Et nyt distrikt og et nyt sprog

Som tiden gik, begyndte mine slægtninge hjemme i Grækenland at føle sig tynget af høj alder og et svigtende helbred. De bad mig aldrig om at afbryde min heltidstjeneste og vende tilbage til et såkaldt normalt liv for at hjælpe dem. Men efter moden overvejelse og mange bønner indså jeg at det ville være bedre for mig at tjene nærmere min familie. De ansvarshavende brødre var fuldt indforståede med det og gav mig en ny distriktstildeling i Italien, og mine slægtninge tilbød at dække omkostningerne ved flytningen. Det viste sig at der faktisk var stort behov for forkyndere i Italien.

Endnu en gang måtte jeg lære et nyt sprog — italiensk. Mit første distrikt var i byen Foggia. Senere blev jeg overflyttet til Napoli, hvor behovet var større. Mit distrikt var Posillipo, en af Napolis smukkeste bydele. Det var et enormt stort område, og der var kun én forkynder. Jeg nød forkyndelsen meget, og Jehova hjalp mig til at påbegynde mange bibelstudier. Med tiden opstod der en stor menighed i området.

Blandt de første lokale jeg studerede Bibelen med, var en mor og hendes fire børn. Hun og hendes to døtre tjener stadig Jehova. Jeg studerede også med et ægtepar som havde en lille pige. Hele familien rettede deres liv ind efter sandheden og symboliserede deres indvielse ved vanddåben. Nu er datteren gift med en der ligesom hun nidkært tjener Gud. På et tidspunkt studerede jeg Bibelen med en stor familie, og i den forbindelse gjorde det dybt indtryk på mig at se den kraft der er i Guds ord. Vi læste en række skriftsteder som viser at Jehova ikke godkender brugen af billeder i tilbedelsen, og pludselig rejste moderen sig op. Uden at vente på at vi blev færdige med studiet, samlede hun alle sine billeder sammen og smed dem ud!

I farer på havet

På mine ture mellem Italien og Grækenland rejste jeg som regel med skib. Normalt var det en meget behagelig rejse. Men én tur, i sommeren 1971, blev ikke som alle de andre. Jeg var på vej tilbage til Italien med skibet Heleanna. Tidligt om morgenen den 28. august udbrød der brand i skibets køkken. Ilden bredte sig, og det samme gjorde panikken. Kvinder besvimede, børn græd, og mænd udslyngede trusler og beklagelser. Folk løb hen mod redningsbådene på dækket. Men mekanismen der skulle sænke redningsbådene i havet, virkede ikke ordentligt, og der var for få redningsveste. Jeg fik ikke nogen, og flammerne blev stadig voldsommere, så det eneste fornuftige var at springe i havet.

Da jeg kom ned i vandet, fik jeg øje på en kvinde med en redningsvest som drev rundt i nærheden af mig. Det så ud til at hun ikke kunne svømme, så jeg greb hende i armen for at trække hende væk fra det synkende skib. Havet kom mere og mere i oprør, og jeg blev udmattet af at kæmpe for at holde mig oven vande. Situationen virkede håbløs, men jeg blev ved med at trygle Jehova om mod, og jeg mærkede hans styrke. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på apostelen Paulus, der også havde oplevet et skibbrud. — Apostelgerninger, kapitel 27.

Mens jeg klyngede mig til den anden kvinde, kæmpede jeg i fire timer med bølgerne, svømmede når jeg havde kræfter til det, og råbte til Jehova om hjælp. Til sidst fik jeg øje på en mindre båd der nærmede sig. Jeg blev reddet, men kvinden med redningsvesten var allerede død. Da vi nåede byen Bari i Italien, blev jeg indlagt på et hospital og fik førstehjælp. Jeg måtte blive der i nogle dage, og mange Jehovas Vidner kom for at besøge mig, og de sørgede omsorgsfuldt for alt hvad jeg havde behov for. Den kristne kærlighed de viste mig, gjorde stort indtryk på nogle af de andre patienter.b

Da jeg havde genvundet mine kræfter, fik jeg tildelt et distrikt i Rom. Jeg fik til opgave at forkynde i forretningsdistriktet i midtbyen, og det gjorde jeg i fem år, med Jehovas hjælp. Jeg havde den glæde at forkynde i Italien i 20 år og kom til at elske det italienske folk.

Tilbage til udgangspunktet

Som tiden gik, blev Ariadnes og hendes mands helbred dårligere og dårligere. Jeg indså at hvis jeg boede i nærheden af dem, ville jeg lettere kunne gengælde noget af alt det de så kærligt havde gjort for mig. Jeg må indrømme at det var hårdt at forlade Italien.

[Illustration på side 11]

I Italien i begyndelsen af 1970’erne