11-13. Hvilket land profeterede Amos først og fremmest imod, og hvilke former for undertrykkelse fandt sted dér?

¹¹ Profeten Amos havde nu forkyndt sin dom over syv lande og folk. Hvis nogen troede at han var færdig med at profetere, tog de fejl. Amos var langtfra færdig! Han havde især fået til opgave at forkynde et svidende domsbudskab mod det nordlige rige, Israel. Og det fortjente dette budskab fordi landet moralsk og åndeligt befandt sig i en yderst beklagelsesværdig tilstand.

¹² Amos’ profetiske budskab afslørede den undertrykkelse der var almindeligt udbredt i Israels rige. Vi læser herom i Amos 2:6, 7: „Således har Jehova sagt: ’På grund af tre oprørske handlinger begået af Israel, ja på grund af fire, tager jeg det ikke tilbage; for de sælger en retfærdig for sølv, og en fattig for et par sandaler. De higer begærligt efter at se jordens støv på de ringes hoved, og de bøjer sagtmodiges vej.’“

¹³ Retfærdige blev solgt „for sølv“. Det vil sandsynligvis sige at dommere tog imod „sølv“ som bestikkelse for at dømme uskyldige. Kreditorer solgte fattige til trældom for prisen på „et par sandaler“, måske på grund af en mindre gæld. Hjerteløse mænd higede begærligt efter at bringe nogle som var dårligt stillet, i en sådan tilstand at de kastede støv på hovedet som udtryk for deres fortvivlelse, sorg eller ydmygelse. Korruptionen var så udbredt at ’de sagtmodige’ ikke gjorde sig noget håb om at få en retfærdig behandling.

14. Hvem fik en dårlig behandling i tistammeriget?

¹⁴ Læg mærke til hvem det var der fik en uretfærdig behandling. Det var de ’retfærdige’, ’fattige’, ’ringe’ og ’sagtmodige’. Den lovpagt som Jehova havde indgået med Israel, krævede at man havde medfølelse med de sårbare og dem der led nød. Men for netop dem kunne forholdene i tistammeriget ikke have været værre.

„Gør dig . . . rede til at møde din Gud“

15, 16. (a) Hvorfor lød advarselen til Israel: „Gør dig . . . rede til at møde din Gud“? (b) Hvordan viser Amos 9:1, 2 at de skyldige ikke kunne undgå eksekveringen af Guds dom? (c) Hvad skete der med Israels tistammerige i 740 f.v.t.?

¹⁵ Da umoralitet og andre synder gik i svang i Israel, var det med god grund at profeten Amos advarede den oprørske nation og sagde: „Gør dig . . . rede til at møde din Gud.“ (Amos 4:12) Det utro Israel kunne ikke undslippe eksekveringen af Guds dom, for Jehova erklærede for ottende gang: „Jeg [tager] det ikke tilbage.“ (Amos 2:6) Om dem der ville prøve at skjule sig, sagde Gud: „Ingen som flygter af dem, skal det lykkes at flygte, og ingen som undslipper af dem, skal slippe bort. Hvis de bryder ind i Sheol, skal min hånd hente dem dér; og hvis de stiger op til himmelen, bringer jeg dem ned derfra.“ — Amos 9:1, 2.

¹⁶ Ingen kunne undgå Jehovas dom ved at ’bryde ind i Sheol’, ved billedligt talt at skjule sig dybt nede i jorden. Man kunne heller ikke undgå Jehovas dom ved at ’stige op til himmelen’, det vil sige søge tilflugt i de højeste bjerge. Jehovas advarsel var tydelig nok: Der findes ingen steder hvor man kan skjule sig for ham. Den guddommelige retfærdighed krævede at Israels rige måtte stå til regnskab for dets onde gerninger. Og tidspunktet kom i 740 f.v.t. — omkring 60 år efter at Amos havde nedskrevet sin profeti. Da bukkede Israels rige under for assyrerne, der erobrede landet.

Guds dom rammer ikke tilfældigt

17, 18. Hvad viser kapitel 9 i Amos’ Bog om Guds barmhjertighed?

