Smertefulde bylder og sår dækker hans krop fra hoved til fødder. Som et udtryk for sin dybe sorg har han sat sig midt i en askedynge, og det eneste han magter, er at skrabe sin hud med et potteskår. Forestil dig ham siddende dér, nedbøjet, sammensunket og alene – knap nok i stand til at vifte fluerne væk der sværmer omkring ham. Han har mistet alt, hele hans verden er styrtet sammen! Både venner, naboer og slægtninge har svigtet ham, og folk omkring ham, også børnene, gør nar af ham. Faktisk er han overbevist om at selv hans Gud, Jehova, har vendt sig imod ham. Men der tager han fejl. – Job 2:8; 19:18, 22.

Den mand der er tale om, er Job. Om ham sagde Gud: “Der er ingen som ham på jorden.” (Job 1:8) Mange hundrede år senere betragtede Jehova stadig Job som et af de mest retfærdige mennesker der havde levet. – Ezekiel 14:14, 20.

Kæmper du med svære prøvelser, eller har du oplevet noget tragisk? Så kan beretningen om Job være til stor trøst for dig. Den kan også hjælpe dig til at forstå hvad det vil sige at være trofast mod Gud. Ægte trofasthed mod Gud indebærer at man er fuldstændigt loyal mod ham og bestræber sig for at gøre hans vilje selv når livet er meget svært. Beretningen om Job er i høj grad værd at se nærmere på.

Noget Job ikke var klar over

Det ser ud til at den trofaste mand Moses nedskrev beretningen om Job noget tid efter Jobs død. Under inspiration fra Gud beskrev han Jobs oplevelser og løftede også sløret for nogle begivenheder der fandt sted i himlen.

I begyndelsen af beretningen lever Job et godt og lykkeligt liv. Job og hans kone var blevet velsignet med ti børn. Det gik godt for ham økonomisk, og han var en kendt og respekteret person i landet Us – der måske har ligget i den nordlige del af Den Arabiske Halvø. Han gav gavmildt til dem der var i nød, og gik i brechen for de svage. Vigtigst af alt satte Job sit forhold til Gud meget højt. Han gjorde en ihærdig indsats for at leve på en måde Jehova kunne godkende, præcis som hans fjerne slægtninge Abraham, Isak, Jakob og Josef havde gjort. Ligesom disse patriarker tjente Job som præst for sin familie og bragte regelmæssigt ofre til Gud på vegne af sine børn. – Job 1:1-5; 31:16-22.

Efter at vi har fået lidt at vide om Job, skifter beretningen fokus, og vi får indblik i nogle begivenheder som Job ikke kan have vidst noget om. I himlen var Jehovas trofaste engle forsamlet foran Gud, og den oprørske engel Satan mødte også op. Jehova, som vidste at Satan afskyede den retfærdige Job, henvendte sig direkte til ham og gjorde ham opmærksom på Jobs enestående trofasthed. Frækt svarede Satan: “Er det helt uden grund at Job har tilbedt Gud? ... Du har jo sat et hegn rundt omkring ham for at beskytte ham selv, hans hus og alt hvad han har.” Satan hader dem der er trofaste mod Gud, for når de loyalt og helhjertet holder sig til Jehova, er de med til at udstille Satan som den forræder han er. Derfor hævdede Satan nu at Job kun tjente Gud af selviske grunde. Hvis Job mistede alt, ville han forbande Gud lige op i hans ansigt, lød Satans påstand. – Job 1:6-11.

Job kunne ikke vide noget om det, men i realiteten fik han et særligt privilegium betroet af Jehova – Job kunne modbevise Satans løgn. Satan fik lov til at tage alt hvad Job ejede, fra ham. Kun Job selv måtte han ikke skade. Straks gik Satan i gang med sin ondskabsfulde plan. I løbet af en enkelt dag blev Job ramt af en hel bølge af frygtelige ulykker. Han fik at vide at alle hans hjorde var gået tabt – først kvæget og æslerne, derefter fårene og til sidst kamelerne. Og værre endnu var de tjenere der havde passet dem, blevet dræbt. I et af tilfældene fik han at vide at det skyldtes “ild fra Gud” – muligvis lynnedslag. Før det helt var gået op for Job hvad der var sket – at mange havde mistet livet og han nu stod over for et liv i fattigdom – ramte det allerhårdeste slag. Hans ti børn havde været samlet hjemme hos den ældste, og pludselig havde en kraftig vind ramt huset så det styrtede sammen. Alle hans børn blev dræbt i denne ulykke! – Job 1:12-19.

