Betagende nyt fra Sovjetunionen
Et glædeligt højdepunkt på hundrede års forkyndelse
„TIL registrering af vedtægterne for Administrationscentret for trossamfundet ’Jehovas Vidner i USSR’.“
Dette er en oversættelse af indledningen i det russisksprogede dokument der er gengivet på denne side. Dets ordlyd er et svar på mange bønner. Dokumentet blev underskrevet og forseglet i Moskva af en højtstående embedsmand i Den Russiske Sovjetrepubliks justitsministerium og gav Jehovas Vidner juridisk anerkendelse som trossamfund i hele USSR. Dette var et vendepunkt i deres hundredårige historie i dette vældige land.
En spæd begyndelse
Har der været Jehovas vidner i Sovjetunionen i hundrede år? Ja. Den første der i nyere tid vides at have forkyndt den gode nyhed i landet er Charles Taze Russell, som i Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence for september 1891 beskrev hvordan han under en Europarejse var taget til den russiske by Kisjinjóv. Her traf han en vis Josef Rabinóvitj, der troede på Kristus og forsøgte at forkynde for jødiske familier på egnen. Russell redegjorde udførligt for sit besøg hos Rabinóvitj og deres dybtgående, interessante drøftelser om Riget.
Den gode nyhed høres atter
Efter Russells besøg hørte man ikke meget til forkyndelsen i det der i dag er USSR, men det betyder ikke at der intet skete. I 1927 sendte tre menigheder i Sovjetunionen rapporter om mindehøjtiden til Selskabet; men væksten før den anden verdenskrig synes at have været langsom. Krigen ændrede imidlertid store folkegruppers nationale tilhørsforhold, og en af de uforudsete virkninger var at der kom mange forkyndere til Sovjetunionen.
For eksempel beretter Vagttaarnet for 1. juni 1946: „Over tusind Forkyndere, der tidligere frembar Vidnesbyrdet paa det ukrainske Sprog i Østpolen, . . . er blevet overflyttet til Ruslands Indre. . . . Hundreder af Venner, der boede i Bessarabien, tidligere en Del af Rumænien, er nu russiske Borgere og fortsætter Arbejdet med at gøre Disciple af alle Folk.“
Desuden måtte mange sovjetborgere under den anden verdenskrig lide i de nazistiske koncentrationslejre, og nogle blev derved uventet velsignet. En rapport fortæller at et antal unge russiske kvinder som i Ravensbrück mødte Jehovas vidner, tog imod sandheden og gjorde fremskridt til dåb. Det samme hændte i andre lejre. Efter befrielsen tog disse nydøbte forkyndere den gode nyhed om Riget med sig hjem til Sovjetunionen, og på denne måde medførte krigen at antallet af forkyndere i landet steg brat. Det anslås at der i 1946 var 1600 aktive forkyndere dér.
Forkyndelse i fængsel
Fængsler spillede stadig en væsentlig rolle i udbredelsen af den gode nyhed i Sovjetunionen. Efter krigen anså myndighederne fejlagtigt Jehovas vidner for et faremoment, og mange af dem blev fængslet. Men dette standsede ikke deres forkyndelse. Hvordan kunne de lade sig standse, når de troede fuldt og fast på at budskabet om Guds rige er den bedste nyhed for alle? Fængslerne blev derfor manges distrikt, og talrige medfanger reagerede velvilligt på deres forkyndelse. En rapport fra 1957 beretter: „Det menes at fyrre procent af de russere der i dag vides at være i sandheden, har lært den at kende i fængsler eller lejre.“
Lod Jehovas vidner sig afskrække af denne konstante trussel om indespærring? Slet ikke! I en rapport fra 1964 hedder det: „I disse lejre findes Jehovas vidner som er indsat for anden eller tredje gang, eftersom de ikke er holdt op med at forkynde budskabet efter deres løsladelse.“ Ifølge rapporten havde andre en fortid som kriminelle, men havde i fængselet eller lejren mødt Jehovas vidner, taget imod sandheden og gjort fremskridt så de kunne lade sig døbe før de blev sat på fri fod.
Presset letter
I midten af 60’erne mildnede myndighederne deres holdning til Jehovas vidner, sandsynligvis fordi de var blevet klar over at Jehovas folk ikke udgjorde nogen som helst trussel mod den almindelige lov og orden. Disse ydmyge kristnes arbejde blev stadig ikke legaliseret, men de kom sjældnere ud for arrestationer eller husundersøgelser. Denne lettelse var de taknemmelige for, idet deres største ønske var at kunne fortsætte deres kristne tilværelse og arbejde i en stille, mild og fredelig ånd, så vidt det stod til dem. — Romerne 12:17-19; 1 Timoteus 2:1, 2.
I 1966 blev alle de der havde været langtidsforvist til Sibirien givet fri og fik lov at rejse hvorhen i landet de ville. Mange vendte hjem efter mange års fravær, men nogle valgte at blive i denne frugtbare arbejdsmark. Og ikke alle hjemvendte blev på hjemegnen. En søster der som ung var blevet deporteret til Sibirien med sin familie, vendte tilbage til det vestlige Rusland sammen med sine forældre, men blev ikke længe dér. Hun holdt så meget af Sibiriens ydmyge, gæstfri befolkning at hun forlod sin familie og rejste tilbage for at virke blandt disse modtagelige mennesker.
