Skribent: Jeremias

3, 4. Hvilke vidnesbyrd er der om at Jeremias har skrevet bogen?

³ Bogen nævner ikke hvem der har skrevet den. Der hersker imidlertid stor enighed om at det er Jeremias. I den græske Septuaginta har bogen dette forord: „Og det skete, efter at Israel var ført i fangenskab og Jerusalem var lagt øde, at Jeremias sad og græd og klagede med denne klagesang over Jerusalem og sagde.“ Hieronymus anså disse ord for at være uægte og udelod dem af sin oversættelse. At Jeremias har skrevet Klagesangene er imidlertid i overensstemmelse med jødernes tradition og bekræftes af den syriske oversættelse, den latinske Vulgata, Jonatans Targum, Den Babyloniske Talmud og andre.

⁴ Nogle bibelkritikere har prøvet at modbevise at Klagesangene er skrevet af Jeremias. Som vidnesbyrd om at Jeremias er skribenten anfører A Commentary on the Holy Bible imidlertid „de livagtige beskrivelser af Jerusalem i kapitlerne 2 og 4, som tydeligvis er givet af et øjenvidne; ligeledes den stærke medfølelse og profetiske ånd i digtene hele vejen igennem, såvel som deres stil, udtryksmåde og tankeindhold, der alt sammen er så karakteristisk for Jeremias“.a Der er mange udtryk i Jeremias’ Bog som går igen i Klagesangene, for eksempel udtrykket ’øjet løber i vand (med tårer)’ og lignende (Klages. 1:16; 2:11; 3:48, 49; Jer. 9:1; 13:17; 14:17), og udtryk for afsky for profeterne og præsterne på grund af deres fordærv. (Klages. 2:14; 4:13, 14; Jer. 2:34; 5:30, 31; 14:13, 14) Skriftstederne i Jeremias 8:18-22 og 14:17, 18 viser at Jeremias fuldt ud var i stand til at give udtryk for sin sorg i den form der kendetegner Klagesangene.

5. Ved hvilket ræsonnement kan vi fastsætte tidspunktet for bogens affattelse?

⁵ Der er almindelig enighed om at Klagesangene må være skrevet kort efter Jerusalems fald i 607 f.v.t. Jeremias havde stadig de rædselsfulde begivenheder i forbindelse med belejringen og byens brand i frisk erindring, og han giver på en levende måde udtryk for sin smerte. En kommentator bemærker at ingen enkelt side af sorgen behandles udtømmende et enkelt sted, men alle dens facetter viser sig atter og atter i de forskellige digte. Derefter siger han: „Denne tankernes tumult . . . er et af de stærkeste vidnesbyrd om at bogen ligger tæt på de begivenheder og følelser den har til hensigt at skildre.“b