Vulkanernes vækst skyldes aflejringer af mange tusind størknede lavastrømme. Udbruddene begynder under vandet, hvor lavaen hurtigt afkøles og størkner i tungeformede folder der minder om stabler af puder. Når den voksende vulkan stiger op over vandet, skifter lavastrømmen udseende. Vulkanologer bruger det hawaiianske udtryk pahoehoe om den hurtigtflydende lava, der har en glat, bølgende og tovlignende overflade når den størkner, og udtrykket aa om lava der størkner i en ujævn og takket overflade. Vulkanen udvikler sig til et bredt, letskrånende bjerg der i form minder om de romerske soldaters skjolde og derfor kaldes en skjoldvulkan. Når magmaen, eller de smeltede stenmasser, kommer i udbrud eller synker tilbage i kamre nær overfladen, opstår der store fordybninger, de såkaldte kratere, i vulkanens top. Magmakammeret under vulkanen øver et tryk. Dette tryk danner store sprækker i nærheden af vulkanens tinde, hvorved dele af vulkanen skubbes ud mod havet. Udbruddene i en skjoldvulkan, som for eksempel Mauna Kea, er i den senere fase meget voldsomme og danner kegleformede dynger af vulkansk aske der overstrør vulkanen.

Øer i bevægelse

De sidste 200 års historie viser at det kun er vulkanerne på de to sydøstligste øer, Hawaii og Maui, der har været aktive. Denne gådefulde situation har fået forskere til nøjere at undersøge økædens bjergarter. Inde i lavaen findes der bittesmå mængder af en radioaktiv form for kalium og dets henfaldsprodukt, argon, som de i et laboratorium kunne bruge til at datere bjergarten. Disse undersøgelser viste at øerne i Det Hawaiianske Øhav, over en periode på mange millioner år, systematisk er ældre efterhånden som man bevæger sig mod nordvest.

Når der har været flest vulkanudbrud på den sydøstlige del af økæden, betyder det så at magmakilden har flyttet sig? Faktisk har geologer fastslået at magmakilden, som de kalder en hot spot, er stationær. Stillehavspladen har derimod bevæget sig over hot spot-området, og vulkanske øer er, som klippestykker på et transportbånd, blevet flyttet bort fra hot spot-området. Den samme bevægelse bevirker at Stillehavets bund synker ned under kontinenternes landmasse og andre dele af havbunden, og det er årsagen til mange af de store jordskælv der forekommer langs Stillehavskysten. Hvis man bor på Hawaii, har ens hjem flyttet sig omkring 7,5 centimeter i nordvestlig retning siden sidste år.

Forskere mener at hot spots som dét under Hawaii er årsag til dannelsen af mange af vulkanerne rundt om i verden, både på landjorden og i havet. De fleste af disse hot spot-områder viser også tegn på ’vandrende udbrudspunkter’, hvilket betyder at jordoverfladen sandsynligvis også har forskudt sig der hvor du bor.

Dannelsen af nye øer . . .

Eftersom Hawaiis store vulkaner er blevet dannet over hundredtusinder af år, kunne man måske forvente at øen i løbet af denne tid havde flyttet sig væk fra hot spot-området. Nye vulkaner og øer ville derefter opstå over hot spot-området når det stødte på et nyt område. Har der allerede vist sig en mulig efterfølger til vulkanerne på Hawaii?

Ja, det har der. Et undersøisk bjerg, Loihi, med vulkansk aktivitet er under udvikling syd for Hawaii. Men man skal ikke forvente at det snart vil stige op over havoverfladen. Der mangler endnu 900 meter før det vil komme til syne, og det vil tage titusinder af år.

. . . og ødelæggelsen af gamle øer

Det virker næsten utænkeligt at de store skjoldvulkaner og lavastrømme der udgør Hawaiiøerne, igen skulle trække sig tilbage under havoverfladen. Men småøer og oversvømmede undersøiske bjerge nordvest for Hawaii viser noget andet. Sandrevlerne og koralrevene på Midway- og Kureøerne er for eksempel dannet på store vulkanbjerge hvis toppe nu befinder sig flere hundrede meter under havoverfladen. Men hvorfor forsvinder vulkanøer?

Øerne bliver efterhånden nedbrudt af vandløb, bølger og andre kræfter. Øerne synker også under deres egen vægt når de trykkes mod havbunden. De stejle skrænter langs siderne på nogle øer viser en anden proces der også nedbryder vulkanøer, nemlig bjergskred. Sonarbilleder af havet omkring øerne viser enorme bjergskred der strækker sig mange kilometer hen ad havbunden.