Men hvem ville blive den nye præsident? Det skulle afgøres på Selskabets næste årsmøde, omkring to måneder senere, den 6. januar 1917.

I begyndelsen gjorde arbejdsudvalget sit bedste for at holde sammen på det hele. Bibelstudenterne blev tilskyndet til at fortsætte arbejdet og ikke miste modet. Vagt-Taarnet udkom fortsat med artikler som Russell havde skrevet før sin død. Men da det årlige møde nærmede sig, begyndte situationen at blive spændt. Nogle drev til og med lidt privat agitation for at få deres mand valgt til præsident. Andre var, på grund af deres dybe respekt for broder Russell, tilsyneladende mere optaget af at forsøge at efterligne hans egenskaber og skabe en slags kult omkring ham. Men de fleste af bibelstudenterne var først og fremmest interesserede i at fortsætte det arbejde som Russell havde viet sit liv til.

Da tiden for valget nærmede sig, var det stadig et åbent spørgsmål hvem der skulle efterfølge Russell som præsident. Vagt-Taarnet for marts 1917 berettede om udfaldet af årsmødet: „Med nogle meget stilfulde Bemærkninger og nogle værdsættende og kærlige Ord om Br. Russell erklærede Br. Pierson, at Venner hele Landet over havde anmodet ham om som deres befuldmægtigede at afgive deres Stemme til Fordel for Br. Rutherford som Præsident, og han sagde videre, at han selv var i fuld Harmoni med dette.“ Efter at Rutherfords navn var blevet foreslået og forslaget var blevet støttet, blev der ikke fremsat flere forslag. Derpå „optalte Sekretæren Stemmerne, og Br. Rutherford blev erklæret som enstemmigt valgt af Konventet til Præsident“.

Hvordan blev den nye præsident modtaget, nu da valget var overstået? Det ovennævnte nummer af Vagt-Taarnet skrev: „Venner havde overalt bedt Herren meget om Hans Ledelse ved disse Valg; og da det var forbi, var alle tilfredse og lykkelige i Troen paa, at Herren havde ledet deres Forhandlinger og besvaret deres Bønner. Fuldkommen Harmoni herskede blandt alle de tilstedeværende.“

Denne ’fuldkomne harmoni’ holdt dog ikke længe. Den nye præsident blev modtaget godt af mange, men ikke af alle.

Den nye præsident i arbejde

Broder Rutherford havde ikke til hensigt at ændre organisationens retning; han ønskede at fortsætte ad den kurs Russell havde fastlagt. Antallet af Selskabets rejsende repræsentanter (der blev kaldt pilgrimme) blev øget fra 69 til 93. Uddelingen af Selskabets gratis traktater blev intensiveret på visse søndage foran kirkerne og regelmæssigt i forkyndelsen fra hus til hus.

’Det pastorale arbejde’, der var blevet indledt før Russells død, blev nu optrappet. Det var et opfølgningsarbejde i lighed med det genbesøgsarbejde Jehovas vidner i dag udfører. For yderligere at styrke forkyndelsen udvidede Selskabets nye præsident kolportørarbejdet. Antallet af kolportører (forløberne for vore dages pionerer) blev øget fra 372 til 461.

„Aaret 1917 begyndte med nærmest nedslaaende Udsigter,“ stod der i martsnummeret af Vagt-Taarnet i 1918. Ja, efter C. T. Russells død gjorde en vis bekymring, tvivl og frygt sig gældende. Men rapporten ved årets udgang var opmuntrende; indsatsen i forkyndelsen var øget. Det var tydeligt at arbejdet gik fremad. Havde bibelstudenterne bestået en anden prøve — C. T. Russells død?

Forsøg på at overtage ledelsen

Ikke alle støttede den nye præsident. C. T. Russell og J. F. Rutherford var meget forskellige. De havde hverken samme personlighed eller samme baggrund. Mange havde svært ved at acceptere disse forskelle. Efter deres opfattelse kunne ingen erstatte broder Russell.

Nogle få, især på hovedkontoret, nærede direkte uvilje mod broder Rutherford. At arbejdet gik fremad og at han gjorde sit yderste for at følge de retningslinjer broder Russell havde givet, gjorde øjensynlig intet indtryk på dem. Modstanden voksede. Fire medlemmer af Selskabets bestyrelse gik så vidt at de forsøgte at fratage Rutherford den administrative ledelse. Situationen tilspidsedes i sommeren 1917 i forbindelse med udgivelsen af Den fuldbyrdede Hemmelighed, det syvende bind af Studier i Skriften.

Broder Russell havde selv håbet at kunne skrive dette bind, men havde ikke været i stand til det. Efter hans død besluttede Selskabets arbejdsudvalg at to medarbejdere, Clayton J. Woodworth og George H. Fisher, skulle udarbejde denne bog, der var en kommentar til Åbenbaringen, Salomons Højsang og Ezekiels Bog. Den blev delvis baseret på det Russell havde skrevet om disse bibelske bøger, og andre kommentarer og forklaringer blev føjet til. Det færdige manuskript blev godkendt til udgivelse af Selskabets ledere og blev præsenteret for betelfamilien ved middagsbordet tirsdag den 17. juli 1917. Ved samme lejlighed blev der bragt en forbløffende meddelelse — de fire medlemmer af bestyrelsen der havde modarbejdet broder Rutherford var blevet fjernet, og broder Rutherford havde udnævnt fire andre i deres sted. Hvordan var reaktionen?

Det kom som en bombe! De fire afsatte bestyrelsesmedlemmer greb straks lejligheden til at begynde en fem timer lang ordstrid i betelfamiliens påhør om ledelsen af Selskabets anliggender. Flere medlemmer af betelfamilien stillede sig på deres side. Modstanden fortsatte gennem adskillige uger, og urostifterne truede med at „omstyrte det bestående tyranni,“ som de sagde. Men broder Rutherford havde et solidt grundlag for at gøre det han havde gjort.

Det viste sig at selv om de fire opponerende bestyrelsesmedlemmer var blevet udnævnt af broder Russell, var disse udnævnelser aldrig blevet stadfæstet ved afstemning blandt Selskabets medlemmer på Selskabets årsmøde. Juridisk set var disse fire derfor slet ikke medlemmer af bestyrelsen! Rutherford havde været opmærksom på dette, men havde til at begynde med ikke sagt noget. Hvorfor ikke? Han havde ønsket at undgå at give indtryk af at han gik imod broder Russells ønsker. Men da det stod klart at de ikke ville ophøre med at øve modstand, handlede Rutherford i overensstemmelse med sin myndighed og sit ansvar som præsident, og erstattede dem med fire andre hvis udnævnelse skulle stadfæstes ved det næste årsmøde, i januar 1918.

Den 8. august forlod de misfornøjede tidligere bestyrelsesmedlemmer og deres tilhængere Betel. De var blevet bedt om at rejse på grund af den uro de havde forvoldt. Inden længe begyndte de at agitere for deres synspunkter gennem omfattende foredragsturnéer og brevskrivningskampagner overalt i De Forenede Stater, Canada og Europa. I sensommeren 1917 blev en række af bibelstudenternes menigheder derfor delt i to lejre — dem der var loyale mod Selskabet, og dem der var et let bytte for modstandernes falske ord.