¹⁷ Amos’ profeti har hjulpet os til at se at Guds dom altid er fortjent, og at man ikke kan undgå den. Men Amos’ Bog viser også at Jehovas dom ikke rammer tilfældigt. Gud kan finde de onde og eksekvere sin dom over dem hvor de end måtte skjule sig. Han kan også finde de angrende og retskafne — dem han vil vise barmhjertighed. Dette understreges smukt i det sidste kapitel i Amos’ Bog.

¹⁸ Ifølge Amos 9:8 sagde Jehova: „Jeg [vil] ikke fuldstændig tilintetgøre Jakobs hus.“ Som det fremgår af versene 13 til 15, lovede Jehova at han ville ’føre Israels fangne tilbage’. Han ville vise dem barmhjertighed, og de ville komme til at leve i tryghed og velstand. „Den der pløjer skal indhente den der høster,“ lovede Jehova. Forestil dig en høst så rigelig at man ikke havde nået at indsamle det hele før det igen blev tid til at pløje og så!

19. Hvad skete der med en rest fra Israel og Juda?

¹⁹ Man kan virkelig sige at Jehovas dom over de onde både i Juda og Israel ikke ramte tilfældigt, for der blev vist barmhjertighed mod dem der var ret indstillet og angrede og vendte om. Som en opfyldelse af genoprettelsesprofetien i kapitel 9 i Amos’ Bog vendte en angrende rest fra både Israel og Juda tilbage fra fangenskabet i Babylon i 537 f.v.t. Efter at være kommet tilbage til deres elskede hjemland genoprettede de den rene tilbedelse. De genopbyggede også deres huse og plantede haver og vingårde, hvor de boede trygt.

Jehovas ugunstige dom vil blive eksekveret!

20. Hvad bør denne behandling af domsbudskaberne i Amos’ Bog forvisse os om?

²⁰ Denne behandling af de domsbudskaber som profeten Amos forkyndte, bør forvisse os om at Jehova vil gøre ende på den ondskab der findes i dag. Hvorfor? For det første fordi disse eksempler på hvordan Gud har grebet ind i fortiden over for de onde, viser hvordan han vil handle i vor tid. For det andet fordi eksekveringen af Guds dom over det frafaldne Israels rige er en garanti for at han vil lade tilintetgørelsen ramme kristenheden, den mest dadelværdige del af „Babylon den Store“, den falske religions verdensimperium. — Åbenbaringen 18:2.

21. Hvorfor har kristenheden fortjent Guds ugunstige dom?

²¹ Der er ingen tvivl om at kristenheden fortjener Guds dom. Dens sørgelige religiøse og moralske tilstand taler for sig selv. Jehovas dom over kristenheden — og resten af Satans verden — er fortjent. Det er heller ikke muligt at undgå den, for når tiden til at eksekvere dommen kommer, vil det der siges i Amos 9:1, gå i opfyldelse: „Ingen som flygter af dem, skal det lykkes at flygte, og ingen som undslipper af dem, skal slippe bort.“ Ja, uanset hvor de onde måtte skjule sig, vil Jehova finde dem.

22. Hvilke tre ting angående Guds dom fremgår af Andet Thessalonikerbrev 1:6-8?

²² Guds dom er altid fortjent. Den er uundgåelig, og den rammer ikke tilfældigt. Det fremgår af apostelen Paulus’ ord: „Det er jo kun retfærdigt fra Guds side at give dem trængsel til gengæld som volder jer trængsel, men jer som lider trængsel, lindring sammen med os ved Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen med sine mægtige engle i flammende ild, når han bringer hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus.“ (2 Thessaloniker 1:6-8) ’Det er retfærdigt fra Guds side’ at give dem der fortjener hans ugunstige dom, trængsel fordi de har voldt hans salvede trængsel. Denne dom vil være uundgåelig, for de onde vil ikke overleve „Jesu åbenbarelse fra himmelen med sine mægtige engle i flammende ild“. Guds dom vil heller ikke ramme tilfældigt, for Jesus vil bringe hævn „over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed“. Og Guds dom vil bringe lindring til de gudfrygtige som har været udsat for trængsel.

