Lærepunkter der måtte ændres

Jehovas vidner indrømmer beredvilligt at deres forståelse af Guds hensigt har måttet justeres mange gange i årenes løb. Når kundskaben om Guds hensigt er fremadskridende, må der nødvendigvis ske ændringer undervejs. Ikke fordi Guds hensigt ændres, men det voksende lys han lader skinne for sine tjenere, bevirker at de af og til må ændre opfattelse.

Ud fra Bibelen kan de påpege at det samme gjaldt Guds trofaste tjenere i fortiden. Abraham havde et nært forhold til Jehova. Men da denne troens mand rejste ud fra Ur i Kaldæa, vidste han ikke hvad det var for et land Gud førte ham til, og i mange år var han ikke sikker på hvordan Gud ville opfylde sit løfte til ham om at gøre ham til en stor nation. (1 Mos. 12:1-3; 15:3; 17:15-21; Hebr. 11:8) Gud åbenbarede mange sandheder for profeterne, men der var også noget de ikke fik forståelse af. (Dan. 12:8, 9; 1 Pet. 1:10-12) På samme måde forklarede Jesus meget for sine apostle, men selv ved slutningen af sit jordiske liv sagde han til dem at de endnu havde meget at lære. (Joh. 16:12) Noget af dette, som for eksempel at Gud havde til hensigt at føre hedninger ind i menigheden, forstod apostlene først da det begyndte at ske som en opfyldelse af profetien. — Apg. 11:1-18.

Som man kunne forvente har sådanne ændringer undertiden betydet at højt skattede synspunkter har måttet opgives, og det kan have været en prøve for nogle. Desuden er alle ændringer i forståelsen ikke sket i et enkelt skridt, på én gang. På grund af ufuldkommenhed er der undertiden en tendens til at gå fra den ene yderlighed til den anden før man når frem til den rette forståelse. Dette kan tage nogen tid. Nogle med kritiske tilbøjeligheder er snublet over dette. Betragt engang følgende eksempel:

Så tidligt som i 1880 behandlede Vagttårnets publikationer forskellige enkeltheder i forbindelse med Abrahamspagten, Lovpagten og den nye pagt. Kristenheden skænkede ikke Guds løfte om at alle jordens slægter skulle velsignes gennem Abrahams sæd, nogen opmærksomhed. (1 Mos. 22:18) Men broder Russell var dybt interesseret i at finde ud af hvordan Gud ville lade dette ske. Han mente at den bibelske beskrivelse af den jødiske forsoningsdag indeholdt nogle vidnesbyrd om hvordan det ville finde sted i forbindelse med den nye pagt. Da de samme pagter blev behandlet igen i 1907, men med særlig vægt på Kristi medarvingers rolle i forbindelse med at give menneskeheden del i de velsignelser der var forudsagt i Abrahamspagten, gjorde nogle bibelstudenter stærke indvendinger.

Der var flere ting som hindrede en klar forståelse på det tidspunkt. Bibelstudenterne kunne endnu ikke se hvilken stilling det kødelige Israel indtog i forbindelse med Guds hensigt. Denne hindring blev ikke fjernet før det med overvældende tydelighed viste sig at jøderne som folk betragtet ikke var interesserede i at blive brugt af Gud i opfyldelsen af hans profetiske ord. En anden hindring var at bibelstudenterne endnu ikke havde identificeret ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9, 10 rigtigt. De forstod ikke hvem denne skare var før den rent faktisk begyndte at vise sig som en opfyldelse af profetien. De der kritiserede broder Russell forstod heller ikke disse ting.

Nogle som gav sig ud for at være kristne brødre, beskyldte imidlertid Vagt-Taarnet for at benægte at Jesus var mellemmanden mellem Gud og mennesker, for at fornægte genløsningen og for at afvise at forsoningen var nødvendig og havde fundet sted. Ingen af delene var sande. Men nogle af dem der fremførte disse påstande var fremtrædende, og de drog andre efter sig som disciple. De havde måske ret i noget af det de lærte om den nye pagt; men velsignede Herren det de gjorde? Nogle af dem holdt møder i nogen tid, men deres grupper døde ud.

