Gud er én

29. (a) Forklar kort hvad den moderne jødedom går ud på. (b) Hvordan udtrykkes den jødiske identitet? (c) Nævn nogle jødiske højtider og skikke.

²⁹ Jødedommen er, enkelt sagt, det jødiske folks religion. Enhver som går over til jødedommen slutter sig derfor både til det jødiske folk og til den jødiske religion. Jødedommen er en monoteistisk religion i ordets strengeste forstand, og den hævder at Gud griber ind i menneskenes historie, især i forbindelse med jøderne. Jødernes gudsdyrkelse omfatter en række årlige højtider og forskellige skikke. (Se siderne 230, 231.) Der findes ingen dogmer eller trosbekendelser som anerkendes universelt af alle jøder, men en central del af tilbedelsen i synagogen går ud på at bekende at Gud er én, sådan som det udtrykkes i Sjema, en bøn der bygger på Femte Mosebog 6:4: „Hør, Israel! Herren er vor Gud, Herren er én.“ — Mel.

30. (a) Hvordan opfatter jøderne Gud? (b) Hvad er forskellen mellem jødernes og kristenhedens gudsopfattelse?

³⁰ Denne tro på én Gud blev givet videre til kristendommen og islam. Rabbineren dr. J. H. Hertz siger: „Denne ophøjede erklæring om absolut monoteisme var en krigserklæring mod al polyteisme . . . Samtidig udelukker Sjema den kristne trosbekendelses treenighed som en krænkelse af Guds enhed.“e Men lad os nu se hvad jøderne tror om et liv efter døden.

Døden, sjælen og opstandelsen

31. (a) Hvordan vandt læren om sjælens udødelighed indpas i jødedommen? (b) Hvilket dilemma opstod som følge af læren om sjælens udødelighed?

³¹ En af den moderne jødedoms grundlæggende opfattelser går ud på at mennesket har en udødelig sjæl som lever videre efter at kroppen er død. Men stammer denne lære fra Bibelen? Et jødisk opslagsværk indrømmer: „Læren om sjælens udødelighed kom sandsynligvis ind i jødedommen som følge af græsk påvirkning.“ Men dette skabte et læremæssigt dilemma. Det samme opslagsværk siger: „Troen på opstandelsen og troen på sjælens udødelighed er to opfattelser som er indbyrdes modstridende. Den ene drejer sig om en kollektiv opstandelse ved dagenes ende, det vil sige at de døde som sover i jorden, skal opstå fra graven, mens den anden drejer sig om sjælens tilstand efter legemets død.“ Hvordan løste man dilemmaet i den jødiske teologi? „Man hævdede at når et menneske døde, levede sjælen videre i en anden verden (herved opstod alle forestillingerne om himmel og helvede), mens legemet lå i graven og afventede den fysiske opstandelse af alle de døde her på jorden.“ — Encyclopaedia Judaica.

32. Hvad siger Bibelen om de døde?

³² Universitetslektor Arthur Hertzberg skriver: „I [den hebraiske bibel] udspiller menneskets liv sig i denne verden. Der findes ingen lære om himmel og helvede, kun en stadig stærkere forestilling om en opstandelse af de døde ved dagenes ende.“ Dette er en enkel og nøjagtig forklaring af hvad Bibelen lærer, nemlig at ’de døde ingenting ved’, eftersom der „hverken [er] virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget [Sheol, menneskehedens fælles grav], hvor du stævner hen“. — Prædikeren 9:5, 10, DA; Daniel 12:1, 2; Esajas 26:19.

33. Hvordan så jøderne oprindelig på læren om opstandelsen?

³³ Førnævnte opslagsværk siger: „I den rabbinske periode betragtes læren om de dødes opstandelse som en af jødedommens centrale læresætninger,“ og man må „skelne mellem den og troen på . . . sjælens udødelighed“.f I dag bliver læren om sjælens udødelighed imidlertid godtaget af alle grupper inden for jødedommen, mens læren om de dødes opstandelse ikke bliver det.