Det er svært, måske umuligt, helt at sætte sig ind i hvordan Job må have haft det. Ude af sig selv af sorg flængede han sit tøj, klippede håret af sit hoved og faldt sammen på jorden. Job konkluderede: “Jehova har givet, og Jehova har taget.” Ja, Satan havde snedigt fået det til at se ud som om det var Gud der stod bag alle ulykkerne. Alligevel forbandede Job ikke Gud, som Satan ellers havde påstået at han ville. Faktisk sagde Job: “Lad Jehovas navn stadig blive lovprist.” – Job 1:20-22.

‘Han vil helt sikkert forbande dig’

Satan var rasende og nægtede at give op, så han trådte endnu en gang frem for Jehova på et tidspunkt hvor englene var forsamlet. Jehova talte igen til ham og fremhævede Job for den trofasthed han havde vist, selv under alle Satans angreb. Satan svarede bistert: “Hud for hud. Et menneske vil give alt hvad det har, for sit liv. Men prøv til en forandring at række din hånd ud for at ramme hans kød og hans knogler. Så vil han helt sikkert forbande dig lige op i dit ansigt.” Satan var sikker på at Job ville forbande Gud hvis bare han blev alvorligt syg. Men Jehova havde fuld tillid til Job, og han tillod Satan at ramme ham med sygdom – så længe han ikke slog ham ihjel. – Job 2:1-6.

Snart befandt Job sig i den situation som blev beskrevet i indledningen. Forestil dig hvordan det må have været for hans kone. Hun var stadig i dyb sorg efter at have mistet sine ti børn, og nu kunne hun kun se hjælpeløst til mens hendes mand led på grund af en smertefuld sygdom. Fortvivlet udbrød hun: “Vil du virkelig blive ved med at være trofast? Forband dog Gud, og dø!” Job har sikkert slet ikke kunnet genkende sin elskede kone i de ord. Han konkluderede at hun måtte være ude af balance siden hun kunne sige noget så ufornuftigt. Job nægtede fortsat at forbande Gud, og han syndede ikke med sine ord. – Job 2:7-10.

Er du klar over at denne tragiske men sande beretning også har betydning for dig personligt? Læg mærke til at Satan ikke blot rettede sin modbydelige anklage mod Job, men mod alle mennesker. Han sagde: “Et menneske vil give alt hvad det har, for sit liv.” Med andre ord mener Satan at ingen af os er i stand til at forblive trofast mod Jehova. Han påstår også at du ikke virkelig elsker Jehova, og at du vil vende ham ryggen hvis det kan redde dig ud af en svær situation. I realiteten hævder Satan at du er lige så selvisk som han er! Vil du gerne modbevise den løgn? Det har vi hver især mulighed for. (Ordsprogene 27:11) Jobs prøver var imidlertid ikke slut. Læg mærke til hvad der nu skete.

Venner der skulle have trøstet

Tre mænd som kendte Job – i beretningen omtales de som hans “venner” – hørte om hans svære situation og rejste hen til ham for at trøste ham. Da de på afstand fik øje på ham, kunne de slet ikke genkende ham. Job var kun en skygge af sig selv – han var forpint af smerte, og hans hud var blevet sort på grund af den alvorlige hudsygdom. Elifaz, Bildad og Sofar, som de tre mænd hed, gjorde meget ud af at virke bedrøvede – de græd højlydt og kastede jord på deres hoveder. Derefter satte de sig tavst på jorden sammen med Job. I en hel uge sad de der, nat og dag, uden at sige et ord. Stilheden var imidlertid ikke et udtryk for ægte omsorg og medfølelse. Det ved vi fordi de ikke stillede Job et eneste spørgsmål. Efter syv dage vidste de altså stadig kun hvad der var tydeligt for alle – at Job havde det frygteligt. – Job 2:11-13; 30:30.