Kunne det mon tænkes at de bortviste bestyrelsesmedlemmer, i et forsøg på at få kontrol over organisationen, ville prøve at påvirke dem der deltog i årsmødet? Rutherford forudså denne risiko og fandt det derfor tilrådeligt at lodde stemningen i alle menighederne. Hvad blev resultatet? Ifølge en rapport som blev gengivet i The Watch Tower for 15. december 1917 gav et overvældende flertal blandt dem der stemte, deres støtte til J. F. Rutherford og de bestyrelsesmedlemmer der samarbejdede med ham. Dette blev bekræftet på årsmødet.d Modstandernes forsøg på at overtage ledelsen var slået fejl.

Hvad blev der af modstanderne og deres tilhængere? Efter årsmødet i 1918 skilte de sig helt ud og valgte endda at fejre mindehøjtiden for sig selv den 26. marts 1918. Den eventuelle enhed blandt dem blev kortvarig, og inden længe splittedes de op i en række sekter. For de flestes vedkommende gik medlemstallet tilbage, og deres virksomhed aftog eller ophørte helt.

Det er tydeligt at bibelstudenterne kom ud for en vanskelig loyalitetsprøve efter broder Russells død. Tarissa P. Gott, der blev døbt i 1915, udtrykte det på denne måde: „Nu begyndte mange af dem der havde forekommet så stærke og så hengivne mod Herren at falde fra. . . . Alt dette virkede helt forkert i vore øjne, men det skete virkelig, og det gjorde os urolige. Jeg spurgte imidlertid mig selv: ’Var det ikke denne organisation Jehova brugte til at udfri os fra den falske religions lænker? Har vi ikke smagt hans godhed? Hvis vi skulle forlade den nu, hvor skulle vi så gå hen? Ville vi så ikke blot ende med at følge et eller andet menneske?’ Vi kunne ikke indse hvorfor vi skulle slutte os til de frafaldne, så vi blev.“ — Joh. 6:66-69; Hebr. 6:4-6.

Nogle af dem der forlod organisationen ændrede senere sind og sluttede sig igen til bibelstudenterne i tilbedelsen. Det store flertal fortsatte, ligesom søster Gott, med at samarbejde med Vagttårnsselskabet og broder Rutherford. Den kærlighed og enhed der knyttede dem sammen, var blevet opbygget ved at de gennem årene var kommet sammen ved møder og stævner. De ville ikke lade noget som helst bryde dette enhedens bånd. — Kol. 3:14.

I 1918 var bibelstudenterne kommet gennem prøver indefra. Men hvordan ville det gå hvis modstanden kom udefra?

Angrebsmål

I slutningen af 1917 og videre ind i 1918 spredte bibelstudenterne energisk den nye bog, Den fuldbyrdede Hemmelighed. Ved udgangen af 1917 var det trykkeri Selskabet benyttede, travlt optaget af at øge oplaget til 850.000. Vagt-Taarnet oplyste i marts 1918: „Salget af syvende Del har intet Sidestykke i Salget af nogen anden kendt Bog i samme Tidslængde, naar undtages Bibelen.“

Men ikke alle var begejstrede for at Den fuldbyrdede Hemmelighed var blevet en succes. Den indeholdt nogle meget skarpe bemærkninger om kristenhedens præsteskab som gjorde præsterne så vrede at de opfordrede regeringen til at forbyde bibelstudenternes publikationer. Resultatet blev at Den fuldbyrdede Hemmelighed blev forbudt i Canada i begyndelsen af 1918, og inden længe voksede modstanden mod bibelstudenterne også i De Forenede Stater.

For at afsløre at det var præsterne der stod bag modstanden, udgav Vagttårnsselskabet den 15. marts 1918 en traktat ved navn Kingdom News nr. 1. Hvad stod der i den? Den seks spalter brede overskrift lød: „Religiøs intolerance — Pastor Russells efterfølgere forfølges fordi de fortæller folk sandheden.“ Under overskriften „Behandlingen af bibelstudenterne smager af ’mørk middelalder’“ blev der gjort rede for forfølgelsen og forbudet som var blevet indført i Canada. Hvem stod bag det? Traktaten lagde ikke skjul på at det var præsteskabet, der blev beskrevet som „en skinhellig skare mennesker der systematisk har forsøgt at hindre folk i at forstå Bibelen, og prøvet at kvæle enhver bibelsk undervisning der ikke foregår gennem dem“.e Man lagde ikke fingrene imellem!

Hvordan reagerede præsterne på denne afsløring? De havde allerede skabt vanskeligheder for Vagttårnsselskabet, men nu blev de direkte ondskabsfulde! I foråret 1918 skyllede en bølge af voldsom forfølgelse over bibelstudenterne i både Nordamerika og Europa. Denne modstand, som præsteskabet stod bag, nåede et højdepunkt den 7. maj 1918, da den amerikanske forbundsdomstol udstedte arrestordre mod J. F. Rutherford og flere af hans nære medarbejdere. Da man var nået frem til midten af 1918, befandt Rutherford og syv af hans medarbejdere sig i forbundsfængselet i Atlanta i Georgia.

Hvordan gik det med arbejdet på hovedkontoret, nu da dommer Rutherford og hans medarbejdere var i fængsel?

Hjulene holdes i gang

I Brooklyn blev der dannet et arbejdsudvalg som skulle føre tilsyn med arbejdet. Noget af det der især lå brødrene på hjerte, var at holde udgivelsen af The Watch Tower i gang. Bibelstudenterne overalt havde stærkt behov for al den åndelige opmuntring de kunne få. Og i løbet af hele denne prøvelsens tid udeblev ikke et eneste nummer af The Watch Tower!f

Hvordan var stemningen på hovedkontoret? Thomas (Bud) Sullivan, der senere blev medlem af Det Styrende Råd, mindedes: „Jeg havde den forret at besøge betelhjemmet i Brooklyn sidst på sommeren i 1918, mens brødrene var i fængsel. De brødre der havde ansvaret for arbejdet på Betel var på ingen måde frygtsomme eller nedslåede. Snarere tværtimod. De var optimistiske og stolede på at Jehova nok skulle give sit folk sejren til sidst. Jeg havde den forret at være med ved morgenbordet om mandagen da brødrene der havde været ude på weekendopgaver, aflagde deres rapporter. Det tegnede et smukt billede af situationen. I hvert eneste tilfælde var brødrene tillidsfulde og ventede at Jehova ville lede deres arbejde i tiden derefter.“

De kom imidlertid ud for mange problemer. Den første verdenskrig rasede stadig. Der var mangel på papir og kul, som var en absolut nødvendighed for arbejdet på hovedkontoret. På grund af den stærke patriotisme lagde mange Selskabet for had; bibelstudenterne blev betragtet som forrædere. Under disse ekstreme forhold syntes det umuligt at fortsætte virksomheden i Brooklyn. Efter at have rådført sig med andre brødre solgte arbejdsudvalget derfor Brooklyn-tabernaklet og lukkede betelhjemmet. Den 26. august 1918 flyttede man tilbage til Pittsburgh, til en kontorbygning på hjørnet af Federal Street og Reliance Street.

Ikke desto mindre rådede der en god ånd. Martha Meredith husker hvordan det var: „Vi i Pittsburgh samledes og besluttede at vi ville ’holde hjulene i gang’ indtil brødrene kom ud af fængselet. På det tidspunkt blev kontoret i Brooklyn flyttet til Pittsburgh, så brødrene fik travlt med at skrive artikler til The Watch Tower og få dem trykt. Når bladene var klar til at sendes ud, var det os søstre der pakkede dem ind og sendte dem ud til folk.“

Bibelstudenterne havde været udsat for alvorlige prøvelser siden hedningernes tider var udløbet i efteråret 1914. Kunne de fortsat klare sig? Havde de virkelig „Kærlighed til Gud i Hjertet“? Ville de holde sig til „Herren og Hans Sandhed“, som Russell havde formanet dem til, eller ville de „gaa bort“?