Bibelstudenterne, derimod, fortsatte med at forkynde den gode nyhed, sådan som Jesus havde befalet sine disciple. Samtidig fortsatte de med at studere Guds ord og at følge begivenhedernes udvikling som ville kaste lys over hvordan det skulle forstås. I 1930’erne blev de væsentligste hindringer for en klar forståelse af pagterne derpå ryddet af vejen, og en korrigeret forklaring af tingene blev givet i Vagttaarnet og beslægtede publikationer.d Dette var til stor glæde for dem der havde ventet tålmodigt.

Var deres forventninger berettigede?

Bibelstudenterne nærede nu og da forventninger som blev latterliggjort. Men alle deres forhåbninger og forventninger udsprang af et oprigtigt ønske om at se det de anerkendte som Guds ufejlbarlige løfter, gå i opfyldelse.

Ud fra deres studium af de inspirerede skrifter vidste de at Jehova havde lovet at velsigne alle jordens nationer gennem Abrahams sæd eller afkom. (1 Mos. 12:1-3; 22:15-18) De så i Guds ord et løfte om at Menneskesønnen skulle herske som himmelsk konge over hele jorden, at en lille hjord af trofaste ville blive taget fra jorden for at få del i hans rige sammen med ham, og at de skulle herske som konger i tusind år. (Dan. 7:13, 14; Luk. 12:32; Åb. 5:9, 10; 14:1-5; 20:6) De kendte Jesu løfte om at han ville komme igen og tage dem til sig som han havde beredt en plads i himmelen. (Joh. 14:1-3) De var også kendt med løftet om at Messias ville udvælge nogle af sine trofaste forfædre til at tjene som fyrster på hele jorden. (Sl. 45:16) De så at Bibelen forudsagde den onde verdensordnings ophør og forstod at dette blev forbundet med krigen på Guds, den Almægtiges, store dag ved Harmagedon. (Matt. 24:3; Åb. 16:14, 16) Det gjorde et dybt indtryk på dem at læse at jorden var skabt til at bebos for evigt, at de der boede på den skulle opleve sand fred, og at alle som viste tro på Jesu fuldkomne offer kunne opnå evigt liv i Paradiset. — Es. 2:4; 45:18; Luk. 23:42, 43; Joh. 3:16.

Det var kun naturligt at de spekulerede på hvornår og hvordan disse ting skulle ske. Gav de inspirerede skrifter noget fingerpeg om dette?

På grundlag af den bibelkronologi der første gang var blevet opstillet af Christopher Bowen i England, mente de at 6000 år af menneskehedens historie var udløbet i 1873, at de derefter havde befundet sig i det syvende årtusind af menneskenes historie, og at det forudsagte tusindårsriges daggry måtte være nær. Bogserien Millenniets Daggry (senere kaldet Studier i Skriften), som var skrevet af C. T. Russell, pegede på hvad dette ville betyde, ifølge den forståelse bibelstudenterne da havde af Skrifterne.

Noget andet der blev set som en mulig tidsangivelse, var den ordning Gud indstiftede i det gamle Israel med et jubelår, et frigivelsesår, hvert 50. år. Jubelåret indtraf efter syv syvårs perioder, som hver endte med et sabbatsår. I jubelåret blev hebraiske trælle givet fri, og solgte arvelodder blev givet tilbage. (3 Mos. 25:8-10) Beregninger på grundlag af denne årscyklus førte til den slutning at der måske var begyndt et stort jubelår for hele jorden i efteråret 1874, at Herren åbenbart var kommet igen i det år og var usynligt nærværende, og at „alle Tings Genoprettelses Tider“ var kommet. — Apg. 3:19-21, GD.

