Den gode nyhed forkyndes på øerne i Det Indiske Ocean
ØERNE Rodrigues, Mauritius, Réunion, Seychellerne, Mayotte og Comorerne ligger spredt i en bue ud for Madagaskar, i den vestlige del af Det Indiske Ocean. Denne bue strækker sig over et 3,9 millioner kvadratkilometer stort havområde. Øernes landareal udgør derimod kun cirka 7300 kvadratkilometer. Med en befolkning på 2,3 millioner er de blandt verdens tættest befolkede øer.
På øerne bor der omkring 2900 Jehovas vidner, som ihærdigt forkynder den gode nyhed om Guds rige for deres landsmænd. Eftersom disse forkyndere er afsondrede fra omverdenen er de meget glade for besøg af rejsende tilsynsmænd og for at Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Vacoas på Mauritius arrangerer årlige stævner. Ved disse lejligheder fryder de sig i særlig grad over ordene i Esajas 42:10: „Syng for Jehova en ny sang, hans lovsang fra jordens ende, I som går ned til havet og til det som fylder det, I øer og I som bor på dem.“
For nylig rejste repræsentanter fra afdelingskontoret til øerne for at besøge menighederne og for at holde foredrag ved den årlige række af særlige etdagsstævner med temaet „Vær hellige i hele jeres adfærd“, som var bygget over Første Petersbrev 1:15. De måtte for det meste rejse med fly — nogle gange i moderne jumbojet, men som oftest i meget mindre, propeldrevne flyvemaskiner — for at komme rundt til de spredtliggende øer. Skonnerter og små brigger blev også taget i anvendelse. Følg med på vores tur og oplev hvordan øboerne i dette fjerne Indiske Ocean hører den gode nyhed!
Første stop — Rodrigues
Efter halvanden times flyvetur fra Mauritius får vi øje på et koralrev. Det er den yderste rand af en stor lagune der omgiver en lille prik land i Det Indiske Ocean. Dette er vort første stop, nemlig øen Rodrigues.
Lufthavnen er bygget på et koralfremspring der hedder Point Coraille (Koralspids). På dette sted er korallen så tyk at den kan saves op i blokke og benyttes inden for byggebranchen. I en lille bus kører vi ad en smal, snoet vej fra lufthavnen til øens største by, Port Mathurin. På et tidspunkt kan vi se tværs over øen til det fjerne koralrev, den blå lagune og klippekysten. Eftersom regntiden lige er slut er der vokset et groft, svampeagtigt græstæppe frem på bakkeskråningerne — noget som de mange kreaturer, får og geder nyder gavn af.
Den særlige stævnedag skal holdes i en lille, nydelig rigssal midt i Port Mathurin. Det var først i 1964 at forkyndelsesarbejdet på Rodrigues tog sin begyndelse. Ud af en befolkning på 37.000 er der nu 36 forkyndere af den gode nyhed. Det er meget glædeligt at se at der er 53 tilhørere. En ung mand på 18 bliver døbt. Hans moder, der ikke kan læse eller skrive, tog imod sandheden i 1969 og er fortsat med at tjene Jehova trods modstand fra familien. I dag er to af hendes børn indviede tjenere for Jehova.
I ugen efter stævnet forkynder vi for øboerne. Vi taler mauritisk kreolsk, da dette sprog også tales her på øen. Vi tager først bussen, og tilbagelægger det sidste stykke til fods for at komme ud til vort distrikt — en grøn dal der strækker sig fra landevejen i det kuperede terræn og ned til havet. Den turkisblå lagune, det hvide koralrev og det dybblå hav i baggrunden er et imponerende syn! Opkvikket af den friske, klare luft er vi parate til at gå.
Vi følger en smal sti gennem markerne og krydser et sumpet vandløb for at komme til de mange små huse i dalen. Vi får en hjertelig velkomst i hvert eneste hjem og kan tale med familiefaderen om de velsignelser Guds rige snart vil bringe. Inden længe er vi nået helt ned i bunden af dalen, og det er nu tid til at vende næsen hjemad. En gåtur på flere timer, op ad bakke, venter os. Men de lokale folk er meget gæstfri og kommer os til undsætning — vi bliver tilbudt kørelejlighed bag i en jeep.
