En gud men ingen hersker

Japans kejserdyrkelse strækker sig langt tilbage i historien, idet den har været en del af folks hverdag i mere end tusind år. Og religiøse traditioner er vanskelige at udrydde. Selv inden for kristenheden er der nogle der siger: ’Hvis min religion var god nok til mine forældre, er den også god nok til mig.’ Eller: ’Der er jo mange andre der har den samme tro. De kan da ikke alle sammen tage fejl.’ Men i århundredernes løb har millioner af mennesker fejlagtigt troet at deres ledere var guddommelige! Lad os kort betragte det japanske kejserdømmes historie.

Kejserens rolle har vekslet meget i tidens løb. „Man troede at kejseren besad magiske kræfter og at han kunne formilde eller gå i forbøn hos guderne,“ forklarer Kodansha Encyclopedia of Japan. „På grund af den ærefrygt der omgav ham, blev det altid betragtet som upassende for kejseren at beskæftige sig med politik. Alt politisk arbejde blev derfor udført af kejserens ministre.“

Kejseren fungerede altså i det store og hele kun som præst, ikke som politiker. „Den eneste længere periode i Japans historie hvor kejseren i egentligste forstand varetog begge funktioner,“ hedder det i ovennævnte værk, „var fra TENCHIS regeringsperiode i den sidste halvdel af det 7. århundrede til og med KAMMUS regeringsperiode i slutningen af det 8. og begyndelsen af det 9. århundrede.“

Bortset fra denne særlige periode udøvede de japanske kejsere intet reelt herredømme. Efter det niende århundrede aftog kejserens magt, og med tiden overtog shogunen, en titel der betyder „øverstkommanderende“, den politiske myndighed. Skønt det teoretisk set var kejseren der udnævnte shogunen, var det shogunen der var den egentlige hersker. Men efter at shogunatet havde hersket i Japan i århundreder, overgav det i 1867 magten til kejseren.

Det var i dette år at kejser Meiji, Hirohitos bedstefader, kom til magten i Japan. Senere skænkede han sine undersåtter en grundlov der fastslog at kejseren var „hellig og ukrænkelig“. Men skønt kejseren fik overdraget politisk myndighed, fik han paradoksalt nok ikke politisk magt. Han sad på tronen uden at regere.

Grundloven fastslog: „De respektive ministerpræsidenter skal hjælpe kejseren med råd [og bistand] som de kan drages til ansvar for.“ Det hedder ifølge Kodansha Encyclopedia: „Dette betød i virkeligheden at det politiske ansvar ikke var kejserens men hans ministres.“

Det var altså regeringens ministre der udøvede den reelle magt. Kejseren blev imidlertid fremstillet for folket som en gud med absolut myndighed over nationen. Den herskende klasse brugte således kejserens traditionelle og officielle status som guddom til at underlægge sig det jævne folk. De krige Japan har udkæmpet her i det 20. århundrede, er blevet udkæmpet i kejserens navn. Og de fleste af hans undersåtter har betragtet ham som en gud der besad mirakuløse evner.

Hvem var ansvarlig?

Hirohitos død skabte fornyet debat om det ømtålelige spørgsmål: Hvilket ansvar havde kejseren for Japans militære aggressioner? Flertallet er åbenbart af den mening at Hirohito selv var imod krigen, men at han var tvunget til at acceptere sine ministres afgørelser. Med hensyn til sine ministres plan om at angribe De Forenede Stater i 1941, påstod han: „Jeg kunne ikke sætte mig ud over deres afgørelse. Jeg tror at dette var i overensstemmelse med den japanske grundlov.“

På den anden side var det Hirohito der tog initiativet og besluttede at Japan skulle overgive sig, da hans ministre ikke kunne blive enige. Nogle få dage efter at denne afgørelse var blevet truffet, den 15. august 1945, blev hans undersåtter chokerede over for første gang at høre hans stemme i radioen da han meddelte at Japan havde overgivet sig. Han bad dem „bære det der var umuligt at bære, og udholde det der var umuligt at udholde“.

Nogle måneder senere erklærede den engelske regering: „Det var ikke atombomben men kejserens befaling der fik japanerne til at overgive sig. Uden den havde vi måttet foretage en invasion med store tab til følge.“

Det var grunden til at De Forenede Staters øverstbefalende under de allieredes besættelse af Japan, general Douglas MacArthur, på det kraftigste afviste efterkrigstidens krav om at få Hirohito dømt som krigsforbryder. Han forklarede senere: „Jeg var af den opfattelse at hvis kejseren blev tiltalt for alvorlige forbrydelser og måske hængt, ville det blive nødvendigt at oprette et militærregime i Japan, og der ville sandsynligvis udbryde guerillakrig.“

Da general MacArthur den 26. september 1945 mødte Hirohito, gjorde det et stort indtryk på ham at kejseren, i stedet for at prøve at skubbe ansvaret for krigen fra sig, vedgik at „det var ham der havde det fulde ansvar for hver eneste politiske og militære beslutning der var blevet truffet af [hans] folk under krigen“.

Men måske betragter hovedparten af japanerne i dag ikke Hirohito som ansvarlig for en krig der tilsyneladende blev iværksat af hans ministre. Borgmesteren i Nagasaki, Hitoshi Motoshima, skabte derfor vældigt røre da han, mens kejseren lå på sit dødsleje, offentligt vovede at sige: „På baggrund af min erfaring inden for den militære uddannelse mener jeg at kejseren bærer ansvaret for krigen.“

Motoshima bemærkede at da han som officer i hæren under krigen skulle undervise rekrutter, „blev han tvunget til at opfordre dem til at dø i kejserens navn“. Motoshima mener åbenbart, som så mange andre, at hvis kejseren, der blev tilbedt af sine undersåtter, havde opladt sin røst imod krigen, ville hans ord have haft en kolossal vægt.