Ud fra den antagelse at begivenheder i det første århundrede kunne have paralleller i beslægtede begivenheder senere, drog de også den slutning at hvis Jesu dåb og salvelse i efteråret 29 svarede til begyndelsen af en usynlig nærværelse i 1874, ville hans indtog i Jerusalem som konge i foråret 33 pege på foråret 1878 som det tidspunkt da han ville tiltræde sin magt som konge i himmelen.e De mente desuden at de ville få deres himmelske belønning på det tidspunkt. Da dette ikke skete, sluttede de at eftersom Jesu salvede disciple skulle have del med ham i Riget, måtte opstandelsen til åndeligt liv for dem der allerede sov i døden være begyndt på det tidspunkt. De drog også den slutning at udløbet af Guds særlige gunst mod det kødelige Israel i år 36 kunne vise hen til 1881 som det år da den særlige mulighed for at blive en del af det åndelige Israel ville ophøre.f

I foredraget „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“, som J. F. Rutherford holdt den 21. marts 1920 i Hippodromen i New York, blev opmærksomheden henledt på året 1925. På hvilket grundlag mente man at dette år var betydningsfuldt? I en brochure der blev udgivet samme år, i 1920, blev det påpeget at hvis man regnede 70 hele jubelårsperioder frem fra det år da man mente at Israel drog ind i det forjættede land (i stedet for at bruge det sidste billedlige jubelår før landflygtigheden i Babylon som udgangspunkt og derefter tælle frem til begyndelsen af jubelåret sidst i den 50. cyklus) kunne dette pege på året 1925. På grundlag af det der stod i denne brochure håbede mange at resten af den lille hjord ville få deres himmelske belønning i 1925. Året blev også sat i forbindelse med forventninger om at trofaste førkristne tjenere for Gud skulle oprejses for at tjene på jorden som fyrstelige repræsentanter for det himmelske rige. Hvis dette virkelig skete, ville det betyde at menneskeheden var nået ind i en tid hvor døden ikke længere ville råde, og millioner som levede dengang kunne da gøre sig håb om aldrig at skulle dø bort fra jorden. Hvilke glædelige udsigter! Skønt de tog fejl, forkyndte de ivrigt om dette for andre.

Senere, i årene fra 1935 til 1944, afslørede en fornyet gennemgang af grundtrækkene i bibelkronologien at en dårlig oversættelse af Apostelgerninger 13:19, 20 i King James-oversættelsen,g sammen med visse andre faktorer, havde forskubbet kronologien over hundrede år.h Dette førte senere til den tanke — undertiden fremsat som en mulighed, undertiden med større vished — at eftersom det syvende årtusind af menneskenes historie ville begynde i 1975, ville de begivenheder der var forbundet med indledningen af Kristi tusindårsrige måske begynde at indtræffe på det tidspunkt.

Vil det sige at Jehovas vidner tog fejl i deres opfattelse af disse ting? De tog naturligvis ikke fejl når de mente at Gud med sikkerhed ville gøre som han havde lovet. Men nogle af deres tidsberegninger og de forventninger de knyttede til dem, gav anledning til alvorlige skuffelser.

Efter 1925 faldt mødedeltagelsen drastisk i nogle menigheder i Frankrig og Schweiz. Og i 1975 fulgte der en ny skuffelse da forventningerne om tusindårsrigets begyndelse ikke blev indfriet. Som følge heraf trak nogle sig tilbage fra organisationen. Andre måtte udstødes fordi de forsøgte at undergrave troen hos deres trosfæller. Skuffelse i forbindelse med årstallet spillede uden tvivl ind, men i nogle tilfælde stak rødderne dybere. Nogle argumenterede også imod nødvendigheden af at forkynde fra hus til hus. Visse personer nøjedes ikke med at gå deres vej; de blev aggressive og begyndte at modarbejde den organisation de havde været tilsluttet, idet de luftede deres synspunkter i pressen og i fjernsynet. Alligevel var det forholdsvis få der faldt fra.