Efter denne anstrengende tur er vi glade for at komme tilbage til det smukke betelhjem i Vacoas. Man har planlagt at holde to særlige stævnedage på rådhuset. Den første dag møder der 760 op fra halvdelen af de 12 menigheder på øen. Den næste dag bliver det samme program holdt, og her er vi sammen med 786 fra de seks andre menigheder. På den weekend bliver fire nye døbt. Der er 30 specialpionerer og 50 almindelige pionerer som forkynder den gode nyhed for øboerne.
Seychellerne — den fjerntliggende øgruppe
Vi må snart flyve af sted igen. Denne gang er kursen stik nord, mere end 1600 kilometer over åbent hav, til Mahé i øgruppen Seychellerne. Øgruppen hedder på kreolsk Zil Elwannyen Sesel, hvilket betyder „de fjerntliggende Seychell-øer“. Grundet afstanden kan afdelingskontoret kun arrangere to besøg hvert år. Den særlige stævnedag holdes sammen med et todages kredsstævne om foråret, og områdestævnet holdes senere på året. Nu, midt i oktober, er vi på øen i anledning af områdestævnet, og den efterfølgende uge skal vi besøge menighederne. Også her kan vi tale mauritisk kreolsk.
Brødrene fra de nærliggende øer Praslin og La Digue er allerede ankommet. Det er meget spændende at have 12 nationaliteter repræsenteret ved stævnet i den lokale rigssal — en stor ombygget garage bag en af forkyndernes hjem. Eftersom blot seks brødre, deriblandt de besøgende, er kvalificerede til at lede programpunkter, har nogle den forret at holde flere foredrag i de fire dage stævnet varer. De 81 forkyndere er begejstrede over at se 216 til stede på stævnets sidste dag.
Efter stævnet sejler vi med skonnert til Praslin, 40 kilometer nordøst for Mahé. Det 18 meter lange træskib er lavet af takamahaktræ. Det smukke fartøj har plads til 50 passagerer og kan laste godt 35 tons. Idet vi forlader havnen i Mahé og sætter kurs mod Praslin, som kan skimtes i horisonten, kan vi mærke stødene fra dieselmotoren der bistås af de to masters hvide, blafrende sejl.
To og en halv time senere runder vi Praslins klippepynt og sejler ind i det stille vand i den smukke St. Anne Bugt. Da vi træder op på den lange mole, kan vi se brødrene stå og vente på os. Der er 13 forkyndere på denne lille ø, og der kommer 8 besøgende fra andre småøer. Det er derfor en stor glæde at 39 overværer det offentlige foredrag i den lille sal. Dette tal viser at der er grundlag for yderligere vækst.
Når vi nu er på Praslin, må vi også besøge den smukke Vallée de Mai. Her vokser palmetræet Salomons nød, som bærer verdens største frø, der kan veje op til 20 kilo. I skovens kølige grønne skygge kan vi se disse palmetræer i alle vækststadier. I den officielle stivejledning oplyses det at det største palmetræ var 31 meter højt da det sidst blev målt, i 1968. Nogle af disse høje træer anslås at være 800 år gamle. Først efter 25 år begynder træet at bære frugt, og det tager yderligere 7 år for nødden at modnes. Det er derfor ikke så mærkeligt at brochuren tilråder: „Tag kun billeder; efterlad kun fodspor!“
Klokken syv næste morgen sejler vi med båd til den lille ø La Digue. Der ligger et utal af småbåde ved kajen. For de 2000 indbyggere er disse både nemlig forbindelsesled til omverdenen. Et ældre ægtepar fra Schweiz som har boet på disse øer siden 1975, tager imod os. I stedet for at tage en oksetrukken „taxa“, går vi langs stranden og ser de imponerende lyserøde granitklipper, som hav og regn har glatslebet. Efter at have spist vor medbragte morgenmad går vi gennem et mindre vildtreservat, hvor den sjældne sorte fluesnapper yngler, og kommer til et hus hvor vi besøger nogle interesserede. I deres hjem er der samlet 13 for at høre foredraget på kreolsk. Vi træffer et par der har lagt deres forhold sådan til rette at de kan legalisere deres ægteskab og derved gøre yderligere åndelige fremskridt. Ja, Jehova indsamler nationernes kostbarheder selv på disse afsidesliggende øer.