Det var Job der til sidst måtte tage initiativet til en samtale. Med ord der afslørede at han var tappet for al livsglæde, forbandede han den dag han blev født. Han fortalte også om en af de ting der smertede ham allermest – han troede at det var Gud der var årsag til hans forfærdelige situation. (Job 3:1, 2, 23) Jobs tro på Jehova var intakt, men han havde i den grad brug for trøst. Da hans såkaldte venner begyndte at tale, gik det imidlertid op for ham at det var bedre da de ikke sagde noget. – Job 13:5.

Elifaz, der muligvis var den ældste og en del ældre end Job, var den første til at tale. Senere kom de to andre også på banen, og i det store og hele lagde de sig tæt op ad Elifaz’ synspunkter. Noget af det de tre mænd sagde, kan måske umiddelbart have virket rigtigt. De kom med den ene floskel efter den anden om at Gud er ophøjet, at han straffer de onde, og at han belønner de gode. Men lige fra begyndelsen fornemmer man en underliggende fjendtlighed. Elifaz’ logik var utroligt indsnævret: Eftersom Gud er god og straffer de onde og Job i Elifaz’ øjne tydeligvis blev straffet, kunne Jobs problemer kun skyldes at han havde gjort noget forkert. – Job 4:1, 7, 8; 5:3-6.

Job var bestemt ikke enig i det ræsonnement. Han afviste blankt at det skulle være sandt. (Job 6:25) Men efterhånden blev de tre selvudnævnte rådgivere mere og mere overbevist om at Job var skyldig i en skjult synd – han måtte på en eller anden måde fortjene alt det onde der havde ramt ham. Elifaz beskyldte Job for at være arrogant, ond og blottet for gudsfrygt. (Job 15:4, 7-9, 20-24; 22:6-11) Sofar påstod at Job nød at gøre onde ting, og opfordrede ham til at holde op med at synde. (Job 11:2, 3, 14; 20:5, 12, 13) Og Bildad sagde noget særdeles ondskabsfuldt. Han insinuerede at Jobs sønner på en eller anden måde måtte have syndet, og at de derfor fortjente at dø! – Job 8:4, 13.

Er det umuligt at forblive trofast?

De tre mænd gjorde også noget der var endnu værre. De satte ikke bare spørgsmålstegn ved Jobs trofasthed, men hævdede at det i det hele taget var nytteløst at forsøge at være trofast mod Gud. I sin første tale beskrev Elifaz et uhyggeligt møde han havde haft med en dæmon. Den konklusion han drog ud fra denne oplevelse, var helt afsporet og meget skadelig. Han sagde om Gud: “Selv sine tjenere tror han ikke på; han finder fejl hos sine engle.” Hvis denne sataniske tanke havde været sand, ville det betyde at mennesker slet ikke er i stand til at opnå Guds godkendelse. Senere påstod Bildad også at Jobs trofasthed ikke havde den mindste værdi for Gud – den betød ikke mere for ham end en maddikes trofasthed. – Job 4:12-18; 15:15; 22:2, 3; 25:4-6.

Har du nogensinde prøvet at skulle trøste en der er dybt nedtrykt? Det er bestemt ikke let. Men vi kan lære en hel del af Jobs dårlige venner – mest om hvad man ikke skal gøre. I løbet af den endeløse strøm af højtravende ord og fejlagtige ræsonnementer brugte de ikke på noget tidspunkt Jobs navn. De var tydeligvis fuldstændigt ligeglade med Jobs knuste hjerte og kunne slet ikke se at der var behov for at vise ekstra hensyn.a Hvis en du holder af, er ked af det, så gør dit bedste for at være omsorgsfuld, mild og venlig. Dit mål skal være at opmuntre ham og styrke hans tro. Hjælp ham til at stole på Gud og have tillid til at Han er god, barmhjertig og retfærdig. Det var det Job ville have gjort over for sine venner hvis rollerne havde været byttet rundt. (Job 16:4, 5) Men hvordan reagerede Job på deres gentagne anklager imod ham?