Kapitel 7

Forkynd Kongen og hans Rige! (1919-1941)

„Tror I, at Herlighedens Konge har begyndt sin Regering? Saa tilbage til Slagmarken, o I den højeste Guds Sønner! Vær iført eders Rustning! Vær ædrue, vær aarvaagne, vær virksomme, vær modige! Vær trofaste og sanddrue Vidner om Herren! Gaa fremad i Kampen, indtil de sidste Rester af Babylon er ødelagte! Forkynd Budskabet vidt og bredt! Verden skal vide, at Jehova er Gud, og at Jesus Kristus er Kongers Konge og Herrers Herre. Vi lever nu i Verdens mest betydningsfulde Tid. Se! Kongen regerer! I er hans Budbringere. Derfor, forkynd, forkynd, forkynd om Kongen og hans Rige!“

DENNE dramatiske opfordring blev fremsat i 1922 af J. F. Rutherford under det internationale stævne i Cedar Point, Ohio, og den virkede meget stærkt på de tilstedeværende. Bibelstudenterne forlod stævnet med et brændende ønske om at forkynde om Riget. Men bare nogle få år tidligere havde intet tydet på at de kunne tjene som Rigets budbringere. J. F. Rutherford og syv af hans medarbejdere var i fængsel, og det forekom usikkert hvilken rolle de ville komme til at spille i organisationen i fremtiden. Hvordan blev disse problemer overvundet?

’Jeg kender de loyales lov’

Mens broder Rutherford og hans medarbejdere sad i fængsel skulle der holdes et stævne i Pittsburgh i Pennsylvanien den 2.-5. januar 1919. Men det var ikke noget almindeligt stævne — det faldt sammen med Vagttårnsselskabets årsmøde, som skulle holdes lørdag den 4. januar 1919. Broder Rutherford var helt på det rene med betydningen af dette møde. Denne specielle lørdag eftermiddag ledte han efter broder Macmillan og fandt ham ude på fængselets tennisbane. Macmillan har gengivet den samtale der udspandt sig:

„Rutherford kom ud til mig og sagde: ’Mac — jeg vil gerne snakke med dig.’

’Om hvad?’

’Om det, der sker i Pittsburgh.’

’Jeg vil hellere spille turneringen færdig.’

’Er du ikke interesseret i, hvad der sker? Ved du ikke, at de vælger en leder idag? Måske bliver du udelukket og må blive her for stedse.’

’Broder Rutherford,’ sagde jeg. ’Må jeg fortælle dig noget, du måske ikke har tænkt på. Dette er første gang, siden selskabet blev etableret, at det kan blive helt åbenbart, hvem Jehova ønsker som præsident.’

’Hvad mener du med det?’

’Jeg mener, at broder Russell som øverste myndighed i virkeligheden kontrollerede valget, og at han selv udpegede de forskellige ledere. Nu, da vi tilsyneladende er ude af spillet, er sagen en hel anden. Men, hvis vi slap ud i tide til at nå frem til valgmøderne, ville vi træde ind og som en selvfølge overtage broder Russell’s plads og de samme æresbevisninger, som han modtog. Det kunne se ud, som om det mere var menneskeværk end Guds værk.’

Rutherford så bare tankefuld ud og gik bort.“

Stemningen var spændt under det møde der blev holdt i Pittsburgh den dag. „Et stykke tid var der forvirring, uoverensstemmelser og diskussioner,“ mindedes Sara C. Kaelin, der voksede op i Pittsburgh-området. „Nogle ville gerne have mødet udsat i et halvt år; andre tvivlede på om det var lovligt at vælge ledere der sad i fængsel; andre igen foreslog at man valgte helt nye ledere.“

Efter en langvarig diskussion læste W. F. Hudgings, et af bestyrelsesmedlemmerne i Peoples Pulpit Association,a et brev fra broder Rutherford for forsamlingen. Han sendte sine kærligste hilsener til de tilstedeværende. „Satans væsentligste våben er STOLTHED, ÆRGERRIGHED og FRYGT,“ advarede han. Som et udtryk for sit ønske om at underkaste sig Jehovas vilje, foreslog han ydmygt visse egnede mænd i tilfælde af at aktionærerne besluttede at vælge nye ledere af Selskabet.

Debatten fortsatte endnu et stykke tid, og så tog E. D. Sexton, der var blevet udnævnt til ordstyrer for et nomineringsudvalg, ordet og sagde:

„Jeg er lige ankommet. Mit tog var otteogfyrre timer forsinket på grund af snevejr. Der er noget jeg gerne vil sige, og for at få lettet mit hjerte må jeg hellere få det sagt nu. Kære brødre! Jeg er, som de fleste af jer, kommet her med visse tanker — både for og imod. . . . Der er ingen juridiske hindringer. Hvis vi ønsker at genvælge vore brødre nede sydpå til en hvilken som helst opgave de kan bestride, kan jeg ikke se, eller forstå ud fra nogen af de [juridiske] oplysninger jeg har fået, hvordan dette på nogen som helst måde kan være berørt af deres sag for forbundsdomstolen eller deres forhold til offentligheden.

Jeg tror at den største ære vi kan vise vor kære broder Rutherford vil være at genvælge ham til Vagttårnsselskabets præsident. Jeg tror ikke der hersker nogen tvivl i offentlighedens sind om hvor vi står i denne sag. Hvis vore brødre på en eller anden måde teknisk set har overtrådt landets lov, uden selv at være klar over det, så véd vi at deres motiver har været rene. Og over for den almægtige Gud har de aldrig overtrådt hverken Guds lov eller menneskers lov. Vi kunne give udtryk for den største tillid til vore brødre, dersom vi genvalgte broder Rutherford til Selskabets præsident.

Jeg er ikke jurist, men hvad det juridiske angår i dette tilfælde, er der én lov jeg kender, og det er de loyales lov. Det er loyalitet Gud kræver. Jeg kan ikke forestille mig at vi kan give udtryk for nogen større tillid end den at foretage en afstemning og GENVÆLGE BRODER RUTHERFORD TIL PRÆSIDENT.“

Det var tydeligt at broder Sexton gav udtryk for det som flertallet i forsamlingen følte. Man indstillede kandidaterne til de forskellige poster, der blev holdt afstemning, og J. F. Rutherford blev valgt til præsident, C. A. Wise til vicepræsident og W. E. Van Amburgh til sekretær og kasserer.

Den næste dag bankede broder Rutherford på Macmillans cellevæg og sagde: „Stik hånden ud.“ Så gav han Macmillan et telegram hvori der stod at han var blevet genvalgt til præsident. „Han var lykkelig for denne forvisning om, at det var Jehova, som ledede selskabet,“ fortalte Macmillan senere.

Valget var overstået, men broder Rutherford og de syv andre sad stadig i fængsel.

„En landsomfattende Bevægelse“ til fordel for de fængslede

„I Løbet af de sidste Uger er der blevet rejst en landsomfattende Bevægelse til Fordel for disse Brødre,“ skrev Vagt-Taarnet for juni 1919 (på engelsk i nummeret for 1. april 1919). Nogle aviser krævede at J. F. Rutherford og hans medarbejdere blev løsladt. Bibelstudenterne overalt i De Forenede Stater tilkendegav deres støtte ved at skrive til redaktører, kongresmedlemmer, senatorer og guvernører, og opfordre dem til at gribe ind til fordel for de otte fanger. Det var tydeligt at bibelstudenterne ikke ville give sig før deres otte brødre var sat på fri fod.