Tilbage på Réunion
Réunion er den ø på vores tur som er længst fremme i sin udvikling. Som vi nærmer os land ser vi den firesporede hovedvej med tæt trafik fra hovedstaden Saint-Denis. Højhusbyggeri præger landskabet fra havet og op til bjerget. Der bor 580.000 på øen, og sandhedens sæd har haft gode vækstbetingelser i denne mark. (Mattæus 9:37, 38) Øens nu cirka 2000 nidkære forkyndere af den gode nyhed om Guds rige er fordelt på 21 menigheder.
Den særlige stævnedag holdes på et stort overdækket stadion. Vi er glade for at høre at der er 3332 til stede ved stævnet, og ikke mindst for at se 67 nye fremstille sig til dåb! Vi nyder samværet med missionærerne på øen og tager derefter videre til næste bestemmelsessted.
Mayotte — Parfumeøen
Efter en flyvetid på to timer er det 40-personers jetfly klar til at lande i Pamanzi Lufthavn på Mayotte. Lufthavnen ligger på en holm der er forbundet med en 1,9 kilometer lang inddæmmet vej til hovedstaden Dzaoudzi. De hvide skyer på den blå himmel, de frodige bjergskråninger og det dybblå hav bidrager til billedet af et fredeligt tropeparadis. Meget passende bliver Mayotte kaldt for Parfumeøen på grund af den herlige duft som canangatræet udsender. Af træets blomster udvindes ekstrakt som sendes til Frankrig, hvor den indgår som en grundbestanddel i verdens berømteste parfumer.
Efter blot et kvarters sejltur på en pram er vi på hovedøen. Vi får os nogle forfriskninger på missionærhjemmet og bliver inviteret til bogstudium på den modsatte side af øen, 19 kilometer herfra. Hvis vi havde troet at vi ville få et stille og roligt besøg på øen, kan vi godt tro om igen. I den åbne jeep oplever vi en hårrejsende tur ad smalle veje. For os at se er det som om den franske chauffør kun lige med nød og næppe undgår at ramme folk, køer og medtrafikanter på vejen. Men han ved hvad han gør og kender vejen. Vi kommer til Chiconi i god behold og møder den familie i hvis hjem bogstudiet holdes.
Faderen, som er tidligere muslim, præsenterer sine otte børn. Hans yngste søn på fire hilser på os med den traditionelle — men for os højst mærkværdige — hilsen. Han lægger håndryggen af den ene hånd på håndfladen af den anden og står foran os med hule hænder. Vi prøver først at veksle håndtryk, og min hustru prøver så at lægge hans hånd på hendes hoved. Den lille fyr med store runde øjne venter tålmodigt, idet han uden tvivl undrer sig over vores optræden. Endelig finder vi ud af det — vi tager hans hænder og lægger dem på hans hoved. Da bogstudiet begynder, er der 14 til stede, og da vi er nået halvt igennem stoffet kommer en interesseret ind og hilser på os alle sammen. Dette er åbenbart endnu en af deres lokale skikke.
Om aftenen da vi skal ind over land for at komme hjem igen, får vi øje på de store flyvende hunde, der søger efter nattens føde i træerne. Vi kan også mærke den skarpe duft af jacktræets frugt, som er faldet ned på den snoede landevej, samt den søde duft af mango, melon og guava. Her lever lemuren, en lille halvabe med en ræveagtig snude og en lang, busket gribehale. Idet vi kører over en bakke møder der os et betagende syn. Den orangerøde fuldmåne er lige dukket op over bugten og kaster sit blege lys ned i det stille vand. Selv vor chauffør sagtner farten for at nyde udsigten. På resten af vores tur betragter vi ved hver vejkurve dette betagende skue.