34. Hvad siger Talmud, i modsætning til Bibelen, om sjælen? Hvad siger senere skribenter?

³⁴ I modsætning til Bibelen er Talmud, påvirket som den er af hellenismen, fuld af fortællinger om den udødelige sjæl, og den tilmed forklarer og beskriver den. Senere jødisk mysterielitteratur, Kabbala, går endog så vidt som til at forkynde læren om reinkarnation (sjælevandring), der hovedsagelig er en gammel hinduisk lære. (Se kapitel 5.) I vor tids Israel bliver denne lære i vide kredse godtaget som en jødisk lære, og den spiller desuden en vigtig rolle i chasidisk tro og litteratur. Martin Buber gengiver for eksempel denne fortælling om sjælen fra Elimelechs skole (Elimelech var en rabbiner i Lezajsk): „Når rabbi Abraham Jehosjua på forsoningsdagen skulle fremsige beretningen om ypperstepræstens tjeneste i Det Allerhelligste og kom til det sted hvor det hedder: ’Og sådan talte han,’ sagde han aldrig disse ord, men: ’Og sådan talte jeg.’ For han havde ikke glemt den tid da hans sjæl befandt sig i en ypperstepræst i Jerusalem.“ — Die Erzählungen der Chassidim.

35. (a) Hvordan ser reformjødedommen på læren om en udødelig sjæl? (b) Hvad lærer Bibelen klart om sjælen?

³⁵ Reformjødedommen er gået så vidt som til at forkaste troen på opstandelsen. Den har fjernet ordet fra sine bønnebøger og anerkender kun troen på den udødelige sjæl. Hvor langt klarere er ikke Bibelens lære, som den udtrykkes i Første Mosebog 2:7: „HERREN Gud dannede mennesket af støv fra jorden og åndede livets ånde ind i hans næsebor; og mennesket blev en levende sjæl.“ (JP) Når legemet kombineres med ånd eller livskraft udgør det „en levende sjæl“.g (1 Mosebog 2:7; 7:22; Salme 146:4) Når et menneske dør, dør sjælen derfor. (Ezekiel 18:4, 20) Når et menneske dør, hører dets bevidste tilværelse op. Livskraften vender tilbage til Gud, som gav den. (Prædikeren 3:19; 9:5, 10; 12:7) Det håb Bibelen fremholder for de døde, er håbet om en opstandelse — på hebraisk: techījathʹ hammethīmʹ, „genoplivelse af de døde“.

36, 37. Hvordan så de trofaste hebræere i bibelsk tid på muligheden for fremtidigt liv?

³⁶ Skønt denne konklusion nok vil overraske mange jøder, står det fast at opstandelsen er det håb som tilbedere af den sande Gud har næret i tusinder af år. For cirka 3500 år siden talte den trofaste, lidende Job om at Gud engang i fremtiden ville oprejse ham fra Sheol eller graven. (Job 14:14, 15) Og profeten Daniel blev forsikret om at han ville blive oprejst „ved dagenes ende“. — Daniel 12:2, 13.

³⁷ Der er ikke noget bibelsk grundlag for at sige at disse trofaste hebræere troede at de havde en udødelig sjæl der ville leve videre efter døden. De havde tilstrækkeligt med grunde til at tro at den suveræne Herre — som tæller stjernerne i universet og har herredømme over dem — også ville huske dem når tiden for opstandelsen var inde. De havde været trofaste mod ham og hans navn. Han ville være trofast mod dem. — Salme 18:25; 147:4; Esajas 25:7, 8; 40:25, 26.

Jødedommen og Guds navn

38. (a) Hvad er der sket i århundredernes løb med hensyn til brugen af Guds navn? (b) Hvordan kan man sige hvad Guds navn er?

