Rigssale

Mange menigheder af Jehovas Vidner holdt i begyndelsen de fleste af deres møder i private hjem, ligesom de kristne i det første århundrede. I Stockholm lejede de få der i begyndelsen holdt regelmæssige møder, et snedkerværksted hvor de samledes efter arbejdstids ophør; og i Spanien måtte en lille gruppe i provinsen La Coruña holde sine første møder i et lille kornmagasin på grund af forfølgelse.

I de lande hvor Jehovas vidner havde frihed til at samles, lejede de enkelte menigheder et mødelokale når de fik behov for mere plads. Men hvis lokalet også blev brugt til andre formål måtte alt udstyr sættes op før hvert møde, og i mange tilfælde lugtede der af tobaksrøg. Når det var muligt lejede brødrene en forretning der stod tom, eller et lokale ovenpå der kun blev benyttet af menigheden. Men høj leje og mangel på egnede lokaler gjorde det efterhånden nødvendigt mange steder at finde andre løsninger. I nogle tilfælde købte brødrene bygninger som de satte i stand.

Før den anden verdenskrig var der nogle få menigheder som byggede et forsamlingslokale der var specielt udformet til deres møder. Allerede i 1890 byggede en gruppe bibelstudenter i Mount Lookout i West Virginia deres egen mødesal.a Men det var først i 1950’erne at det blev almindeligt at bygge rigssale.

Navnet rigssal blev foreslået i 1935 af J. F. Rutherford, der dengang var præsident for Vagttårnsselskabet. Han fik brødrene til at bygge en mødesal i tilknytning til Selskabets afdelingskontor i Honolulu på Hawaii. Da James Harrub spurgte ham hvad de skulle kalde bygningen, svarede han: „Synes du ikke at vi skal kalde den ’rigssal’, eftersom det er det vi gør — forkynder den gode nyhed om Riget?“ Fra da af hængte man så vidt muligt et skilt op med ordet „Rigssal“ ved de lokaler som Jehovas Vidner brugte fast. Efter at London-tabernaklet var blevet bygget om i 1937-38, blev det derfor kaldt en rigssal. Med tiden blev de enkelte menigheders vigtigste mødelokale verden over kendt som Jehovas Vidners Rigssal.

Mange måder at gøre det på

Om man skal leje et lokale eller bygge en rigssal, er noget den enkelte menighed afgør. Den betaler som regel også selv udgifterne til byggeri og vedligeholdelse. For at spare penge har langt de fleste menigheder bestræbt sig for at udføre så meget som muligt af byggearbejdet selv, uden at benytte kommercielle entreprenører.

Bygningerne kan være opført i mursten, natursten, træ eller andre materialer, afhængigt af omkostninger og hvad der er at få på stedet. I Katima Mulilo i Namibia tækkede man taget med langt græs, og til gulv og vægge brugte man ler fra termitboer (der bliver meget hårdt når det tørrer). Jehovas vidner i Segovia, Colombia, støbte selv betonelementer. I Colfax i Californien blev der brugt utilhugget lava fra Mount Lassen.

Da der i 1972 ofte kom over 200 til møderne i Maseru i Lesotho, indså menighedens medlemmer at de var nødt til at bygge en egnet rigssal. Alle hjalp til. Selv ældre brødre gik op til 30 kilometer for at være med. Børn trillede vandtønder til byggepladsen. Søstre tilberedte måltider. Det var også dem der gjorde grunden klar før gulvene skulle støbes. De stampede taktfast jorden mens de sang Rigets sange. Til væggene blev der brugt sandsten, som kunne afhentes gratis i bjergene i området. Resultatet blev en rigssal der havde plads til omkring 250.

Af og til har forkyndere fra nabomenigheder hjulpet til med byggearbejdet. I 1985, da Jehovas vidner i den sorte bydel Imbali i Sydafrika byggede en rigssal med plads til 400, kom der forkyndere fra det nærliggende Pietermaritzburg og Durban for at hjælpe til. Kan du forestille dig hvor forbavsede naboerne blev da de i en tid med raceuroligheder i Sydafrika så i snesevis af hvide, farvede og indiske Jehovas vidner strømme ind i bydelen og arbejde skulder ved skulder med deres sorte afrikanske brødre? Som Imbalis borgmester sagde: „Det kan kun gøres med kærlighed.“

Men uanset hvor stor villigheden var, satte de lokale forhold visse grænser for hvad brødrene kunne gøre. Menighedens mænd havde familie at forsørge og kunne som regel kun deltage i et byggeprojekt i weekenden og måske nogle aftener. Mange menigheder havde kun få, om overhovedet nogen, fagfolk i byggebranchen. Alligevel kunne en forholdsvis enkel, lidt åben bygning der var egnet i troperne, opføres på bare nogle få dage eller måske et par uger. Med hjælp fra forkynderne i nabomenighederne kunne mere solide bygninger opføres på fem-seks måneder. I andre tilfælde kunne det tage et år eller to.

