Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • I Jerusalem til løvhyttefesten
    Jesus – vejen, sandheden og livet
    • I Jerusalem til løvhyttefesten

      JOHANNES 7:11-32

      • JESUS UNDERVISER I TEMPLET

      Jesus er blevet kendt vidt og bredt i årene efter sin dåb. Tusindvis af jøder har set hans mirakler, og beretninger om det han gør, er nået ud i hele landet. Ved løvhyttefesten i Jerusalem leder mange nu efter ham.

      Der er stor forskel på hvad folk mener om Jesus. “Han er et godt menneske,” siger nogle. Andre erklærer: “Det er han ikke. Han vildleder masserne.” (Johannes 7:12) Meget af denne lavmælte snak finder sted under de første dage af højtiden. Men der er ingen der har mod til åbenlyst at forsvare Jesus, for der er stor frygt for hvordan de jødiske ledere vil reagere.

      Midt under højtiden dukker Jesus op i templet. Mange er målløse over hans fantastiske evne til at undervise. Han har aldrig gået i de rabbinske skoler, så jøderne undrer sig og siger: “Hvordan kan manden vide så meget om Skrifterne når han ikke har studeret ved skolerne?” – Johannes 7:15.

      Jesus forklarer: “Det jeg lærer andre, kommer ikke fra mig selv, men fra ham der har sendt mig. Hvis nogen ønsker at gøre hans vilje, vil han finde ud af om det jeg lærer andre, er fra Gud, eller om jeg taler ud fra mine egne idéer.” (Johannes 7:16, 17) Jesus’ lære er i harmoni med Guds lov, så det burde være tydeligt at han søger Guds ære, ikke sin egen.

      Så siger Jesus: “Har Moses ikke givet jer Loven? Men ingen af jer adlyder Loven. Hvorfor vil I slå mig ihjel?” Nogle i folkemængden, sikkert besøgende der ikke bor i byen, har ikke hørt om de planer. For dem virker det utænkeligt at nogen vil slå en lærer som ham ihjel. Derfor tænker de at der må være noget galt med Jesus når han siger sådan noget. “Du må være dæmonbesat,” siger de. “Hvem er det der vil slå dig ihjel?” – Johannes 7:19, 20.

      Halvandet år tidligere ønskede de jødiske ledere faktisk at slå Jesus ihjel efter at han havde helbredt en mand på sabbatten. Nu bruger Jesus et tankevækkende ræsonnement og viser hvor urimelige de er. Han henleder opmærksomheden på at en nyfødt dreng ifølge Loven skal omskæres på den ottende dag, selv hvis det er sabbat. Så spørger han: “Når et menneske bliver omskåret på en sabbat for at Moses’ Lov ikke skal blive overtrådt, hvorfor er I så rasende på mig fordi jeg har gjort et menneske helt rask på en sabbat? Hold op med at dømme efter det ydre, men døm retfærdigt.” – Johannes 7:23, 24.

      Nogle af Jerusalems indbyggere som kender til situationen, siger: “Er det ikke ham de [lederne] vil slå ihjel? Og alligevel taler han offentligt uden at de siger noget til ham. Er lederne blevet klar over at han er Kristus?” Men hvorfor tror folk ikke at Jesus er Kristus? ‘Vi ved hvor han er fra, men når Kristus kommer, er der ingen der ved hvor han er fra,’ siger de. – Johannes 7:25-27.

      Lige dér i templet svarer Jesus: “I kender mig, og I ved hvor jeg er fra. Jeg er ikke kommet af mig selv, men ham der har sendt mig, er virkelig til, og I kender ham ikke. Jeg kender ham, for jeg repræsenterer ham, og han har sendt mig.” (Johannes 7:28, 29) Som reaktion på denne tydelige erklæring forsøger man at få Jesus arresteret, enten for at sætte ham i fængsel eller at slå ham ihjel. Men forsøget slår fejl, for tiden er ikke inde til at Jesus skal dø.

      Men mange får tro på Jesus – og det med god grund. Han har gået på vandet, fået vinden til at lægge sig, mirakuløst sørget for mad til tusinder med nogle få brød og fisk, helbredt syge, fået halte til at gå, åbnet blindes øjne, helbredt spedalske og endda oprejst døde. Ja, de har god grund til at spørge: “Når Kristus kommer, vil han vel ikke gøre flere tegn end denne mand har gjort?” – Johannes 7:31.

      Da farisæerne hører folkemængden tale om dette, sender de og de øverste præster betjente ud for at arrestere Jesus.

