Elifaz, der muligvis var den ældste og en del ældre end Job, var den første til at tale. Senere kom de to andre også på banen, og i det store og hele lagde de sig tæt op ad Elifaz’ synspunkter. Noget af det de tre mænd sagde, kan måske umiddelbart have virket rigtigt. De kom med den ene floskel efter den anden om at Gud er ophøjet, at han straffer de onde, og at han belønner de gode. Men lige fra begyndelsen fornemmer man en underliggende fjendtlighed. Elifaz’ logik var utroligt indsnævret: Eftersom Gud er god og straffer de onde og Job i Elifaz’ øjne tydeligvis blev straffet, kunne Jobs problemer kun skyldes at han havde gjort noget forkert. – Job 4:1, 7, 8; 5:3-6.

I sin første tale beskrev Elifaz et uhyggeligt møde han havde haft med en dæmon. Den konklusion han drog ud fra denne oplevelse, var helt afsporet og meget skadelig. Han sagde om Gud: “Selv sine tjenere tror han ikke på; han finder fejl hos sine engle.” Hvis denne sataniske tanke havde været sand, ville det betyde at mennesker slet ikke er i stand til at opnå Guds godkendelse.