Jobs tro var urokkelig

Allerede inden vennerne begyndte at tale, var Job i dyb desperation. Som han fra begyndelsen indrømmede, fik han indimellem sagt noget tankeløst, noget der var “en fortvivlet mands udtalelser”. (Job 6:3, 26) I betragtning af det han kæmpede med, er det forståeligt nok. Udtalelserne var også et resultat af at han ikke kunne se det fulde billede. Fordi de mange ulykker ramte Job og hans familie så pludseligt og virkede helt overnaturlige, antog Job at det måtte være Jehova der stod bag. Der var sket nogle betydningsfulde ting i himlen som Job slet ikke vidste noget om, og derfor kom han frem til nogle forkerte konklusioner ud fra sine egne antagelser.

Job havde dog stadig en stærk tro. Det skinnede tydeligt igennem i meget af det han sagde i den lange debat – sande og smukke ord som også kan opmuntre os i dag. Han beskrev skaberværkets undere på en måde som intet menneske ville have været i stand til uden Guds hjælp. For eksempel sagde han at Jehova “hænger jorden op på intet”, en udtalelse der videnskabeligt set var mange hundrede år forud for sin tid.b (Job 26:7) Job talte også om sit håb for fremtiden og gav udtryk for en overbevisning som andre trofaste mænd også har haft. Han havde tillid til at hvis han døde, ville Gud huske ham, endda savne ham, og på et tidspunkt i fremtiden give ham livet igen. – Job 14:13-15; Hebræerne 11:17-19, 35.

Men hvad med spørgsmålet om trofasthed? Elifaz og hans to venner havde hårdnakket påstået at det ikke har nogen betydning for Gud om et menneske er trofast eller ej. Godtog Job den infame påstand? Absolut ikke! Job slog fast at menneskers trofasthed har stor betydning for Gud. Tillidsfuldt sagde han om Jehova: “Han [vil] se at jeg er trofast mod ham.” (Job 31:6) Desuden var det blevet helt klart for Job at de ræsonnementer hans såkaldte venner fremførte, ikke var trøst, men i virkeligheden et angreb på hans personlige integritet. I sin frustration fremholdt Job nu sin længste tale, som til sidst lukkede munden på de tre mænd.

Job vidste at trofasthed kommer til udtryk i den måde man lever sit liv på. Så han forsvarede sig selv ved at fortælle hvordan han havde været trofast på livets forskellige områder. For eksempel havde han ikke tilbedt afguder, han havde behandlet andre med venlighed og respekt, han havde holdt sig moralsk ren og værnet om sit ægteskab, og frem for alt var han forblevet fuldstændigt loyal mod den eneste sande Gud, Jehova. Job havde altså ikke svigtet Gud, og derfor kunne han af hele sit hjerte sige: “Jeg vil blive ved med at være trofast lige til jeg dør!” – Job 27:5; 31:1, 2, 9-11, 16-18, 26-28.

Efterlign Jobs tro

Er du lige så besluttet som Job på at forblive trofast mod Jehova? Job var klar over at trofasthed ikke bare kommer til udtryk i det vi siger. Vi må hver dag vise at vi loyalt og helhjertet tjener Gud ved at adlyde ham og gøre det der er rigtigt i hans øjne – selv når vi har det meget svært. Hvis vi gør det, vil det helt sikkert glæde Jehova og frustrere hans fjende, Satan, ligesom det var tilfældet med Job. Det er den bedste måde vi kan efterligne Job på.

