Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Jehova er organiseringens Gud
    Vagttårnet – 2014 | 15. maj
    • 4. Hvorfor er det logisk at konkludere at Guds tjenere på jorden ville være organiseret?

      4 Både de retfærdige åndeskabninger og de fysiske himle er organiseret på en helt enestående måde. (Es. 40:26) Derfor er det logisk at konkludere at Jehova også ville organisere sine tjenere på jorden. Han ønsker at de skal være præget af orden, hvilket er absolut nødvendigt fordi de har så meget vigtigt arbejde at udføre. Den trofaste tjeneste Jehovas tilbedere i fortiden og nutiden har udført, er et stærkt vidnesbyrd om at Jehova har været med dem, og at han ’ikke er uordenens men fredens Gud’. — Læs 1 Korinther 14:33, 40.

      GUDS ORGANISEREDE FOLK I GAMMEL TID

      5. Hvordan blev der midlertidigt sat en stopper for den organiserede måde menneskene skulle befolke jorden på?

      5 Da Jehova havde skabt de første mennesker, sagde han til dem: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.“ (1 Mos. 1:28) Menneskene skulle på en organiseret måde befolke jorden og udvide Paradiset indtil det dækkede hele kloden. Men det blev der midlertidigt sat en stopper for da Adam og Eva var ulydige. (1 Mos. 3:1-6) På et tidspunkt „så Jehova at menneskets ondskab var meget udbredt på jorden og at enhver tilbøjelighed i dets hjertes tanker kun var ond dagen lang“. Resultatet var at „jorden blev ... ødelagt for den sande Guds ansigt, og jorden blev fyldt med vold“. Derfor besluttede Gud at udslette de ugudelige i en verdensomspændende vandflod. — 1 Mos. 6:5, 11-13, 17.

      6, 7. (a) Hvorfor fandt Noa yndest i Jehovas øjne? (Se indledningsbilledet). (b) Hvad skete der med alle de ugudelige mennesker på Noas tid?

      6 Men „Noa fandt yndest i Jehovas øjne“ fordi han „var en retfærdig mand“ der „var uangribelig blandt sine samtidige“. Fordi „Noa vandrede med den sande Gud“, gav Jehova ham til opgave at bygge en kæmpestor ark. (1 Mos. 6:8, 9, 14-16) Arken var designet til at redde mennesker og dyr. Lydigt „gjorde Noa ganske som Jehova havde påbudt ham“, og i samarbejde med sin familie gennemførte han byggeprojektet på en organiseret måde. Efter at dyr og mennesker var kommet ind i arken, „lukkede Jehova døren“. — 1 Mos. 7:5, 16.

      7 I 2370 f.v.t., da Vandfloden kom, ’fejede Jehova alt eksisterende som var på jordens flade, bort’, men han sørgede for at den trofaste Noa og hans familie var i sikkerhed i arken. (1 Mos. 7:23) Hvert eneste menneske på jorden i dag er en efterkommer af Noa, hans sønner og deres koner. Alle de ugudelige mennesker uden for arken døde fordi de havde nægtet at lytte til Noa, „en forkynder af retfærdighed“. — 2 Pet. 2:5.

      Noa, hans familie og dyrene uden for arken efter Vandfloden

      God organisering hjalp otte mennesker til at overleve Vandfloden (Se paragraf 6, 7)

