Kostbare bibelhåndskrifter fra Krim

Hvem var den anden der også søgte efter værdifulde bibelhåndskrifter, og som blev nævnt i indledningen? Nogle få år inden Tischendorf var vendt tilbage til Rusland, havde det kejserlige bibliotek fået tilbudt en så enestående samling håndskrifter at det påkaldte zarens interesse og fik forskere fra hele Europa til at rejse til Rusland. De kunne næsten ikke tro deres egne øjne da de så den enorme samling af håndskrifter og andet materiale. Den bestod af det svimlende antal af 2412 dele, heriblandt 975 skriftruller og håndskrifter. Af disse var de 45 bibelhåndskrifter, som dateres til tiden før det 10. århundrede. Hvor utroligt det end lyder, havde en mand ved navn Abraham Firkovitj næsten egenhændigt indsamlet alle håndskrifterne. Han var en karæisk sprogkyndig, som på det tidspunkt var over 70 år gammel! Men hvem var karæerne?b

Det var den russiske zar også meget interesseret i at vide. Rusland havde udvidet sine grænser og annekteret områder der tidligere havde tilhørt andre lande. Derved var nye etniske grupper blevet underlagt kejserriget. Langs Sortehavets kyst på den maleriske Krimhalvø boede et folk der lod til at være jødisk, men som fulgte tyrkiske skikke og talte et sprog der var beslægtet med tatarisk. De var karæere og førte deres historie tilbage til de jøder der var blevet tvunget i eksil til Babylon efter Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. Til forskel fra de rabbinske jøder forkastede de Talmud og lagde vægt på læsning af De Hebraiske Skrifter. Karæerne på Krimhalvøen var opsatte på at vise zaren at de adskilte sig fra de rabbinske jøder, og at de derfor fortjente en særstatus. Det var karæernes håb at de ved at fremlægge deres gamle håndskrifter for ham kunne bevise at de nedstammede fra de jøder der var emigreret til Krim efter fangenskabet i Babylon.

Abraham Firkovitj begyndte sin søgen efter gamle optegnelser og håndskrifter i klippeboligerne ved Tjufut-Kale på Krim. Disse boliger var små huse bygget af udhuggede klippestykker og havde i generationer fungeret som boliger og tilbedelsessteder for karæerne. Dette folk tilintetgjorde aldrig slidte eksemplarer af De Hellige Skrifter, for det blev betragtet som helligbrøde fordi Guds navn, Jehova, forekom i disse skrifter. Skrifterne blev omhyggeligt anbragt i et lille opbevaringsrum kaldet en geniza, der er hebraisk og betyder „skjulested“. Eftersom karæerne havde dyb respekt for Guds navn, var der sjældent nogen der rørte de gamle pergamentruller i genizaen.

Abraham Firkovitj gennemsøgte omhyggeligt alle disse opbevaringsrum uden at lade sig afskrække af alt det støv der havde samlet sig gennem århundreder. I et af dem fandt han det berømte håndskrift der nu er kendt som Sankt Petersborg-kodeksen med de senere profeter. Håndskriftet er dateret til 916 e.v.t og er et af de ældste kendte eksemplarer af De Hebraiske Skrifter.

Det lykkedes Abraham Firkovitj at indsamle et betydeligt antal håndskrifter, og i 1859 besluttede han at tilbyde sin store samling til det kejserlige bibliotek. I 1862 købte biblioteket med støtte fra Aleksander II samlingen for 125.000 rubler — et dengang kolossalt beløb i betragtning af at bibliotekets årlige budget ikke var på mere end 10.000 rubler! Et af de håndskrifter som biblioteket på denne måde erhvervede sig, var den berømte Codex Leningradensis (B 19^A). Den er dateret til 1008 og er det ældste fuldstændige eksemplar af De Hebraiske Skrifter. En forsker har bemærket at det „sandsynligvis er det vigtigste bibelhåndskrift, for det udgør tekstgrundlaget for de fleste nutidige tekstkritiske udgaver af den hebraiske bibel“.

[Illustration på side 12]

Abraham Firkovitj