Men beretningen om Job er slet ikke slut endnu. Job var kommet ud af balance; han var blevet så optaget af at retfærdiggøre sig selv at han helt havde glemt at forsvare Gud. Han havde brug for at blive korrigeret og hjulpet til at se tingene fra Guds perspektiv. Desuden gjorde hans smerter og dybe sorg at han desperat havde brug for trøst. Hvad ville Jehova gøre for at hjælpe denne trofaste mand? Det vil vi se nærmere på i en anden artikel i denne serie.

Den lille gruppe mænd var til sidst blevet tavse. Måske var den eneste lyd man hørte, den varme, hviskende brise fra den arabiske ørken. Job var løbet tør for ord og helt udmattet efter den langvarige debat. Forestil dig ham siddende der med blikket skarpt rettet mod sine tre bekendte, Elifaz, Bildad og Sofar. Vovede de at fortsætte deres fremturen? Nej, de stirrede blot ned i jorden, frustrerede over at alle deres velformulerede argumentationer og giftige insinuationer, ja, al deres ‘tomme snak’, ikke havde overbevist Job. (Job 16:3) Job var faktisk mere end nogensinde opsat på at forsvare sig selv og vise at han var trofast mod Gud.

Job har måske følt at hans trofasthed var det eneste af værdi han havde tilbage. Han havde mistet alt hvad han ejede, og alle sine ti børn. Han havde mistet al anseelse hos venner og naboer, og til sidst havde han også mistet sit gode helbred. En alvorlig hudsygdom havde gjort hans hud sort og fyldt den med skorper, betændelse og maddiker. Selv hans ånde var frastødende. (Job 7:5; 19:17; 30:30) Men de tre mænds angreb havde vækket en dyb harme i Job. Han var fast besluttet på at bevise at han ikke var en fordærvet synder sådan som de påstod. Jobs sidste tale havde nu bragt dem til tavshed. Deres lange strøm af ondskabsfulde anklager var endelig hørt op. Men Job havde ikke fået det bedre. Han var stadig dybt fortvivlet og havde brug for hjælp.

Jobs ord viste at han var kommet ud af balance. Det er der ikke noget at sige til. Men Job havde brug for hjælp til at genvinde fodfæstet og korrigere sin tankegang. Han havde også brug for ægte trøst og opmuntring, noget som hans tre bekendte burde have givet ham, men ikke gjorde. Har du nogensinde haft desperat brug for trøst og råd? Er du nogensinde blevet svigtet af nogle som du troede var dine venner? Så kan det måske være til inspiration og opmuntring for dig at høre om hvordan Jehova Gud hjalp Job, og hvordan Job reagerede.

En klog og omsorgsfuld ven

I beretningen om Job afsløres nu noget som vi ikke tidligere har fået at vide. Der var endnu en person til stede, en yngre mand der hed Elihu. Han havde været der hele tiden og i tavshed lyttet til de ældre mænds debat. Men han var på ingen måde tilfreds med de tanker der var kommet frem.

Elihu var vred på Job. Det skuffede ham at Job lod sig rive med og “prøvede at bevise at han selv, og ikke Gud, var retfærdig”. Men Elihu havde også dyb medfølelse med Job – han så et oprigtigt menneske der havde det enormt svært og i den grad havde brug for kærligt at blive korrigeret og opmuntret. Der er ikke noget at sige til at Elihu blev irriteret på de tre såkaldte venner! Han havde hørt dem fremføre det ene angreb efter det andet mod Job og hans tro. De havde frarøvet ham hans værdighed og sat spørgsmålstegn ved hans trofasthed. Og værre endnu fik deres fordrejede ord Gud selv til at fremstå som ond! Elihu kunne ikke holde ordene tilbage længere. – Job 32:2-4, 18.

“Jeg er ung, og I er oppe i årene,” sagde han og forklarede: “Af respekt for jer holdt jeg mig tilbage og vovede ikke at fortælle jer hvad jeg ved.” Men han kunne ikke længere tie. Han fortsatte: “Alderen alene gør ikke folk kloge, og det er heller ikke kun gamle mænd der forstår hvad der er rigtigt.” (Job 32:6, 9) Elihu holdt nu en længere tale, som tydeligt understregede at det var sandt. Han havde en helt anden tilgang end Elifaz, Bildad og Sofar. Elihu forsikrede Job om at han ikke kunne finde på at nedgøre ham og gøre det hele endnu værre. Han behandlede også Job værdigt ved at bruge hans navn og ved at anerkende at han havde været udsat for grove fornærmelser.a Respektfuldt sagde han: “Job, hør nu på mig.” – Job 33:1, 7; 34:7.