Den næste formiddag tager vi ud i forkyndelsen sammen med missionærerne. Først besøger vi en ung mand, som vi studerer med. Han er lærer og er god til fransk. Han sidder på gulvet og vi på hans seng. Det næste bibelstudium er også med en ung mand, som beder os tage plads på hans madras på gulvet i hans lille bitte værelse. Efter et stykke tid begynder vi at skifte siddestilling, og prøver at ignorere krampefornemmelserne i benene samt sveden der pibler frem på vore rygge. Det er ikke nemt at koncentrere sig under studiet, som holdes på en blanding af fransk og mahoriansk, når man samtidig kan høre naboens radio spille de sidste nye popmelodier for fuld styrke.
Det sidste besøg er hos en ung mand fra naboøerne Comorerne. Han undskylder sit franske, tager sin brochure frem og er klar til at begynde. Hver gang missionærerne prøver at forklare mig noget, afbryder han og siger at nu læser han paragraffen. Venligt beder han os om at være stille. Alle disse mennesker er muslimer, men de værdsætter i høj grad hvad de lærer fra Bibelen.
Vi undrer os over at det fortrinsvis er unge mænd, frem for kvinder eller piger, der studerer Bibelen. Brødrene siger at det skyldes sociale og familiemæssige traditioner. Eftersom polygami er religiøst og socialt accepteret, og hver hustru bor i sit eget hjem, er faderens indflydelse minimal; moderen har ledelsen. Vi får også at vide at døtre traditionelt bliver i moderens hjem indtil de skal giftes. Sønner, derimod, flytter hjemmefra i puberteten og bygger deres egen banga eller hytte, eller bor sammen med andre drenge i en banga. Under disse forhold er unge mænd fri til at studere hvis de har lyst, mens det kun er få piger der har samme frihed.
Den særlige stævnedag holdes om søndagen. I begyndelsen er vejret godt, men ved middagstid kan vi se skydannelser, og snart styrter det ned. Det synes ikke at bekymre nogen, da det blot virker forfriskende køligt. Endnu en gang glæder vi os sammen med de 36 forkyndere og pionerer over de rigelige åndelige skatte i form af 83 tilhørere og 3 nydøbte.
Under stævnet bliver brochuren Evigt liv på jorden frigivet på deres sprog, mahoriansk, hvilket er en større historisk begivenhed i landet. Brochuren er ikke blot den eneste publikation fra Vagttårnsselskabet på dette sprog, men er også den første nogen sinde. Man har placeret den arabiske skrift neden under den latinske. Folk lærer den arabiske skrift i skolen men ikke det arabiske sprog. De kan fremsige bønner på arabisk og læse Koranen på arabisk, men uden at forstå hvad de siger eller læser. Når de læser den arabiske skrift i brochuren bliver de forbløffede over at kunne forstå indholdet. Det de læser er i virkeligheden deres eget mahorianske sprog skrevet i lydskrift med arabiske bogstaver. Det er herligt at se deres ansigter lyse op når de begynder at forstå hvad de læser.
Det er nemt at sprede brochurer hos folk. I en af de afsidesliggende landsbyer kommer en mand hen til os mens vi forkynder for en dame. Højlydt begynder han at tale indtrængende til vor broder på mahoriansk. I vore ører lyder det som om han er stærk modstander af budskabet. Manden taler et stykke tid idet han gestikulerer ivrigt. Broderen fortæller os senere at manden beklagende havde sagt: „Hvordan kan I forvente at vi skal huske alt det I fortæller os når I kun besøger os én gang om året? Det er for dårligt. I burde komme noget oftere og fortælle os om disse ting.“
Disse sidste ord beskriver meget godt hvad vi også selv føler. Takket være den gode nyhed om Riget indsamler Jehova nationernes kostbare skatte. Selv om øboerne er adskilt fra omverdenen af det store ocean, blander deres røst sig alligevel i det store lovprisningskor af deres himmelske Fader og Skaber, Jehova Gud. — Haggaj 2:7.
[Kort på side 21]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
SEYCHELLERNE
DET INDISKE OCEAN
COMORERNE
MAYOTTE
MADAGASKAR
MAURITIUS
RÉUNION
RODRIGUES
[Illustration på side 23]
Klippepynten ved Praslin, Bay St. Anne
[Illustration på side 24]
En oksetrukket „taxa“ på La Digue, Seychellerne
[Illustration på side 25]
Den nye brochure bruges i forkyndelsen på Mayotte