En blindfødt helbredes

SELV OM jøderne har forsøgt at stene Jesus, forlader han ikke Jerusalem. Da han og hans disciple nogen tid senere, på sabbatten, går gennem byen, får de øje på en mand som har været blind fra fødselen. „Rabbi, hvem har syndet,“ spørger disciplene Jesus, „denne mand eller hans forældre, så at han er blevet født blind?“

Måske tror disciplene, ligesom nogle af jødernes rabbinere, at et menneske kan synde allerede mens det befinder sig i moders liv. Jesus svarer: „Hverken denne mand eller hans forældre har syndet, men det er sket for at Guds gerninger kan blive gjort kendt i hans tilfælde.“ At manden er blind skyldes ikke at han eller hans forældre har begået en bestemt synd. Det er det første menneske Adams synd der har medført at alle mennesker er blevet født ufuldkomne og derfor må trækkes med legemlige skavanker, som for eksempel det at være født blind. Mandens handicap giver nu Jesus lejlighed til at gøre Guds gerninger kendt.

Jesus understreger hvor vigtigt det er at gøre disse gerninger. „Vi bør arbejde på hans gerninger som har sendt mig, mens det er dag,“ siger han. „Der kommer en nat da ingen kan arbejde. Så længe jeg er i verden, er jeg verdens lys.“ Jesus vil om kort tid blive henrettet og kastet i gravens mørke. Dér kan han ikke længere udrette noget; men indtil da er han en kilde til oplysning for verden.

Efter at Jesus har sagt dette, spytter han på jorden og laver noget ler med spyttet. Han kommer dette på den blinde mands øjne og siger: „Gå hen og vask dig i dammen Siloam.“ Manden gør som Jesus siger — og bliver helbredt! Hans glæde kan slet ikke beskrives da han kommer tilbage og for første gang i sit liv kan se!

Mandens naboer og de andre der kender ham er forbløffede. „Er det ikke ham som plejede at sidde og tigge?“ spørger de. „Det er ham,“ svarer nogle. Andre kan ikke tro det: „Nej, nej, men han ligner ham.“ Men manden selv siger: „Det er mig.“

„Hvordan blev dine øjne da åbnet?“ vil folk vide.

„Den mand der kaldes Jesus lavede ler og smurte det på mine øjne og sagde til mig: ’Gå hen til Siloam og vask dig.’ Jeg gik så hen og vaskede mig og kom til at se.“

„Hvor er den mand?“ spørger de.

„Jeg ved det ikke.“

Folkene fører nu den tidligere blinde mand hen til deres religiøse ledere, farisæerne. Også de begynder at spørge ham ud om hvordan han er blevet seende. „Han kom ler på mine øjne, og jeg vaskede mig og kan nu se,“ forklarer manden.

Farisæerne burde selvfølgelig glæde sig sammen med den helbredte tigger. Men i stedet begynder de at fordømme Jesus! De siger: „Dette er ikke et menneske fra Gud, for han holder ikke sabbaten.“ Men andre farisæere tænker dybere over det: „Hvordan kan et menneske der er en synder gøre tegn af den slags?“ Derfor opstår der splid iblandt dem.

De spørger så manden: „Hvad siger du om ham, i betragtning af at det var dine øjne han åbnede?“

„Han er en profet,“ svarer han.

Det nægter farisæerne at tro. De er overbeviste om at Jesus og denne mand på forhånd har truffet en hemmelig aftale om at narre folket. For at opklare sagen indkalder de nu tiggerens forældre til forhør. Johannes 8:59; 9:1-18.

FORÆLDRENE til den tidligere blinde tigger er nervøse over at blive tilkaldt af farisæerne. De ved at man har besluttet at enhver som giver udtryk for tro på Jesus, skal udstødes af synagogen. At blive udelukket fra fællesskabet med andre i et samfund kan medføre kolossale vanskeligheder, især for fattige familier. Derfor udtaler forældrene sig kun med største forsigtighed.

„Er denne mand jeres søn som I siger er født blind?“ spørger farisæerne. „Hvordan kan det da være at han nu kan se?“

„Vi ved at han er vores søn og at han er født blind,“ bekræfter forældrene. „Men hvordan det kan være at han nu kan se, ved vi ikke, og vi ved heller ikke hvem der har åbnet hans øjne.“ Deres søn har uden tvivl fortalt dem alt om hvad der er sket, men de svarer undvigende: „Spørg ham. Han er voksen. Han må tale for sig selv.“

Farisæerne tilkalder så endnu en gang manden. Denne gang forsøger de at skræmme ham ved at give det indtryk af at de har fået fat på nogle belastende vidnesbyrd om Jesus. „Giv Gud ære,“ befaler de. „Vi ved at dette menneske er en synder.“

Den tidligere blinde mand afviser ikke deres anklage, men siger: „Om han er en synder ved jeg ikke. Én ting ved jeg, at jeg der var blind, nu ser.“

Farisæerne forsøger at finde en brist i hans vidneforklaring og spørger igen: „Hvad gjorde han ved dig? Hvordan åbnede han dine øjne?“

„Jeg har allerede fortalt jer det, og I hørte ikke efter. Hvorfor vil I høre det igen?“ klager manden, og siger sarkastisk: „I vil vel ikke også være disciple af ham?“

Dette svar gør farisæerne rasende. „Du er en discipel af den mand,“ siger de anklagende, „men vi er disciple af Moses. Vi ved at Gud har talt til Moses; men vi ved ikke hvor denne mand er fra.“

Den ydmyge tigger svarer forbavset: „Det er da en mærkelig ting at I ikke ved hvor han er fra, og han har dog åbnet mine øjne.“ Ja, hvilken slutning burde alle kunne drage? Tiggeren henleder farisæernes opmærksomhed på en almindeligt anerkendt sandhed: „Vi ved at Gud ikke hører på syndere, men hvis en er gudfrygtig og gør hans vilje, ham hører han på. Man har aldrig før hørt at nogen har åbnet en blindfødts øjne.“ Enhver burde altså kunne sige til sig selv: „Hvis denne mand ikke var fra Gud, kunne han slet intet gøre.“

Farisæerne kan ikke finde på noget svar til dette klare og ligefremme ræsonnement. I stedet begynder de at håne manden: „Du er helt og holdent født i synder, og dog underviser du os?“ Derpå støder de manden ud, hvilket åbenbart indebærer at han bliver udelukket fra synagogen.

Da Jesus hører hvad de har gjort, finder han manden og siger: „Tror du på Menneskesønnen?“

„Hvem er han, herre,“ spørger den tidligere blinde tigger, „så jeg kan tro på ham?“

„Ham der taler med dig,“ svarer Jesus.

Straks bøjer manden sig for Jesus og siger: „Jeg tror på ham, Herre.“

Jesus siger nu: „Til denne dom er jeg kommet til denne verden: for at de der ikke ser kan se, og de der ser kan blive blinde.“