Spørgsmål fra læserne
◼ Er resten af Herrens salvede på jorden en del af Jehovas himmelske, hustrulignende organisation, „Jerusalem som er oventil“?
De salvede på jorden kan omtales som den synlige del af Guds organisation, hans universelle familie af fornuftbegavede skabninger.
Som enkeltpersoner der er ’født igen’, bliver de åndelige sønner af Jehova. (Johannes 3:3, 5; Romerne 8:15-17) Jehova er deres Fader. Men de har også en „moder“, for apostelen Paulus skrev at „det Jerusalem som er oventil . . . er vor moder“. Dette må hentyde til en himmelsk organisation af loyale åndeskabninger som Jehova betragter som en symbolsk „hustru“. (Galaterne 4:26) Når de salvede kristne får deres himmelske belønning indtager de i egentligste forstand deres plads i denne himmelske organisation. — Åbenbaringen 4:4; 14:1-5.
Medlemmerne af den salvede rest på jorden er endnu ikke bogstaveligt en del af „det Jerusalem som er oventil“. Men på grund af deres enestående stilling som åndelige sønner af dette Jerusalem med udsigt til himmelsk liv, og fordi de repræsenterer Guds himmelske „hustru“, indbefatter Jehova dem undertiden indirekte i de direktiver, profetier, løfter og trøstende ord der gælder hans hustrulignende organisation i himmelen.
Dette kan vi belyse med et billede han brugte i forbindelse med fortidens Israel. Gennem Esajas beskrev Jehova en kvinde der var i lænker, som lå i støvet og som burde vågne op og lade sit lys skinne. (Esajas 51:9, 14; 52:1, 2; 60:1) Sådanne forhold har ikke eksisteret blandt Jehovas loyale åndeskabninger der udgør hans himmelske „kvinde“. Men de eksisterede på et tidspunkt blandt Israels nation. Dengang israelitterne i 537 f.v.t. blev udfriet fra fangenskabet i Babylon vågnede de op, billedligt talt, rejste sig fra støvet og begyndte at genspejle Jehovas lys. Det genopbyggede Jerusalem (der repræsenterede nationen) var ligesom en hustru der havde været forladt men nu var blevet taget tilbage og begyndte at få børn, nemlig jøderne i den genrejste nation. (Esajas 54:1-8; 60:1-22; 66:7-14) Ordene i Esajas om den situation som „kvinden“ (hvis „ægtemand“ var Jehova) befandt sig i, indbefattede således den jordiske nation der repræsenterede hende.
Lad os nu vende vor opmærksomhed mod den åndelige nation som Gud ville godkende når han (og hans himmelske „kvinde“) var ophørt med at bruge det kødelige Israel. (Galaterne 6:16) Efter i mange århundreder at have været ’ufrugtbar’ begyndte „det Jerusalem som er oventil“ at få åndelige børn. Jesus var den første der blev født, nemlig i år 29 e.v.t., og derefter skulle der komme 144.000 andre, fra apostlenes tid og frem til vor tid. (Galaterne 4:21-31) I en kort periode i begyndelsen af dette århundrede gav resten af de åndelige israelitter efter for pres og blev, så at sige, ført i fangenskab. I 1919 blev de som en nyfødt nation i et åndeligt land ført ud af det babyloniske fangenskab. Vi ser således at Esajas’ profetiske ord om fortidens Jerusalem har en parallel i det åndelige Israel på jorden.
Tænk også på det der siges i Åbenbaringen 12:1-17. Ved udløbet af „hedningernes tider“ i 1914 „fødte“ Guds himmelske „kvinde“ rigsregeringen, skildret ved et „drengebarn“. Satan, der blev kastet ned til jorden, „blev vred på kvinden“. Men hans angreb var ikke direkte rettet mod Guds hustrulignende organisation i himmelen, som han ikke længere havde adgang til. I stedet førte han krig mod „de øvrige af hendes afkom“, dem der repræsenterede hende her på jorden.