  • “Aldrig har noget menneske talt på den måde”
    Jesus – vejen, sandheden og livet
    • “Aldrig har noget menneske talt på den måde”

      JOHANNES 7:32-52

      • BETJENTE SENDES HEN FOR AT ARRESTERE JESUS

      • NIKODEMUS FORSVARER JESUS

      Jesus er stadig i Jerusalem til løvhyttefesten. Han er glad for at ‘mange i mængden får tro på ham’. Det er de religiøse ledere til gengæld ikke, og de sender betjente, der fungerer som religiøst politi, hen for at arrestere ham. (Johannes 7:31, 32) Men Jesus forsøger ikke at gemme sig.

      Tværtimod bliver Jesus ved med at undervise offentligt i Jerusalem. Han siger: “Jeg bliver hos jer lidt endnu før jeg går til ham der har sendt mig. I vil søge efter mig, men I vil ikke finde mig, og der hvor jeg er, kan I ikke komme.” (Johannes 7:33, 34) Jøderne forstår det ikke, så de siger til hinanden: “Hvor har han tænkt sig at gå hen så vi ikke kan finde ham? Han har vel ikke tænkt sig at gå til de jøder der lever spredt blandt grækerne, og undervise grækerne? Hvad mener han når han siger: ‘I vil søge efter mig, men I vil ikke finde mig, og der hvor jeg er, kan I ikke komme’?” (Johannes 7:35, 36) Jesus taler her om sin død og sin opstandelse til himlen, hvor hans fjender ikke kan følge ham.

      Den syvende dag af højtiden er nu begyndt. Hver morgen under højtiden har en præst hældt vand der var hentet fra Siloamdammen, ud så det flød hen til altrets fod. Folk bliver sikkert mindet om dette da Jesus står frem og siger højt: “Hvis nogen er tørstig, så lad ham komme til mig og drikke. Den der tror på mig, ‘fra hans indre vil der flyde strømme af levende vand’.” – Johannes 7:37, 38.

      Jesus henviser til hvad der vil finde sted når hans disciple bliver salvet med hellig ånd og får udsigt til himmelsk liv. Det sker efter Jesus’ død. Fra pinsedagen året efter vil de salvede disciple gå i gang med at forkynde sandheden, og på den måde vil der begynde at flyde strømme af livgivende vand.

      Som en reaktion på Jesus’ undervisning siger nogle: “Det er virkelig Profeten,” og dermed hentyder de sikkert til den forudsagte profet der skulle være større end Moses. Andre siger: “Det er Kristus.” Men nogle argumenterer: “Kristus kommer da ikke fra Galilæa! Siger skriftstedet ikke at Kristus er fra Davids slægt og kommer fra Betlehem, Davids landsby?” – Johannes 7:40-42.

      Folkemængden er altså uenig. Selvom nogle gerne vil have Jesus arresteret, er der ingen der rører ham. Da betjentene vender tilbage til de religiøse ledere uden Jesus, spørger de øverste præster og farisæerne: “Hvorfor har I ham ikke med?” Betjentene svarer: “Aldrig har noget menneske talt på den måde.” De religiøse ledere bliver vrede og begynder at gøre nar og komme med grove udtalelser: “Er I også blevet vildledt? Der er ikke nogen af lederne eller farisæerne der har fået tro på ham, vel? Men denne folkemængde der ikke kender Loven, er forbandet.” – Johannes 7:45-49.

      Nikodemus forsvarer Jesus

      Nikodemus, en farisæer og medlem af Sanhedrinet, vover nu at tage Jesus i forsvar. Omkring to og et halvt år tidligere opsøgte Nikodemus Jesus om natten og gav udtryk for at han troede på ham. Nikodemus siger nu: “Vores Lov dømmer vel ikke et menneske uden at man først hører på ham og finder ud af hvad han har gjort?” Hvad siger de religiøse ledere til deres forsvar? “Du er vel ikke også fra Galilæa? Undersøg Skrifterne, så vil du se at der ikke er nogen profet der skal komme fra Galilæa.” – Johannes 7:51, 52.

      Der står ikke direkte i Skrifterne at der ville fremstå en profet i Galilæa, men indirekte viser de at Kristus ville komme derfra. Det er nemlig forudsagt at “et stort lys” ville blive set i “nationernes Galilæa”. (Esajas 9:1, 2; Matthæus 4:13-17) Desuden blev Jesus født i Betlehem, som det er forudsagt, og han er en efterkommer af David. Selvom farisæerne måske er klar over dette, er det sikkert dem der spreder mange af de forkerte opfattelser folk har af Jesus.

  • “Verdens lys” – Guds Søn
    Jesus – vejen, sandheden og livet
    • “Verdens lys” – Guds Søn

      JOHANNES 8:12-36

      • JESUS FORKLARER HVEM SØNNEN ER

      • I HVILKEN FORSTAND ER JØDERNE TRÆLLE?