Elihu korrigerede nu Job: “Jeg hørte dig flere gange sige: ‘Jeg er ren, jeg har ikke begået nogen fejl; jeg er pletfri og har ikke gjort noget forkert. Men Gud søger anledninger til at straffe mig.’” Derefter afslørede han hvad der var Jobs problem, ved at spørge: “Er du så overbevist om at du har ret, at du ville sige: ‘Jeg er mere retfærdig end Gud’?” Frimodigt irettesatte han Job med ordene: “Du har ikke ret når du siger sådan.” (Job 33:8-12; 35:2) Elihu vidste at Job var fuld af vrede over alt det han havde mistet, og den dårlige behandling han havde fået af sine såkaldte venner. Men han advarede Job: “Pas på at vreden ikke får dig til at optræde hånligt.” – Job 36:18.

Elihu fremhæver Jehovas godhed

Frem for alt forsvarede Elihu Jehova. I enkle men tydelige vendinger understregede han en vigtig sandhed: “Det er utænkeligt at den sande Gud skulle handle ondt, at Den Almægtige skulle gøre noget der er forkert! ... Den Almægtige fordrejer ikke retten.” (Job 34:10, 12) Som et eksempel på at Jehova er barmhjertig og retfærdig, mindede Elihu Job om at Jehova ikke havde straffet ham for hans tankeløse og respektløse udtalelser. (Job 35:13-15) Og i stedet for at påstå at have alle svarene sagde Elihu ydmygt: “Gud er større end vi kan forestille os.” – Job 36:26.

Selvom Elihu retledte Job meget direkte, talte han hele tiden på en venlig måde. Han omtalte et vidunderligt håb om at Jehova en dag ville give Job et godt helbred igen. Til den tid ville Gud sige om sin trofaste tjener: “Lad hans krop blive friskere end den var i ungdommen, lad ham få sin ungdoms styrke tilbage.” Et andet eksempel på Elihus venlighed er at han ikke bare irettesatte Job, men også forsøgte at inddrage ham. “Hvis du har noget at sige, så svar mig,” sagde han. “Tal, for jeg ser gerne at du får ret.” (Job 33:25, 32) Men Job sagde ikke noget. Måske følte han ikke noget behov for at forsvare sig efter at være blevet korrigeret på så venlig og opmuntrende en måde. Måske græd han ligefrem af lettelse.

Vi kan lære nogle vigtige ting af begge disse trofaste mænd. Af Elihu lærer vi hvordan vi skal give råd og trøst til en der har behov for det. En sand ven vil ikke holde sig tilbage fra at gøre opmærksom på det hvis en har en alvorlig svaghed eller er ved at komme på afveje. (Ordsprogene 27:6) Det er sådan en ven vi gerne vil være, en der altid er venlig og opmuntrende over for dem der har det svært, også selvom de får sagt noget tankeløst. Af Job lærer vi at vi ydmygt må tage retledning til os og ikke bare affærdige den. Vi har alle indimellem brug for at blive korrigeret. Hvis vi lytter, kan det redde vores liv. – Ordsprogene 4:13.

“Ud fra stormvejret”

I løbet af sin tale nævnte Elihu flere gange vind, skyer, torden og lyn. Han sagde: “Lyt opmærksomt til Guds stemmes buldren,” og kort efter omtalte han en storm. (Job 37:2, 9) Det lader til at et stormvejr var under opsejling mens han talte, og det voksede sig stadigt mere intenst. Nu skete der noget dramatisk: Jehova talte! – Job 38:1.