Men i 1970’erne steg antallet af Jehovas vidner i hele verden så meget at der gennemsnitlig blev oprettet to-tre menigheder om dagen. I begyndelsen af 1990’erne var der en vækst på op til ni menigheder om dagen. Kunne behovet for nye rigssale på nogen måde dækkes?

Hurtige byggemetoder udvikles

I begyndelsen af 1970’erne kom over 50 forkyndere fra nærliggende menigheder for at hjælpe med at opføre en ny rigssal i Carterville i Missouri til den gruppe der havde holdt møder i Webb City. På én weekend fik de rejst skelettet og gjort en hel del ved taget. Der var stadig meget arbejde tilbage, og det tog flere måneder at fuldføre byggeriet, men en vigtig del af det var blevet gjort på meget kort tid.

I løbet af det næste årti samarbejdede disse brødre om at bygge cirka 60 rigssale, og de lærte lidt efter lidt at overvinde forskellige hindringer og udviklede en effektiv metode. Efterhånden blev de klar over at de måske kunne opføre en hel rigssal på en enkelt weekend hvis fundamentet var lavet i forvejen.

Flere tilsynsmænd fra menigheder i den midtvestlige del af De Forenede Stater begyndte at arbejde hen imod dette mål. Når menigheder bad om hjælp til rigssalsbyggerier, drøftede en eller flere af disse brødre projektet med dem og skaffede dem detaljerede oplysninger om hvad de selv måtte gøre før byggeriet kunne gennemføres. Der skulle blandt andet indhentes byggetilladelse, fundamentet skulle støbes, der skulle være elektricitet, kloakering og vand, og der måtte træffes pålidelige aftaler om levering af byggematerialer. Derefter kunne der fastsættes en dato for opførelsen af selve rigssalen. Bygningen skulle ikke være et præfabrikeret typehus; den skulle bygges fra grunden det sted hvor den skulle ligge.

Hvem skulle udføre byggearbejdet? Der blev i videst muligt omfang brugt frivillige, ulønnede arbejdere. Ofte var hele familier med. De der organiserede projektet, kontaktede håndværkere blandt Jehovas vidner som havde givet udtryk for at de gerne ville deltage i disse projekter. Mange af dem glædede sig til hvert nyt byggeri. Andre Jehovas vidner hørte om projekterne og ville også gerne være med; i hundredvis strømmede til byggepladserne fra nær og fjern, ivrige efter at give en hånd med hvor som helst de kunne. De fleste af dem var ikke håndværkere, men de levede bestemt op til den beskrivelse Salme 110:3 giver af dem der støtter Jehovas messianske rige: „Dit folk møder villigt frem.“

Torsdag aften før det store slag skulle stå, holdt de der skulle lede projektet et møde for at planlægge de sidste detaljer. Næste aften så byggeholdet en lysbilledserie om hvordan arbejdet skulle foregå. Det blev understreget hvor vigtigt det er at lægge gudfrygtige egenskaber for dagen. Brødrene blev tilskyndet til at samarbejde i kærlighed og være venlige, tålmodige og hensynsfulde. Alle blev opmuntret til at arbejde i et jævnt tempo, uden at jage, og til ikke at tøve med at bruge et par minutter på at fortælle en opbyggende oplevelse. Tidligt næste morgen begyndte byggearbejdet.

På et bestemt tidspunkt lørdag morgen holdt alle inde med det de var i gang med, og lyttede til en drøftelse af dagens tekst. Derefter blev der bedt en bøn, for alle var klar over at projektet kun kunne lykkes med Jehovas velsignelse. — Sl. 127:1.

Da arbejdet begyndte, gik det rask fremad. Efter en time var skelettet til væggene rejst. Straks efter fulgte tagspærene, og isolationsmåtter blev sømmet fast til væggene. Elektrikerne begyndte at trække ledninger. Efter få timer gik man i gang med ydermurene af mursten eller træ. Der blev installeret varme- og klimaanlæg. Skabe blev bygget og sat på plads. Nogle gange regnede det hele weekenden, eller det var isnende koldt eller bagende varmt, men arbejdet fortsatte. Der var ingen konkurrence, ingen rivalisering mellem håndværkerne.

Ofte var salen færdig før solnedgang den anden dag — pænt indrettet, og måske endda med et haveanlæg omkring. I tilfælde hvor det var mest praktisk, fordelte man arbejdet over tre dage, eller måske to weekender. Når alt var færdigt blev mange af arbejderne tilbage, trætte men glade, for at overvære det første menighedsmøde, et studium af Vagttårnet.

