Bliv ved med at vandre i det guddommelige lys

„Gud er lys.“ — 1 Johannes 1:5.

Ved gennemgangen af denne artikel og de to efterfølgende artikler i menigheden bør vagttårnsstudielederen sørge for at de anførte afsnit af Første Johannesbrev bliver læst højt, alt efter som tiden tillader det

1, 2. Hvor og hvornår blev Første Johannesbrev skrevet, og hvem gælder vejledningen i det?

JEHOVAS VIDNER er taknemmelige for det guddommelige lys, og ønsker at blive ved med at vandre i det. Det er imidlertid ikke let — selv blandt Jesu Kristi disciple i det første århundrede forekom der frafald. Jesu loyale apostle hindrede dog frafaldet i at brede sig. En af dem der ’holdt det tilbage’ var apostelen Johannes. (2 Thessaloniker 2:1-12) Han skrev sit første guddommeligt inspirerede brev omkring år 98 e.v.t., da han var meget gammel og boede i eller i nærheden af Efesus. Vejledningen i dette brev hjalp de kristne i det første århundrede til at blive ved med at vandre i det guddommelige lys. Kan dette brev også hjælpe os?

² Ja, Johannes’ ord er en lige så stor hjælp for de kristne nu i det 20. århundrede. Når du studerer denne artikel og de to efterfølgende artikler, bør du derfor læse alle de anførte afsnit fra hans første inspirerede brev. I apostelens brev og i vore kommentarer til det henviser stedord som „vi“ og „os“ hovedsagelig til Jesu salvede disciple, men de grundlæggende principper i forbindelse med retfærdighed, kærlighed, tro og lignende gælder også kristne der har håb om evigt liv på jorden.

Et fællesskab der bringer glæde

3. Hvilke beviser findes der for at Guds søn levede, blev pint og døde som et menneske, og hvorfor kaldes han „livets ord“?

³ Johannes taler først om et glædebringende „fællesskab“. (Læs Første Johannesbrev 1:1-4.) Jesus, „livets ord“, var hos Jehova „fra begyndelsen“ eftersom det var ham der blev skabt først og det er ved hjælp af ham at ’alt andet er blevet skabt’. (Kolossenserne 1:15, 16) Nogle frafaldne i det første århundrede hævdede at være syndfri og at Kristus ikke havde nogen retmæssig plads i Guds ordning. Men Jesu apostle hørte ham tale, de betragtede ham opmærksomt, de kunne røre ved ham. De vidste at Guds kraft virkede igennem ham. Der var altså øjenvidner som med sikkerhed kunne bevidne at han var Guds søn, der levede, blev pint og døde som et menneske. Han kaldes „livets ord“ fordi Gud ved hjælp af ham har „kastet lys over [evigt] liv“ og tilvejebragt en genløsningsbetaling. — Romerne 6:23; 2 Timoteus 1:9, 10.

4. Hvad er de salvedes „fællesskab“ et udtryk for?

⁴ Gennem det apostlene sagde og skrev ’vidnede’ de om det syndfri menneske Jesus Kristus. Johannes ’fortalte’ om sådanne ting for at salvede kristne kunne opnå „fællesskab“ med andre rigsarvinger, med Faderen og med hans søn. Dette „fællesskab“ er et udtryk for enhed og bringer stor glæde. (Salme 133:1-3; Johannes 17:20, 21) Frafaldne der hader deres tidligere medarbejdere i tjenesten for Jehova, har ikke længere et sådant fællesskab med Gud og Kristus.

„Gud er lys“

5. Hvilket „budskab“ modtog apostlene fra Jesus, og hvilken indvirkning har det på Jehovas vidners adfærd?

⁵ Det næste Johannes nævner er et „budskab“ som apostlene modtog fra Jesus. (Læs Første Johannesbrev 1:5-7.) Det lyder: „Gud er lys, og der er slet intet mørke [intet uhelligt, umoralsk, usandt eller ondt] forbundet med ham.“ Jehovas vidner tager derfor afstand fra alle syndige handlinger, handlinger der hører mørket til. (Job 24:14-16; Johannes 3:19-21; Romerne 13:11-14; 2 Korinther 6:14; 1 Thessaloniker 5:6-9) Nogle frafaldne mente ikke at der fandtes gerninger der kunne betegnes som syndige, og de befandt sig derfor i et åndeligt mørke. De hævdede at besidde en hemmelig kundskab, men Gud er lys, ikke mørke og hemmelighedsfuldhed. Han skænker kun åndeligt lys til sine trofaste vidner. — Mattæus 5:14-16; 1 Peter 2:9.

