• Japan
    Jehovas Vidners Årbog 1998

    • Der sendes delegerede til stævner i udlandet

      Jehovas vidner i Japan har i årenes løb haft mange muligheder for at „udvide“ med hensyn til at vise kærlighed til det internationale brodersamfund. (2 Kor. 6:13) Da det blev økonomisk overkommeligt at rejse til udlandet, indbød Selskabet det japanske afdelingskontor til at sende delegerede til særlige internationale stævner der blev holdt på Hawaii og i Europa, Afrika, Asien, Nord- og Sydamerika og New Zealand.

      År for år steg antallet af forkyndere der tog imod indbydelserne, og det var ikke usædvanligt at finde mange pionerer og andre heltidstjenere blandt de delegerede. I 1996, da der blev holdt særlige stævner i republikken Tjekkiet og i Ungarn, var der 1114 heltidstjenere blandt de 1320 delegerede fra Japan.

      Det de japanske delegerede fik at se og høre ved disse særlige stævner, udvidede deres horisont og gav dem endnu større lyst til at tjene Jehova af hele deres hjerte. Shigeo Ikehata, der i 1978 overværede det internationale stævne i Republikken Korea, Hongkong, Filippinerne og Taiwan, forklarer: „Den store kærlighed mellem brødrene og søstrene i de fremmede lande gjorde et dybt indtryk på mig. Det at jeg med egne øjne har set at Jehovas vidner er knyttet sammen af det rene sprog, har givet mig større værdsættelse af mine tjenesteforrettigheder og påvirket indholdet af mine bønner.“

      At besøge lande hvor Jehovas tjenere har udholdt streng forfølgelse, og at høre deres erfaringer opmuntrede de delegerede til at prøve at efterligne deres tro. Misako Oda overværede i 1992 det første internationale stævne i Sankt Petersborg i det tidligere Sovjetunionen. Hun siger: „Da den indledende sang begyndte på stævnets første dag, begyndte en russisk søster der sad ved siden af mig, at græde. Da jeg kiggede op, kunne jeg se mange andre russiske søstre der havde tårer i øjnene og ikke var i stand til at synge med. Jeg takkede inderligt Jehova for den ufortjente godhed han viste ved at lade mig, der ikke har oplevet den form for forfølgelse som de har udholdt, være sammen med dem ved stævnet og få andel i denne historiske sejr for Jehova og de trofaste brødre.“

      En ung pionersøster, Seiko Namba (nu Nakajima), husker stævnet i Buenos Aires i 1990. Hun siger: „Brødrene og søstrene i Argentina lærte mig at give udtryk for kærlighed og værdsættelse og hvor vigtigt det er at vise andre disse følelser. En ældre søster omfavnede mig da vi skulle hjem, og gav mig en gave. Hun havde tårer i øjnene og sagde gang på gang: ’Hasta luego en el Paraíso’ [På gensyn i Paradiset]. Da jeg kom tilbage til Japan, forsøgte jeg at give udtryk for den samme kærlighed og venlighed over for folk i menigheden og i distriktet.“ Selv om japanere generelt er mere generte og tilbageholdende, hjalp samværet med de latinamerikanske brødre og søstre også de andre japanske delegerede til at være mere udadvendte og kærlige.

      I årenes løb har det japanske afdelingskontor haft den forret at sende tusinder af delegerede til særlige stævner i andre lande. Den overvældende tilslutning der er når indbydelserne sendes ud til menighederne, viser med hvor stor begejstring og værdsættelse brødrene tager imod denne lejlighed til at være sammen med deres internationale kristne familie.