I marts 1919 samlede bibelstudenterne i De Forenede Stater underskrifter på en adresse til præsident Woodrow Wilson hvori de anmodede ham om at bruge sin indflydelse til at udrette et af følgende for de fængslede brødre:

„1) Fuld benådning, hvis det er muligt, ELLER

2) At De giver justitsministeriet besked om at lade sagen mod dem falde, og at de løslades, ELLER

3) At de straks løslades mod kaution indtil højere domstole træffer en endelig afgørelse i sagen.“

I løbet af to uger fik bibelstudenterne 700.000 underskrifter. Adressen blev imidlertid aldrig forelagt præsidenten eller regeringen, for de otte mænd blev løsladt mod kaution før man nåede så vidt. Hvad blev der så udrettet ved hjælp af adressen? The Watch Tower for 1. juli 1919 skrev: „Vi har overvældende vidnesbyrd om at Herren ønskede at dette arbejde skulle udføres, ikke så meget for at få brødrene ud af fængselet, som for at aflægge et vidnesbyrd om sandheden.“

„Velkommen hjem, Brødre“

Tirsdag den 25. marts rejste de otte brødre fra Atlanta til Brooklyn. Nyheden om deres løsladelse spredtes hurtigt. Der var mange rørende scener — bibelstudenterne samlede sig på jernbanestationerne langs ruten i håb om at få dem at se og give udtryk for deres glæde over løsladelsen. Andre skyndte sig til betelhjemmet i Brooklyn, som havde været lukket, for at arrangere et festmåltid. Vel tilbage i Brooklyn fik brødrene den 26. marts lov til at stille en kaution på 10.000 dollars hver, og de blev løsladt.

„Straks derefter blev de ledsaget af et Antal Venner til Bethelhjemmet, hvor 5 à 6 Hundrede Venner havde samlet sig for at byde dem velkommen,“ skrev Vagt-Taarnet for juni 1919. I spisesalen hang et stort banner med ordene „Velkommen hjem, Brødre“. Næsten 50 år senere fortalte Mabel Haslett, der deltog i festmåltidet: „Jeg kan huske at jeg bagte hundrede berlinerboller, og det så ud til at brødrene kunne lide dem efter at de i ni måneder havde levet på fangekost. Jeg kan stadig se broder Rutherford række ud efter dem. Det var uforglemmeligt da han og de andre fortalte deres oplevelser. Jeg kan også huske da broder DeCecca, som ikke var ret høj, stillede sig op på en stol så alle kunne se og høre ham.“

Tirsdag morgen den 1. april kom broder Rutherford til Pittsburgh, hvor hovedkontoret nu lå. Også her havde brødrene tilrettelagt en velkomstmiddag da de hørte at han kom, og den foregik samme aften på hotel Chatham. Forholdene i fængselet havde imidlertid sat deres spor. Broder Rutherford havde pådraget sig en lungesygdom, og som følge heraf fik han en alvorlig lungebetændelse. Af helbredsmæssige årsager måtte han derfor kort tid efter rejse til Californien, hvor han havde nogle slægtninge.

Prøven i Los Angeles

Nu da broder Rutherford og de andre var frie, opstod spørgsmålet: Hvad med forkyndelsen af Guds rige? Mens brødrene havde været i fængsel var der stort set ikke blevet ført tilsyn med forkyndelsen. Brooklyn-tabernaklet var blevet solgt og betelhjemmet lukket. Kontorerne i Pittsburgh var små og midlerne begrænsede. Og hvor stor interesse var der overhovedet for budskabet om Riget? I Californien besluttede broder Rutherford sig for at lodde stemningen.

Der blev arrangeret et møde i Clune’s Auditorium i Los Angeles søndag den 4. maj 1919. Offentligheden blev indbudt til et foredrag med titlen „Håb for den nødlidende menneskehed“. Men det skulle holdes af J. F. Rutherford — en mand der lige var blevet løsladt fra fængselet. Gennem en omfattende forhåndsomtale i aviserne havde han lovet at gøre rede for de faktiske forhold og forklare baggrunden for at Selskabets ledere var blevet dømt på et lovstridigt grundlag. Ville nogen være tilstrækkeligt interesserede til at møde op?

Reaktionen var overvældende. Der kom 3500 for at høre foredraget, og omkring 600 andre måtte tage hjem igen fordi der ikke var plads. Broder Rutherford var begejstret! Han gik med til at tale igen mandag aften, til gavn for dem der ikke havde kunnet komme ind, og da kom der 1500. Han var imidlertid så syg at han ikke kunne fuldføre foredraget. Efter en time måtte han afløses af en medarbejder. Ikke desto mindre havde prøven i Los Angeles været vellykket. Broder Rutherford var overbevist om at der var betydelig interesse for budskabet om Riget, og han var fast besluttet på at sørge for at det blev forkyndt.

Vær flittige i arbejdet!

I juli 1919 havde broder Rutherford genoptaget arbejdet på hovedkontoret i Pittsburgh. De næste måneder blev travle. Der blev planlagt et stævne i Cedar Point i Ohio fra 1. til 8. september 1919. Selskabets kontorer blev flyttet tilbage til Brooklyn og begyndte at fungere der pr. 1. oktober.

Hvad skulle de nu gøre? Ved stævnet i Cedar Point blev det tydeligt understreget hvad deres opgave bestod i. Tirsdag den 2. september forklarede broder Rutherford: „Den Kristnes Mission paa Jorden er at forkynde Budskabet om Kristi Retfærdsrige, som vil bringe Velsignelse til hele den sukkende Skabning.“ Tre dage senere, fredag den 5. september, der blev kaldt Medarbejdernes Dag, sagde broder Rutherford: „I rolige Øjeblikke spørger en Kristen ganske naturligt sig selv: Hvorfor er jeg her paa Jorden? Og Svaret maa da nødvendigvis blive: Herren har i sin Naade gjort mig til sit Sendebud, for at jeg skal frembære Forligelsens Budskab til Verden, og det er mit Privilegium og min Pligt at forkynde dette Budskab.“

Ja, tiden var inde til at være flittig i arbejdet med at forkynde Guds rige. Og broder Rutherford oplyste at der ville komme et nyt hjælpemiddel til udførelsen af dette arbejde: „Ved Herrens Ledelse har [vi] truffet Foranstaltninger til Udgivelsen af et nyt Tidsskrift, der bærer Navnet THE GOLDEN AGE [Den gyldne Tidsalder].“ Stævnedeltagerne havde ingen anelse om hvilken rolle dette blad skulle komme til at spille.

„Dette første stævne efter den første verdenskrig var til stor opmuntring for os alle,“ mindedes Herman L. Philbrick, der rejste til stævnet fra sin hjemby, Boston i Massachusetts. Ja, stævnet i Cedar Point ansporede bibelstudenterne til handling. De var ivrige efter at forkynde den gode nyhed. Det var som om de var opstået fra de døde. — Jævnfør Ezekiel 37:1-14; Åbenbaringen 11:11, 12.

I mellemtiden skete der store ting ude i verden. Den 28. juni 1919 blev Versailles-traktaten underskrevet, og den 10. januar 1920 trådte den i kraft. Den satte en officiel stopper for krigshandlingerne mod Tyskland under den første verdenskrig, og lagde desuden grundlaget for oprettelsen af Folkeforbundet — et internationalt forbund der blev dannet for at bevare freden i verden.