      På den sidste dag af løvhyttefesten, den syvende dag, underviser Jesus i den del af templet der kaldes “skatkammeret”. (Johannes 8:20; Lukas 21:1) Det er tilsyneladende i Kvindernes Forgård, hvor folk kommer med deres bidrag.

      Under højtiden er den del af templet særligt oplyst om natten. Der er fire gigantiske lampestandere med hver fire store beholdere fyldt med olie. Lyset fra disse lamper er stærkt nok til at oplyse et stort område. Jesus’ tilhørere bliver sikkert mindet om lamperne da han siger: “Jeg er verdens lys. Den der følger mig, vil aldrig vandre i mørket, men vil have livets lys.” – Johannes 8:12.

      Farisæerne protesterer mod Jesus’ erklæring og siger: “Du vidner om dig selv, og det gør dit vidneudsagn ugyldigt.” Jesus svarer: “Selvom jeg vidner om mig selv, er mit vidneudsagn gyldigt, for jeg ved hvor jeg er kommet fra, og hvor jeg går hen. Men I ved ikke hvor jeg er kommet fra, og hvor jeg går hen.” Han fortsætter: “I jeres egen Lov står der også skrevet: ‘To vidners forklaring er gyldig.’ Jeg vidner om mig, og Faren som har sendt mig, vidner om mig.” – Johannes 8:13-18.

      Farisæerne vil ikke godtage hans ræsonnement, så de spørger: “Hvor er din Far?” Jesus siger ligeud: “I kender hverken mig eller min Far. Hvis I kendte mig, ville I også kende min Far.” (Johannes 8:19) Selvom farisæerne stadig ønsker at få Jesus arresteret, er der ingen der gør ham noget.

      Jesus gentager noget han før har sagt: “Jeg går bort, og I vil søge efter mig, og alligevel skal I dø i jeres synd. Der hvor jeg går hen, kan I ikke komme.” Jøderne, der fuldstændigt misforstår Jesus’ ord, siger med undren: “Han vil vel ikke tage livet af sig selv? For han siger: ‘Der hvor jeg går hen, kan I ikke komme.’” De forstår ikke hvad Jesus mener, for de er ikke klar over hvor han kommer fra. Han forklarer: “I kommer nedenfra; jeg kommer ovenfra. I er fra denne verden; jeg er ikke fra denne verden.” – Johannes 8:21-23.

      Jesus henviser til sit liv i himlen før han kom til jorden, og til at han er den lovede Messias, eller Kristus, som de religiøse ledere burde anerkende. Alligevel spørger de med stor foragt: “Hvem er du?” – Johannes 8:25.

      Deres afvisning og modstand får Jesus til at svare: “Hvorfor taler jeg i det hele taget til jer?” Alligevel henleder han opmærksomheden på sin Far og forklarer hvorfor jøderne skal lytte til Sønnen: “Det jeg taler om i verden, er faktisk det jeg har hørt fra den der har sendt mig, og han taler altid sandt.” – Johannes 8:25, 26.

      Så udtrykker Jesus tillid til sin Far, noget disse jøder mangler: “Når I har hævet Menneskesønnen op, vil I vide at jeg er den jeg er, og at jeg intet gør af mig selv, men jeg siger det som Faren har lært mig. Og den der har sendt mig, er med mig. Han har ikke overladt mig til mig selv, for jeg gør altid det han synes om.” – Johannes 8:28, 29.

      Nogle af jøderne får tro på Jesus, og han siger til dem: “Hvis I holder jer til det jeg siger, er I virkelig mine disciple, og I skal kende sandheden, og sandheden vil gøre jer frie.” – Johannes 8:31, 32.

      Det virker underligt på nogle at han taler om at blive gjort frie. De indvender: “Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig været nogens trælle. Hvordan kan du så sige: ‘I vil blive frie’?” Jøderne ved at de flere gange har været underlagt fremmede nationer, men de nægter at blive kaldt trælle. Jesus peger dog på at de stadig er trælle: “Jeg siger jer som sandt er: Enhver der synder, er træl af synden.” – Johannes 8:33, 34.

      Det bringer jøderne i en farlig situation at de ikke indser at de er trælle af synden. “Trællen bliver ikke i husstanden for evigt,” forklarer Jesus, “men sønnen bliver der for evigt.” (Johannes 8:35) En træl har ingen ret til en arv og kan til enhver tid blive sendt væk. Kun den der er født eller adopteret ind i familien, bliver der “for evigt”, altså så længe han lever.

      Sandheden om Sønnen er altså det der for evigt gør mennesker frie af synden, der fører til død. “Hvis altså Sønnen gør jer frie, er I virkelig frie,” erklærer Jesus. – Johannes 8:36.