³⁸ Jødedommen lærer at selv om Guds navn findes i skriftlig form, er det for helligt til at blive udtalt.h Det har medført at den rigtige udtale er gået tabt i løbet af de sidste 2000 år. Men jøderne har ikke altid haft denne holdning til Guds navn. For omkring 3500 år siden sagde Gud til Moses: „Således skal du sige til israelitterne: Herren [hebraisk: יהוה, JHWH], jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Dette er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg nævnes fra slægt til slægt.“ (2 Mosebog 3:15, Mel; Salme 135:13) Hvad var navnet? Fodnoten til dette vers i den jødiske bibeloversættelse Tanakh siger: „Navnet JHWH (traditionelt læst Adonaj, „HERREN“) sættes her i forbindelse med roden hajah, ’at være’.“ Vi finder altså her Guds hellige navn, tetragrammet, de fire hebraiske konsonanter JHWH (Jahve), der i tidens løb er blevet kendt i den latiniserede form JEHOVA.

39. (a) Hvorfor har Guds navn så stor betydning? (b) Hvorfor holdt jøderne op med at udtale Guds navn?

³⁹ Op gennem historien har jøderne altid tillagt Guds personlige navn stor betydning, men den vægt de lægger på brugen af navnet har ændret sig radikalt siden gammel tid. Dr. A. Cohen siger i Everyman’s Talmud: „Man viste særlig ærbødighed for Guddommens ’særegne navn’ (Sjem Hameforasj), som Han havde åbenbaret for Israels folk, nemlig tetragrammet, JHWH.“ Navnet blev vist ærbødighed fordi det repræsenterede Gud og kendetegnede ham. Det var Gud selv der havde kundgjort det og sagt at hans tilbedere skulle bruge det. Dette understreges ved at navnet forekommer 6828 gange i den hebraiske Bibel. Fromme jøder mener imidlertid at det er respektløst at udtale Guds personlige navn.i

40. Hvad har nogle jødiske autoriteter sagt med hensyn til brugen af Guds navn?

⁴⁰ Om det gamle rabbinske (ikkebibelske) forbud mod at udtale navnet skrev rabbineren A. Marmorstein i sin bog The Old Rabbinic Doctrine of God: „Der var en tid da dette forbud [mod at bruge Guds navn] var fuldstændig ukendt blandt jøderne . . . Hverken i Ægypten eller i Babylonien kendte eller overholdt jøderne en lov som forbød dem at bruge Guds navn, tetragrammet, i almindelige samtaler eller hilsener. Men fra det tredje århundrede f.v.t. til det tredje århundrede e.v.t. fandtes der et sådant forbud, som til dels blev overholdt.“ Og ikke nok med at det var tilladt at bruge navnet i tidligere tider. Dr. Cohen siger: „Der var en tid da selv lægfolket blev opfordret til frit og åbent at bruge Navnet . . . Man har ment at denne opfordring udsprang af ønsket om at adskille israelitten fra [ikkejøden].“

41. Hvad førte ifølge en rabbiner til at det blev forbudt at bruge Guds navn?

⁴¹ Hvad førte så til at det blev forbudt at bruge Guds navn? Dr. Marmorstein svarer: „Hellenistisk [græskpåvirket] modstand mod jødernes religion, samt præsternes og overklassens frafald, introducerede og fastsatte den regel at tetragrammet ikke måtte udtales i helligdommen [templet i Jerusalem].“ I deres overdrevne nidkærhed for ikke at ’tage Guds navn forfængeligt’ afskaffede jøderne fuldstændigt brugen af det i talesproget og undergravede og udvandede identifikationen af den sande Gud. Religiøs modstand og frafald bevirkede i forening at jøderne holdt op med at bruge Guds navn.

42. Hvad viser Bibelen om brugen af Guds navn?

⁴² Men som dr. Cohen siger: „Det ser ikke ud til at man i bibelsk tid har haft nogen betænkeligheder ved at bruge [Guds navn] i daglig tale.“ Patriarken Abraham „påkaldte Herrens navn“. (1 Mosebog 12:8, Mel) De fleste af de hebraiske bibelskribenter brugte navnet ofte, men på en respektfuld måde, helt frem til Malakias i det femte århundrede f.v.t. — Rut 1:8, 9, 17.

43. (a) Hvad er tydeligt med hensyn til jødernes brug af Guds navn? (b) Hvad blev en indirekte følge af at jøderne holdt op med at bruge Guds navn?