’Forkynd Kongen og Riget’

I 1922 kom bibelstudenterne igen til Cedar Point, denne gang for at holde et ni dage langt stævne, fra 5. til 13. september. Forventningerne var store da de delegerede ankom for at overvære dette internationale stævne. Stævnets højdepunkt indtraf fredag den 8. september, da broder Rutherford holdt foredraget „Riget“.

Thomas J. Sullivan fortalte senere: „De som havde den forret at overvære dette møde, kan endnu se for sig hvor alvorlig broder Rutherford var da han sagde til de få rastløse personer der gik frem og tilbage på grund af den stærke varme, at de for enhver pris skulle ’SÆTTE SIG NED’ og ’LYTTE’.“ De der gjorde det blev ikke skuffede, for det var i dette historiske foredrag broder Rutherford opfordrede sine tilhørere til at ’forkynde Kongen og Riget’.

Stævnedeltagerne var meget begejstrede. The Watch Tower skrev: „Hver eneste som var til stede, fik en stærk følelse af at hver og én af de indviede fra nu af havde den pligt at forkynde offentligt om Kongen og Riget.“ Bibelstudenterne rejste hjem fra dette stævne med en brændende nidkærhed for forkyndelsen. Som søster Ethel Bennecoff, en kolportør der da var i slutningen af tyverne, udtrykte det: „Vi blev tilskyndet til at ’forkynde, forkynde, forkynde Kongen og hans rige’ — ja, med større nidkærhed og kærlighed i hjertet end nogen sinde før.“

Efterhånden som forståelsens åndelige lys blev klarere, begyndte bibelstudenterne at få øjnene op for nogle spændende bibelske sandheder. (Ordsp. 4:18) Forståelsen af disse dyrebare sandheder satte fart i forkyndelsesarbejdet. Samtidig måtte de korrigere deres tankegang — og for nogle blev det en vanskelig prøve.

’Uindfriede forhåbninger er ikke noget specielt for vor tid’

I 1920 sagde brochuren Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø: „[Vi kan vente] at Abraham, Isak, Jakob og de øvrige Fortidens trofaste . . . i 1925 vil vende tilbage fra Dødstilstanden, idet de bliver oprejst som fuldkomne Mennesker.“ Man ventede ikke bare at fortidens trofaste blev oprejst i 1925 — nogle håbede også at de salvede kristne fik deres himmelske belønning det år.b

Året 1925 kom og gik. Nogle opgav håbet. Men det store flertal af bibelstudenterne forblev trofast. Herald Toutjian, hvis bedsteforældre var blevet bibelstudenter omkring århundredskiftet, fortalte: „Vor familie indså at uindfriede forhåbninger ikke er noget specielt for vor tid. Selv apostlene havde lignende, fejlagtige forventninger. . . . Jehova fortjener loyal tjeneste og pris uanset om vi opnår den endelige belønning eller ikke.“ — Jævnfør Apostelgerninger 1:6, 7.

Hvilken organisation — Jehovas eller Satans?

En opsigtsvækkende artikel i Vagttaarnet for maj 1925 hed „Den nye Nations Fødsel“. Den indeholdt en klarere forståelse af det 12. kapitel i Åbenbaringens Bog, en forståelse som nogle havde svært ved at acceptere.

De symbolske skikkelser der omtales i dette kapitel i Åbenbaringen blev forklaret: „Kvinden“ der føder (v. 1, 2) som „Guds [himmelske] Organisation“, „dragen“ (v. 3, 4) som „Djævelens Organisation“, og ’drengebarnet’ (v. 5) som „det nye Rige eller den nye Regering“. På baggrund af dette blev det for første gang tydeligt forklaret at der findes to klart adskilte og modstridende organisationer: Jehovas og Satans. Og efter ’krigen i himmelen’ (v. 7) blev Satan og hans tilhængere, dæmonerne, kastet ud af himmelen og ned til jorden.

„Vi satte os ned og studerede den hele natten, lige til jeg var sikker på at jeg forstod det,“ skrev Earl E. Newell, der senere tjente som rejsende repræsentant for Vagttårnsselskabet. „Vi tog til et stævne i Portland i Oregon, og det viste sig at vennerne dér var oprørte og at nogle af dem ville smide Vagttaarnet ud på grund af denne artikel.“ Hvorfor havde nogle så svært ved at godtage denne forklaring af Åbenbaringen, kapitel 12?

For det første adskilte den sig meget fra den forklaring der blev givet i Den fuldbyrdede Hemmelighed, som i det store og hele var et sammendrag af broder Russells skrifter.c Walter J. Thorn, der tjente som rejsende pilgrim, forklarede: „Artiklen om ’den nye nations fødsel’ var . . . vanskelig at acceptere på grund af vor kære broder Russells tidligere fortolkninger, som vi mente var det sidste der ville blive sagt om Åbenbaringen.“ Det var derfor ikke så mærkeligt at nogle tog anstød af den nye forklaring. „Der er ingen tvivl om at denne fortolkning kan vise sig at resultere i en sigtning,“ sagde J. A. Bohnet, en anden pilgrim. „Men de der er ærlige og oprigtige i troen, vil stå fast og glæde sig.“

Og sådan gik det. De ærlige og oprigtige glædede sig over den nye forklaring. Nu stod det klart for dem at alle tilhører enten Jehovas organisation eller Satans. I artiklen „Den nye Nations Fødsel“ stod der: „Kom i Hu, at vi har den Forret . . . hver og én at kæmpe tappert for vor Konges Sag ved at forkynde hans Budskab, som han har givet os at forkynde.“

Som 1920’erne og 1930’erne skred frem, kom der flere lysglimt i form af forståelse af Bibelen. Bibelstudenterne holdt op med at fejre verdslige helligdage og højtider, som for eksempel julen. De tog også afstand fra andre skikke og læresætninger efterhånden som de forstod at de havde en gudvanærende oprindelse.d Og de tog ikke blot afstand fra forkerte skikke og læresætninger, de blev også ved med at se hen til Jehova for at han skulle åbenbare nye sandheder for dem.

„I er mine vidner“

„’I er mine vidner’, lyder Jehovas udsagn, ’og jeg er Gud’.“ (Es. 43:12) Fra 1920’erne blev bibelstudenterne mere og mere opmærksomme på den dybe betydning der ligger i disse ord af profeten Esajas. Gennem Vagttaarnet blev de gentagne gange mindet om deres ansvar for at forkynde om Jehovas navn og rige. En milepæl i denne forbindelse blev nået ved et stævne der blev afholdt i Columbus, Ohio, i 1931.

Klokken 12 søndag den 26. juli holdt broder Rutherford det offentlige foredrag „Riget, Verdens Haab“, der blev udsendt af et omfattende net af radiostationer, og senere genudsendt af yderligere 300 stationer. I slutningen af foredraget advarede broder Rutherford kristenheden ved at læse en sviende resolution med titlen „En Advarsel fra Jehova“, henvendt „til Herskerne og til Folket“. Da han opfordrede tilhørerne til at vedtage resolutionen, rejste stævnedeltagerne sig alle som én og råbte „Ja!“ Telegrammer som senere kom ind, viste at mange af dem der havde hørt foredraget i radioen også havde givet deres tilslutning.

Fra klokken 13, da det offentlige foredrag var slut, og til klokken 16, da broder Rutherford igen kom op på podiet, var atmosfæren ladet med spænding. Han havde specielt anmodet alle der virkelig var interesserede i den advarsel til kristenheden som var blevet læst op, om at sidde på deres pladser klokken 16.

