Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Samarbejde under byggerier i hele verden
    Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige
    • Kontorer, trykkerier og betelhjem i hele verden

      I 1992 havde Vagttårnsselskabet 99 afdelingskontorer som koordinerede Jehovas Vidners virksomhed i hver sin del af verden. På over halvdelen af disse afdelingskontorer blev der trykt publikationer til fremme af det bibelske undervisningsarbejde. De fleste af dem der arbejder på afdelingskontorerne bor som én stor familie i hjem der kaldes Betel, hvilket betyder „Guds hus“. Eftersom antallet af Jehovas vidner hele tiden stiger og deres virksomhed øges, har det været nødvendigt at udvide afdelingskontorerne og at bygge nye.

      Organisationen er vokset så hastigt at udvidelser ofte har været planlagt eller været i fuld gang på mellem 20 og 40 afdelingskontorer samtidig. Det har krævet et enormt internationalt byggeprogram.

      På grund af det uhyre omfattende byggearbejde verden over har Vagttårnsselskabet oprettet sin egen arkitekttegnestue på hovedkontoret i New York. Ingeniører med mange års erfaring har forladt deres verdslige arbejde for at hjælpe til på heltid med byggeprojekter som er direkte knyttet til Rigets arbejde. De erfarne fagfolk har desuden oplært andre mænd og kvinder til at arbejde som ingeniører, arkitekter og tekniske tegnere. Når arbejdet koordineres af denne afdeling kan den erfaring man tilegner sig i forbindelse med opførelse af et afdelingskontor i ét land, komme dem til gode der arbejder på projekter i andre lande.

      Med tiden betød den store arbejdsmængde at det var en fordel at åbne en regional arkitekttegnestue i Japan som kunne tage sig af projekteringen for Østen. Også i Europa og Australien er der regionale arkitekttegnestuer med medarbejdere fra mange forskellige lande. De regionale tegnestuer arbejder nært sammen med hovedkontoret, og deres tjeneste, samt brugen af computerteknologi, betyder at man kan nøjes med en lille stab af tegnere på den enkelte byggeplads.

      Nogle projekter er forholdsvis små. Det gjaldt for eksempel det afdelingskontor der i 1983 blev bygget på Tahiti, og som omfattede kontorer, lagerrum og boliger til otte frivillige arbejdere. Det gjaldt også det fireetages afdelingskontor som blev opført på den caraibiske ø Martinique mellem 1982 og 1984. Storbyboere fra andre lande ville måske ikke opfatte disse bygninger som noget særligt, men de vakte opmærksomhed i området. Avisen France-Antilles erklærede at afdelingskontoret på Martinique var „et arkitektonisk mesterværk“ der afspejlede „stor kærlighed til veludført arbejde“.

      Som en kontrast hvad størrelse angår kan nævnes at de bygninger der blev fuldført i Canada i 1981, omfattede et trykkeri på over 9300 kvadratmeter etageareal og en boligbygning til 250 frivillige arbejdere. Samme år blev Vagttårnsselskabets kompleks i Cesario Lange i Brasilien færdigt. Det består af otte bygninger med et samlet etageareal på næsten 46.000 kvadratmeter. Det krævede 10.000 vognlæs cement, sten og sand, og så mange betonpæle til pilotering at de kunne nå to gange til toppen af Mount Everest! I 1991, da et stort nyt trykkeri blev fuldført på Filippinerne, måtte man også opføre en 11-etages boligblok.

      Et stigende antal forkyndere i Nigeria gjorde det nødvendigt at sætte et stort byggeprojekt i gang i Igieduma i 1984. Der skulle bygges et trykkeri, en rummelig kontorbygning, fire sammenhængende boligblokke og andre nødvendige faciliteter. Planen var at bygge trykkeriet af præfabrikerede elementer der skulle sendes fra De Forenede Stater, men brødrene fik pålagt tidsfrister for import som syntes umulige at overholde. Da det alligevel lykkedes, og alt nåede sikkert frem til byggepladsen, tog brødrene ikke æren for det. De takkede Jehova for hans velsignelse.

