„Hvordan kan vi vække vore sogne?“
DETTE spørgsmål, der for nylig blev stillet af det franske katolske blad Famille Chrétienne (Den Kristne Familie), kommer ikke bag på ret mange. Den engelske kardinal Hume har endda kaldt kirkesognene for „sovende kæmper“. For at vække folk af denne slumren er det blevet foreslået at man i tilknytning til sognene opretter grupper der skal forkynde for andre. En italiensk præst kalder det „direkte evangelisering ved hjælp af nye metoder“. Men selv om også paven for nylig har opmuntret til en sådan aktivitet, er det ikke alle der kan se behovet for at fortælle andre om deres tro.
Pigi Perini, der er præst i Milano, var for nylig på rejse i Afrika, hvor en nonne sagde til ham: „Jeg har været her i 40 år, og det er lykkedes mig aldrig at nævne Jesu navn — for ikke at ødelægge den afrikanske kultur.“ Præsten konkluderer: „Vi taler ikke længere om Jesus, og vi forkynder ikke længere evangeliet!“ Men for mange andre er dét at forkynde en vigtig del af deres liv og hjælper dem til at holde sig åndeligt vågne. Pigi Perini indrømmer: „Hvis man på torvet træffer to der taler om Jesus eller har en bibel under armen, tænker man ved sig selv: ’Der har vi Jehovas vidner!’“
Der findes millioner af mennesker som godt kan lide at drøfte Guds ord med Jehovas vidner. Sådanne bibelske drøftelser finder sikkert også sted hvor du bor. Ligesom det var tilfældet i det første århundrede, opmuntrer nidkære kristne hinanden til at dele deres tro med andre. I deres mødelokaler, som kaldes rigssale, råder en varm og venlig atmosfære. Hvorfor ikke overvære et af Jehovas Vidners møder og dér høre om hvordan man kan bekæmpe åndelig døsighed?