      8. Hvilken god organisering var der i Israel da Gud befalede sit folk at gå ind i det lovede land?

      8 Mere end 800 år efter Vandfloden organiserede Gud israelitterne i en nation. God organisering skulle præge alle sider af deres liv og især deres tilbedelse. For eksempel var der i Israel talrige præster og levitter, men der var også „tjenende kvinder, som gjorde tjeneste ved indgangen til mødeteltet“. (2 Mos. 38:8) Men da Jehova Gud gav Israels folk befaling om at gå ind i Kana’an, viste denne generation sig troløs, og han sagde: „Ingen af jer skal komme ind i det land som jeg løftede min hånd på at ville lade jer bo i, med undtagelse af Kaleb, Jefunnes søn, og Josua, Nuns søn.“ Kaleb og Josua blev belønnet fordi de havde aflagt en god rapport efter at have udspioneret det lovede land. (4 Mos. 14:30, 37, 38) I lydighed mod Guds anvisning udnævnte Moses senere Josua til sin efterfølger. (4 Mos. 27:18-23) Da Josua skulle til at føre israelitterne ind i Kana’an, sagde Jehova til ham: „Vær modig og stærk. Bliv ikke opskræmt og vær ikke skrækslagen, for Jehova din Gud er med dig overalt hvor du færdes.“ — Jos. 1:9.

      9. Hvilke følelser havde Rahab for Jehova og hans folk?

      9 Jehova Gud var virkelig med Josua overalt hvor han færdedes. Tænk for eksempel på hvad der skete da israelitterne lå lejrede i nærheden af den kana’anæiske by Jeriko. I 1473 f.v.t. sendte Josua to mænd af sted for at udspionere Jeriko, og dér mødte de den prostituerede Rahab. Hun skjulte dem på taget af sit hus for at de mænd Jerikos konge sendte ud for at pågribe dem, ikke skulle finde dem. Rahab sagde følgende til de israelitiske spioner: „Jeg véd at Jehova vil give jer landet ... For vi har hørt hvordan Jehova udtørrede Det Røde Havs vande foran jer ..., og hvad I gjorde ved de to amoritterkonger.“ Hun tilføjede: „Jehova jeres Gud er Gud oppe i himmelen og nede på jorden.“ (Jos. 2:9-11) Fordi Rahab støttede Jehovas organisation på den tid, sørgede Gud for at hun og hendes husstand blev skånet da israelitterne indtog Jeriko. (Jos. 6:25) Rahab troede på Jehova, havde ærefrygt for ham og viste respekt for hans folk.

      EN DYNAMISK ORGANISATION I DET FØRSTE ÅRHUNDREDE

      10. Hvad sagde Jesus til jødernes religiøse ledere, og hvorfor?

      10 Under Josuas ledelse erobrede Israel by efter by og indtog Kana’ans land. Men hvad skete der senere i historien? Som århundrederne gik, overtrådte israelitterne igen og igen Guds love. Da Jehova sendte sin søn til jorden, havde de svigtet Gud og ladet hånt om hans talsmænd i så høj grad at Jesus kaldte Jerusalem for byen „der dræber profeterne“. (Læs Mattæus 23:37, 38). Gud forkastede jødernes religiøse ledere på grund af deres troløshed. Jesus sagde derfor til dem: „Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ — Matt. 21:43.

      11, 12. (a) Hvad viser at Jehova i det første århundrede gav sin velsignelse til en ny organisation? (b) Hvem udgjorde den nye organisation som Gud godkendte?

      11 I det første århundrede forkastede Jehova det troløse Israel. Men han ville stadig have en organisation af loyale tjenere på jorden. Jehova gav nu sin velsignelse til en dynamisk ny organisation der var centreret om Jesus Kristus og hans lære. Den blev dannet på pinsedagen i år 33. Den dag var 120 af Jesu disciple samlet et sted i Jerusalem, og „pludselig lød der fra himmelen en støj ligesom af en voldsom vind der kom farende, og den fyldte hele huset“. Beretningen fortsætter: „Tunger som af ild viste sig for dem og fordelte sig, og der satte sig en på hver af dem, og de blev alle fyldt med hellig ånd og begyndte at tale på andre tungemål, sådan som ånden lod dem udtrykke sig.“ (Apg. 2:1-4) Denne underfulde begivenhed var et ubestrideligt vidnesbyrd om at Jehova støttede den nye organisation, den der bestod af Kristi disciple.