Selv om disse prøver medførte en sigtning og nogle blæste bort ligesom avner når hveden kastes i vejret, var der mange andre som stod fast. Hvorfor? Om sine egne og andres erfaringer i 1925 forklarer Jules Feller: „De der havde sat deres lid til Jehova stod fast og fortsatte med at forkynde.“ De erkendte at der var begået en fejl, men de forstod at Guds ord på ingen måde havde svigtet, og derfor var der ingen grund til hverken at miste håbet eller at sløje af i arbejdet med at henvise andre til Guds rige som menneskehedens eneste håb.

Nogle forventninger var ikke blevet indfriet, men det betød ikke at bibelkronologien var værdiløs. Daniels profeti om at Messias ville fremstå 69 åruger efter at „ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem“ var udgået, blev opfyldt præcis til tiden, i år 29 e.v.t.i (Dan. 9:24-27) Året 1914 var også afmærket i Bibelens profetier.

1914 — forventninger og virkelighed

I 1876 skrev C. T. Russell den første af mange artikler hvori han pegede på 1914 som det år da hedningernes tider, som Jesus havde omtalt, ville udløbe. (Luk. 21:24, GD) I andet bind af Millenniets Daggry, som blev udgivet på engelsk i 1889 og på dansk i 1895, fremførte broder Russell på en logisk måde oplysninger som ville sætte læserne i stand til selv at undersøge det bibelske grundlag for det han sagde. I næsten 40 år op til 1914 uddelte bibelstudenterne millioner af brochurer og traktater som henledte opmærksomheden på udløbet af hedningernes tider. Nogle få andre religiøse publikationer henviste også til bibelkronologien der pegede frem til 1914, men hvilken anden gruppe end bibelstudenterne gav det international omtale og levede selv på en måde som viste at de troede på at hedningernes tider ville udløbe det år?

Som 1914 nærmede sig, steg forventningerne. Hvad ville året betyde? I Ekko fra Talerstolen (5. årgang, nr. 9, september 1914) skrev broder Russell: „Dersom vor beregning af tiden er ret, vil ’hedningernes tider’ ende i dette år — 1914. Hvad vil da ske? Det ved vi ikke med bestemthed. Hvad vi venter er, at Messias’ aktive styre vil begynde omtrent ved den tid, da hedningernes magtfrist udløber. Vi venter — enten vi nu har ret eller ikke — at Guds domme på en underfuld måde vil åbenbares mod al uretfærdighed, og at dette vil betyde, at mange, om ikke alle, af de nuværende institutioner går deres opløsning imøde.“ Han understregede at han ikke forventede „verdens ende“ i 1914 og at jorden står for evigt, men at den nuværende samfundsordning, som Satan hersker over, skal forgå.

I Vagt-Taarnet for december 1913 havde der stået: „Ifølge den bedste kronologiske Beregning, som vi er i Stand til at foretage, er det paa det nærmeste dette Tidspunkt — hvad enten det bliver Oktober 1914 eller senere. Uden at slaa noget fast ser vi os om efter visse Begivenheder: 1) Afslutningen af Hedningernes Tider — Hedningevældet i Verden — og 2) Indførelsen af Messias’ Rige i Verden.“

Hvordan ville dette finde sted? Bibelstudenterne mente på det tidspunkt at det rimeligvis måtte indebære at de der endnu var tilbage på jorden af dem som Gud havde udvalgt til at få del i det himmelske rige sammen med Kristus, blev herliggjort. Hvad tænkte de så da dette ikke skete i 1914? I The Watch Tower for 15. april 1916 hed det: „Vi tror at årstallene har vist sig at være ganske rigtige. Vi tror at hedningernes tider er udløbet.“ Men der blev oprigtigt tilføjet: „Herren sagde ikke at hele menigheden ville blive herliggjort i 1914. Vi udledte det blot, og vi tog åbenbart fejl.“

Heri mindede de om Jesu apostle. Apostlene kendte og mente at de troede på profetierne om Guds rige. Men ved forskellige lejligheder nærede de alligevel forkerte forventninger med hensyn til hvordan og hvornår disse profetier ville blive opfyldt. Det førte til skuffelse for nogle. — Luk. 19:11; 24:19-24; Apg. 1:6.

