Senere voldte ba’alsdyrkelsen dog igen vanskeligheder både i Israel og Juda. — 2Kg 17:16; 2Kr 28:2; Jer 32:29.

Sandsynligvis for at holde Israels tistammerige adskilt fra Juda rige og Jehovas tempel i Jerusalem lod kong Jehu kalvedyrkelsen fortsætte i Dan og Betel. „Jehu tog ikke vare på at vandre efter Jehovas, Israels Guds, lov af hele sit hjerte. Han vendte sig ikke bort fra Jeroboams synder, dem hvormed han havde fået Israel til at synde.“ — 2Kg 10:29, 31.

Efter Jehus tid sagde Jehova imidlertid ved profeten Hoseas: „Om kort tid vil jeg kræve Jehus hus til regnskab for Jizre’els blodskyld, og jeg vil bringe Israels hus’ kongedømme til ophør.“ (Ho 1:4) Årsagen til at der hvilede blodskyld på Jehus hus, kunne ikke være at han havde udryddet Akabs hus, for Gud havde selv pålagt ham at gøre det og rost ham for det. Årsagen kunne heller ikke være at han havde udryddet Ahazja af Juda og hans brødre, for Judas kongehus var ved slægtskab — ved Akab og Jesabels datter Ataljas ægteskab med Ahazjas fader, kong Joram af Juda — blevet besmittet af Omris ugudelige hus.

Årsagen skal snarere søges i at Jehu lod kalvedyrkelsen fortsætte i Israel, og i at han ikke vandrede efter Jehovas lov af hele sit hjerte. Sandsynligvis mente Jehu at uafhængigheden af Juda kun kunne opretholdes ved en adskillelse i religiøs henseende. Som andre konger i Israel søgte han at sikre sin stilling ved at fortsætte kalvedyrkelsen. Dette var udtryk for manglende tro på Jehova, som havde gjort det muligt for Jehu at overtage kongemagten. Noget tyder på at Jehu, bortset fra at han i overensstemmelse med Jehovas befaling eksekverede hans dom over Akabs hus, lod de urette motiver der tilskyndede ham til at lade kalvedyrkelsen fortsætte, lede ham til også at udgyde blod.

Da Jehus dynasti faldt, var Israels egentlige magt brudt, og riget bestod kun i omkring 50 år til. Menahem, der dræbte Zekarjas morder, Sjallum, var den eneste af de følgende konger der blev efterfulgt på tronen af sin søn. Denne søn, Pekaja, blev myrdet, og det samme blev hans morder og efterfølger, Peka. Israels sidste konge, Hosjea, blev ført i fangenskab af Assyriens konge. — 2Kg 15:10, 13-30; 17:4.

Israels største synd var kalvedyrkelsen, som blev praktiseret gennem hele rigets historie. Den drog folket bort fra Jehova og medførte et almindeligt moralsk forfald. Denne falske gudsdyrkelse, som de styrende tillod folket at udøve, var derfor den egentlige årsag til „Jizre’els blodskyld“ og til forbrydelser som mord, tyveri og ægteskabsbrud. Til sidst måtte Gud „bringe Israels hus’ kongedømme til ophør“. — Ho 1:4; 4:2.