      Hurtig vækst over hele jorden

      I nogle lande har forkyndelsen af Riget haft så hurtig vækst at det, selv efter omfattende udvidelser af afdelingskontoret, har været nødvendigt at begynde at bygge igen relativt kort tid efter. Læg mærke til følgende eksempler:

      I Peru blev et dejligt, nyt afdelingskontor — med kontorer, 22 værelser og andre nødvendige faciliteter for betelfamilien, samt en rigssal — fuldført i slutningen af 1984. Men i dette sydamerikanske land tog mange flere end forventet imod budskabet om Riget. Fire år senere måtte man fordoble det bebyggede areal, og denne gang opførte man jordskælvssikrede bygninger.

      I 1979 blev et nyt, rummeligt afdelingskontor færdigt i Colombia. Det så ud til at det ville være rigelig stort i mange år fremover. Men før der var gået syv år var antallet af Jehovas vidner i Colombia næsten fordoblet, og afdelingskontoret trykte nu bladene La Atalaya og ¡Despertad! ikke bare til Colombia men også til fire nabolande. Det var derfor nødvendigt at begynde at bygge igen i 1987 — denne gang på en grund hvor der var mere plads til udvidelser.

      I 1980 brugte Jehovas vidner i Brasilien omkring 14 millioner timer på den offentlige forkyndelse af budskabet om Riget. I 1989 var tallet steget til næsten 50 millioner. Flere og flere viste at de ønskede at få deres åndelige behov dækket. Det store afdelingskontor der var blevet indviet i 1981, var ikke længere stort nok. Allerede i september 1988 begyndte man at grave ud til et nyt trykkeri med 80 procent større etageareal end det eksisterende, og eftersom betelfamilien voksede var der selvsagt også behov for flere boliger.

      I Selters/Taunus i Tyskland blev Vagttårnsselskabets næststørste trykkerikompleks indviet i 1984. På grund af væksten i Tyskland og mulighederne for at udvide forkyndelsesarbejdet i lande som dette afdelingskontor trykker publikationer til, begyndte man fem år senere at planlægge at udvide trykkeriet med over 85 procent og at opføre andre bygninger som der dermed blev behov for.

      Afdelingskontoret i Japan flyttede i 1972 fra Tokyo til nye og større lokaler i Numazu. I 1975 blev der foretaget omfattende udvidelser. I 1978 købte man en ny ejendom i Ebina, og kort efter gik man i gang med at bygge et trykkeri der var over tre gange så stort som det i Numazu. Det stod færdigt i 1982. Alligevel var der ikke plads nok, og i 1989 blev der bygget til. Kunne man ikke have bygget et tilstrækkelig stort afdelingskontor på én gang, så man havde undgået udvidelserne? Nej. Antallet af forkyndere i Japan var blevet fordoblet igen og igen — noget intet menneske kunne have forudset. Tallet steg fra 14.199 i 1972 til 137.941 i 1989, og en stor del af forkynderne var i heltidstjenesten.

      Noget lignende er sket i andre dele af verden. Efter at store afdelingskontorer med trykkerier er blevet bygget, er der ofte kun gået ti år — og somme tider ikke engang dét — før det har været nødvendigt at foretage betydelige udvidelser. Det har blandt andet været tilfældet i Mexico, Canada, Sydafrika og Republikken Korea.

      Hvem udfører byggearbejdet? Hvordan foregår det?

      Mange tusind er ivrige efter at hjælpe

      Af de 17.000 Jehovas vidner i Sverige tilbød cirka 5000 deres hjælp da der skulle bygges et nyt afdelingskontor i Arboga. De fleste arbejdede som villige altmuligmænd, men der var også nok af dygtige fagfolk som kunne sørge for at alt blev gjort på den rigtige måde. De havde alle samme motiv til at komme: kærlighed til Jehova.

