Religionens fremtid i lyset af dens fortid

14. del: Fra år 622 og frem — Underkastelse under Guds vilje

„Disse sendebud har Vi ophøjet, nogle over andre.“ — Qur’ânen, Al-Baqarah (sûra 2), vers 254a

MENNESKER der tror på en almægtig, kærlig Gud finder det klogt at underkaste sig hans vilje. De værdsætter den vejledning han har givet dem gennem sendebud med kundskab fra ham. Nogle af disse sendebud anerkendes af mere end én af de store verdensreligioner. For eksempel betragter op imod 800 millioner tilhængere af islâm, foruden jøder og kristne, personerne Adam, Noa, Abraham, Moses, David og Jesus som nogle af Guds store profeter. Islâms tilhængere mener imidlertid at en syvende er blevet ophøjet over alle andre sendebud — profeten Muhammad.

Navnet islâm er betydningsladet, da det betegner hengivelse eller underkastelse — i denne sammenhæng under Allahs lov og vilje. Et menneske der vandrer ad denne underkastelsens vej kaldes „en muslim“, den aktive tillægsform af ordet islâm. Muslimerne tilbeder Allah, et navn der forekommer omkring 2700 gange i Qur’ânen. Det er en sammentrækning af al-Ilâh, arabisk for „guden“, men betragtes som et egennavn.

Islâms største profet

Muhammad bin Abdullah (søn af Abdullah), grundlæggeren af islâm, blev født i Mekka i Saudi-Arabien omkring 570 e.v.t. Han brød sig ikke om egnens polyteistiske trosopfattelser og ritualer, og følte sig åbenbart hverken tiltrukket af jødedommen eller kristendommen. En muslimsk forfatter ved navn H. M. Baagil forklarer: „Kristendommen var kommet langt bort fra Jesu oprindelige lære, og derfor sendte Allah, som en del af sin oprindelige hensigt, på det tidspunkt sin sidste profet, Muhammad, som den der skulle udvirke en vækkelse og gøre alt dette godt igen.“

Muhammad gav ritualer og riter et arabisk præg. Jerusalem og dens tempel blev erstattet af Mekka og dens helligdom, Kaabaen. Fredagen blev sat til side til fællesbøn, i stedet for jødernes lørdag og de kristnes søndag. Og i stedet for Moses eller Jesus betragtede muslimerne nu Muhammad som Guds største profet.

Muhammad var omkring 40 år da han bekendtgjorde at han var blevet kaldet som Guds sendebud. I begyndelsen fortalte han kun sine slægtninge og venner om sin tro, men gradvis fik han flere tilhængere. Den islamiske tidsregning begynder i 622, da Muhammad udvandrede fra Mekka til Medina, en begivenhed der kaldes hidjra, hvilket er arabisk og betyder „udvandring“. Muslimer regner derfor tiden fra A.H., det vil sige Anno Hegirae (flugtens år).

Muhammad forsøgte at få jøderne i Medina til at forstå hans nye tro og hans opgave som profet, men det lykkedes ham ikke at overtale dem. De modstod ham og sluttede sig sammen med hans fjender i både Mekka og Medina. Efterhånden blev de største grupper af jøder drevet bort, og én stamme, Quraiza, blev tilintetgjort ved at mændene blev dræbt og kvinder og børn solgt som slaver.

Til sidst, i år 8 A.H. (630 e.v.t.), overgav Mekka sig uden modstand, sammen med størstedelen af den arabiske halvø. Nogle få årtier efter Muhammads død førte uenighed om hvem der skulle efterfølge ham, til en sådan borgerkrig at samfundet anlagde en næsten imødekommende holdning til ikkeislamiske grupper og tanker.

Ikke blot en religion

Islâm er ikke blot en religion men en hel livsform, der omfatter staten, dens love, dens sociale institutioner og dens kultur. Dette forklarer hvorfor bogen Early Islam skriver at islâm i over 600 år „var verdens mest fængslende religion, stærkeste politiske magtfaktor og mest levende kultur“.

Mindre end hundrede år efter Muhammads død strakte et arabisk rige, større end Romerriget i dets storhedstid, sig fra Indien over Nordafrika til Spanien. Det bragte nyskabelser med sig der berigede den vestlige civilisation, og ydede mange værdifulde bidrag på områderne jura, matematik, astronomi, historie, litteratur, geografi, filosofi, arkitektur, medicin, musik og samfundsvidenskab.