⁴³ Det er tydeligt at de gamle hebræere brugte og udtalte Guds navn. Dr. Marmorstein erkender følgende vedrørende den forandring der senere indtraf: „For på den tid, i første halvdel af det tredje århundrede [f.v.t.], møder vi en stor forandring i brugen af Guds navn som afstedkom mange forandringer i jødernes teologiske og filosofiske tradition og hvis indflydelse mærkes den dag i dag.“ En af følgerne af at navnet forsvandt, var at forestillingen om en anonym Gud bidrog til at skabe et teologisk vakuum hvori kristenhedens treenighedslære lettere blev udformet.j — 2 Mosebog 15:1-3.

44. Hvilke andre følger har det haft at man ikke længere bruger Guds navn?

⁴⁴ At man ikke bruger Guds navn, svækker tilbedelsen af den sande Gud. Som en kommentator har sagt: „Når Gud omtales som ’Herren’, er udtrykket, skønt det er nøjagtigt, desværre koldt og farveløst . . . Man må huske at når man oversætter JHWH eller Adonaj med ’Herren’, introducerer man i mange passager i Det Gamle Testamente en undertone af abstraktion, formalitet og utilnærmelighed som er grundteksten fuldstændig fremmed.“ (The Knowledge of God in Ancient Israel) Hvor er det sørgeligt at det ophøjede og betydningsfulde navn Jahve eller Jehova udelades i mange bibeloversættelser, når det tydeligvis forekommer tusinder af gange i den hebraiske grundtekst! — Esajas 43:10-12.

Venter jøderne stadig på Messias?

45. Hvad er det bibelske grundlag for at tro på en Messias?

⁴⁵ Der er mange profetier i De Hebraiske Skrifter som dannede grundlag for jødernes messianske forhåbninger for over 2000 år siden. I Anden Samuelsbog 7:11-16 blev det vist at Messias skulle komme i Davids slægtslinje. I Esajas 11:1-10 blev det forudsagt at han ville bringe fred og retfærdighed til hele menneskeheden. Daniel 9:24-27 indeholdt kronologiske oplysninger som viste hvornår Messias ville fremstå og hvornår han ville blive ryddet bort eller dræbt.

46, 47. (a) Hvilken slags Messias ventede de jøder der levede under romersk herredømme? (b) Hvilken forandring er der sket med de jødiske forventninger angående Messias?

⁴⁶ De messianske forventninger var store i det første århundrede. Man ventede at Messias skulle være „en karismatisk begavet efterkommer af David som jøderne i romertiden troede at Gud ville lade fremstå til at bryde det hedenske åg og regere over et genrejst Israels rige“. (Encyclopaedia Judaica) Men der kom ikke en sådan militant Messias som jøderne havde ventet.

⁴⁷ Som et opslagsværk påpeger bidrog de messianske forhåbninger imidlertid stærkt til at holde jøderne sammen gennem deres mange prøvelser: „Jødedommen kan uden tvivl i betydelig grad takke sin standhaftige tro på det messianske løfte og den messianske fremtid for at den har overlevet.“ (The New Encyclopædia Britannica) Men da den moderne jødedom opstod omkring slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede, var der mange jøder som holdt op med at vente passivt på Messias. Og under nazisternes Holokaust var der mange som mistede tålmodigheden og håbet. De begyndte at betragte det messianske budskab som en belastning og gav det en ny fortolkning som et budskab om en ny tidsalder med velstand og fred. Selv om der findes undtagelser, kan man siden den tid næppe sige at jøderne som helhed venter på en personlig Messias.

48. Hvilke spørgsmål er det rimeligt at stille med hensyn til jødedommen?

⁴⁸ Denne overgang til en ikkemessiansk religion rejser alvorlige spørgsmål. Tog jøderne fejl da de i tusinder af år troede at Messias skulle være en person? Hvilken form for jødedom vil hjælpe folk som søger Gud? Er det den gamle jødedom med dens påhæng af græsk filosofi? Eller en af de ikkemessianske former for jødedom der har udviklet sig i løbet af de sidste 200 år? Eller kunne det tænkes at der findes endnu en vej — en der trofast og omhyggeligt holder det messianske håb i hævd?