Præcis klokken 16 indledte broder Rutherford sit foredrag. Han begyndte med at understrege at han betragtede det han nu skulle til at sige, som yderst vigtigt for alle der kunne høre ham. Tilhørerne var spændte. Under foredraget fremlagde han endnu en resolution, denne med titlen „Et nyt Navn“. Resolutionens højdepunkt var erklæringen: „Vi ønsker at blive kendt under og kaldt med dette Navn, nemlig Jehovas Vidner.“ De begejstrede tilhørere sprang op og råbte et rungende „Ja!“ Herefter ville de være kendt som Jehovas Vidner.

„Jehovas ånd gjorde os frygtløse“

I 1927 blev Jehovas folk opfordret til at deltage i gruppevidnearbejdet hver søndag. Der opstod straks juridiske problemer. Som årene gik blev flere og flere arresteret — 268 i De Forenede Stater alene i 1933, 340 i 1934, 478 i 1935, og 1149 i 1936. Hvad blev de anklaget for? Mange forskellige punkter, deriblandt handel uden næringsbrev, forstyrrelse af freden og overtrædelse af søndagsloven. De lokale grupper af forkyndere havde ingen erfaring i hvordan de skulle optræde over for politifolk og domstole. At skaffe juridisk assistance på det lokale plan var enten for dyrt eller for vanskeligt på grund af fordomme. Vagttårnsselskabet oprettede derfor en juridisk afdeling i Brooklyn som kunne give vejledning.

Et stærkt juridisk forsvar var imidlertid ikke nok. Disse oprigtige vidner for Jehova var besluttede på at leve op til det navn de havde antaget. I begyndelsen af 1930’erne gik de derfor i offensiven. Hvordan? Ved hjælp af særlige forkynderture der blev kaldt divisionskampagner. Tusinder af frivillige i De Forenede Stater blev organiseret i divisioner. Når forkynderne i en by blev arresteret for at forkynde fra hus til hus, kom en division af frivillige fra andre områder og „belejrede“ byen ved at aflægge et grundigt vidnesbyrd.e

Disse divisionskampagner bidrog i høj grad til at styrke de lokale forkyndere. I hver division var der kvalificerede brødre som havde fået oplæring i at optræde over for myndighederne. Det var til stor opmuntring for brødre der boede i urolige områder, måske i småbyer, at vide at de ikke var alene om at forkynde om Guds rige.

Det krævede stort mod at være med i 1930’ernes divisionskampagner. Det var midt under den store depression, og det var ikke let at finde arbejde. Men Nicholas Kovalak junior, der har tjent som rejsende tilsynsmand gennem cirka 40 år, fortæller: „Når opfordringen lød til at gennemarbejde et urocenter, plejede ’arbejdsdirektøren’ at spørge efter frivillige. Der blev sagt at ingen som var bange for at miste deres arbejde, skulle melde sig. . . . Men vi kunne altid glæde os over 100 procents tilslutning!“ John Dulchinos, en tilsynsmand fra Springfield i Massachusetts, sagde: „Det var virkelig nogle spændende år, og minderne fra den tid er dyrebare. Jehovas ånd gjorde os frygtløse.“

Mens dette stod på var man ved at få en klarere forståelse af noget der skulle få stor betydning for arbejdet.

Hvad med jonadab’erne?

I 1932 blev det forklaret at Jonadab, kong Jehus medarbejder, var et billede på en skare mennesker der ville opnå evigt liv på jorden.f (2 Kong. 10:15-28) Jonadab’erne, som de blev kaldt, betragtede det som en forret at være knyttet til Jehovas salvede tjenere og at forkynde om Riget sammen med dem. Men på dette tidspunkt blev der ikke gjort noget særligt for at indsamle og organisere dem der havde et jordisk håb.

I Vagttaarnet for 15. oktober 1934 blev jonadab’erne imidlertid opmuntret. I artiklen „Jehovas Miskundhed“ stod der: „Bør de, der hører med til Jonadabskaren, indvie sig til Herren og døbes? Svar: Ganske afgjort er det ret af enhver, der hører Jonadabskaren til, at indvie sig til at gøre Guds Vilje. Ingen vil nogen Sinde opnaa Liv, dersom han ikke gør dette. Vanddaaben er blot et symbolsk Udtryk for, at man har indviet sig til at gøre Guds Vilje, og det vil derfor ikke være uret at foretage den.“ Glæden var stor blandt jonadab’erne!

Og de havde endnu større glæde i vente. Foråret efter blev denne meddelelse bragt i The Watchtower for 1. april 1935 og efterfølgende numre: „Atter minder The Watchtower sine læsere om at et stævne for Jehovas vidner og jonadab’erg vil blive afholdt i Washington, D.C., fra den 30. maj til den 3. juni 1935.“ Jonadab’erne så spændt frem til stævnet.

På stævnets anden eftermiddag holdt broder Rutherford et foredrag om ’den store skare’ der omtales profetisk i Åbenbaringen 7:9-17. I dette foredrag forklarede han at den store skare bestod af vor tids jonadab’er og at disse jonadab’er måtte vise den samme grad af trofasthed over for Jehova som de salvede. Tilhørerne var begejstrede! Foredragsholderen bad jonadab’erne om at rejse sig. „Først var der helt stille,“ mindedes Mildred Cobb, der blev døbt i sommeren 1908. „Så hørte man et glædesudbrud, og jubelen lød højt og længe.“

Denne nye forståelse fik stor indvirkning på Jehovas Vidners virksomhed. Sadie Carpenter, der var heltidsforkynder gennem mere end 60 år, har fortalt: „Med stor begejstring og fornyet åndelighed rejste vi tilbage til vore distrikter for at søge efter disse ’får’ som endnu skulle indsamles.“ I Jehovas Vidners årbog for 1936 stod der: „Denne åbenbaring opildnede brødrene og ansporede dem til fornyet virksomhed, og fra hele verden kommer der rapporter om glæde over at ’resten’ nu har det privilegium at bringe budskabet ud til den store skare, og at disse arbejder sammen til ære for Herrens navn.“ En stor hjælp i dette arbejde var bogen Rigdom, der kom på engelsk i 1936 (på dansk i 1942). Den indeholdt en omfattende redegørelse for det håb Bibelen giver den store skare.

Langt om længe havde de indviede, døbte medlemmer af den store skare fundet deres rette plads sammen med de salvede i forkyndelsen af Guds rige.

’Den gamle dame hudflettes’

I 1930’erne indeholdt de nidkære forkynderes budskab en sviende afsløring af falsk religion. Et nyttigt hjælpemiddel i denne forbindelse blev udgivet under Jehovas Vidners generalstævne i Columbus i Ohio den 15.-20. september 1937.

Efter at have holdt et foredrag lørdag formiddag den 18. september frigav broder Rutherford den engelske udgave af bogen Fjender (på dansk i 1938). Den fordømte falsk religion som „en stærk Fjende, der altid volder Menneskeheden Fortræd“. Tilhængere af falsk religion blev omtalt som „Djævelens Redskaber, enten de er sig det bevidst eller ej“. Da broder Rutherford viste forsamlingen bogen, sagde han: „Som I ser er bogen hudfarvet, og vi vil hudflette den gamle dameh med den.“ Tilhørernes bifald var højt og begejstret.