Håb for de retskafne

23. Hvilket håb og hvilken trøst kan man finde i Amos’ Bog?

²³ Amos’ profeti indeholder et vidunderligt budskab om håb og trøst for mennesker med den rette indstilling. Som forudsagt i Amos’ Bog udslettede Jehova ikke fuldstændigt sit folk i fortiden. Han førte til sidst de fangne fra Israel og Juda tilbage til deres hjemland og velsignede dem med fremgang, velstand og tryghed. Hvilken forvisning giver det os i dag? At Jehova, når han eksekverer sin dom, vil finde de onde hvor de end skjuler sig, og ligeledes at han vil finde dem der fortjener hans barmhjertighed, uanset hvor på jorden de befinder sig.

Søg Jehova, den der ransager hjerter

„Søg mig og bevar livet.“ — AMOS 5:4.

1, 2. Hvad menes der når der i Bibelen siges at Jehova „ser på hjertet“?

JEHOVA GUD sagde til profeten Samuel: „Mennesker ser . . . på det der er synligt for øjnene, men Jehova ser på hjertet.“ (1 Samuel 16:7) Hvordan ’ser Jehova på hjertet’?

² I Bibelen bruges hjertet ofte symbolsk om det et menneske er inderst inde — dets ønsker, tanker, følelser og stemninger. Så når Bibelen siger at Gud ser på hjertet, betyder det at han ser længere end til det ydre. Han ser personen som han eller hun virkelig er.

Gud ransager Israel

3, 4. Hvordan var forholdene i Israels tistammerige ifølge Amos 6:4-6?

³ Hvad så „den der ransager hjerter“, når han betragtede Israels tistammerige på Amos’ tid? Han så nogle der, som beskrevet i Amos 6:4-6, ’lå på elfenbenslejer og slængede sig mageligt på divaner’, som ’spiste væddere fra hjorden og kalve fra fedestalden’, som havde „udtænkt musikinstrumenter til sig selv“ og ’drak af vinskåle’.

⁴ Ved første øjekast forekom dette måske helt tilforladeligt. De rige, som boede i velindrettede, luksuøse hjem, nød det bedste man kunne få af mad og drikke, og lod sig underholde af musik spillet på de fineste musikinstrumenter. De lå på „elfenbenslejer“. Arkæologer har ved udgravninger i Samaria, hovedstaden i Israels tistammerige, fundet stykker af smukt udskårne elfenbensarbejder, hvoraf mange sikkert har været indlagt i møbler og vægpaneler. — 1 Kongebog 10:22.

5. Hvorfor vakte israelitterne på Amos’ tid Guds mishag?

⁵ Havde Jehova noget imod at israelitterne levede et komfortabelt liv hvor de spiste dejlig mad, drak gode vine og lyttede til skøn musik? Selvfølgelig ikke! Det er jo Gud der giver os rigeligt af alle ting for at vi kan nyde dem. (1 Timoteus 6:17) Dét Jehova ikke syntes om, var folkets urette ønsker, deres onde hjertetilstand, deres uærbødige indstilling over for Gud og deres mangel på kærlighed til deres landsmænd.

6. Hvordan var den åndelige tilstand i Israel på Amos’ tid?

⁶ Der ventede dem der ’slængede sig på divaner, som spiste væddere fra hjorden, drak vin og udtænkte musikinstrumenter til akkompagnement af deres sange’, en overraskelse. Spørgsmålet til dem lød: „Skyder I tanken om ulykkesdagen fra jer?“ De burde have været foruroligede over forholdene i Israel, men de følte sig ikke „syge over Josefs sammenbrud“. (Amos 6:3-6) Bag nationens økonomiske velstand kunne Gud se at Josef — det vil sige Israel — åndeligt set befandt sig i en katastrofal situation. Men det bekymrede dem ikke. Man fortsatte uanfægtet sin daglige tilværelse. Mange i dag har den samme indstilling. De anerkender nok at vi lever i vanskelige tider, men så længe det ikke berører dem personligt, bekymrer de sig ikke om hvordan andre har det, og er ikke interesserede i åndelige spørgsmål.

Israel — en nation i forfald

7. Hvad ville der ske hvis indbyggerne i Israel ikke gav agt på de guddommelige advarsler?

⁷ Amos’ Bog tegner, trods den tilsyneladende velstand, et billede af en nation i forfald. Hvis de selvbehagelige israelitter ikke gav agt på de guddommelige advarsler og ændrede indstilling, ville Jehova overgive dem til deres fjender. Assyrerne ville komme og rive dem bort fra deres elfenbenslejer og føre dem med sig som fanger. Da ville det være slut med det komfortable liv!

