3. (a) Hvorfor var Amos’ budskab om veer betimeligt? (b) Hvordan ophøjede han Jehovas suverænitet?

³ Navnet Amos betyder „som er en byrde“ eller „som bærer en byrde“. Skønt han bar tunge budskaber om ve over Israel og Juda (og også over talrige hedenske nationer), bar han også et trøstende budskab om genoprettelse for Jehovas folk. Der var al mulig grund til at forkynde et tungt budskab om veer i Israel. Folk levede i velstand, overflod og tøjlesløshed. De havde glemt Jehovas lov. Den velstand de tilsyneladende nød, gjorde dem blinde for den kendsgerning at de ligesom overmoden frugt allerede var ved at gå i forrådnelse og blive ødelagt. Amos profeterede at tistammeriget om blot nogle få år ville blive ført i landflygtighed på den anden side af Damaskus. Derved ophøjede han Jehova som den retfærdige og suveræne Gud. Amos omtaler 21 gange Jehova som „den suveræne Herre“. — Amos 1:8.

Og Israel? Jehova tilintetgjorde de vældige amoritter foran dem og gav dem det gode land. Han oprejste nasiræere og profeter iblandt dem, men de fik nasiræerne til at bryde deres løfte og befalede profeterne: „I må ikke profetere.“ (2:12) Derfor vil Jehova få grunden under dem til at svaje, som en vogn der er fuld af nyhøstet korn. De vældige krigere skal flygte nøgne.

9. Hvad beviser at Jehova har talt, og hvem profeterer Amos i særdeleshed imod?

⁹ Regnskabet skal gøres op med Israel (3:1–6:14). Med slående illustrationer fastslår Amos at selve det at han profeterer, beviser at Jehova har talt. „Den suveræne Herre Jehova gør nemlig intet uden at han har åbenbaret sin fortrolige sag for sine tjenere profeterne. . . . Den suveræne Herre Jehova taler! Hvem profeterer da ikke?“ (3:7, 8) Amos profeterer — han profeterer imod de luksuselskende voldsmænd der bor i Samaria. Jehova vil rive dem bort fra deres prægtige leje, og deres elfenbenshuse skal gå til grunde.

10. Hvad minder Jehova Israel om, og hvilken dag med ve skal komme?

¹⁰ Jehova fortæller om hvordan han har tugtet og revset Israel. Fem gange påminder han dem: „I vendte ikke om til mig.“ Derfor, Israel, „gør dig da rede til at møde din Gud“. (4:6-12) Amos istemmer en profetisk klagesang: „Jomfruen, Israel, er faldet; hun kan ikke rejse sig igen. Hun ligger forladt på sin jord; der er ingen der rejser hende op.“ (5:2) Jehova, der har skabt alle undere i himmelen og på jorden, fortsætter imidlertid med at opfordre Israels hus til at søge ham, så de kan bevare livet. Ja, „søg det gode og ikke det onde, for at I kan blive i live“. (5:4, 6, 14) Men hvad vil Jehovas dag så komme til at betyde for dem? Det vil blive en dag med ve. Som en strøm vil den feje dem i landflygtighed på den anden side af Damaskus, og de elfenbensklædte huse, hvor de holder deres overdådige fester, skal slås til murbrokker og skærver.

12. Hvilken hungersnød forudsiges for Israel, men hvilket herligt løfte slutter profetien med?

¹² Undertrykkelse, straf og genoprettelse (8:1–9:15). Jehova viser Amos en kurv med sommerfrugt. Han fordømmer Israels undertrykkelse af de fattige og sværger „ved Jakobs stolthed“ at undertrykkerne skal komme til at sørge på grund af deres onde gerninger. „’Se! Der kommer dage,’ lyder den suveræne Herre Jehovas udsagn, ’da jeg sender hunger i landet, ikke hunger efter brød og ikke tørst efter vand, men efter at høre Jehovas ord.’“ (8:7, 11) De skal falde og ikke rejse sig mere. Hvad enten de bryder ind i Sheol eller de stiger op til himmelen, vil Jehovas hånd hente dem dér. Synderne i hans folk skal dø ved sværdet.