Sargon II’s søn, Sankerib, stræbte ærgerrigt efter at føje Jerusalem til sine erobringer, især i betragtning af at Ezekias havde trukket sig ud af det forbund som hans fader, kong Akaz, havde sluttet med Assyrien. I Ezekias’ 14. regeringsår (732 f.v.t.) „drog Assyriens konge Sankerib op mod alle Judas befæstede byer og erobrede dem“. Ezekias tilbød Sankerib betaling for at købe sig fri af ham og frelse Jerusalem, der var truet, hvorpå Sankerib forlangte den enorme sum af 300 talenter sølv (ca. 12 mio. kr.) og 30 talenter guld (ca. 70 mio. kr.). For at kunne betale dette beløb måtte Ezekias udlevere alt det sølv der fandtes i templet og det kongelige skatkammer, foruden de kostbare metaller som Ezekias selv havde ladet templets døre og dørstolper overtrække med. Dette stillede assyrerkongen tilfreds, men kun for en tid. — 2Kg 18:13-16.

Sankeribs nederlag ved Jerusalem. Som Ezekias havde ventet, var Sankerib besluttet på at angribe Jerusalem. Mens Sankerib og hans hær belejrede den stærkt befæstede by Lakisj, sendte han en del af sin hær sammen med en deputation af befalingsmænd til Jerusalem for at kræve at byen overgav sig. Gruppens talsmand var Rabsjake (ikke et navn, men en militær titel), der talte flydende hebraisk. Han hånede højlydt Ezekias og spottede Jehova idet han pralende sagde at Jehova lige så lidt kunne udfri Jerusalem som de andre nationers guder havde kunnet udfri deres tilbederes lande af assyrerkongens hånd. — 2Kg 18:13-35; 2Kr 32:9-15; Es 36:2-20.

Ezekias var stærkt foruroliget, men fortsatte med at stole på Jehova og bad til ham i templet, samtidig med at han sendte nogle af de ledende i folket til profeten Esajas. Esajas’ svar, der var fra Jehova, gik ud på at Sankerib ville høre en melding og vende tilbage til sit eget land, hvor han til sidst ville falde for sværdet. (2Kg 19:1-7; Es 37:1-7) På dette tidspunkt var Sankerib brudt op fra Lakisj og havde lejret sig ved Libna, hvor han hørte at Ætiopiens konge Tirhaka var draget ud for at kæmpe imod ham. Alligevel sendte Sankerib sendebud af sted til Ezekias med et brev hvori han fortsatte med sine trusler og med at spotte Jehova, Israels Gud. Da Ezekias havde læst det stærkt krænkende brev, bredte han det ud foran Jehova, der igen svarede gennem Esajas. Nu var det Sankerib der blev spottet til gengæld, og Ezekias fik forsikring om at assyrerne ikke ville få lov at trænge ind i Jerusalem. Jehova sagde: „Jeg vil forsvare denne by for at frelse den, for min egen skyld og for min tjener Davids skyld.“ — 2Kg 19:8-34; Es 37:8-35.

Samme nat sendte Jehova sin engel, der udslettede 185.000 af de bedste af Sankeribs soldater, „enhver dygtig kriger og anfører og øverste i Assyriens konges lejr, så han vendte beskæmmet tilbage til sit land“. Således blev det angreb på Jerusalem som Sankerib havde truet med, afværget. Senere, „da han engang bøjede sig i sin gud Nisroks hus, slog hans sønner Adrammelek og Sar-Ezer ham ihjel med sværdet“. — 2Kr 32:21; Es 37:36-38.

Sankeribs sejr over den ætiopiske hær er beskrevet i indskrifter hvori der blandt andet siges: „Dernæst judæeren Ezekias, som ikke havde bøjet sig for mit åg — jeg indesluttede 46 af hans stærke, befæstede byer . . . Jeg indtog dem . . . Jeg spærrede ham selv [Ezekias] inde i hans kongestad Jerusalem som en fugl i et bur.“ (Skatte fra Bibelens tid, Alan Millard, 1986, s. 124) Sankerib påstår ikke at han indtog Jerusalem. Dette støtter Bibelens beretning om at Ezekias gjorde oprør mod Assyrien, og at det ikke lykkedes Sankerib at indtage Jerusalem. Hedenske konger havde for skik at ophøje sig selv i deres indskrifter, og Sankerib overdriver i denne indskrift den mængde sølv som Ezekias måtte betale ham. Sankerib nævner 800 talenter, mens det ifølge Bibelen kun drejede sig om 300 talenter.