      12 På denne spændende dag „blev omkring tre tusind sjæle føjet til“ Jesu disciple. Desuden „fortsatte Jehova med daglig at føje dem til som blev frelst“. (Apg. 2:41, 47) Disse forkyndere i det første århundrede udførte så effektiv en tjeneste at der siges: „Guds ord [havde] fremgang, og antallet af disciple i Jerusalem øgedes fortsat stærkt.“ Selv „en stor skare præster begyndte at adlyde troen“. (Apg. 6:7) Mange retsindige tog altså de sandheder til sig som blev forkyndt af medlemmerne af denne nye organisation. Da Jehova senere begyndte at bringe „folk fra nationerne“ ind i den kristne menighed, var det endnu et vidnesbyrd om hans støtte. — Læs Apostelgerninger 10:44, 45.

      13. Hvilket arbejde skulle Guds nye organisation udføre?

      13 Der var ingen tvivl om hvilket arbejde Gud havde givet Kristi disciple. Jesus var selv gået foran med et godt eksempel, for kort efter sin dåb begyndte han at forkynde om „himlenes rige“. (Matt. 4:17) Han lærte sine disciple at udføre det samme arbejde og sagde til dem: „I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ (Apg. 1:8) De første kristne var fuldstændig klar over hvad der krævedes af dem. Da Paulus og Barnabas for eksempel var i Antiochia i Pisidien, sagde de frimodigt til deres jødiske modstandere: „Det var nødvendigt at Guds ord først blev fremholdt for jer. Siden I skubber det fra jer og dømmer jer selv uværdige til evigt liv, se, så vender vi os til nationerne. Jehova har nemlig givet os denne befaling: ’Jeg har sat dig til lys for nationer, for at du skal være til frelse til jordens fjerneste egne.’“ (Apg. 13:14, 45-47) Fra det første århundrede har den jordiske del af Guds organisation gjort Guds frelsesordning kendt.

      MANGE OMKOMMER, MEN GUDS TJENERE OVERLEVER

      14. Hvad skete der med Jerusalem i det første århundrede, men hvem overlevede?

      14 De fleste jøder tog ikke imod den gode nyhed og ville blive ramt af ulykke, for Jesus havde advaret sine disciple: „Når I ser Jerusalem omringet af lejrede hære, så skal I vide at dens ødelæggelse er kommet nær. Så lad dem der er i Judæa flygte til bjergene, og lad dem der er i dens midte gå ud, og lad dem der er på landet ikke gå ind i den.“ (Luk. 21:20, 21) Det gik som Jesus havde sagt. På grund af en jødisk opstand omringede romerske hære anført af Cestius Gallus i år 66 Jerusalem. Men hærene trak sig pludselig tilbage, og det gav Jesu disciple en mulighed for at forlade Jerusalem og Judæa. Ifølge historikeren Eusebios flygtede mange over Jordanfloden til Pella i Peræa. I år 70 vendte de romerske hære tilbage under ledelse af Titus og ødelagde Jerusalem. Men de trofaste kristne overlevede fordi de gav agt på Jesu advarsel.

      15. På trods af hvad blomstrede kristendommen?

      15 På trods af at Kristi disciple var udsat for strabadser, forfølgelse og andre trosprøver, blomstrede kristendommen i det første århundrede. (Apg. 11:19-21; 19:1, 19, 20) Disse første kristne trivedes åndeligt fordi de havde Guds velsignelse. — Ordsp. 10:22.

      16. Hvad måtte hver enkelt kristen gøre for at kunne være åndeligt stærk?

      16 For at kunne være åndeligt stærk måtte hver enkelt kristen gøre en personlig indsats. Det var nødvendigt at studere Skrifterne flittigt, at overvære de kristne møder og at være nidkær i forkyndelsen. Dengang bidrog sådanne aktiviteter til Jehovas folks åndelige sundhed og enhed, præcis som de gør i dag. De der var tilsluttet de velorganiserede menigheder i det første århundrede, havde stor gavn af tilsynsmændenes og menighedstjenernes villige og hjælpsomme indsats. (Fil. 1:1; 1 Pet. 5:1-4) Og hvor må det have været en fornøjelse når rejsende ældste, som Paulus, besøgte menighederne! (Apg. 15:36, 40, 41) Lighederne mellem vores tilbedelse og de første kristnes er slående. Hvor er vi taknemmelige for at Jehova har organiseret sine tjenere både dengang og nu!a

