Længden på en måned blev udregnet ud fra Månens omløb omkring Jorden. Længden på et år var baseret på Jordens omløb omkring Solen. Men en månekalender med 12 måneder (på hver 29 eller 30 dage) giver et år der er kortere end et solår. Så for at udligne forskellen mellem måneåret og solåret indsatte man nogle ekstra dage eller med bestemte mellemrum en ekstra måned – det kunne være inden et nyt år begyndte. På den måde synkroniserede man kalenderen med årstiderne, der er afgørende for hvornår man planter og høster.

“Man havde en meget enkel regel for om der skulle indskydes en ekstra måned eller ej,” skriver historikeren Emil Schürer i værket The History of the Jewish People in the Age of Jesus Christ. “Påskehøjtiden, som skulle holdes i forbindelse med fuldmånen i nisan måned (den 14. nisan), skulle altid fejres efter forårsjævndøgn. … Hvis man før årets slutning kunne se at påsken ville falde før forårsjævndøgn, besluttede man at indskyde en [13.] måned før nisan.”