I Jeremias 31:15 står der: „Således har Jehova sagt: ’I Rama høres en stemme, klage og bitter gråd; det er Rakel der græder over sine sønner. Hun har nægtet at lade sig trøste over sine sønner, for de er ikke mere.’“

Under alle omstændigheder var Jeremias’ udtalelse om at Rakel græd over sine sønner, en profeti om hvad der ville ske århundreder senere da Jesus som ganske lille kom i livsfare. Kong Herodes befalede at alle drengene fra toårsalderen og nedefter i byen Betlehem, syd for Jerusalem, skulle dræbes. Disse sønner var altså ikke mere; de var døde. Forestil dig den hjerteskærende gråd fra de mødre der havde mistet deres sønner! Det var som om denne gråd kunne høres så langt væk som til Rama, der lå nord for Jerusalem. — Matt. 2:16-18.

Derfor var udtrykket „Rakel der græder over sine sønner“, både på Jeremias’ tid og på Jesu tid, en passende beskrivelse af de jødiske mødres sorg over deres dræbte børn. Selvfølgelig vil de der døde og blev ført til „fjendens land“, vende tilbage derfra når opstandelsen finder sted. — Jer. 31:16; 1 Kor. 15:26.