      17. Hvad vil den næste artikel handle om?

      17 Mens Satans verden nærmer sig sit endeligt, bevæger den jordiske del af Jehovas universelle organisation sig fremad med stadig større hast. Holder du trit med den? Har du gjort åndelige fremskridt? Den næste artikel vil vise hvordan du kan gøre det.

      a Se artiklerne „Kristne tilbeder Gud i ånd og sandhed“ og „Kristne der fortsat vandrer i sandheden“ i Vagttårnet for 15. juli 2002. En grundig gennemgang af den jordiske del af Guds organisation i dag findes i bogen Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige.

  • Følger du med Jehovas organisation?
    Vagttårnet – 2014 | 15. maj
    • Kristne i det første århundrede forlader Jerusalem

      Følger du med Jehovas organisation?

      „Jehovas øjne hviler på de retfærdige.“ — 1 PET. 3:12.

      HVAD VIL DU SVARE?

      • Hvordan vil Jehova reagere på sataniske forsøg på at udslette hans tjenere?

      • Hvad er nogle af de ting Gud kræver af os?

      • Hvorfor må vi følge med Jehovas organisation?

      1. Hvilken organisation blev et folk for Jehovas navn i stedet for det frafaldne Israel? (Se indledningsbilledet).

      JEHOVA tilskrives med rette æren for at have oprettet den kristne menighed i det første århundrede og for at have genoprettet den sande tilbedelse i nyere tid. Som nævnt i den foregående artikel blev den organisation der bestod af Kristi første disciple, et folk for Jehovas navn i stedet for den frafaldne nation Israel. Denne nye organisation, der så tydeligt havde Guds velsignelse, overlevede Jerusalems ødelæggelse i år 70. (Luk. 21:20, 21) Disse begivenheder i det første århundrede forudskildrede et handlingsforløb der vil involvere Jehovas tjenere i dag. Satans system vil snart ophøre med at eksistere, men Guds organisation vil overleve de sidste dage. (2 Tim. 3:1) Hvordan kan vi være sikre på det?

      2. Hvad sagde Jesus om ’den store trængsel’, og hvordan vil den begynde?

      2 Om sin usynlige nærværelse og afslutningen på tingenes ordning sagde Jesus: „Der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen.“ (Matt. 24:3, 21) Denne trængsel som vil være helt uden fortilfælde, vil begynde når Jehova tilintetgør „Babylon den Store“, al falsk religion, ved hjælp af de politiske magter. (Åb. 17:3-5, 16) Hvad vil der derefter ske?

      ET SATANISK ANGREB FØRER TIL HARMAGEDON

      3. Hvilket angreb vil blive rettet mod Jehovas folk når falsk religion er blevet tilintetgjort?

      3 Når falsk religion er blevet tilintetgjort, vil Satan og forskellige elementer i hans verden angribe Jehovas tjenere. For eksempel siger Bibelen om „Gog fra Magogs land“: „Du skal drage op. Som et uvejr vil du komme; som en sky der dækker landet vil du være, du og alle dine hærafdelinger og de mange folkeslag som er med dig.“ Fordi Jehovas Vidner ikke har nogen væbnede styrker og er det fredeligste folk på jorden, vil de se ud til at være et let mål. Men det vil vise sig at være en stor fejltagelse at angribe dem! — Ez. 38:1, 2, 9-12.

      4, 5. Hvordan vil Jehova reagere på de sataniske forsøg på at tilintetgøre hans tjenere?

      4 Hvordan vil Gud reagere på de sataniske forsøg på at tilintetgøre hans folk? Som universets Suveræn vil han afværge angrebet. Jehova betragter et angreb på hans tjenere som et angreb på ham. (Læs Zakarias 2:8). Derfor vil vores himmelske Far omgående skride til handling for at redde os. Klimakset vil være når Satans verden bliver tilintetgjort i Harmagedon, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. — Åb. 16:14, 16.