      Da en sagsbehandler fra bygningsinspektoratet her i Danmark hørte at alt arbejdet på det nye afdelingskontor i Holbæk skulle udføres af Jehovas vidner, gav han udtryk for bekymring. Det viste sig imidlertid at al den nødvendige ekspertise fandtes blandt de Jehovas vidner der meldte sig frivilligt. Ville resultatet alligevel have været bedre hvis de havde fået professionelle byggefirmaer til at udføre arbejdet? Da projektet var færdigt, fik fagmændene fra bygningsinspektoratet en rundvisning på området. De roste det gode håndværksarbejde — noget de sjældent ser hos kommercielle firmaer nu om stunder. Da den venlige, velmenende sagsbehandler blev mindet om sine betænkeligheder, sagde han med et smil: „Dengang kendte jeg jo ikke jeres organisation.“

      I Australien ligger byerne meget spredt. De fleste af de 3000 frivillige der mellem 1978 og 1983 deltog i opførelsen af afdelingskontoret i Ingleburn, måtte derfor rejse mindst 1600 kilometer. Men der blev arrangeret busrejser for grupper af frivillige, og menighederne langs ruten viste stor gæstfrihed. De serverede måltider og tog sig af brødrene når de gjorde holdt undervejs. Nogle af brødrene solgte deres hjem, lukkede deres forretning, tog ferie eller bragte andre ofre for at kunne være med. Fagfolk kom i hold for at støbe, montere lofter og sætte hegn op — og nogle kom endda flere gange. Andre skænkede materialer.

      De fleste frivillige der har deltaget i disse projekter har været ufaglærte, men efter en kort oplæring har nogle af dem kunnet påtage sig et stort ansvar og udføre et glimrende stykke arbejde. De har lært at køre traktor, at isætte vinduer, at blande beton og at mure. De havde en fordel frem for dem der ikke er Jehovas vidner og som udfører det samme arbejde kommercielt. Hvilken? Fagfolkene var villige til at oplære andre. Ingen var bange for at nogen skulle tage deres job; der var rigeligt at gøre for alle. Og alle havde lyst til at udføre kvalitetsarbejde, for deres arbejde var et udtryk for deres kærlighed til Gud.

      På alle byggepladser er der nogle som udgør kernen i „byggefamilien“. Under arbejdet i Selters/Taunus mellem 1979 og 1984 bestod denne kerne som regel af flere hundrede. Tusinder af andre sluttede sig til dem for kortere eller længere tid, især i weekenderne. Alt blev nøje planlagt, sådan at der var rigeligt at gøre for de frivillige hjælpere når de kom.

      Så længe vi er ufuldkomne vil der opstå problemer, men de der deltager i disse projekter forsøger at løse dem på grundlag af bibelske principper. De ved at det er vigtigere at gøre tingene på en kristen måde end at være effektiv. På byggepladsen i Ebina i Japan blev der som en påmindelse hængt store skilte op med billeder af arbejdere med hjelm på, og på hver af hjelmene stod det japanske tegn for en af Guds ånds frugter: kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse. (Gal. 5:22, 23) De der besøger en byggeplads kan både se og høre forskellen fra andre byggepladser. En journalist der var blevet vist rundt på byggepladsen i Brasilien, fortalte om det han havde set: „Der er ingen uorden eller mangel på samarbejde her . . . Den kristne atmosfære gør dette her helt anderledes end hvad man almindeligvis oplever i forbindelse med private byggerier i Brasilien.“

      Stadige udvidelser af hovedkontoret

      Det er ikke bare Vagttårnsselskabets afdelingskontorer der har måttet udvide; det samme gælder hovedkontoret. Trykkeriet og kontorerne i Brooklyn og andre steder i staten New York er blevet udvidet over ti gange siden den anden verdenskrig. For at skaffe boliger til staben har man måttet bygge eller købe og restaurere en række bygninger, både store og små. I august 1990 og januar 1991 blev det oplyst at der endnu en gang skulle foretages større udvidelser i Brooklyn. De skulle gennemføres endnu før det store uddannelsescenter med plads til 1200 betelmedarbejdere og elever nord for New York, der var blevet påbegyndt i 1989, var fuldført.