I Guymon i Oklahoma blev nogle af de lokale beboere bekymrede for om arbejdet blev gjort ordentligt. De ringede til kommunens bygningsinspektør. „Jeg sagde til dem at hvis de gerne ville se noget der blev gjort som det skulle, så behøvede de bare at kigge nærmere på den rigssal,“ sagde inspektøren da han senere fortalte Jehovas vidner om hændelsen. „I gør jo det hele korrekt, selv de steder hvor det ikke vil kunne ses bagefter!“

Efterhånden som der blev større behov for rigssale, blev andre oplært af de brødre der havde udviklet mange af byggemetoderne. I andre lande hørte man om hvad der foregik. Kunne de samme metoder mon bruges dér?

Hurtigbyggerierne begynder i andre lande

I Canada kunne opførelsen af rigssale slet ikke dække menighedernes behov. Jehovas vidner i Canada bad dem der stod for hurtigbyggeprojekterne i De Forenede Stater forklare hvordan de gik frem. I begyndelsen tvivlede canadierne på at det kunne lade sig gøre hos dem, men de besluttede at lade det komme an på en prøve. Den første hurtigbyggede rigssal i Canada blev rejst i 1982 i Elmira, Ontario. I 1992 var der 306 hurtigbyggede rigssale i Canada.

Forkynderne i Northampton i England mente også at de kunne klare det. Deres projekt, som blev gennemført i 1983, var det første i Europa. Brødre der havde erfaring i den slags byggeri, rejste fra De Forenede Stater og Canada for at føre tilsyn med projektet og lære de engelske forkyndere hvordan det kunne gøres. Andre var kommet helt fra Japan, Indien, Frankrig og Tyskland. De var der som frivillige, ulønnede arbejdere. Hvordan var alt dette muligt? Byggetilsynsmanden for et hold irske Jehovas vidner der har deltaget i et sådant projekt, siger: „Det lykkedes fordi alle brødrene og søstrene arbejdede sammen under indflydelse af Jehovas ånd.“

Selv når det ser ud til at projekterne ikke kan gennemføres på grund af landets byggevedtægter, har Jehovas vidner i mange tilfælde erfaret at myndighederne gerne samarbejder når de får forelagt detaljerede oplysninger om byggeriet.

Efter et hurtigbyggeprojekt nord for polarcirklen i Norge skrev avisen Finnmarken: „Helt fantastisk. Det er det eneste udtryk vi kan finde som dækker det Jehovas Vidner gjorde i weekenden.“ Og da Jehovas vidner på Nordøen i New Zealand havde opført en smuk ny rigssal på to og en halv dag, lød overskriften på lokalavisens forside: „Et projekt der ligner et mirakel.“ I selve artiklen stod der: „Det mest ubegribelige ved projektet var måske den gode organisering og fuldkomne ro der prægede byggeriet.“

Det er ikke en uoverstigelig hindring at en byggeplads ligger afsides. I Belize blev der opført en hurtigbygget rigssal på en ø 60 kilometer fra hovedstaden, selv om alle materialer måtte fragtes ud til byggepladsen. Da en rigssal blev opført i Port Hedland i Vestaustralien i løbet af en weekend, måtte så at sige alle materialer og arbejdere hentes 1600 kilometer eller længere borte. Arbejderne betalte selv deres rejse. De fleste af dem kendte ikke forkynderne i Port Hedland-menigheden, og de færreste ville nogen sinde komme til møder dér. Men det hindrede dem ikke i at give udtryk for deres kærlighed ved at hjælpe til.

At der kun er få forkyndere i en menighed er heller ingen hindring for at opføre en hurtigbygget rigssal. I 1985 meldte omkring 800 Jehovas vidner fra Trinidad sig frivilligt til at rejse til Tobago for at hjælpe deres 84 kristne brødre og søstre dér med at bygge en rigssal i Scarborough. De 17 Jehovas vidner (hvoraf de fleste var kvinder og børn) i Goose Bay, Labrador, Canada, måtte så afgjort have hjælp hvis de nogen sinde skulle få deres egen rigssal. I 1985 chartrede forkyndere fra andre dele af landet tre fly som transporterede 450 byggearbejdere til Goose Bay. Efter to dages hårdt arbejde kunne de indvi den færdige rigssal søndag aften.

Dermed være ikke sagt at alle rigssale nu opføres efter hurtigbyggemetoden. Men det gælder flere og flere.

Regionale byggeudvalg

Midt i 1986 var behovet for nye rigssale vokset meget. I løbet af det foregående år var der blevet oprettet 2461 nye menigheder jorden over, og 207 af dem befandt sig i De Forenede Stater. Nogle rigssale blev brugt af tre, fire eller endda fem menigheder. Som forudsagt i Bibelen fremskyndede Jehova indsamlingsarbejdet. — Es. 60:22.