Som en meteor der hurtigt brændte ud

„De arabiske erobringer var et direkte resultat af Muhammads forkyndelse,“ skriver The Collins Atlas of World History. Andre faktorer bidrog naturligvis også til den islamiske ekspansion. På grund af indbyrdes religiøse konflikter var de kristne i Det Byzantinske Rige og Zarathustratilhængerne i Persien for eksempel blinde for den arabiske fremmarch.

Det var ikke noget nyt at man forsøgte at holde sammen på et vidtstrakt imperium ved hjælp af religion. Men „muslimerne var overbevist om at de i Koranen havde den endelige og uomstødelige sandhed,“ forklarer forfatteren Desmond Stewart. De blev ligegyldige „i bevidstheden om at de allerede vidste alt hvad der var værd at vide, og at ikkemuslimernes tanker var uden betydning“. De „modsatte sig stædigt“ enhver forandring.

Allerede i det 11. århundrede var imperiet derfor på retur. Desmond Stewart sammenligner det med „en meteor der farede hen over nattehimmelen [og] . . . hurtigt brændte ud“. Denne religion, der skabte en følelse af broderskab og gjorde det lettere for den enkelte at komme i kontakt med Gud, bidrog altså til det imperiums fald som den engang havde været med til at skabe. Det faldt lige så hurtigt og pludseligt som det var opstået. Imperiet døde, men religionen levede videre.b

Sand underkastelse omfatter lydighed mod Gud, hans love og hans repræsentanter. Det lykkedes for Muhammad at forene de arabiske stammer i Arabien og grundlægge et islamisk samfund (Umma), baseret på ham selv og Qur’ânen. Det var en religiøs stat, og underkastelsen bidrog til at medlemmerne kunne være brødre under én leder. Islam tillod de arabiske stammer at bekæmpe deres fjender med sværdet, hvorved de udvidede deres rige og udbredte deres tro. Da Muhammad døde opstod der imidlertid voldsomme splittelser. De var i første omgang politisk betingede, idet de havde at gøre med valget af en kalif, en leder. Denne uenighed fik mange til at trække sværdet mod deres brødre. Blandingen af religion og regeringsmagt virkede splittende på samfundet. „Underkastelsen“ kunne ikke forene folket under én leder.

Ifølge overleveringen forudså Muhammad selv at 72 kætterske sekter ville udgå fra islâm. Men nogle af vore dages eksperter mener at der nu er flere hundrede.

De to største grupper er shiitterne og sunnitterne. De har imidlertid begge adskillige undergrupper. For hver 100 muslimer er cirka 83 sunnitter og cirka 15 shiitter. De øvrige tilhører forskellige sekteriske grupper som druserne, de sorte muslimer, og abanganerne fra Indonesien, som blander islâm med buddhisme, hinduisme og lokale religioner.

Noget der kendetegner shiitterne er troen på at der ligger en esoterisk, det vil sige skjult, mening i Qur’ânen og deres tro. Men det var på grund af spørgsmålet om arvefølge at den shiitiske gren opstod. „Shia“ betyder „parti“, det vil sige „‛Alîs parti“, og shiitterne hævder at retten til herredømmet er forbeholdt ‛Alî, Muhammads fætter og svigersøn, og hans efterkommere. Denne lære kaldes legitimisme.

‛Alî og hans efterkommere var imâmer, det vil sige ledere med absolut åndelig myndighed. Der er uenighed om hvor mange imâmer der har været, men den største shiitiske gruppe, imâmitterne eller „tolverne“, mener at der har været tolv. I 878 e.v.t. blev den 12. imâm „skjult“ — han forsvandt efter at have lovet at vende tilbage ved verdens ende for at indføre en retfærdig islamisk regering.

En gang om året højtideligholder shiitterne Muhammads dattersøn Husains martyrdød. Forfatteren Rahman bemærker: „Eftersom shiitter fra barndommen er opfostret med dramatiseringer af denne begivenhed, vil de sandsynligvis udvikle en dyb følelse af tragedie og uretfærdighed der giver sig udslag i et martyrideal.“

Vidnesbyrd om splittelse?

„Indførelsen af græsk filosofi og logik i det niende århundrede,“ skriver The Columbia History of the World, „affødte en særegen islamisk filosofi (falsafa) der havde vidtrækkende indflydelse på islâms rationalistiske og teologiske livssyn. . . . Med tiden undergik islâm selv, som religion og som livsform, nogle dybtgående forandringer der berørte dens enhed.“

Sufismen, den vestlige betegnelse for muslimsk mystik, opstod for eksempel i det ottende og niende århundrede og udviklede sig hurtigt til en stor religiøs bevægelse. I det 12. århundrede fandtes der sufi-ordener, broderskaber, mange steder. Sufi-klosteret begyndte næsten at overskygge moskeen i betydning. Sufismens skikke omfattede messende fremsigelse af læresætninger, tro på mirakler, tilbedelse af helgener, og selvhypnose fremkaldt gennem koncentrationsteknik eller hektisk dans.