49. Hvilken opfordring rettes til oprigtige jøder?

⁴⁹ Med disse spørgsmål i tanke vil vi opfordre oprigtige jøder til at underkaste emnet „Messias“ et fornyet studium ved at undersøge de påstande der er fremsat om Jesus fra Nazaret — ikke af kristenheden, men af De Græske Skrifters jødiske skribenter. Dette gør nemlig en stor forskel. Kristenhedens kirker har bidraget til den jødiske afvisning af Jesus ved at fremføre deres ubibelske treenighedslære, som må støde enhver jøde der værner om den rene lære at „Herren er vor Gud, Herren er én“. (5 Mosebog 6:4, Mel)

[Ramme/illustrationer på side 220, 221]

Hebræernes hellige skrifter

De hellige hebraiske skrifter begyndte med „Tanakh“. Navnet kommer af de hebraiske navne på de tre afsnit som den jødiske bibel er inddelt i, nemlig Tora (Loven), Nevi’im (Profeterne) og Kethuvim (Skrifterne), idet begyndelsesbogstavet i hvert navn sammensættes til TaNaKh. Bøgerne blev skrevet på hebraisk og aramaisk fra det 16. til det 5. århundrede f.v.t.

Jøderne tror at de blev skrevet under forskellige og aftagende grader af inspiration. De anbringer dem derfor i denne rækkefølge efter betydning:

Tora — Loven, bestående af de fem Mosebøger eller Pentateuken (af græsk: „fem ruller“). Men benævnelsen „Tora“ kan også bruges om den jødiske bibel som et hele, og desuden om den mundtlige lov og Talmud (se næste side).

Nevi’im — Profeterne, omfatter fra Josuas bog til og med de store profeter Esajas, Jeremias og Ezekiel, foruden de tolv „små“ profeter fra Hoseas til Malakias.

Kethuvim — Skrifterne, omfatter de poetiske værker, Salmerne, Ordsprogene, Job, Højsangen og Klagesangene, foruden Rut, Prædikeren, Ester, Daniel, Ezra, Nehemias og de to Krønikebøger.

Talmud

Set fra et ikkejødisk synspunkt er „Tanakh“, den jødiske bibel, den vigtigste af de jødiske skrifter. Men jøderne ser anderledes på det. Mange jøder vil erklære sig enige med rabbineren Adin Steinsaltz: „Hvis Bibelen er jødedommens hjørnesten, så er Talmud støttepillen som rager op fra fundamentet og holder hele det åndelige og intellektuelle bygningsværk oppe . . . Intet andet værk har øvet en tilsvarende indflydelse på jødisk liv i teori og praksis.“ (The Essential Talmud) Hvad er så Talmud?

Ortodokse jøder tror at Gud ikke blot gav Moses den skrevne lov, Toraen, på Sinaj Bjerg, men at han også gav ham særlige forklaringer om hvordan Loven skulle holdes, og at disse forklaringer skulle overleveres mundtligt. Talmud er det skriftlige sammendrag af denne mundtlige lov, med senere kommentarer og tilføjelser. Den blev samlet og udarbejdet af rabbinere fra og med det andet århundrede e.v.t. og frem til middelalderen.

Talmud inddeles som regel i to hovedafsnit:

Misjna: En samling kommentarer der supplerer den skrevne lov, baseret på forklaringer fremsat af rabbinere som kaldtes tannaitter (lærere). Den blev nedskrevet i slutningen af det andet og begyndelsen af det tredje århundrede e.v.t.

Gemara (oprindelig kaldet Talmud): En samling kommentarer til Misjna af rabbinere fra en senere periode (tredje til sjette århundrede e.v.t).