      5 Om Harmagedon siger en profeti i Bibelen: „’Jehova har en retstrætte med nationerne. Han indleder et retsopgør med alt kød. De ugudelige overgiver han til sværdet,’ lyder Jehovas udsagn. Således har Hærstyrkers Jehova sagt: ’Se! En ulykke går fra nation til nation, og en vældig storm opvækkes fra jordens fjerneste egne. Og Jehovas slagne skal på den dag ligge fra den ene ende af jorden til den anden. Der bliver ikke holdt klage over dem, og de bliver ikke samlet eller begravet. Til gødning på jordens flade bliver de.’“ (Jer. 25:31-33) Harmagedon vil sætte en stopper for denne onde tingenes ordning. Satans verden vil være borte, men den jordiske del af Jehovas organisation vil overleve.

      HVORFOR JEHOVAS ORGANISATION TRIVES I DAG

      6, 7. (a) Hvor kommer de der udgør den store skare, fra? (b) Hvilken vækst har der været i de senere år?

      6 Guds organisation overlever og trives på jorden fordi de mennesker der er en del af den, har hans godkendelse. Bibelen forsikrer os: „Jehovas øjne hviler på de retfærdige, og hans ører lytter til deres bøn.“ (1 Pet. 3:12) De retfærdige indbefatter „en stor skare“ der „kommer ud af den store trængsel“. (Åb. 7:9, 14) Disse overlevende er ikke bare „en skare“. De er „en stor skare“ — et meget stort antal mennesker. Ser du dig selv iblandt dem, som en der har overlevet „den store trængsel“?

      7 Hvor kommer de der udgør den store skare, fra? Indsamlingen af dem er et resultat af noget Jesus forudsagde ville være en del af tegnet på hans nærværelse. Han sagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Matt. 24:14) Her i de sidste dage er dette den vigtigste opgave Guds organisation har. Takket være Jehovas Vidners globale forkyndelse og undervisning har millioner af mennesker lært at tilbede Gud „i ånd og sandhed“. (Joh. 4:23, 24) For eksempel blev der i en tiårig periode — tjenesteårene 2003 til 2012 — døbt mere end 2.707.000 som havde indviet sig til Gud. På verdensplan er der nu over 7.900.000 forkyndere, og millioner flere kommer sammen med dem, især til den årlige mindehøjtid. Vi praler ikke af tal, for det er ’Gud der stadig får det til at gro’. (1 Kor. 3:5-7) Ikke desto mindre er det tydeligt at den store skare bliver større for hvert år der går.

      8. Hvad skyldes den bemærkelsesværdige vækst i Jehovas organisation i dag?

      8 Der har været en bemærkelsesværdig vækst i antallet af tjenere for Gud fordi Jehova selv støtter sine Vidner. (Læs Esajas 43:10-12). Denne vækst blev forudsagt med disse ord: „Den mindste vil blive til tusind, og den ringeste til en mægtig nation. Jeg, Jehova, vil fremskynde det når tiden er inde til det.“ (Es. 60:22) Engang var den salvede rest som „den mindste“, men deres antal voksede efterhånden som andre åndelige israelitter blev bragt ind i Guds organisation. (Gal. 6:16) Som følge af Jehovas velsignelse gennem årene fortsætter væksten med indsamlingen af den store skare.

