De israelitiske rigers forfald og undergang. Fordi man undlod at følge Jehovas retfærdige veje, var der efter blot tre regeringsperioder og ved begyndelsen af den fjerde konges regeringstid opstået så megen utilfredshed at det førte til oprør og splittelse af nationen (997 f.v.t.). Resultatet blev et nordligt rige og et sydligt rige. Jehovas pagt med David fortsatte ikke desto mindre med at være i kraft for kongerne i Juda, det sydlige rige. I de århundreder hvori rigerne bestod, var der kun få trofaste konger i Juda og slet ingen i Israel, det nordlige rige. Nordrigets historie fortæller om afgudsdyrkelse, intriger og snigmord, og kongerne fulgte ofte hurtigt efter hinanden. Folket led under uretfærdighed og undertrykkelse. Efter omkring 250 år tillod Jehova at assyrerkongen knuste Nordriget (740 f.v.t.) på grund af dets oprør mod Gud. — Ho 4:1, 2; Am 2:6-8.

Jehovas stilling som konge uberørt. Israels og Juda riges fald var på ingen måde et vidnesbyrd om at der var noget i vejen med Jehova Guds herredømme, og det var heller ikke et udtryk for nogen svaghed hos ham. Op gennem det israelitiske folks historie har Jehova gjort det klart at han ønskede villig tjeneste og lydighed. (5Mo 10:12-21; 30:6, 15-20; Es 1:18-20; Ez 18:25-32) Han belærte, irettesatte, tugtede, advarede og straffede. Men han brugte ikke sin magt til at tvinge nogen, hverken kongen eller folket, til at følge den rette vej. De sørgelige forhold der udviklede sig, de lidelser israelitterne erfarede, den ulykke der ramte dem, alt dette var deres egen skyld fordi de stædigt forhærdede deres hjerte og insisterede på at gå deres egne uafhængige veje skønt de kun skadede sig selv derved. — Kl 1:8, 9; Ne 9:26-31, 34-37; Es 1:2-7; Jer 8:5-9; Ho 7:10, 11.

Jehova viste sin suveræne magt ved at holde de aggressive og rovgriske verdensriger Assyrien og Babylon tilbage indtil hans egen tid var inde til at bruge dem, ja, manøvrere med dem så de opfyldte hans profetier. (Ez 21:18-23; Es 10:5-7) Da Jehova til sidst tog sin beskyttelse bort fra folket, var det et udtryk for at han som suveræn hersker fældede en retfærdig dom. (Jer 35:17) Da Israel og Juda blev lagt øde, kom det ikke som nogen rystende overraskelse for Guds lydige tjenere, for de var i forvejen blevet advaret gennem hans profetier. At hovmodige herskere blev ydmyget, tjente til at fremhæve Jehovas „strålende storhed“. (Es 2:1, 10-17) Men vigtigere end alt dette var det at han gav bevis på sin evne til at beskytte og bevare enkeltpersoner der så hen til ham som deres konge, selv når de befandt sig midt i et område med hungersnød, sygdom eller massedrab, eller når de blev forfulgt af mennesker som hadede retfærdighed. — Jer 34:17-21; 20:10, 11; 35:18, 19; 36:26; 37:18-21; 38:7-13; 39:11–40:5.