8. Hvordan var Israel kommet i den situation der er beskrevet i det foregående?

⁸ Hvordan var israelitterne kommet i denne situation? Det begyndte i 997 f.v.t. da kong Salomon døde og blev efterfulgt på tronen af sin søn Rehabeam og ti af Israels stammer ved den lejlighed skilte sig ud fra Judas og Benjamins stammer. Den første konge i Israels tistammerige var Jeroboam I, Nebats søn. (1 Kongebog 11:26) Han overbeviste indbyggerne i sit domæne om at det var for meget for dem at rejse til Jerusalem og tilbede Jehova dér. Men i realiteten var det ikke folkets vel der lå ham på sinde. Nej, han søgte at beskytte sine egne interesser. (1 Kongebog 12:26) Jeroboam var bange for at hvis israelitterne fortsatte med at rejse til Jerusalem for at fejre de årlige højtider til ære for Jehova, ville de med tiden igen skifte side og slutte sig til Juda rige. For at forhindre dette opstillede han to guldkalve, den ene i Dan og den anden i Betel. Derved blev kalvedyrkelsen statsreligion i Israels rige. — 2 Krønikebog 11:13-15.

9, 10. (a) Hvilke religiøse højtider indførte Jeroboam I? (b) Hvordan så Gud på de højtider der blev fejret i Israel under Jeroboam II?

⁹ Jeroboam prøvede at give den nye religion et skær af respektabilitet ved at indføre religiøse højtider der mindede om højtiderne i Jerusalem. I Første Kongebog 12:32 læser vi: „Jeroboam lavede derpå en højtid i den ottende måned, på den femtende dag i måneden, ligesom den højtid der var i Juda, og bragte ofre på det alter som han havde lavet i Betel.“

¹⁰ Jehova godkendte aldrig disse falske religiøse højtider. Det gav han udtryk for gennem Amos godt hundrede år senere under Jeroboam II’s regering. Han var blevet konge i Israels tistammerige omkring år 844 f.v.t. (Amos 1:1) Ifølge Amos 5:21-24 sagde Gud: „Jeg hader, forkaster jeres højtider, og jeg vil ikke nyde duften af jeres højtidsstævner. For om end I ofrer brændofre til mig, bryder jeg mig ikke om jeres offergaver, og jeg vil ikke se til jeres fællesskabsofre af fedekvæg. Fjern larmen af dine sange fra mig, og lad mig ikke høre dit harpespil. Og lad ret rulle frem som vandene, og retfærdighed som en stedserindende strøm.“

Nutidige paralleller

11, 12. Hvilke paralleller kan der drages mellem kalvedyrkelsen i fortidens Israel og den gudsdyrkelse man finder i kristenheden?

¹¹ Jehova havde tydeligvis ransaget de afgudsdyrkende israelitters hjerter, og han forkastede både højtiderne og de ofre der blev bragt. I dag forkaster Gud også de hedenske højtider der fejres i kristenheden, som for eksempel julen og de hedenske skikke der er knyttet til påsken. For dem der tilbeder Jehova, kan der ikke være noget fællesskab mellem retfærdighed og lovløshed eller mellem lys og mørke. — 2 Korinther 6:14-16.

¹² Der kan drages andre paralleller mellem kalvedyrkelsen i Israel og kristenhedens gudsdyrkelse. Selvom nogle i kristenheden anerkender Bibelen som Guds ord, vidner deres tilbedelse af Gud ikke om at den er motiveret af ægte kærlighed til Gud. Hvis den var det, ville man tilbede Gud „i ånd og sandhed“, som er den tilbedelse Gud ønsker. (Johannes 4:24) Desuden lader kristenheden ikke „ret rulle frem som vandene, og retfærdighed som en stedserindende strøm“. Den udvander i stedet Guds moralnormer idet den tolererer utugt og andre alvorlige synder og endog går så vidt som til at velsigne homoseksuelle forhold.