6. Hvilken velsignelse vil vi erfare hvis vi ’handler efter sandheden’?

⁶ Hvis vi siger at vi har „fællesskab“ med Gud, men „fortsætter med at vandre i mørket“ idet vi fører en syndig tilværelse, „lyver vi og handler ikke efter sandheden“; vi lever ikke i harmoni med den. Men hvis vi lever på en måde der er i harmoni med sandheden, er vi i lyset, ligesom Gud selv er. Vi opnår „fællesskab“ med vore medkristne, der alle er forenede i lære, syn på åndelige anliggender, forkyndelse og andre aspekter af den rene tilbedelse.

7. Hvorfor kan Jesu blod ’rense os fra al synd’?

⁷ I modsætning til de frafaldne i det første århundrede forstår vi der „vandrer i lyset“ at synd er noget urent. Jesu blod „renser os fra al synd“ fordi vi ikke synder med vilje. (Mattæus 12:31, 32) Vi er dybt taknemmelige for at Gud viser barmhjertighed mod kristne der begår fejl, men angrer det. — Salme 103:8-14; Mika 7:18, 19.

Forsoningens grundlag

8, 9. (a) På hvilket grundlag vil Jehova tilgive os? (b) Hvad sagde nogle frafaldne om synden, og hvorfor tog de fejl?

⁸ Johannes nævner derefter på hvilket grundlag vi kan blive renset fra synd. (Læs Første Johannesbrev 1:8 til 2:2.) Hvis vi siger: „Vi har ingen synd“, er ’sandheden ikke i os’, for så benægter vi faktisk at alle ufuldkomne mennesker er syndige. (Romerne 5:12) Men Gud er trofast og tilgiver os hvis vi kommer frem for ham og „bekender vore synder“ med en angerfuld indstilling, en indstilling der får os til at vende os bort fra de syndige handlinger. (Ordsprogene 28:13) Om dem der har del i den nye pagt har Jehova sagt: „Jeg vil ikke mere huske deres synd.“ (Jeremias 31:31-34; Hebræerne 8:7-12) Dette løfte opfylder han når han tilgiver synder.

⁹ Gud er desuden retfærdig og overholder altid sine normer for retfærdighed. Ved hjælp af genløsningen har han ladet retfærdigheden ske fyldest, og kan ’tilgive os vore synder og rense os fra al uretfærdighed’ hvis vi bekender vore synder i tro på Jesu offer. (Hebræerne 9:11-15) Ved sin død borttog Messias synder, ligesom bukken på forsoningsdagen blev sendt ud i ørkenen, bærende på israelitternes synder. (3 Mosebog 16:20-22; Esajas 53:5, 8, 11, 12; 1 Peter 2:24) Nogle frafaldne sagde: „Vi har ikke syndet,“ og gjorde derved ’Jehova til en løgner’. Men Gud kan ikke lyve, og hans ord viser at alle ufuldkomne mennesker er behæftet med synd. (Titus 1:2; Prædikeren 7:20; Romerne 3:23) Hvis vi siger: „Vi har ikke syndet,“ viser det i virkeligheden at Guds ord ikke er „i os“, i vore hjerter! — Jævnfør Hebræerne 8:10.