      HVAD JEHOVA KRÆVER AF OS

      9. Hvad må vi gøre hvis vi ønsker at opleve opfyldelsen af de strålende løfter i Guds ord?

      9 Uanset om vi er salvede eller hører til den store skare, kan vi komme til at opleve opfyldelsen af de strålende løfter i Guds ord. Men det kræver at vi lever op til Jehovas krav. (Es. 48:17, 18) Tænk for eksempel på israelitterne under Moseloven. Et af formålene med Loven var at beskytte israelitterne ved at give dem nogle sunde normer for blandt andet seksualliv, forretningsanliggender, børneopdragelse og hvordan de skulle behandle andre. (2 Mos. 20:14; 3 Mos. 19:18, 35-37; 5 Mos. 6:6-9) Det gavner også os at leve op til Guds krav — og vi synes bestemt ikke at det er en byrde at gøre hans vilje. (Læs 1 Johannes 5:3). Ligesom israelitterne blev beskyttet af Loven, bliver vi beskyttet når vi følger Jehova Guds love og principper, og samtidig hjælper det os til at forblive „sunde i troen“. — Tit. 1:13.

      10. Hvorfor må vi sætte tid af til bibelstudium og en ugentlig Teokratisk Familieaften?

      10 Den jordiske del af Jehovas organisation bevæger sig fremad på flere måder. For eksempel bliver vores forståelse af sandheden fra Bibelen stadig klarere. Det er også hvad vi forventer, for „de retfærdiges sti er som det klare dagslys der gradvis vokser indtil højlys dag“. (Ordsp. 4:18) Men det vil være godt at spørge sig selv: ’Følger jeg med i justeringerne i vores forståelse af Bibelens sandheder? Læser jeg i Bibelen hver dag? Læser jeg begejstret alle vores publikationer? Har jeg og min familie en ugentlig Teokratisk Familieaften?’ De fleste af os er enige i at det ikke er for vanskeligt at gøre disse ting. Ofte er det bare et spørgsmål om at sætte tid af til dem. Og hvor er det vigtigt at tilegne sig nøjagtig kundskab fra Bibelen, anvende den og gøre åndelige fremskridt — især nu hvor den store trængsel er så tæt på!

      11. På hvilke måder har fortidens højtider og nutidens møder og stævner gavnet Guds folk?

      11 Jehovas organisation har vores bedste på sinde når den tilskynder os til at følge apostlen Paulus’ opfordring: „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ (Hebr. 10:24, 25) Årlige højtider og andre sammenkomster hvor man tilbad Jehova, opbyggede israelitterne åndeligt. Desuden var begivenheder som den særlige løvhyttefest på Nehemias’ tid anledninger til at glæde sig. (2 Mos. 23:15, 16; Neh. 8:9-18) Vores møder og stævner gavner os på lignende måder. Lad os få fuldt udbytte af disse ordninger der styrker vores åndelige sundhed og gør os glade. — Tit. 2:2.

      12. Hvordan skal vi betragte arbejdet med at forkynde Riget?

      12 Fordi vi hører til Guds organisation, har vi den glæde at deltage i „det hellige arbejde med Guds gode nyhed“. (Rom. 15:16) At vi er med i dette „hellige arbejde“, gør os til ’den Helliges’, Jehovas, „medarbejdere“. (1 Pet. 1:15; 1 Kor. 3:9) Når vi forkynder den gode nyhed, er vi med til at ophøje Jehovas hellige navn. Og det er et uvurderligt privilegium at få „den lykkelige Guds herlige gode nyhed“ betroet. — 1 Tim. 1:11.

      13. Hvad afhænger et godt åndeligt helbred og selve livet af?

      13 Gud ønsker at vi bevarer et godt åndeligt helbred ved at holde os til ham og støtte hans organisation i dens forskellige aktiviteter. Moses sagde til israelitterne: „Jeg tager i dag himmelen og jorden til vidne mod jer på at jeg har forelagt dig livet og døden, velsignelsen og forbandelsen; og du skal vælge livet for at du kan blive i live, du og dit afkom, ved at elske Jehova din Gud, ved at adlyde hans røst og ved at holde dig til ham; for han er dit liv og rækken af dine dage, at du kan bo på den jord som Jehova svor over for dine forfædre Abraham, Isak og Jakob at ville give dem.“ (5 Mos. 30:19, 20) Vores liv afhænger af at vi gør Jehovas vilje, elsker ham, adlyder hans røst og holder os til ham.

