Men denne gang lod assyrerkongen folk fra andre dele af sit område bosætte sig i israelitternes byer, en forflyttelsespolitik der blev videreført af Asarhaddon og Asenappar (Assurbanipal). — 2Kg 17:24; Ezr 4:2, 10.

Antallet af løver i landet begyndte at vokse, sandsynligvis fordi landet, eller en stor del af det, havde ligget øde i nogen tid. (Jf. 2Mo 23:29.) De overtroiske bosættere troede at det skyldtes at de ikke vidste hvordan landets Gud skulle dyrkes. Assyrerkongen sendte derfor en kalvedyrkende israelitisk præst tilbage fra landflygtigheden. Han fortalte bosætterne om Jehova, men på samme måde som Jeroboam havde gjort, så de lærte noget om Jehova, men i virkeligheden fortsatte med at dyrke deres egne falske guder. — 2Kg 17:24-41.

Med tiden kom begrebet ’samaritanere’ til at betegne efterkommerne af de oprindelige indbyggere som blev ladt tilbage i Samaria, og dem der blev flyttet dertil af assyrerne. Nogle af dem var derfor uden tvivl af blandet herkomst.

De hedenske indvandrere fra Babylon, Kuta, Avva, Hamat og Sefarvajim dyrkede mange guddomme — Sukkot-Benot, Nergal, Asjima, Nibhaz, Tartak, Adrammelek og Anammelek. Selv om de lærte noget om Jehova af en præst fra Jeroboams præsteskab, fortsatte de med, ligesom Samaria havde gjort med guldkalvene, at dyrke deres egne falske guder generation efter generation. (2Kg 17:24-41)