Tilhængerne af sufismen tilpassede sig de lokale skikke og opfattelser. Tyrkere holdt fast ved deres shamanistiske traditioner, afrikanerne beholdt deres medicinmænd, inderne deres hinduiske og før-hinduiske helgener og guddomme, og indoneserne deres „før-islamiske verdenssyn under et overtræk af islamiske skikke,“ som The New Encyclopædia Britannica udtrykker det.

En kendt, nyere sekt er bahá’í, der udvikledes fra shia-grenen af islam i Iran i midten af det 19. århundrede. En anden er en sunnitisk sekt ved navn Ahmadiyya, der opstod i Indien i slutningen af det 19. århundrede, da Mirzā Ghulām Ahmad, en selvbestaltet profet, hævdede at han var den genkomne Muhammad, den tilbagevendte Jesus, og en inkarnation af den hinduiske Krishna. Han fortalte folk at Jesus undslap døden på Golgata og flygtede til Indien, hvor han døde som 120-årig.

I sine kommentarer til Qur’ânen skriver den muslimske forfatter S. Abul A‛la Maududi: „På tidspunktet for åbenbarelsen af Al-Baqarah [den sûra hvorfra der citeres et vers ved indledningen til denne artikel], var alle mulige hyklere begyndt at fremstå.“ Disse omfatter „’muslimer’, munāfiqīn (hyklere) . . . der intellektuelt var overbevist om sandheden i islâm, men ikke kunne mønstre tilstrækkeligt moralsk mod til at forlade deres tidligere traditioner“.

Helt fra begyndelsen undlod mange af Muhammads tilhængere åbenbart at underkaste sig Allah på den måde som han havde tænkt sig. Andre underkastede sig imidlertid helt og fuldt. Dette indebar en udfordring for kristenheden, som ikke holdt sig tilbage fra at forsøge at afværge den ved at „gribe til sværdet“, som vi vil beskrive i Vågn op! for 8. august.

[Fodnoter]

[Ramme på side 22]

En hjælp til at forstå islâm

Ifølge islâms fem søjler (religiøse pligter) skal muslimer mindst én gang offentligt fremsige trosbekendelsen, der kaldes shahada — „Der er kun én Gud, Allah, og Muhammad er hans profet“; de skal bede fem gange om dagen; de skal betale zakât, en fast afgift der nu som regel indsamles på frivilligt grundlag; de skal faste fra solopgang til solnedgang i den niende måned, Ramadân; og mindst én gang skal de, hvis de har økonomisk mulighed for det, drage på pilgrimsrejse (ḥadjdj) til Mekka.

„Jihād“ („hellig krig“) betragtes som en sjette søjle af sekten khâridjiterne, men ikke af muslimer i almindelighed. Hensigten med jihād er ifølge The New Encyclopædia Britannica „ikke at omvende enkeltpersoner til islâm, men snarere at opnå politisk kontrol over samfundets kollektive anliggender og styre dem i overensstemmelse med islâms principper“. Qur’ânen giver rum for en sådan „hellig krig“ med ordene: „Du må ikke dræbe et menneske som Allah har forbudt dig at dræbe, undtagen i en retfærdig sags tjeneste.“ — Sûra 17:33, fra N. J. Dawoods engelske oversættelse, udgivet af Penguin Books Ltd. i 1956.

Hovedkilderne til islamisk lære og lov er Qur’ânen, der er skrevet over en periode på omtrent et kvart århundrede; sunna (skik og brug); idjmâ’, (menighedens overensstemmelse); og qijas (analogislutning). Den islamiske lov, sharî’a, der beskæftiger sig med såvel muslimernes politiske og sociale tilværelse som deres familie- og privatliv, blev systematiseret i løbet af det ottende og niende århundrede.

Mekka, Medina og Jerusalem er, i denne rækkefølge, islâms tre helligste steder: Mekka på grund af helligdommen Kaaba, der ifølge overleveringen er bygget af Abraham; Medina fordi Muhammads moské ligger der; og Jerusalem fordi det ifølge overleveringen var derfra Muhammad steg op til himmelen.

[Kort/​illustrationer på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Det islamiske rige i dets storhedstid