      14. Hvordan betragtede en bror den synlige del af Guds organisation?

      14 Bror Pryce Hughes, der beslutsomt holdt sig til Gud og holdt trit med hans organisation, skrev engang: „Jeg er meget taknemmelig for at jeg har haft kendskab til Jehovas hensigter helt fra tiden umiddelbart før 1914 ... Hvis jeg skulle pege på noget der har været yderst vigtigt for mig, er det at jeg har holdt mig nær til Jehovas synlige organisation. Tidligt erfarede jeg hvor ufornuftigt det er at stole på menneskers tanker. Da jeg én gang for alle havde bortvejret enhver tvivl, besluttede jeg at holde mig til den trofaste organisation. Hvor kan man ellers opnå Jehovas gunst og velsignelse?“

      BLIV VED MED AT FØLGE MED GUDS ORGANISATION

      15. Nævn et bibelsk eksempel der viser hvordan vi skal betragte justeringer i vores forståelse.

      15 Hvis vi skal have Jehovas gunst og velsignelse, må vi støtte hans organisation og acceptere justeringer i vores forståelse af Bibelen. Efter Jesu død var der tusinder af jødiske kristne som var nidkære for Loven og havde svært ved at slippe den. (Apg. 21:17-20) Men Paulus’ brev til hebræerne hjalp dem til at acceptere at de var blevet helliget, ikke ved ofre som blev frembåret „ifølge loven“, men „ved at Jesu Kristi legeme [blev] ofret én gang for alle“. (Hebr. 10:5-10) De fleste af disse kristne med jødisk baggrund justerede uden tvivl deres tankegang og fortsatte fremad. Vi må også omhyggeligt studere og være åbne og modtagelige når der kommer justeringer i vores forståelse af Guds ord og i vores forkyndelsesmetoder.

      16. (a) Hvilke velsignelser vil gøre livet i den nye verden vidunderligt? (b) Hvad glæder du dig til i den nye verden?

      16 Alle der forbliver loyale mod Jehova og hans organisation, vil fortsat blive velsignet af ham. Trofaste salvede vil få storslåede privilegier som Kristi medarvinger i himlen. (Rom. 8:16, 17) Hvis vi har et jordisk håb, kan vi prøve at forestille os hvor herligt det vil blive at leve i Paradiset. Og hvor giver det os stor glæde at fortælle andre om Guds lovede nye verden! (2 Pet. 3:13) „De sagtmodige tager jorden i besiddelse,“ siger Salme 37:11, „og de kan glæde sig over megen fred.“ Folk „skal bygge huse og bo der“ og nyde „deres hænders værk“. (Es. 65:21, 22) Der vil ikke mere være undertrykkelse, fattigdom og sult. (Sl. 72:13-16) Babylon den Store vil ikke længere vildlede nogen, for hun findes ikke. (Åb. 18:8, 21) De døde vil blive oprejst og få muligheden for at leve evigt. (Es. 25:8; Apg. 24:15) Sikke betagende fremtidsudsigter for millioner der har indviet sig til Jehova! Hvis vi personligt skal opleve at disse bibelske løfter bliver opfyldt, må vi fortsat gøre åndelige fremskridt — bevæge os fremad sammen med Guds organisation, altid holde trit med den.

      Guds trofaste tjenere nyder livet i et jordisk paradis

      Kan du se dig selv i Paradiset? (Se paragraf 16)

      17. Hvilken indstilling skal vi have til Jehovas tilbedelsesordning og hans organisation?

      17 Nu hvor denne verdens afslutning er så tæt på, må vi forblive faste i troen og vise dyb taknemmelighed for Guds tilbedelsesordning. Det var den indstilling salmisten David gav udtryk for: „Én ting har jeg bedt Jehova om, det stræber jeg efter: at måtte bo i Jehovas hus alle mit livs dage, for at betragte Jehovas liflighed og nyde synet af hans tempel.“ (Sl. 27:4) Måtte hver enkelt af os holde os til Jehova, holde trit med hans folk og fortsætte fremad sammen med hans organisation.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del