10. Hvad har Jesu sonoffer udvirket?

¹⁰ Johannes skriver dette om synd, tilgivelse og renselse for at vi ikke skal øve synd. Hans ord får os til at gøre en oprigtig indsats for ikke at synde. (1 Korinther 15:34) Men hvis vi alligevel begår en synd og angrer det, har vi „en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus, en retfærdig“, der taler vor sag hos Gud. (Hebræerne 7:26; jævnfør Johannes 17:9, 15, 20.) Jesus bragte et „sonoffer“ for vore synder. Ved hans død lod Gud retfærdigheden ske fyldest og gjorde det muligt at vise barmhjertighed og frikende både de åndelige israelitter og ’hele verden’, blandt andet ’den store skare’, for anklagen for synd. (Romerne 6:23; Galaterne 6:16; Åbenbaringen 7:4-14) Vi værdsætter i allerhøjeste grad dette offer!

Adlyd Gud og vis kærlighed

11. Hvordan kan vi vide om vi er „i samhørighed“ med Gud?

¹¹ For at kunne blive ved med at vandre i det guddommelige lys må vi adlyde Jehova. (Læs Første Johannesbrev 2:3-6.) Hvis vi „fortsat holder hans bud“ ved vi „at vi har lært ham at kende“, vi har lært at forstå ham og hans egenskaber. Enhver der hævder at have lært Jehova at kende men ikke adlyder ham, „er en løgner“. Hvis man derimod overholder hans ord „er kærligheden til Gud . . . gjort fuldkommen“ eller fuldstændig. „På dette,“ altså det at vi adlyder og elsker Gud, ser vi at vi er „i samhørighed med ham“. Og vi er forpligtede til at vandre ligesom hans søn vandrede, i forkyndelsen, i forholdet til andre, og så videre.

12. Hvilket „gammelt bud“ har de kristne, og hvorfor kaldes det også „nyt“?

¹² Broderkærlighed har også stor betydning. (Læs Første Johannesbrev 2:7, 8.) Johannes skriver om „et gammelt bud“ som de troende har haft „fra begyndelsen“ af deres liv som kristne. Han kalder det „gammelt“ fordi det var et bud som Jesus havde givet flere år tidligere da han befalede sine disciple at ’elske hinanden ligesom han elskede dem’. (Johannes 13:34) Det er dog også et „nyt“ bud fordi det indbefatter mere end den næstekærlighed Loven krævede — det indbefatter villighed til at sætte sin sjæl til for sine trosfæller. (3 Mosebog 19:18; Johannes 15:12, 13) Vor selvopofrende kærlighed er et bevis på at vi følger dette nye bud, og derfor ’er mørket ved at forsvinde og det sande lys skinner allerede’ blandt os.

13. Hvem er „i lyset“ og hvem er ikke, ifølge Første Johannesbrev 2:9-11?

¹³ Hvem kan siges at være „i lyset“? (Læs Første Johannesbrev 2:9-11.) „Den der siger at han er i lyset og dog hader sin broder“ befinder sig i åndeligt mørke. Men „den der elsker sin broder forbliver i lyset“, og hos ham er der ingen „årsag til snublen og fald“. Det græske ord der er anvendt her sigter til en fælde med lokkemad, og betegner samtidig noget der kan få en til at synde. En der hævder at være kristen men hader sin broder „ved ikke hvor han går hen, for mørket har forblindet hans øjne“. (Mattæus 13:13-15) Vil du lytte til denne advarsel og undgå åndeligt mørke ved at nægte at lade forskelle i personlighed, frafaldnes løgne eller noget som helst andet overskygge din broderkærlighed?

Grundlaget for tillid

14. Hvem er de ’børn’ og „fædre“ som Johannes henvendte sig til?

¹⁴ Johannes udtrykker dernæst sin tillid til ’børnene’. Han bruger udtrykket „børnlille“, og sigter dermed øjensynlig til hele menigheden. (Læs Første Johannesbrev 2:12-14.) Vore synder er blevet tilgivet ’for Kristi navns skyld’, for kun gennem ham har Gud gjort frelsen mulig. (Apostelgerninger 4:12) De salvede „har lært Faderen at kende“ fordi han har avlet dem med sin ånd. Nogle omtales som „fædre“ — sandsynligvis ældre, erfarne og åndeligt modne kristne. De kender Jesus, der har eksisteret „fra begyndelsen“, idet Gud skabte ham før alt andet.