Som det forholdt sig i fortiden med det jordiske Israel, sådan forholder det sig nu med det åndelige Israel. Situationen i „Jerusalem som er oventil“ genspejles blandt dets børn på jorden. Rent praktisk berører de påbud og løfter, og den vejledning og trøst som er rettet til Jehovas himmelske kvinde, i første række dem på jorden der repræsenterer hende og som har udsigt til at blive en del af Guds himmelske organisation.
◼ Eftersom Salme 37:29 i nogle bibeloversættelser gengives: „De retfærdige arver landet og skal bo der til evig tid,“ henviser dette skriftsted da ikke blot til at Israel til stadighed skulle bo i det forjættede land?
Nej, en sådan fortolkning vil begrænse dette løfte på en måde der ikke er baggrund for. Salme 37 giver de retfærdige håb om evigt liv her på jorden.
Den ovenstående gengivelse af Salme 37:29 stammer fra den danske autoriserede oversættelse af 1931. Ligesom i mange andre oversættelser gengives det hebraiske ord ’eʹrets her med „landet“. ’Eʹrets kan betegne et bestemt område eller et lands territorium, som for eksempel i forbindelserne „Sinears land“ og „Ægyptens land“. — 1 Mosebog 10:10, 11; 21:21; Salme 78:12; Jeremias 25:20.
I Salme 37:11, 29 siges der altså at israelitterne kunne og skulle have boet i det forjættede land til evig tid. I overensstemmelse med Guds pagt med Abraham kunne de være blevet boende i det landområde Gud gav dem, og den ene generation efter den anden kunne have nydt Guds velsignelser dér. Sådan gik det imidlertid ikke, for israelitterne blev troløse mod Gud. — 1 Mosebog 15:18-21; 17:8; 5 Mosebog 7:12-16, 22; 28:7-14; 31:7; Josua 21:43-45.
Bibelen giver os dog ingen grund til at tro at ordet ’eʹrets i Salme 37:11, 29 udelukkende er møntet på det land Jehova gav israelitterne.
Ifølge A Hebrew and English Lexicon of the Old Testament (Udgivet i 1951 af Gesenius, Brown, Driver og Briggs) betyder ’eʹrets: „1. a. jord, hele jorden (i modsætning til en del) . . . b. jord, i modsætning til himmelen, . . . c. jord = jordens beboere . . . 2. land = a. rige, territorium . . . b. område, egn . . . 3. a. jord, jordoverflade . . . b. jordbund, jord der dyrkes.“ Old Testament Word Studies af William Wilson oplyser om ordet ’eʹrets: „[Betegner] jorden i den mest omfattende forstand, såvel de beboelige som de ubeboelige egne; ledsaget af et præciserende udtryk benyttes det om en del af jordens overflade, et land eller rige.“ Det hebraiske ord ’eʹrets betegner altså primært vor planet eller klode, jorden.
Da Salme 37:11, 29 blev oversat til græsk i Septuaginta, valgte man meget betegnende at gengive ’eʹrets med det græske ge, der „betegner jorden som dyrkbar ager eller jordbund“. Det er ordet ge der benyttes i Jesu bemærkelsesværdige profeti i Mattæus 5:5: „Lykkelige er de der har et mildt sind, for de vil arve jorden.“
Da Jesus citerede løftet fra Salme 37:11 talte han ganske givet ikke blot om det forjættede land. Hans salvede disciple vil blive konger og præster i himmelen sammen med ham og få del i herredømmet over hele jorden. (Åbenbaringen 5:10) Svarende hertil vil de der har et mildt sind og som opnår evigt liv som mennesker på jorden, være med til at genindføre paradisiske forhold på hele jorden. (Åbenbaringen 21:4; 1 Mosebog 1:28) Vi kan altså alle se frem til en vidunderlig opfyldelse af løftet: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Salme 37:29.