ÅRET var 1953. Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde var endnu ikke blevet juridisk anerkendt på Malta. Året før havde vi gennemgået Vagttårnets Bibelskole Gilead og var blevet sendt til Italien. Efter en kort periode med italienskundervisning, var vi nu spændte på at se hvad der ventede os på Malta.

I september 1951 modtog Francis og jeg en invitation til Gileadskolens 18. klasse. Den 10. februar 1952, efter fem måneders intensiv oplæring, opråbte skolens præsident, Nathan H. Knorr, i alfabetisk rækkefølge de lande som vi skulle sendes ud til. Da han sagde: „Italien, broder og søster Malaspina,“ var vi straks på vej dertil i tankerne.

Et par uger senere gik vi i New York om bord på et skib der skulle sejle os til Genova i Italien — en rejse på ti dage. Giovanni DeCecca og Max Larson fra hovedkontoret i Brooklyn stod på kajen og vinkede farvel. I Genova blev vi modtaget af missionærer som var kendt med indrejseproceduren og de vanskeligheder der eventuelt kunne opstå.

Begejstrede over alt det vi så omkring os, steg vi på toget til Bologna. Ved ankomsten blev vi mødt af en by der synligt var skæmmet af bombardementerne under den anden verdenskrig. Men der var også mange behagelige indtryk, som for eksempel den uimodståelige aroma af ristede kaffebønner der fyldte luften om morgenen, og den krydrede duft af lækre saucer til de utallige pastaretter.

Målet nås

Vi lagde ud i tjenesten med en udenadlært præsentation som vi gentog indtil budskabet var forstået eller døren blev lukket. Ønsket om at kunne udtrykke os var en stærk drivkraft til flittigt at gå i gang med at lære sproget. Efter fire måneder blev vi sendt til et nyoprettet missionærhjem i Napoli.

Denne storby er kendt for sine pragtfulde udsigter. Vi nød vores tjeneste her, men efter yderligere fire måneder fik min mand til opgave at virke i kredstjenesten og besøge menighederne fra Rom til Sicilien. Med tiden besøgte vi også Malta og endda Libyen i Nordafrika.

Dengang var togrejserne fra Napoli til Sicilien en prøve på ens fysiske udholdenhed. Vi måtte stige på et overfyldt tog og til tider stå op i 6-8 timer i gange der var fyldt til trængsel. Det gav os imidlertid en god mulighed for at studere folk omkring os. Mange gange tjente en stor kurveflaske med hjemmebrygget vin som sæde for dens ejer, der nu og da tog en slurk for at slukke tørsten under den lange rejse. Venlige passagerer tilbød ofte at dele deres brød og pølse med os, en gæstfri og hjertevarmende gestus vi var meget glade for.

På Sicilien blev vi modtaget af venner som bar vore kufferter op ad bjerget til menigheden, der lå på toppen. Det er en klatretur der tager tre og en halv time. Den varme modtagelse vi fik af vore kristne brødre fik os helt til at glemme hvor trætte vi egentlig var. Til tider red vi på muldyr, der efter sigende var sikre på benene, men vi kiggede aldrig ned over klippeskrænten, hvor vi kunne havne hvis muldyret trådte et skridt forkert. Vore brødres faste standpunkt for Bibelen trods deres vanskeligheder styrkede os, og den kærlighed vi modtog øgede vores taknemmelighed for at være blandt dem.