15. Hvilken fødsel forudsiges, og hvordan blev det opfyldt i 537 f.v.t.?

¹⁵ Denne genoprettelse skildres meget træffende i de følgende vers i Esajas’ profeti: „Endnu inden hun fik veer, fødte hun. Endnu inden der kom fødselsveer over hende, fik hun et drengebarn. Hvem har hørt noget lignende? Hvem har set noget tilsvarende? Kommer et land til verden under veer på én dag? Eller fødes en nation på et øjeblik? For Zion fik veer og fødte også sine sønner.“ (Esajas 66:7, 8) De landflygtige jøder i Babylon oplevede den første betagende opfyldelse af disse ord. Zion, eller Jerusalem, skildres igen som en fødende kvinde. Men hvilken usædvanlig fødsel! Den er så hurtig og pludselig at den finder sted allerede før fødselsveerne er begyndt! Det er et meget træffende billede. Guds folks genfødsel i 537 f.v.t. som et særskilt folk er så hurtig og pludselig at den forekommer som et mirakel. Fra det øjeblik Kyros gav jøderne fri og til det tidspunkt da en trofast rest igen befandt sig i sit hjemland, gik der kun nogle måneder! Hvilken kontrast til de begivenheder der førte frem til Israels oprindelige fødsel som nation! I 537 f.v.t. skulle man ikke anmode en uvillig monark om at måtte rejse; der var ingen fjendtlig hær man blev forfulgt af, og man skulle ikke vandre om i ørkenen i 40 år.

17. Hvordan forsikrer Jehova sit folk om at intet kan forhindre ham i at gennemføre sin hensigt vedrørende det åndelige Israel?

¹⁷ Intet i universet kunne forhindre denne åndelige fødsel. Det gøres der opmærksom på med de næste ord i profetien: „’Skulle jeg lade barnet bryde igennem og ikke lade det fødes?’ siger Jehova. ’Eller lader jeg det fødes, men holder det tilbage?’ har din Gud sagt.“ (Esajas 66:9) Ligesom en fødsel må gå sin gang når først den er begyndt, sådan var der intet der kunne forhindre det åndelige Israels genfødsel da den først var i gang. Der var ganske vist modstand, og sandsynligvis vil der komme mere modstand i fremtiden, men kun Jehova kan standse det han selv har begyndt, og det vil han aldrig gøre! Men hvordan ville Jehova behandle sit genoplivede folk?

Jehovas kærlige omsorg

18, 19. (a) Hvilket rørende billede bruger Jehova, og hvordan kom det til at gælde hans landflygtige folk? (b) Hvordan har den salvede rest i dag nydt gavn af nærende føde og kærlig omsorg?

¹⁸ De næste fire vers skildrer Jehovas kærlige omsorg med et meget rørende billede. Først siger Esajas: „I skal fryde jer med Jerusalem og juble sammen med hende, alle I som elsker hende. I skal glæde jer højlydt sammen med hende, alle I som sørger over hende; for at I kan die og mættes ved hendes trøstende barm; for at I kan suge til jer og nyde hvad I får ved hendes herligheds bryst.“ (Esajas 66:10, 11) Jehova bruger her illustrationen med en kvinde der giver sit spædbarn die. Når et spædbarn er sultent, græder det. Men når det lægges til moderens bryst og får sulten stillet, bliver det glad og tilfreds. På samme måde ville den trofaste rest af jøder i Babylon opleve hurtigt at blive bragt fra en tilstand af sorg til en tilstand af glæde og tilfredshed når tiden kom for dens udfrielse og genrejsning. Jøderne ville juble af glæde. Jerusalems herlighed ville igen kunne ses efterhånden som byen blev genopbygget og atter beboet, og dens herlighed ville så at sige omfavne alle dens trofaste indbyggere. De ville igen få åndelig næring når præsterne trådte i funktion. — Ezekiel 44:15, 23.

20. Hvordan har Jerusalem oplevet „en rivende regnflod“ af velsignelser både i fortiden og nutiden?

²⁰ Profetien fortsætter: „Således har Jehova sagt: ’Se, jeg leder fred til hende som en flod, og nationernes herlighed som en rivende regnflod, og I skal die. I vil blive båret på hofte, og på knæet vil I sidde og blive kærtegnet.’“ (Esajas 66:12) Her forbindes billedet af det diende barn med billedet af en rigelig strøm — „en flod“ og „en rivende regnflod“ — af velsignelser. Jerusalem vil ikke alene blive velsignet med fred i mængde, men også med „nationernes herlighed“, som Jehova lader strømme til sit folk. Det betyder at folk fra nationerne vil strømme til Jehovas folk. (Haggaj 2:7) I den fortidige opfyldelse var der nogle af andre nationaliteter der sluttede sig til Israels folk og blev jødiske proselytter.