Når man læser Jobs Bog, er det en stor befrielse at nå frem til de skønne kapitler der indeholder Jehovas ord til Job. Sandhederne fra Jehova blæste som en storm al Elifaz, Bildad og Sofars tomme snak væk – alle deres løgnagtige ord blev gjort til intet. Jehova ville slet ikke beskæftige sig med de mænd før senere. Lige nu fokuserede han på Job. Han talte kærligt men bestemt til ham, som en far til sin søn.

Jehova forstod hvor svært Job havde det. Og han havde ondt af ham, sådan som han altid har det når hans elskede børn lider. (Esajas 63:9; Zakarias 2:8) Men han vidste også at Job ved at ‘tale uden viden’ havde gjort det hele værre for sig selv. Derfor irettesatte han Job ved at stille ham en række tankevækkende spørgsmål. “Hvor var du da jeg grundlagde jorden?” spurgte han. “Fortæl mig det hvis du mener at du har indsigt.” Dengang Gud skabte universet, brød “morgenstjernerne”, Guds familie af engle, ud i begejstret bifald over det underfulde skaberværk. (Job 38:2, 4, 7) Job havde ikke noget svar, for det var ikke noget han vidste noget om.

Nu gik Jehova mere i dybden med sit skaberværk. Han gav Job en lektion i naturvidenskab og berørte emner som astronomi, biologi, geologi og fysik. Blandt andet beskrev han forskellige dyr der fandtes i det område Job boede: løven, ravnen, stenbukken, vildæslet, vildoksen, strudsen, hesten, falken, ørnen, Behemot (øjensynligt flodhesten) samt Livjatan (sandsynligvis krokodillen). Tænk engang at blive undervist i naturvidenskab af selve Skaberen af universet!b

Kærlig undervisning i ydmyghed

Hvorfor fortalte Jehova alt dette? Jo, Job havde brug for at arbejde på sin ydmyghed. Når han beklagede sig over det han mente var dårlig behandling fra Jehovas side, skadede han sit forhold til sin kærlige Far, noget der kun gjorde hans situation værre. Så Jehova spurgte igen og igen Job hvor han var da alle de underfulde dele af skaberværket blev til, og om Job kunne styre, tæmme eller sørge for mad til de skabninger Gud havde frembragt. Hvis Job ikke engang kunne styre de basale dele af skaberværket, hvordan kunne han så tillade sig at dømme Skaberen? Jehovas tanker og handlinger var på et helt andet plan – de rakte langt ud over hvad Job kunne forstå og fatte.

I alt det Jehova sagde til Job, skinnede hans kærlighed tydeligt igennem. Det var som om han kærligt argumenterede: ‘Min søn, hvis jeg har kunnet skabe og tage mig af alle disse ting, tror du så virkelig at jeg ikke tager mig af dig? Kunne jeg virkelig finde på at tage dine børn, din tryghed, dit gode helbred fra dig? Er det ikke snarere mig der er den som kan give dig alt tilbage og fjerne din frygtelige smerte?’

Kun to gange sagde Job noget som svar på Jehovas tankevækkende spørgsmål. Han begyndte ikke at diskutere, retfærdiggøre sig selv eller komme med undskyldninger. Ydmygt erkendte han hvor lidt han egentlig vidste, og han angrede sine tankeløse udtalelser. (Job 40:4, 5; 42:1-6) Her ser vi virkelig Jobs tro komme til udtryk. I alt hvad han havde været igennem, havde han bevaret en stærk tro. Han tog imod retledningen fra Jehova og ændrede sin forkerte indstilling. Det vil også være klogt at vi spørger os selv: ‘Er jeg ydmyg nok til at lytte når jeg bliver korrigeret eller får et råd?’ Vi har alle brug for hjælp indimellem, og hvis vi tager imod den, efterligner vi Jobs tro.