      Siden 1972 har man bygget uafbrudt ved hovedkontoret i Brooklyn og nært tilknyttede faciliteter i andre dele af staten New York og i New Jersey. Med tiden viste det sig at selv om der var i hundredvis af faste byggearbejdere, kunne de umuligt holde trit med arbejdet. I 1984 begyndte man derfor at gøre brug af midlertidige arbejdere. De daværende 8000 menigheder i De Forenede Stater fik et brev hvori kvalificerede brødre blev indbudt til at komme og hjælpe til i en uge eller mere. (En lignende ordning havde allerede givet gode resultater på nogle af afdelingskontorerne, blandt andet i Australien, hvor alle der kunne hjælpe til i to uger, blev indbudt til at melde sig.) Arbejderne ville få kost og logi, men de måtte selv betale rejsen og de fik ingen løn. Hvem ville komme?

      I 1992 var over 24.000 ansøgninger blevet behandlet. Mindst 3900 af dem var fra nogle der kom for anden eller tredje gang, eller endda tiende eller tyvende gang. De fleste var ældste, menighedstjenere eller pionerer — brødre med gode åndelige kvalifikationer. De erklærede sig alle villige til at lave hvad som helst der var behov for, uanset om det var inden for deres fag eller ikke. Arbejdet var ofte hårdt og snavset. Men de betragtede det som en forret at være med til at fremme Rigets interesser på denne måde. Nogle syntes at det hjalp dem til bedre at værdsætte den selvopofrende ånd der kendetegner arbejdet på hovedkontoret. Alle følte sig rigt belønnet ved at overvære betelfamiliens drøftelse af dagsteksten ved morgenbordet og det ugentlige studium af Vagttårnet.

      Det Internationale Byggehold

      Som følge af det voksende behov for udvidelser blev der i 1985 indført en international ordning for frivillige byggearbejdere. Det var ikke først på dette tidspunkt et internationalt samarbejde på byggefronten blev indledt, men arbejdet blev nu nøje koordineret fra hovedkontoret. Alle der deltager er Jehovas vidner som melder sig frivilligt til at hjælpe til ved byggerier uden for deres eget land. Det drejer sig om fagfolk, som oftest mænd, hvis koner rejser med for at hjælpe til hvor de kan. De fleste betaler rejsen selv, og ingen får løn for deres arbejde. Nogle af dem rejser ud i kort tid, som regel mellem to uger og tre måneder. Andre arbejder med i et år eller længere, måske helt til projektet er færdigt. Over 3000 Jehovas vidner fra 30 forskellige lande deltog i denne ordning i de fem første år, og flere var ivrige efter at være med når der blev behov for nogle inden for deres fagområde. De betragter det som et privilegium at få lov at bruge deres tid, kræfter og midler til fremme af Rigets interesser på denne måde.

      Det Internationale Byggehold får kost og logi. Komforten er det ofte så som så med. De lokale Jehovas vidner sætter stor pris på det arbejde deres besøgende brødre og søstre udfører, og når det er muligt lader de dem bo hos sig, hvor beskedne deres hjem end måtte være. Måltiderne får arbejderne som regel på byggepladsen.

      De udenlandske brødre kommer ikke for at udføre hele arbejdet på egen hånd. Deres mål er at samarbejde med det lokale byggehold. Og hundreder, ja endda tusinder, af andre i landet kommer måske for at hjælpe i en weekend, en uge eller længere tid. I Argentina samarbejdede 259 frivillige fra andre lande med flere tusind lokale brødre, hvoraf nogle deltog i arbejdet hver dag, andre var med i nogle få uger, og mange flere hjalp til i weekenderne. I Colombia arbejdede over 830 frivillige fra andre lande med i kortere eller længere tid. Desuden deltog over 200 lokale frivillige i projektet på heltid, og hver weekend hjalp yderligere 250 eller flere til. I alt var over 3600 forskellige med.