Da oktober 1914 kom og gik uden den forventede forvandling til himmelsk liv, vidste broder Russell at der ville komme alvorlige selvransagelser. I Vagt-Taarnet for januar 1915 skrev han: „Lad os huske, at vi befinder os i en Prøveperiode. Apostlene oplevede en lignende Tid i Mellemrummet mellem Herrens Død og Pinsedagen. Efter sin Opstandelse viste Herren sig nogle faa Gange for sine Disciple, og derpaa saa de Ham ikke i mange Dage. De blev modløse og sagde: ’Der er ingen Grund til at vente længere.’ ’Jeg vil tage ud at fiske,’ var der een, der sagde. To andre svarede: ’Vi vil gaa med dig.’ De var ved at vende tilbage til deres Fiskeri og opgive at fiske efter Mennesker. Det var en Prøvetid for Disciplene. En saadan er der ogsaa nu. Hvis der findes nogen Grund, som kunde faa en til at slippe Herren og Hans Sandhed og høre op med at ofre for Herrens Sag, da er det ikke Kærlighed til Gud i Hjertet, der har givet en saadan Interesse for Herren og Hans Sag, men noget andet, sandsynligvis Haabet om, at Tiden kun var kort, at Indvielsen kun skulde vare en vis Tid.“

Det var åbenbart sådan nogle havde det. Deres tanker og ønsker havde hovedsagelig drejet sig om udsigten til at blive forvandlet og få liv i himmelen. Da dette ikke skete på det forventede tidspunkt, lukkede de øjnene for betydningen af de forbløffende ting der trods alt indtraf i 1914. De glemte alle de dyrebare sandheder de havde lært fra Guds ord, og de begyndte at gøre nar af dem der havde hjulpet dem til kundskab derom.

Ydmygt begyndte bibelstudenterne igen at ransage Skrifterne for at lade Guds ord justere deres opfattelse. Deres overbevisning om at hedningernes tider var udløbet i 1914 ændredes ikke. Lidt efter lidt begyndte de at få større klarhed over hvordan det messianske rige var begyndt — at det var blevet oprettet i himmelen da Jehova overdrog myndigheden til sin søn Jesus Kristus, og at dette ikke behøvede at vente indtil Jesu medarvinger var blevet oprejst til himmelsk liv men at de ville blive herliggjort sammen med ham senere. De indså også at udbredelsen af Rigets indflydelse ikke var betinget af at fortidens trofaste profeter først blev oprejst, men at kongen ville bruge loyale nulevende kristne som sine repræsentanter til at fremholde for folk af alle nationer at de kunne opnå evigt liv som Rigets jordiske undersåtter.

Som dette storslåede billede oprulledes for deres øjne, fulgte der yderligere prøvelser og sigtning. Men de der virkelig elskede Jehova og glædede sig over at tjene ham, var meget taknemmelige for de tjenesteprivilegier der åbnede sig for dem. — Åb. 3:7, 8.

En af disse var A. H. Macmillan. Han skrev senere: „Skønt vor forventning om at blive taget til himmelen ikke blev indfriet i 1914, udløb hedningetiderne . . . Men vi var ikke særlig foruroligede over at ikke alt fandt sted som vi havde forventet, for vi var travlt optaget af arbejdet med Fotodramaet og med de problemer som krigen skabte.“ Han holdt sig travlt beskæftiget i Jehovas tjeneste og frydede sig over at se antallet af lovprisere af Guds rige vokse til langt over en million i sin levetid.