“I har ikke sagt sandheden om mig”

Nu gjorde Jehova noget der må have været en stor trøst for Job. Henvendt til Elifaz, der åbenbart var den ældste af Jobs tre bekendte, sagde Jehova: “Jeg er meget vred på dig og dine to venner, for I har ikke sagt sandheden om mig, sådan som min tjener Job har.” (Job 42:7) Tænk et øjeblik over de ord. Mente Jehova at alt hvad de tre mænd havde sagt, var forkert, og at alt hvad Job havde sagt, var rigtigt? Selvfølgelig ikke.c Men der var stor forskel på Job og de tre mænd der havde anklaget ham. Job var tynget af sorg, og han var blevet dybt påvirket af de mange falske beskyldninger. Det er derfor forståeligt at han fik sagt nogle tankeløse ting. Elifaz og hans to venner havde ikke nogen undskyldning. De var med overlæg kommet med udtalelser der i den grad afslørede deres stolthed og mangel på tro. Ikke nok med at de var kommet med onde anklager mod en uskyldig mand, de havde også givet et misvisende billede af Jehova og fået ham til at fremstå som en hård og endda ond Gud!

Der er ikke noget at sige til at Jehova forlangte et stort offer af disse mænd. De skulle ofre syv tyre og syv væddere, hvilket viser at deres synd havde været stor. En tyr var nemlig det dyr der senere ifølge Moseloven skulle ofres af ypperstepræsten hvis han havde begået en synd der bragte skyld over hele folket. (3. Mosebog 4:3) Det var det dyreste offer man kunne bringe under Moseloven. Desuden tilføjede Jehova at han kun ville tage imod deres offer hvis Job først gik i forbøn for dem.d (Job 42:8) Hvor må det have trøstet Job at Jehova gav ham oprejsning og sørgede for at retfærdigheden skete fyldest.

Jehova havde tillid til at Job ville gøre som han bad ham om, og tilgive de tre mænd der havde såret ham så dybt. Og Job adlød sin himmelske Far. (Job 42:9) Med det han gjorde, gav han et endnu stærkere bevis på sin trofasthed end med sine udtalelser. Og Jobs lydighed førte til mange velsignelser fra Jehova.

“Kærlig og barmhjertig”

Jehova var meget “kærlig og barmhjertig” over for Job. (Jakob 5:11) Han sørgede for at Job blev rask igen. Forestil dig hvordan det må have føltes for Job at opdage at hans krop virkelig blev “friskere end den var i ungdommen”, sådan som Elihu havde forudsagt. Venner og familie kom til ham for at vise deres medfølelse og give ham gaver. Jehova sørgede for at Job fik sin velstand igen; faktisk fik han dobbelt så meget som han havde haft før. Og hvad med det største af alle tabene – hans børn? Job og hans kone fandt trøst i at blive forældre til yderligere ti børn. Desuden forlængede Jehova mirakuløst Jobs liv så han levede endnu 140 år, længe nok til at opleve fire generationer af efterkommere. Beretningen slutter: “Så døde Job, efter et langt og godt liv.” (Job 42:10-17) I Paradiset vil Job og hans kone blive genforenet med deres familie, også de ti børn som Satan tog fra dem. – Johannes 5:28, 29.

Hvorfor blev Job belønnet så rigt af Jehova? Bibelen giver svaret: “I har hørt hvor udholdende Job var.” (Jakob 5:11) Ja, Job udholdt flere trængsler end de fleste af os kan forestille os. Ordet “udholdende” fortæller os at Job ikke blot gennemlevede de svære prøvelser. Han holdt ud med sin tro og kærlighed til Jehova i behold. Han blev ikke bitter, men var endda villig til at tilgive dem der med overlæg havde såret ham. Og han gav aldrig slip på sit dyrebare håb og på det vigtigste han havde – sin trofasthed mod Gud. – Job 27:5.

Vi har også brug for udholdenhed. Der er ingen tvivl om at Satan, ligesom han gjorde med Job, vil forsøge at tage modet fra os. Men hvis vi holder ud, forbliver ydmyge, er villige til at tilgive og frem for alt er fast besluttet på at forblive trofaste, vil vi bevare vores dyrebare håb. (Hebræerne 10:36) Intet vil være mere frustrerende for Satan, og intet vil glæde Jehovas hjerte mere end at vi efterligner Jobs tro!