  • Er det Abraham eller Djævelen der er deres far?
    Jesus – vejen, sandheden og livet
    • Jesus er stadig i Jerusalem til løvhyttefesten, og han fortsætter med at undervise i vigtige sandheder. Nogle af de jøder der er til stede, har lige sagt til ham: “Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig været nogens trælle.” Jesus svarer: “Jeg ved at I er Abrahams efterkommere. Men I vil slå mig ihjel, for I tager ikke imod mit ord. Jeg taler om det jeg har set mens jeg var hos min Far, men I gør det I har hørt af jeres far.” – Johannes 8:33, 37, 38.

      Det er ikke svært at forstå hvad Jesus mener: Han har en anden Far end de har. Jøderne ved ikke hvad Jesus mener, så de siger igen: “Vores far er Abraham.” (Johannes 8:39; Esajas 41:8) Det er rigtigt at de er efterkommere af Guds ven Abraham, og derfor mener de at de har den samme Gud som Abraham.

      Men Jesus giver dem et chokerende svar: ‘Hvis I var Abrahams børn, ville I gøre som Abraham.’ Ja, en søn efterligner sin far. “Men nu er I ude på at dræbe mig,” fortsætter Jesus, “et menneske der har fortalt jer sandheden som jeg har hørt af Gud. Det ville Abraham aldrig have gjort.” Derefter kommer Jesus med denne tankevækkende udtalelse: “I gør som jeres far.” – Johannes 8:39-41.

      Jøderne forstår stadig ikke hvem det er Jesus taler om. De hævder at de er ægte sønner, ved at sige: “Vi er ikke født som følge af et umoralsk forhold. Vi har én Far, og det er Gud.” Men er Gud virkelig deres Far? Jesus siger: “Hvis Gud var jeres Far, ville I elske mig, for jeg er kommet fra Gud, og nu er jeg her. Jeg er ikke kommet af mig selv, men han har sendt mig.” Jesus stiller et spørgsmål og besvarer det selv: “Hvorfor forstår I ikke hvad jeg siger? Fordi I ikke er i stand til at høre mit ord.” – Johannes 8:41-43.

      Jesus har forsøgt at vise hvilke konsekvenser det har at afvise ham. Men nu siger han direkte til dem: “I er fra jeres far Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres far ønsker.” Hvordan er deres far? Jesus giver en klar beskrivelse af ham: “Han var en morder da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden.” Jesus tilføjer: “Den der er fra Gud, lytter til det der kommer fra Gud. Det er derfor I ikke hører efter, for I er ikke fra Gud.” – Johannes 8:44, 47.

      Jøderne bliver vrede over at Jesus fordømmer dem, og svarer: “Har vi ikke ret når vi siger at du er samaritaner og dæmonbesat?” Når de kalder Jesus “samaritaner”, er det et udtryk for foragt. Men Jesus ignorerer deres nedsættende kommentar og svarer: ‘Jeg er ikke dæmonbesat, men jeg ærer min Far, og I viser mig foragt.’ At dette er alvorligt, kan ses af Jesus’ overraskende løfte: “Den der gør som jeg siger, skal aldrig dø.” Han mener ikke at apostlene og andre der følger ham, aldrig bogstaveligt vil dø. Men de vil aldrig opleve evig udslettelse, “den anden død”, uden håb om en opstandelse. – Johannes 8:48-51; Åbenbaringen 21:8.

      Men jøderne tager Jesus’ ord bogstaveligt og siger: “Nu ved vi at du er dæmonbesat. Abraham døde, og det gjorde profeterne også, men du siger: ‘Den der gør som jeg siger, skal aldrig smage døden.’ Du er vel ikke større end vores far Abraham, som døde? ... Hvem tror du egentlig at du er?” – Johannes 8:52, 53.

      Det er tydeligt at Jesus understreger at han er Messias. Men i stedet for at svare direkte på deres spørgsmål siger han: “Hvis jeg ophøjer mig selv, er det ikke noget værd. Det er min Far der ophøjer mig, ham som I siger er jeres Gud. I har ikke kendt ham, men jeg kender ham. Og hvis jeg sagde at jeg ikke kendte ham, ville jeg være som jer, en løgner.” – Johannes 8:54, 55.

      Jesus henviser nu igen til deres trofaste forfars eksempel: “Jeres far Abraham glædede sig meget til at se min dag, og han så den og blev glad.” Ja, Abraham troede på Guds løfte og så frem til at Messias ville komme. “Du er ikke engang 50 år, og alligevel har du set Abraham?” siger jøderne meget skeptiske. Jesus svarer: “Jeg siger jer som sandt er: Jeg har været til før Abraham blev født.” Han taler om sit liv i himlen som en mægtig åndeskabning før han kom til jorden. – Johannes 8:56-58.

      Jøderne, der er rasende over Jesus’ påstand om at han har levet før Abraham, gør sig klar til at stene ham. Men Jesus slipper uskadt væk.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del