      Sprogforskellene kan give problemer, men de hindrer ikke de internationale grupper i at arbejde sammen. Man kommer langt med fingersprog, mimik, en veludviklet humoristisk sans og et ønske om at udføre et stykke arbejde til ære for Jehova.

      Nogle af de lande som erfarer en bemærkelsesværdig vækst inden for organisationen — og som derfor har behov for større afdelingskontorer — er lande hvor der er forholdsvis få faglærte byggearbejdere. Men dette er ingen hindring blandt Jehovas vidner, der med glæde vil hjælpe hinanden. De samarbejder som en international familie der ikke er splittet af nationalitet, hudfarve eller sprog.

      I Papua Ny Guinea måtte hver af de frivillige arbejdere der kom fra Australien og New Zealand for at hjælpe til, oplære en indfødt broder i sit fag for at opfylde arbejdsministeriets krav. Det betød at mens de lokale forkyndere gav af sig selv, fik de lært et fag der kunne hjælpe dem til at forsørge sig selv og deres familie.

      Da der blev brug for et nyt afdelingskontor i El Salvador fik de lokale brødre hjælp af 326 frivillige fra andre lande. Under byggeriet i Ecuador arbejdede 270 forkyndere fra 14 lande sammen med deres ecuadorianske brødre og søstre. Nogle fra Det Internationale Byggehold hjalp til med flere projekter på samme tid. De rejste frem og tilbage mellem byggepladser i Europa og Afrika, alt efter hvor der var brug for deres faglige kunnen.

      I 1992 var der blevet sendt internationale byggearbejdere ud til 49 lande for at hjælpe lokale brødre med at opføre afdelingskontorer. I nogle tilfælde har de der har modtaget hjælp gennem denne ordning, selv været i stand til at hjælpe andre. Under opførelsen af afdelingskontoret på Filippinerne var der for eksempel omkring 60 langtidsmedarbejdere og over 230 korttidsmedarbejdere fra Det Internationale Byggehold der hjalp til, og da projektet var fuldført, tilbød nogle filippinere at hjælpe ved byggerier i andre dele af Sydøstasien.

  • Samarbejde under byggerier i hele verden
    Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige
    • [Illustrationer på side 337]

      Nyankomne midlertidige byggearbejdere på hovedkontoret i New York

      Hver gruppe bliver mindet om at det er vigtigere at være åndeligsindet og udføre kvalitetsarbejde end at arbejde hurtigt

  • Samarbejde under byggerier i hele verden
    Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige
    • [Illustrationer på side 338]

      Det internationale byggeprogram dækker et presserende behov

      Organisationens hurtige vækst har krævet stadige udvidelser af kontorer, trykkerier og betelhjem jorden over

      Medlemmer af Det Internationale Byggehold hjælper de lokale Jehovas vidner

      Spanien

      De byggemetoder der bruges, gør det muligt for mange frivillige med begrænset erfaring at udføre værdifuldt arbejde

      Puerto Rico

      Fagfolk stiller sig med glæde til rådighed

      New Zealand

      Grækenland

      Brasilien

      Brug af holdbare materialer bidrager til at vedligeholdelsesudgifterne begrænses på langt sigt

      Storbritannien

      Arbejderne ønsker at udføre kvalitetsarbejde som et udtryk for deres kærlighed til Jehova

      Canada

      Projekterne vækker stor glæde, og mange varige venskaber knyttes

      Colombia

      Et skilt i Japan der minder arbejderne om at tage hensyn til sikkerheden og lægge Guds ånds frugter for dagen

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del