Foruden disse to hoveddele kan Talmud også omfatte kommentarer til Gemara som blev udarbejdet af rabbinere i middelalderen. Fremtrædende blandt disse var rabbinerne Rashi (Solomon ben Isak, 1040-1105), som gjorde det vanskelige sprog i Talmud langt mere tilgængeligt, og Rambam (Moses ben Maimon, bedre kendt som Maimonides, 1135-1204), som omarrangerede Talmud til en sammentrængt version („Misjne Tora“), så den blev tilgængelig for alle jøder.

[Illustrationer]

Herunder: Gammel tora fra „Esters grav“ i Iran. Til højre: Lovprisningshymner på hebraisk og jiddisch baseret på bibelvers

[Ramme/illustrationer på side 226, 227]

Jødedommen — en religion med mange røster

Jødedommen lægger traditionelt stor vægt på religionsudøvelsen. Debatter om sådanne praktiske spørgsmål, snarere end trosspørgsmål, har skabt alvorlige spændinger blandt jøderne og har ført til at jødedommen er blevet opdelt i tre hovedretninger.

DEN ORTODOKSE JØDEDOM — Denne retning godtager ikke blot den hebraiske „Tanakh“ som inspireret, men tror også at Moses modtog den mundtlige lov fra Gud på Sinaj Bjerg samtidig med at han modtog den skrevne lov. Ortodokse jøder overholder samvittighedsfuldt budene i begge love. De venter stadig på at Messias skal komme og indføre en guldalder for Israel. På grund af meningsforskelle blandt de ortodokse er der opstået forskellige fraktioner. Et eksempel er chasidismen.

Chassidim („de fromme“) — De betragtes som ultraortodokse. Bevægelsen blev grundlagt i Østeuropa midt i 1700-tallet af Israel ben Eliezer, kendt som Ba‛al Shem Tov („Det gode navns Herre“). Deres lære lægger stor vægt på musik og dans og en deraf følgende mystisk glæde. Meget af det de tror på, deriblandt reinkarnation, bygger på de mystiske bøger Kabbala. De ledes i vor tid af rebbes (jiddisch for „rabbinere“) eller zaddikim, som af tilhængerne regnes for at være ualmindeligt retfærdige eller hellige mænd.

Chassidismens tilhængere findes i dag hovedsagelig i USA og Israel. De bærer en speciel, hovedsagelig sort, østeuropæisk klædedragt fra 1700- og 1800-tallet, hvorved de skiller sig tydeligt ud, især i moderne byer. De er i dag inddelt i sekter som følger forskellige fremtrædende rebbes. En meget aktiv gruppe er lubavitcherne, der driver en ihærdig proselytvirksomhed blandt jøderne. Nogle grupper mener at kun Messias har ret til at genrejse Israel som jødisk nation, og anerkender derfor ikke den verdslige stat Israel.

REFORMJØDEDOMMEN (også kendt som „de liberale“ og „de progressive“) — Denne bevægelse opstod i Vesteuropa i begyndelsen af 1800-tallet. Den bygger på de ideer der blev fremsat af Moses Mendelssohn, en jødisk intellektuel i 1700-tallet som mente at jøderne burde tilpasse sig den vestlige kultur i stedet for at holde sig adskilt fra ikkejøderne. Reformjøderne anser ikke Toraen for at være guddommeligt åbenbaret sandhed. De betragter de jødiske love om kost, renhed og klædedragt som utidssvarende. De tror på det de kalder „en messiansk tidsalder med universelt broderskab“. I de senere år har de bevæget sig tilbage i retning af den mere traditionelle jødedom.

DEN KONSERVATIVE JØDEDOM — Den opstod i Tyskland i 1845 som en aflægger af reformjødedommen, som de konservative mente havde forkastet for mange af jødernes traditionelle skikke. Den konservative jødedom tror ikke at Moses modtog den mundtlige lov fra Gud, men hævder at den mundtlige Tora skyldes rabbinerne, som forsøgte at tilpasse jødedommen til en ny tidsalder. Konservative jøder følger bibelske forskrifter og rabbinske love i det omfang disse „lader sig tilpasse det jødiske livs moderne krav“. (The Book of Jewish Knowledge) De bruger hebraisk og engelsk i liturgien og holder sig strengt til spiselovene (kasjruth). Mænd og kvinder må sidde sammen i synagogen, hvad de ortodokse ikke tillader.