„Elsk det gode“

13. Hvorfor må vi følge opfordringen i Amos 5:15?

¹³ Til alle der længes efter at tilbede Jehova på en måde han godkender, siger han: „Had det onde og elsk det gode.“ (Amos 5:15) Kærlighed og had er stærke følelser der har deres udspring i det symbolske hjerte. Eftersom hjertet er forræderisk, må vi gøre alt hvad vi kan, for at vogte det. (Ordsprogene 4:23; Jeremias 17:9) Hvis vi tillader vort hjerte at nære forkerte ønsker, vil vi måske opdage at vi er begyndt at elske det onde og hade det gode. Og hvis vi realiserer disse ønsker ved at øve synd, vil end ikke den største nidkærhed i tjenesten kunne give os Guds gunst tilbage. Vi må derfor bede Gud om at hjælpe os med at ’hade det onde og elske det gode’.

14, 15. (a) Hvem var blandt dem der gjorde det gode i Israel, men hvad opfordrede nogle dem til? (b) Hvordan kan vi opmuntre dem der er i heltidstjenesten i dag?

¹⁴ Det var dog ikke alle i Israel der øvede det der var ondt i Jehovas øjne. Hoseas og Amos, for eksempel, ’elskede det gode’ og tjente Gud trofast som profeter. Andre aflagde et nasiræerløfte. Så længe dette løfte gjaldt, afholdt de sig fra at nyde alt hvad der var fremstillet af frugten fra vinstokken, specielt vin. (4 Mosebog 6:1-4) Hvordan betragtede andre israelitter sådanne nasiræeres selvopofrende liv? Det chokerende svar viser hvor stort det åndelige forfald var. Der siges i Amos 2:12: „I gav nasiræerne vin at drikke, og profeterne gav I påbudet: ’I må ikke profetere.’“

¹⁵ Nasiræernes og profeternes gode eksempel burde have fået israelitterne til at føle sig skamfulde og til at ændre levevis. Men i stedet prøvede de ukærligt at få dem der loyalt tjente Gud, til at holde op med at ære ham. Her i vor tid skulle vi aldrig opfordre trosfæller som er pionerer, missionærer, rejsende tilsynsmænd eller betelmedarbejdere til at opgive heltidstjenesten for blot at vende tilbage til et såkaldt normalt liv. Vi skulle tværtimod opmuntre dem til at fortsætte deres gode arbejde.

16. Hvorfor havde israelitterne været bedre stillet på Moses’ tid end på Amos’ tid?

¹⁶ Skønt mange israelitter materielt set havde det godt på Amos’ tid, var de ’ikke rige hos Gud’. (Lukas 12:13-21) Deres forfædre havde kun fået manna at spise i de fyrre år i ørkenen. De havde ikke spist festmåltider med kød af fedekalve eller slænget sig dovent på elfenbenslejer. Men Moses havde ret når han sagde: „Jehova din Gud har velsignet dig i alt hvad din hånd gør. . . . I disse fyrre år har Jehova din Gud været med dig. Du har intet manglet.“ (5 Mosebog 2:7) Ja, israelitterne i ørkenen havde altid fået det de havde brug for. Og først og fremmest havde de nydt godt af Guds kærlighed, beskyttelse og velsignelse!

17. Hvorfor havde Jehova ført israelitterne ind i det forjættede land?

¹⁷ Jehova mindede Amos’ samtidige om at det var ham der havde ført deres forfædre ind i det forjættede land og havde hjulpet dem med at fjerne deres fjender. (Amos 2:9, 10) Men hvorfor havde Gud i det hele taget ført israelitterne ud af Ægypten og ind i det forjættede land? Var det for at de skulle leve et liv i lediggang og luksus og vende deres Skaber ryggen? Nej, det var tværtimod for at de kunne tilbede ham som et frit og åndeligt rent folk. Men indbyggerne i Israels tistammerige elskede ikke det gode og hadede ikke det onde. De ærede i stedet billedstøtter, og ikke Jehova Gud. Hvor skændigt!

