Getsemane. Når Jesus ønskede at være alene med sine disciple, søgte han gerne til Getsemane Have på Oliebjerget, som var skilt fra Jerusalem ved Kedrondalen. Det var dér han tog hen sammen med sine disciple efter at have spist sit sidste påskemåltid og indstiftet Herrens aftensmåltid. Denne nat gik han lidt bort fra sine disciple og bad inderligt til Gud, hvorefter en engel kom og styrkede ham. Forræderen Judas, som kendte Jesu sædvane, førte en folkeskare til Getsemane og forrådte Jesus med et kys. — Mt 26:36, 46-49; Lu 22:39-48; Joh 18:1, 2.

Gravsteder. I nogle haver var der gravsteder. Manasse og hans søn Amon blev begravet i Uzzas have. (2Kg 21:18, 25, 26) Jesus blev lagt i en ny mindegrav i en have. (Joh 19:41, 42) Frafaldne israelitter bragte afgudsofre i haverne og satte sig mellem gravstederne og spiste ækle ting som et led i deres afgudsdyrkelse. Jehova forudsagde at han ville dømme dem for dette. — Es 65:2-5; 66:16, 17.

Da kong Akab ønskede at overtage Nabots vingård, var det fordi han ville bruge den som urtehave. — 1Kg 21:2.

Med undtagelse af de haver der tilhørte konger eller meget rige mennesker, lå de parklignende haver som regel uden for byen. Kongens Have, nær ved det sted hvor Zedekias og hans mænd forsøgte at undslippe fra Jerusalem under den kaldæiske belejring, lå sandsynligvis lige uden for byens sydøstlige mur. (2Kg 25:4; Ne 3:15) Josefus omtaler desuden et sted kaldet Etan, som han placerer 13 til 16 km fra Jerusalem og beskriver som „rig på skønne haveanlæg og rindende vandløb“, og hvor han hævder at Salomon ofte kørte i sin stridsvogn. (Jewish Antiquities, VIII, 186 [vii, 3]) Haven ved kongeslottet i Susan, hvor kong Ahasverus i sit tredje regeringsår holdt en fest der varede syv dage, må have været en stor og meget smuk have. — Est 1:1-5.