[Illustrationer]

[Ramme/illustrationer på side 230, 231]

Nogle vigtige højtider og skikke

De fleste af jødernes højtider bygger på Bibelen, og de er stort set enten knyttet til indhøstningen på bestemte årstider eller til historiske begivenheder.

▪ Sjabbat (sabbatten) — Den syvende dag i den jødiske uge (fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag) anses for at hellige ugen, og festligholdelsen af denne dag er en væsentlig del af tilbedelsen. Jøderne går i synagogen til toralæsning og bøn. — 2 Mosebog 20:8-11.

▪ Jom Kippur — Forsoningsdagen, en højtid med faste og selvransagelse. Den udgør højdepunktet på en ti dage lang bodstid der begynder med Rosj Hasjana, det jødiske nytår, som ifølge den borgerlige jødiske kalender falder i september. — 3 Mosebog 16:29-31; 23:26-32.

▪ Sukkot (herover) — Løvhyttefesten eller indsamlingshøjtiden. En højtid hvor man fejrer høsten og afslutningen af den vigtigste del af landbrugsåret. Holdes i oktober. — 3 Mosebog 23:34-43; 4 Mosebog 29:12-38; 5 Mosebog 16:13-15.

▪ Chanukka — Indvielseshøjtiden. En populær højtid der fejres i december til minde om at makkabæerne gjorde jøderne uafhængige af det syrisk-græske herredømme og genindviede templet i Jerusalem i december år 165 f.v.t. Kendetegnes som regel ved at man tænder lys i otte dage.

▪ Purim — Fejres i slutningen af februar eller begyndelsen af marts til minde om hvordan jøderne i Persien i det femte århundrede f.v.t. blev reddet fra Haman og hans planer om at udrydde dem. — Ester 9:20-28.

▪ Pesach — Påskefesten. Indstiftet til minde om Israels udfrielse fra fangenskabet i Ægypten (1513 f.v.t.). Det er den største og ældste af de jødiske højtider. Den fejres den 14. nisan (ifølge den jødiske kalender) og falder som regel i slutningen af marts eller begyndelsen af april. Hver jødisk familie samles for at spise påskemåltidet, seder. I de efterfølgende syv dage må der ikke spises syret brød. Denne periode kaldes de usyrede brøds højtid. — 2 Mosebog 12:14-20, 24-27.

Nogle jødiske skikke

▪ Omskærelsen — For jødiske drenge er dette en vigtig ceremoni der finder sted når de er otte dage gamle. Den kaldes ofte Abrahamspagten, eftersom omskærelsen var tegnet på Guds pagt med Abraham. Mænd som går over til jødedommen må også omskæres. — 1 Mosebog 17:9-14.

▪ Bar Mitsva (herunder) — En anden vigtig jødisk ceremoni. Navnet betyder bogstaveligt „søn af budet“, et „udtryk der både betegner den religiøse og juridiske modenhed som drenge på 13 år plus én dag opnår, og selve den anledning da de formelt opnår denne status“. Denne skik stammer blot fra det 15. århundrede e.v.t. — Encyclopaedia Judaica.

▪ Mesusa (herover) — Et jødisk hjem er som regel let at kende på mesusaen, der er fæstet til højre dørkarm ved indgangen. En mesusa er en lille pergamentrulle med teksten fra Femte Mosebog 6:4-9; og 11:13-21. Rullen er lagt i et lille etui eller hylster, som så anbringes på karmen ved indgangsdøren og de enkelte beboelsesværelser.

▪ Jarmulke (kalot båret af mænd) — „Den ortodokse jødedom . . . betragter tildækning af hovedet både i og uden for synagogen som et tegn på troskab mod jødisk tradition.“ (Encyclopaedia Judaica) Der står ingen steder i Tanakh at man skal tildække hovedet under gudsdyrkelsen, og Talmud nævner det derfor som en frivillig skik. Chasidiske kvinder går altid med hovedbeklædning eller barberer håret af og bruger paryk.