Gennem nogle år havde grammofonen været brugt i arbejdet med at „hudflette den gamle dame“. Men ved stævnet i 1937 fik de tilstedeværende en overraskelse i denne forbindelse: „Ved dette stævne fik vi anvisning på ’sæt-op’-metoden med de transportable grammofoner på folks dørtrin,“ mindes Elwood Lunstrum, der dengang kun var 12 år. „Tidligere havde vi haft grammofonerne med os i tjenesten, men vi havde kun afspillet pladerne hvor vi blev inviteret indenfor. . . . Ved stævnet i Columbus blev det ridset op at der skulle være en gruppe ’specialpionerer’ til at gå foran med hensyn til at bruge grammofoner på dørtrinnene og følge interessen op ved at komme igen (de såkaldte ’genbesøg’) og holde bibelstudier efter et system der kaldtes ’modelstudium’.“

Da Jehovas tjenere rejste hjem fra stævnet var de godt udrustede til at forkynde om Guds rige. De havde også brug for al den opmuntring de kunne få. Den tiltagende nationalisme i 1930’erne medførte modstand, i nogle tilfælde pøbeloverfald, fra enkeltpersoner der var besluttede på at hindre Jehovas vidner i at forkynde og holde møder.

„En Bande Røvere“

Forkynderne mødte stærk modstand fra visse grupper inden for Katolsk Aktion. Broder Rutherford udtalte sig meget ligefremt da han den 2. oktober 1938 holdt foredraget „Fascisme eller Frihed“, der senere blev udgivet i brochureform og spredt i millioner af eksemplarer. Han fortalte udførligt om en række tilfælde af lovstridige handlinger for at vise at der var tale om aftalt spil mellem visse embedsmænd og repræsentanter for den katolske kirke.

Efter at broder Rutherford havde beskrevet de faktiske forhold, sagde han: „Naar Folket faar Sandheden at høre om den Hob, der opererer under en religiøs Kappe for at stjæle deres Rettigheder, raaber Hierarkiet op og siger: ’Løgn! Giv dem Mundkurv paa, lad dem ikke faa Lov til at tale.’“ Derefter spurgte han: „Er det uret at fortælle Sandheden om en Bande Røvere, der plyndrer Folket? Nej! . . . Skal ærlige Mennesker knebles og tvinges til Tavshed, medens denne Bunke Røvere tilintetgør Befolkningens Frihed? Fremfor alt, skal Folket fratages deres gudgivne Rettigheder til fredelige Sammenkomster, deres Frihed til at tilbede den almægtige Gud og deres Frihed til at tale om hans Rige og dem, der bekæmper det?“

Efter denne skarpe irettesættelse fortsatte modstanden fra grupper inden for Katolsk Aktion overalt i De Forenede Stater. Jehovas Vidner udkæmpede juridiske kampe for trosfriheden og retten til at forkynde Guds rige. Men situationen forværredes da den anden verdenskrig brød ud. Nu blev Jehovas vidner også fængslet og pålagt juridiske begrænsninger i det ene land efter det andet i Europa, Afrika og Asien.

„Alle ville til St. Louis“

„I 1941 fornemmede vi alle at der lå en vanskelig tid foran os, nu da krigen rasede i Europa,“ fortæller Norman Larson, der dengang netop var begyndt i heltidstjenesten. „Så alle ville til St. Louis.“ Hvad skulle der ske dér? Jehovas Vidner afholdt et teokratisk stævne i St. Louis i Missouri 6.-10. august 1941! Og „alle“ kom. Stævnefaciliteterne var fyldt til bristepunktet. Politiet anslog at det højeste antal tilstedeværende var 115.000.

Lige fra den første dag blev der givet betimelig opmuntring på stævneprogrammet. Broder Rutherfords indledende foredrag, „Ustraffelighed“, anslog grundtonen for stævnet. „Vi indså tydeligere end nogen sinde hvorfor Jehova tillod at hans folk over hele jorden blev så stærkt forfulgt,“ mindedes Hazel Burford, der tjente som missionær i næsten 40 år, til sin død i 1983. I Jehovas Vidners årbog for 1942 stod der om stævnet: „Alle kunne tydeligt se at der lå et stort forkyndelsesarbejde foran dem, og at de ved at udføre det ville bevare deres ustraffelighed, selv om de ville blive hadet af alle mennesker og verdslige organisationer.“

En rørende scene udspillede sig om søndagen, den 10. august, der var „Børnenes Dag“. Da formiddagens program begyndte, var 15.000 børn og unge — mellem 5 og 18 år — samlet i hovedafsnittet lige foran talerstolen, og de der ikke havde fået plads på stævnepladsen kunne høre programmet på et tilsvarende sted i en trailerby. Da broder Rutherford, der da var i begyndelsen af halvfjerdserne, trådte frem på podiet, lød der bifaldsråb og klapsalver fra børnene. Han vinkede med sit lommetørklæde, og børnene vinkede igen. Så henvendte han sig med rolig, klar røst til hele forsamlingen over temaet „Kongens Børn“. Efter at have talt til hele forsamlingen i over en time, henvendte han sig til børnene på de reserverede pladser.

„Alle I Børn,“ sagde han, og så ned på de strålende ansigter foran sig, „som er gaaet ind paa at gøre Guds Vilje, og som har taget Standpunkt for hans teokratiske Regering gennem Kristus Jesus og besluttet at lyde Gud og hans Konge, rejs jer op!“ Børnene rejste sig alle som én. „Se,“ udbrød den begejstrede taler, „mere end 15.000 nye Vidner for Riget!“ Rungende bifald. „Alle I, som vil gøre jert bedste for at tale til andre om Guds Rige og de Velsignelser, det vil bringe, maa svare Ja.“ Der lød et tordnende „Ja!“

Som et højdepunkt meddelte broder Rutherford at der var blevet udgivet en ny bog, Børn (på dansk i 1942), som blev modtaget med glædesråb og kraftigt bifald. Derefter var han med til at uddele gratis eksemplarer af bogen til den lange række af børn der kom op på podiet og passerede forbi ham. Ikke så få af tilskuerne græd af bevægelse.

Mange af de børn som var til stede denne søndag formiddag, har virkelig levet op til deres „ja!“ LaVonne Krebs, Merton Campbell og Eugene og Camilla Rosam var blandt dem der fik en bog den dag. I 1992 tjente de stadig ved Selskabets hovedkontor og havde da været i heltidstjenesten i henholdsvis 51, 49, 49 og 48 år. Nogle af børnene blev siden missionærer og tjente i fremmede lande, deriblandt Eldon Deane (Bolivia), Richard og Peggy Kelsey (Tyskland), Ramon Templeton (Tyskland) og Jennie Klukowski (Brasilien). Ja, programmet søndag formiddag i St. Louis gjorde et varigt indtryk på mange unge!

Søndag eftermiddag havde broder Rutherford nogle afskedsord til stævnedeltagerne. Han tilskyndede dem til at gå fremad i arbejdet med at forkynde Guds rige. „Jeg er absolut overbevist om, at herefter . . . vil Antallet paa den store Skare vokse med vældig Fart,“ sagde han. Han tilskyndede dem til at vende tilbage til deres hjemsteder og bruge „endnu lidt mere Energi . . . anvend al den Tid, I kan“. Hans sidste ord til stævnedeltagerne lød: „Ja, mine kære Brødre, maa Herren velsigne jer. Jeg vil ikke sige Farvel, thi jeg venter at faa jer at se om nogen Tid igen.“

Men for mange var det sidste gang de så broder Rutherford.

