Hans tjeneste som Moses’ efterfølger. Da Moses var død, traf Josua forberedelser til at gå ind i det forjættede land. Han sendte forstanderne ud for at give israelitterne besked på at gøre sig klar til at gå over Jordan i løbet af tre dage. Han mindede gaditterne, rubenitterne og Manasses halve stamme om deres forpligtelse til at hjælpe til ved erobringen af landet. Desuden sendte han to mænd ud som spioner til byen Jeriko og området deromkring. — Jos 1:1–2:1.

I nærheden af Jeriko mødte Josua en engel der fortalte ham hvordan han skulle gå frem ved erobringen af byen. Josua fulgte anvisningerne, og efter at have viet Jeriko til udslettelse udtalte han en profetisk forbandelse over den der i fremtiden ville genopbygge byen, en forbandelse som blev opfyldt over 500 år senere. (Jos 5:13–6:26; 1Kg 16:34) Dernæst drog han imod Aj. I første omgang led den israelitiske styrke, som var på omkring 3000 mand, nederlag. Dette skyldtes at Jehova havde holdt sin hjælp tilbage fordi Akan ulydigt havde taget noget bytte fra Jeriko til sig selv. Da Akan og hans husstand var blevet stenet for denne synd, lagde Josua sig i baghold mod Aj og gjorde byen til en ruinhøj. — Jos 7:1–8:29.

Da folket var kommet tilbage til lejren i Gilgal, blev Josua og Israels høvdinger opsøgt af nogle sendebud fra Gibeon. Gibeonitterne havde erkendt at Jehova kæmpede for Israel, og det lykkedes dem nu ved en list at slutte en fredspagt med Josua. Da sagens rette sammenhæng kom for en dag, gjorde Josua dem til trælle. Nyheden om hvad gibeonitterne havde gjort, kom også Adoni-Zedek, kongen i Jerusalem, for øre. Han og fire andre kana’anæiske konger drog derfor ud på en straffeekspedition mod dem. Som svar på gibeonitternes anmodning om hjælp drog Josua af sted på en natlig march fra Gilgal. Jehova kæmpede for Israel til forsvar for gibeonitterne og viste derved at han ikke misbilligede den pagt der var blevet indgået med dem. Fjenden led større tab som følge af et mirakuløst uvejr med hagl end som følge af selve krigshandlingerne. Jehova lyttede endda til Josuas røst og forlængede dagtimerne på grund af kampen. — Jos 9:3–10:14.

Josua fulgte denne gudgivne sejr op ved at indtage Makkeda, Libna, Lakisj, Eglon, Hebron og Debir og brød dermed kana’anæernes magt i den sydlige del af landet. Under ledelse af Jabin, kongen i Hazor, samledes kongerne i det nordlige Kana’an nu ved Meroms vand for at kæmpe mod Israel. Jehova opmuntrede Josua til ikke at frygte deres heste og stridsvogne. Også denne gang skænkede Jehova israelitterne sejr. På Jehovas befaling skar Josua haserne over på fjendernes heste og brændte deres stridsvogne. Byen Hazor blev brændt af. (Jos 10:16–11:23) I løbet af ca. seks år (jf. 4Mo 10:11; 13:2, 6; 14:34-38; Jos 14:6-10) besejrede Josua således 31 konger og underlagde sig store dele af det forjættede land. — Jos 12:7-24; KORT, bd. 1, s. 737.

Så kom tiden til at landet skulle fordeles mellem stammerne. Dette foregik i begyndelsen i Gilgal, under ledelse af Josua, ypperstepræsten Eleazar og ti andre som Gud havde udpeget. (Jos 13:7; 14:1, 2, 6; 4Mo 34:17-29) Da Jehovas teltbolig var blevet opstillet i Silo, blev resten af landet fordelt ved lodkastning dér. (Jos 18:1, 8-10) Josua selv fik byen Timnat-Sera i Efraims bjergland. — Jos 19:49, 50.