Kristendommen kom tidligt til Italien. På pinsedagen i år 33 e.v.t. var der både jøder og jødiske proselytter fra Rom til stede i Jerusalem blandt dem der blev vidner til udgydelsen af den hellige ånd og hørte Peters tale, og uden tvivl var der også nogle af dem blandt de „omkring tre tusind sjæle“ der blev døbt ved denne lejlighed. (Apg 2:1, 10, 41) Da de vendte tilbage til Italien, kan de have været begyndelsen til den kristne menighed i Rom som Paulus nogle år senere skrev et af sine breve til. (Ro 1:1-7)

Det var i Cæsarea at Paulus under sin forsvarstale over for Festus appellerede sin sag til kejseren. Han kom derfor med en båd til Myra, hvor han sammen med andre fanger blev overført til en båd fra Alexandria der sejlede med korn, og som skulle til Italien. (Apg 25:6, 11, 12; 27:1, 5, 6) Efter at have lidt skibbrud overvintrede de på øen Malta. Derefter, sandsynligvis i foråret 59 e.v.t., kom Paulus først til den italienske havn Regium ved Italiens „tåspids“, og kort efter gik han i land i Puteoli i Pozzuolibugten (Napoli). Her, godt 160 km syd for Rom, blev Paulus en uge hos den lokale menighed før han drog til Rom ad Via Appia, hvor brødrene fra Rom mødte ham ved „Appius’ Torv og De Tre Kroer“. (Apg 28:11-16) Det var sandsynligvis hen imod slutningen af Paulus’ første fangenskab i Rom, eller kort efter hans løsladelse omkring år 61, mens han stadig opholdt sig i Italien, at han skrev Hebræerbrevet. — He 13:24.