Verden iagttog også med stor ængstelse situationen i Mellemøsten i maj 1948. På det tidspunkt, for 62 år siden, var det britiske mandat over det der dengang hed Palæstina, ved at udløbe, og det trak op til krig. Året inden havde De Forenede Nationer godkendt oprettelsen af en selvstændig jødisk stat i en del af de besatte områder. De arabiske nabolande havde svoret at de ville hindre dette, uanset prisen. „Delingslinjen vil ikke blive andet end en linje af ild og blod,“ advarede Den Arabiske Liga.

Klokken var 16 fredag eftermiddag den 14. maj 1948. Om få timer ville det britiske mandat udløbe. I Tel Aviv-museet var en lille gruppe på 350 i al hemmelighed forsamlet for at høre en bekendtgørelse som de havde set frem til med spændt forventning — den formelle proklamation af oprettelsen af den moderne stat Israel. For at hindre de mange fjender af den nye stat i at gå til angreb under begivenheden var der truffet omfattende sikkerhedsforanstaltninger.

David Ben-Gurion, lederen af Israels Nationalråd, oplæste proklamationen af staten Israels oprettelse. Den lød i uddrag: „Vi — medlemmerne af Nationalrådet, der repræsenterer det jødiske folk i Palæstina . . . [er] i dag trådt sammen . . . ; og i kraft af det jødiske folks naturlige og historiske ret og De Forenede Nationers generalforsamlings resolution proklamerer vi hermed oprettelsen af den jødiske stat i Palæstina, som er at benævne Medinath Israel [staten Israel].“