Beteltjenesten har været en gave

I sommeren 1955 rejste jeg til Rom for at overvære stævnet “Det Triumferende Rige”, og ved den lejlighed besøgte jeg Betel sammen med delegerede fra forskellige lande. Jeg tænkte: ‘Her kunne jeg virkelig godt tænke mig at tjene!’

Den 18. december 1955 blev jeg døbt. Jeg gik stadig i skole men var besluttet på at begynde i heltidstjenesten. I 1956 hørte jeg en meddelelse til et stævne i Genova hvor der blev sagt at der var brug for frivillige til at tjene på Betel. Men repræsentanten fra afdelingskontoret sagde at der ikke var behov for søstre på Betel.

Senere talte jeg med vores kredstilsynsmand, Piero Gatti,a om mine mål. Han var en entusiastisk og flittig forkynder, og hans svar var: “Jeg vil anbefale dig som specialpioner.”

Efter et stykke tid kom der så et brev fra afdelingskontoret. Jeg var sikker på at det var en pionerudnævnelse, men det var det ikke. Det var et brev der opfordrede mig til at søge på Betel!

Jeg kom til Betel i januar 1958, og dengang var der kun 12 medlemmer af betelfamilien. Jeg skulle hjælpe de to oversættere på afdelingskontoret. Der var rigtig meget arbejde der skulle gøres, og jeg havde slet ikke nogen erfaring med at oversætte. Men med Jehovas hjælp kom jeg til at elske min opgave.

Men knap to år senere omorganiserede man oversættelsesarbejdet, og jeg blev sendt ud som pioner. Den ændring skulle jeg lige vænne mig til, for Betel var blevet mit hjem. Men efterhånden kom jeg til at betragte min nye opgave som endnu en gave fra Jehova.

En dejlig overraskelse

Jeg havde været i Cremona i knap to år da jeg en dag blev ringet op fra afdelingskontoret. Der var en masse oversættelsesarbejde der skulle klares inden det seks dage lange stævne “Enig gudsdyrkelse“, der skulle holdes i juli 1961, og derfor blev jeg inviteret på Betel igen. Jeg sprang bogstaveligt talt af glæde! Den 1. februar 1961 var jeg tilbage på Betel.

Vi havde nogle lange arbejdsdage, men det var et privilegie at have travlt med at producere bibelsk materiale hver eneste dag. Månederne styrtede afsted, og snart var det stævnetid.

Ved stævnet blev der givet en meddelelse om at Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter skulle oversættes til italiensk. Jeg tænkte: ‘Det betyder at der bliver meget arbejde der skal gøres.’ Og jeg havde ret. Jeg blev spurgt om jeg ville blive på Betel lidt længere. Og i dag – over 60 år senere – er jeg her stadig!