Da han så tilbage på sine erfaringer i de 66 år han var tilsluttet organisationen, sagde han: „Jeg har set organisationen blive udsat for mange alvorlige trængsler og dens medlemmers tro blive prøvet. Med Guds ånds hjælp er den kommet igennem dem alle og er stadig vokset.“ Om ændringer i forståelsen i tidens løb skrev han: „De grundlæggende sandheder vi havde lært fra Bibelen var stadig de samme. Så jeg lærte at vi burde indrømme vore fejl og granske Guds ord for at blive mere oplyst. Selv om vi fra tid til anden måtte ændre vor forståelse, kunne dette ikke ændre den nåderige genløsningsforanstaltning og Guds løfte om evigt liv.“

[Ramme/illustration på side 634]

C. J. Woodworth

Til en der holdt op med at tjene Jehova fordi Jesu Kristi salvede disciple ikke blev taget til himmelen i 1914, skrev C. J. Woodworth:

„For tyve år siden troede du og jeg på barnedåben, på præsternes guddommelige ret til at forrette denne dåb, på at dåben var nødvendig for at undgå evig pine, på at Gud er kærlighed, på at Gud har skabt og stadig skaber millioner af væsener i sit billede som vil tilbringe utallige evigheder i brændende, kvælende svovldampe, forgæves bønfaldende om blot én dråbe vand til at lindre deres pinsler . . .

Vi troede at når mennesket dør, lever det; vi troede at Jesus Kristus aldrig døde, at han ikke kunne dø, at der aldrig blev betalt eller ville blive betalt en løsesum, at Jehova Gud og hans søn Kristus Jesus er én og samme person, at Kristus var sin egen fader, at Jesus var sin egen søn, at den hellige ånd er en person, at én plus én plus én giver én, at da Jesus hang på korset og sagde: ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig,’ talte han blot til sig selv, . . . at de nuværende riger er en del af Kristi rige, at Djævelen har opholdt sig langt borte i et helvede man aldrig har fundet, i stedet for at udøve herredømme over denne verdens riger . . .

Jeg lovpriser Gud for den dag den nærværende sandhed blev bragt til min dør. Den var så opbyggende, så velgørende for sind og hjerte, at jeg hurtigt gav slip på fortidens sludder og forlorne dybsindigheder og blev brugt af Gud til også at åbne dine forblindede øjne. Vi glædede os over sandheden sammen og arbejdede side om side i femten år. Herren viste dig den store ære at bruge dig som sit talerør; jeg kender ingen der som du kunne afsløre Babylons tåbeligheder. I dit brev spørger du: ’Hvad bliver det næste?’ Her kommer vi til det sørgelige ved situationen. Det næste bliver at du tillader dit hjerte at blive bittert mod den hvis kærlighedsgerninger og hvis velsignelse fra det høje bragte sandheden til både dit og mit hjerte. Du gik din vej og tog en del af fårene med dig. . . .

Jeg virker nok latterlig i dine øjne fordi jeg ikke blev taget til himmelen den 1. oktober 1914, men du virker bestemt ikke latterlig i mine øjne — nej, langtfra.

Nu da ti af jordens største nationer vrider sig i dødskrampe forekommer det mig at være et særlig upassende tidspunkt at søge at latterliggøre den mand, og den eneste i øvrigt, som i fyrre år har fremholdt at hedningernes tider ville udløbe i 1914.“

Broder Woodworths tro rokkedes ikke da begivenhederne i 1914 ikke udviklede sig som forventet. Han erkendte blot at der var mere at lære. På grund af sin tillid til Guds hensigt tilbragte han ni måneder i fængsel i 1918-19. Senere tjente han som redaktør for bladene „The Golden Age“ og „Consolation“ („Den gyldne Tidsalder“ og „Ny Verden“). Han stod fast i troen og var loyal mod Jehovas organisation lige til sin død i 1951, da han var 81 år gammel.