En typisk oplevelse fra den tid handler om en broder der flyttede fra den ene by til den anden og efter nogen tid fik forbindelse med to andre brødre. De bad om Jehovas hjælp og fik snart kontakt med en ung græsk-ortodoks kvinde som hurtigt tog imod sandheden. Hun førte brødrene til to andre interesserede — hendes moder og lillesøster. Rapporten slutter: „I dag har fyrre personer sluttet sig til disse brødre. Tredive af dem har lært sandheden at kende inden for det sidste halve år.“
Men Jehovas vidners virksomhed blev hæmmet af at de ikke var juridisk anerkendt. Man holdt møder og forkyndte med forsigtighed. Fængsling var en reel risiko, og åbenlys forkyndelse fra hus til hus var umuligt. Til trods for dette fortsatte disse trofaste sovjetiske kristne med at tjene deres Gud loyalt og opføre sig som gode samfundsborgere. (Lukas 20:25) En af dem har udtrykt deres holdning således: „Det er en stor forret at udholde alle prøverne og forblive trofast mod Jehova Gud, at prise ham så længe man lever, så man kan opnå evigt liv fra Jehova gennem Jesus Kristus.“ De sovjetiske brødre har sat et godt eksempel i udholdenhed og trofasthed!
Endelig legaliseret!
I 1988 satte et tøbrud ind i de sovjetiske lydlande. Der blæste mildere frihedsvinde, og lande der havde underlagt Jehovas vidner begrænsninger lagde kursen om. Polen, Ungarn, Rumænien og andre lande gav disse oprigtige kristne juridisk anerkendelse så de kunne virke frit, uden frygt for indgriben. Det har været tre glædesår for brødrene i Østeuropa. De har forstået at udnytte deres nyvundne frihed til at udbrede fredsbudskabet om Riget. Og Jehovas vidner i resten af verden deler deres glæde.
De sovjetiske forkyndere har allerede haft gavn af deres større frihed. Tusinder overværede de skelsættende stævner i Polen i 1989 og atter i 1990, da 17.454 sovjetiske brødre rejste til stævne i Warszawa. Nogle kom helt ovre fra den fjernøstlige Stillehavskyst. Og alle tog uforglemmelige minder med sig hjem. De fleste havde før kun kunnet mødes med ganske få medkristne, men nu havde de været sammen med titusinder!
De vendte hjem til et land der blev mere og mere tolerant. Jehovas vidner over hele jorden iagttog udviklingen og spurgte: Hvornår bliver Jehovas Vidner legaliseret i Sovjetunionen? Det skete i 1991 — nøjagtig hundrede år efter Charles Taze Russells besøg! Den 27. marts blev „Administrationscentret for Trossamfundet Jehovas Vidner i USSR“ registreret i et dokument der i Moskva blev underskrevet af justitsministeren for RSFSR (Den Russiske Sovjetrepublik i USSR). Og hvilke friheder gav dette så Jehovas vidner?
Vedtægterne for det nyindregistrerede selskab indeholder følgende erklæring: „Trossamfundets formål er at udføre den religiøse gerning at bekendtgøre Jehova Guds navn og hans kærlige foranstaltninger for menneskeheden gennem sit himmelske rige ved Jesus Kristus.“
Hvordan skal denne gerning udføres? Vedtægterne nævner at det skal foregå ved offentlig forkyndelse og hjemmebesøg hos folk; ved ud fra Bibelen at undervise de lydhøre; ved gratis bibelstudium med sådanne ved hjælp af bibelstudiehåndbøger; og ved oversættelse, import, udgivelse, trykning og distribution af bibler.
Dokumentet skitserer også hvordan Jehovas vidner vil blive organiseret under Det Styrende Råd og et præsiderende landsudvalg med syv medlemmer, samt i menigheder der betjenes af ældsteråd og kreds- og områdetilsynsmænd.
Jehovas vidner kan tydeligvis nu fungere lige så frit og åbenlyst i Sovjetunionen som i mange andre lande. Forestil dig glæden hos de fem af det præsiderende landsudvalgs syv medlemmer og de fem erfarne menighedsældste der havde den forret at underskrive dette historiske dokument og se det blive forseglet af departementschefen for Registreringen af Offentlige og Religiøse Foreninger! To medlemmer af Jehovas Vidners Styrende Råd, Milton Henschel og Theodore Jaracz, overværede meget passende denne afgørende begivenhed. Af de trossamfund der er blevet anerkendt af Den Russiske Sovjetrepublik var Jehovas Vidner de første der modtog deres officielle registreringsdokument — en smuk belønning til de trofaste russiske brødre for mange års tålmodig udholdenhed!
Jehovas vidner alle vegne er de sovjetiske myndigheder taknemmelige for denne legalisering. Men især takker de Jehova af hele deres hjerte for deres sovjetiske brødres nyvundne frihed. De fryder sig sammen med deres brødre i USSR og de østeuropæiske lande over at disse nu kan tjene Jehova Gud så frit. Måtte Jehova velsigne dem rigt idet de anvender denne frihed fuldt ud til at prise hans hellige navn.
[Illustration på side 9]
Kreml i Moskva
[Illustration på side 10]
Russiske delegerede ved et stævne uden for Sovjetunionen