For at sikre den bedst mulige udnyttelse af mandskabet og lade alle der byggede rigssale få gavn af andres erfaringer, begyndte Selskabet at koordinere byggerierne. Som en begyndelse blev der i 1987 oprettet 60 regionale byggeudvalg i De Forenede Stater. De havde alle rigeligt at lave; nogle af dem måtte planlægge projekter et helt år eller endnu længere frem i tiden. De der blev udnævnt til at sidde i disse udvalg var mænd som først og fremmest havde åndelige kvalifikationer, ældste i menighederne som var gode eksempler med hensyn til at lægge Guds ånds frugt for dagen. (Gal. 5:22, 23) Mange af dem havde også erfaring inden for ejendomshandel, ingeniørarbejde, byggeri, administration, sikkerhed og lignende.

Menighederne blev tilskyndet til at kontakte det regionale byggeudvalg før de valgte en grund til en ny rigssal. I de byer hvor der var mere end én menighed, blev de også opfordret til at rådføre sig med kredstilsynsmanden, bytilsynsmanden og ældste fra nabomenighederne. Menigheder der planlagde at ombygge deres rigssal eller opføre en ny, blev rådet til at tale med brødrene i det regionale byggeudvalg som de hørte ind under, for at drage nytte af deres erfaring og af de retningslinjer Selskabet havde givet. Udvalget ville desuden koordinere indkaldelsen af de nødvendige fagfolk blandt brødre og søstre fra 65 fagområder som havde meldt sig frivilligt til at deltage i sådanne projekter.

Efterhånden som man fik finpudset ordningen kunne man skære ned på antallet af arbejdere ved projekterne. Det var ikke nødvendigt med tusinder af frivillige på byggepladsen; nu var der sjældent mere end 200 på samme tid. Håndværkerne behøvede heller ikke at være der hele weekenden; de kunne nøjes med at komme når der var brug for netop deres arbejdskraft. Det betød at de kunne være mere sammen med deres familie og samarbejde mere med deres menighed. Hvis der var lokale brødre som kunne udføre visse typer arbejde på forholdsvis kort tid, viste det sig ofte at være mest praktisk at det tilrejsende byggehold kun udførte den del af arbejdet som ingen andre kunne påtage sig.

Selv om det hele foregik i et forbløffende tempo, var det ikke dét der talte mest. Det var vigtigere at der blev opført beskedne rigssale af god kvalitet som dækkede de lokale menigheders behov. Alt blev nøje planlagt med henblik på at nå dette mål og samtidig holde udgifterne på et minimum. Der blev også lagt stor vægt på sikkerhedsforanstaltninger af hensyn til arbejdere, naboer, forbipasserende og dem der senere skulle bruge rigssalen.

I andre lande hørte man om denne måde at bygge rigssale på, og de afdelingskontorer der mente at det ville være en fordel at bruge den i deres land, blev oplyst om de nødvendige detaljer. I 1992 havde blandt andet Argentina, Australien, Canada, Frankrig, Japan, Mexico, Spanien, Storbritannien, Sydafrika og Tyskland oprettet regionale byggeudvalg, udnævnt af Selskabet, som ydede hjælp i forbindelse med opførelse af rigssale. Byggemetoderne blev tilpasset efter de lokale forhold. Når der var brug for hjælp fra et andet afdelingskontor i forbindelse med opførelse af en rigssal, blev det arrangeret gennem Selskabets hovedkontor. I nogle dele af verden blev rigssale opført på få dage; andre steder tog det nogle uger eller måske et par måneder. Med omhyggelig planlægning og god koordinering blev den tid det normalt tog at bygge en ny rigssal, kraftigt reduceret.

[Illustrationer på side 320, 321]

Samarbejde om hurtigbygning af rigssale

Hvert år oprettes der tusinder af nye menigheder. I de fleste tilfælde bygger Jehovas vidner selv de nye rigssale. Disse billeder er taget under opførelsen af en rigssal i Connecticut, USA, i 1991

Fredag kl. 7.40

Fredag kl. 12.00

Lørdag kl. 19.41

Søndag kl. 18.10: rigssalen er stort set færdig

De beder Jehova om hans velsignelse, og de tager sig tid til at drøfte vejledning fra hans ord

Alle er ulønnede frivillige som samarbejder med glæde

[Illustrationer på side 327]

Rigssale i forskellige lande

Jehovas Vidners mødesale er i regelen beskedne. De er rene og komfortable og passer pænt ind i omgivelserne

Filippinerne

Japan

Colombia

Frankrig

Papua Ny Guinea

Norge

Peru

Republikken Korea

Irland

Lesotho