudinder der mindede om Isjtar, for eksempel Afrodite, frugtbarhedens og kærlighedens gudinde; Athene, krigsgudinden; og Demeter, agerdyrkningens gudinde.

I Rom var Venus kærlighedsgudinde og svarede således til grækernes Afrodite og babyloniernes Isjtar. Romerne tilbad imidlertid også gudinderne Isis, Kybele og Minerva (grækernes Athene), som alle havde arvet et eller flere træk fra det babyloniske forbillede Isjtar.

[Illustration på side 3]

Babylons ISJTAR personificeret som en stjerne

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af The British Museum