Jehova kræver folket til regnskab

18. Hvorfor har Jehova udfriet os fra åndelig trældom?

¹⁸ Jehova ville ikke se gennem fingre med folkets adfærd. Han fortalte hvad han ville gøre. Gennem Amos sagde han: „Jeg vil hjemsøge jer for alle jeres misgerninger.“ (Amos 3:2) Det skulle få os til at tænke på vores egen udfrielse fra det modbilledlige Ægypten, den nuværende onde tingenes ordning. Jehova har ikke udfriet os fra åndelig trældom for at vi skulle søge vore egne selviske mål. Nej, han har gjort det for at vi som et frit folk kan ære og prise ham med en ren tilbedelse. Vi kommer alle til at aflægge regnskab for hvordan vi bruger vores gudgivne frihed. — Romerne 14:12.

19. Hvad var de fleste israelitter ifølge Amos 4:4, 5 kommet til at elske?

¹⁹ Sørgeligt nok forblev Amos’ magtfulde budskab upåagtet af de fleste i Israel. Profeten afslørede deres åndeligt syge hjertetilstand med de ord som vi læser i Amos 4:4, 5: „Kom til Betel og overtræd loven! Til Gilgal og gør overtrædelsen større, . . . for sådan elsker I det jo, Israels sønner.“ Israelitterne havde ikke opelsket de rette ønsker. De havde ikke vogtet deres hjerte. Som følge deraf var de fleste kommet til at elske det onde og hade det gode. Disse stivnakkede kalvedyrkere forandrede sig ikke. Jehova ville kræve dem til regnskab, og de måtte dø i deres synder.

20. Hvordan kan man følge den opfordring der gives i Amos 5:4?

²⁰ Det har ikke været let for nogen i Israel dengang at forblive trofast mod Jehova. Det er ikke nemt at gå imod strømmen, hvad kristne i dag, både unge og gamle, kan bekræfte. Men kærlighed til Gud og ønsket om at behage ham tilskyndede nogle israelitter til at dyrke Gud på den måde han ønskede. Gennem Amos hørte de Jehovas oprigtige indbydelse til dem: „Søg mig og bevar livet.“ (Amos 5:4) I dag har Jehova på lignende måde barmhjertighed med dem som vender om og søger ham, som lærer ham at kende gennem hans ord og derefter gør hans vilje. Det skal indrømmes at det ikke er let, men det vil føre til evigt liv. — Johannes 17:3.

Velstand trods åndelig hunger

21. Hvilken hunger rammer dem der ikke tilbeder Gud på rette måde?

²¹ Hvad ventede der dem som ikke støttede den sande tilbedelse? Hunger af den værste slags — åndelig hunger! „Der kommer dage,“ lød det fra den suveræne Herre Jehova, „da jeg sender hunger i landet, ikke hunger efter brød og ikke tørst efter vand, men efter at høre Jehovas ord.“ (Amos 8:11) I dag hjemsøges kristenheden af en sådan åndelig hunger. Men de som er ærlige og oprigtige, kan se Guds folks åndelige velstand og strømmer derfor til Jehovas organisation. Kontrasten mellem situationen i kristenheden og situationen blandt sande kristne beskrives meget træffende med Jehovas ord: „Se! Mine tjenere skal spise, men I skal sulte. Se! Mine tjenere skal drikke, men I skal tørste. Se! Mine tjenere skal fryde sig, men I skal beskæmmes.“ — Esajas 65:13.

22. Hvorfor har vi grund til at glæde os?

²² Værdsætter vi personligt den åndelige føde vi får, og den gavn vi har af den? Når vi læser Bibelen og vore kristne publikationer og overværer møderne og stævnerne, føler vi da ikke trang til at glæde os af hjertet? Jo, der er virkelig grund til at glæde sig over den forståelse vi har af Guds ord, ikke mindst en gennemgang som denne af Amos’ inspirerede profeti.

23. Hvad vil de der elsker og ærer Gud, kunne glæde sig over?

²³ For alle der elsker Gud, og som ønsker at ære ham, indeholder Amos’ profeti et håbets budskab. Uanset vores økonomiske situation og uanset de prøver vi udsættes for i verden, erfarer vi som Guds tjenere hans velsignelse og modtager den bedste åndelige føde. (Ordsprogene 10:22; Mattæus 24:45-47) Al ære går derfor til Jehova, der giver os rigeligt af alle ting for at vi kan nyde dem. Måtte vi være besluttede på af hjertet at prise ham for evigt. Det vil være vores privilegium hvis vi søger Jehova, den der ransager hjerter.