J. F. Rutherfords sidste tid

Broder Rutherford havde fået kræft i tyktarmen og var ikke rask under stævnet i St. Louis. Alligevel formåede han at holde fem ansporende foredrag. Efter stævnet fik han det imidlertid værre, og han var nødt til at få en kolostomi. Arthur Worsley husker den dag broder Rutherford tog afsked med betelfamilien. „Han betroede os at han skulle gennemgå en alvorlig operation, og sagde at han var overbevist om at vi ville blive ved med at forkynde Jehovas navn, uanset om han overlevede eller ej. Han . . . sluttede med at sige: ’Hvis det er Guds vilje, vil jeg få jer at se igen. Hvis ikke, må I fortsætte kampen.’ Hele familien græd.“

Broder Rutherford, som da var 72 år, overlevede operationen. Kort efter blev han bragt til et hus i Californien som han havde givet navnet Beth-Sarim. Det var tydeligt for hans nærmeste og for lægerne at han ikke ville komme sig. Han havde i virkeligheden behov for endnu en operation.

Omkring midten af december kom Nathan H. Knorr, Frederick W. Franz og Hayden C. Covington på besøg fra Brooklyn. Hazel Burford, der tog sig af broder Rutherford i denne vanskelige og sørgelige tid, fortalte senere: „De var sammen med ham i flere dage, hvor de gennemgik årsrapporten til Yearbook og talte om andre organisationsmæssige forhold. Efter at de var rejst tilbage blev broder Rutherford svagere og svagere, og omkring tre uger senere, torsdag den 8. januar 1942, fuldførte han trofast sit jordiske livsløb.“i

Hvordan blev meddelelsen om broder Rutherfords død modtaget på Betel? „Jeg glemmer aldrig den dag vi hørte at broder Rutherford var død,“ sagde William A. Elrod, der da havde været medlem af betelfamilien i ni år. „Det var omkring klokken 12, da familien var samlet til middagsmåltidet. Meddelelsen var kort. Der blev ikke holdt nogen taler. Ingen tog fri resten af dagen for at sørge. Vi gik derimod tilbage til trykkeriet og arbejdede flittigere end nogen sinde.“

Dette var en meget svær tid for Jehovas vidner. Krigen havde udviklet sig til en verdensomfattende konflikt, idet kamphandlingerne havde bredt sig fra Europa til Afrika, og derefter til det daværende Sovjetunionen. Den 7. december 1941, blot en måned før broder Rutherford døde, havde Japans angreb på Pearl Harbor inddraget De Forenede Stater i krigen. Mange steder var Jehovas vidner ofre for pøbelangreb og andre former for intens forfølgelse.

Hvad ville der ske nu?

[Fodnoter]

[Ramme/illustration på side 76]

„Fyrsternes Hus“

Efter den uretfærdige fængsling i 1919 fik broder Rutherford en alvorlig lungebetændelse. Derefter fungerede kun den ene lunge normalt. I 1920’erne rejste han til San Diego i Californien i forbindelse med en lægebehandling, og lægen rådede ham til at tilbringe så megen tid som muligt dér. Fra og med 1929 arbejdede broder Rutherford derfor om vinteren i San Diego, i et hus han havde givet navnet Beth-Sarim. Det var blevet bygget for midler der var givet direkte til dette formål. Skødet, der blev vist i sin helhed i „The Golden Age“ for 19. marts 1930, overdrog denne ejendom til J. F. Rutherford og efter hans død til Vagttårnsselskabet.

I bogen „Frelse“, der udkom i 1939 på engelsk og i 1941 på dansk, stod der om Beth-Sarim: „De hebraiske Ord ’Beth Sarim’ betyder ’Fyrsternes Hus’. Formaalet med at erhverve denne Grund og bygge Huset var, at der skulde være et synligt Bevis paa, at der lever nogle paa Jorden nu, som fuldt ud tror paa Gud og Kristus Jesus og hans Rige og tror, at Fortidens trofaste Mænd snart skal oprejses af Herren, komme tilbage til Jorden og overtage Ledelsen af alle synlige Forhold og Anliggender paa Jorden.“

Nogle få år efter broder Rutherfords død besluttede Vagttårnsselskabets bestyrelse at sælge Beth-Sarim. Hvorfor? „Fordi det fuldt ud har tjent sit Formaal og nu kun virker som et Monument, der er temmelig dyrt at holde vedlige,“ forklarede „Vagttaarnet“ for 15. marts 1948. „Vor Tro paa Fortidens Trosheltes Opstandelse, dem, som Kristus vil sætte til Fyrster paa HELE Jorden (ikke bare i Kalifornien), er ikke baseret paa Huset Beth-Sarim, men paa Guds Ords Løfter.“j

[Fodnote]

[Ramme/illustrationer på side 80, 81]

Budskabet om Riget udsendes i radioen

Inden for to år efter at den regelmæssige udsendelse af kommercielle radioprogrammer var begyndt i De Forenede Stater, blev budskabet om Riget udsendt i radioen. Broder Rutherford holdt sit første radioforedrag den 26. februar 1922 i Californien. To år senere, den 24. februar 1924, begyndte Vagttårnsselskabets egen radiostation, WBBR på Staten Island i New York, at sende. Med tiden organiserede Selskabet verdensomspændende radionet der udsendte bibelske programmer og foredrag. I 1933 blev Rigets budskab sendt til seks kontinenter af 408 stationer!

WBBR i New York blev drevet af Vagttårnsselskabet fra 1924 til 1957

WBBR-orkesteret i 1926

J. F. Rutherford holder foredraget „Se Kendsgerningerne i Øjnene“ i Royal Albert Hall i London den 11. september 1938. Over 10.000 fyldte salen (se nedenfor), mens millioner af andre hørte foredraget i radioen

WBBR’s åbningsprogram

Staben på stationen 2HD, Newcastle, NSW, Australien

Radiostationen CHCY i Edmonton i Alberta var en af de stationer som Selskabet ejede og drev i Canada

Der sendes til Finland over en radiostation i Estland

Sendeudstyr på stationen WORD i nærheden af Chicago i Illinois. Selskabet ejede og drev denne station

[Ramme/illustrationer på side 87]

Forkyndelse med grammofoner

I 1933 tog Jehovas vidner endnu en ny metode i brug i forkyndelsesarbejdet. På store, transportable grammofoner med forstærker og højttaler spillede de grammofonplader med 33¹/₃ omdrejninger i minuttet med optagelser af broder Rutherfords radioforedrag i forsamlingslokaler, parker og andre offentlige steder. De brugte også højttalerbiler og højttalerbåde for at udbrede budskabet om Riget.

Senere gik de over til at forkynde fra hus til hus ved hjælp af letvægtsgrammofoner. I 1934 begyndte Selskabet at fremstille rejsegrammofoner og en serie 78-plader med bibelske foredrag der varede 4¹/₂ minut. Med tiden havde man grammofonplader der redegjorde for 92 forskellige emner. I alt fremstillede Selskabet over 47.000 grammofoner som blev anvendt i forkyndelsen af Rigets budskab. Senere blev der imidlertid lagt større vægt på den mundtlige fremholdelse af budskabet om Riget, og grammofonarbejdet blev gradvis afskaffet.

[Illustrationer]

Når højttalerbilen holdt på en bakketop, kunne budskabet om Riget høres mange kilometer væk (ovenfor)

Grammofonforedrag i Mexico (til højre)

En højttalerbåd på Themsen i London (ovenfor)

En grammofon bruges i forkyndelsen (til venstre)

Demonstration af den opretstående grammofon i 1940 (til højre)

[Illustration på side 79]

J. A. Bohnet

[Illustration på side 88]

Fra 1917, da J. F. Rutherford blev præsident, til 1941 udgav Vagttårnsselskabet et væld af publikationer, deriblandt en årbog hvert år, 24 andre bøger og 86 brochurer, foruden artikler til „Watch Tower“ („Vagt-Taarnet“) og „The Golden Age“ („Den gyldne Tidsalder“), senere kaldet „Consolation“ („Ny Verden“)