15. (a) Hvem er de „unge mænd“ som Johannes henvendte sig til, og hvordan har de „sejret over den onde“? (b) Giv et eksempel på hvordan vi i dag kan ’sejre’ over Satan.

¹⁵ De „unge mænd“ Johannes henvender sig til var måske yngre kristne med mindre erfaring. De har ikke ladet sig overliste af Satans „planer“, men har „sejret over den onde“. (2 Korinther 2:11) At sejre over den onde vil i dag indbefatte at undgå uren underholdning, sanselig musik samt pornografi, der kan undergrave de kristne principper og resultere i kønslig umoralitet. De „unge mænd“ sejrer over Satan fordi de er åndeligt „stærke“ og fordi „Guds ord“ forbliver i dem. Måtte vi ligesom dem drage nytte af Guds åndelige foranstaltninger, tage afstand fra frafald og fortsat vandre i det guddommelige lys.

Noget vi ikke må elske

16. Hvad må vi ikke elske, og hvad sker der hvis vi tillægger os verdslige synspunkter og ønsker?

¹⁶ Uanset om vi er unge eller gamle i sandheden, er der noget vi ikke må elske. (Læs Første Johannesbrev 2:15-17.) Vi må ’ikke elske verden eller det der er i verden’. Vi må passe på at vi ikke bliver plettet af det uretfærdige menneskesamfunds fordærv, og vi må ikke lade os påvirke af dets „ånd“ eller dets syndige, fremherskende indstilling. (Efeserne 2:1, 2; Jakob 1:27) Hvis vi tillægger os verdslige synspunkter og ønsker, er „Faderens kærlighed“ ikke i os. (Jakob 4:4) Det er værd at overveje under bøn, ikke sandt?

17. Hvilke verdslige ønsker må kristne ikke give efter for?

¹⁷ Ikke „alt det der er i verden“ er af Gud. Dette indbefatter „kødets begær“. Søger man at tilfredsstille dette begær vil det betyde at man giver efter for syndige ønsker som for eksempel et uret seksuelt begær. (1 Korinther 6:15-20; Galaterne 5:19-21) Vi må også passe på at vi ikke giver efter for „øjnenes begær“. Eva lod sig friste af en frugt der så indbydende ud, og synet af Batseba der badede sig fik David til at begå en alvorlig synd. (1 Mosebog 3:6; 2 Samuel 11:2-17) For at blive ved med at vandre i det guddommelige lys må vi altså undgå fordærvet underholdning og alt andet der appellerer til syndige ønsker og vildleder hjertet. — Ordsprogene 2:10-22; 4:20-27.

18. Hvorfor er der ingen mening i at prale med „de midler man har at leve af“, og hvad kan man ikke opnå gennem dette praleri?

¹⁸ „Praleriet med de midler man har at leve af“ er også af verden. Stolte mennesker praler måske med deres rigdom, deres fine tøj og lignende forgængelige ting. Deres praleri kan gøre indtryk på nogle og skaffe dem en midlertidig beundring, men ikke Guds velsignelse. — Mattæus 6:2, 5, 16, 19-21; Jakob 4:16.

19. Hvad vil der ske med denne verden, og hvordan bør dette berøre os?

¹⁹ Husk at „verden forsvinder“; den vil blive tilintetgjort. (2 Peter 3:6) Verdens håb og begær vil forgå sammen med den, og det vil de der elsker den også. „Men,“ siger Johannes, „den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ Lad os derfor holde os det evige liv for øje ved at ’sige nej til verdslige ønsker’ og fortsat vandre i det guddommelige lys. — Titus 2:11-14.

Advarsel mod frafald

20. Hvad kaldes de der var ’imod Kristus’, og hvad var deres fremståen et bevis for?

²⁰ Johannes advarer nu mod antikrister. (Læs Første Johannesbrev 2:18, 19.) Han minder sine trosfæller om at de fra apostlene „har hørt at antikrist kommer“. At der allerede var fremstået „mange antikrister“ viste at det var „den sidste time“, den sidste del af aposteltiden. Skønt de der var ’imod Kristus’ udgjorde en kollektiv „antikrist“, var der mange enkelte antikrister der gav sig ud for at tilbede Gud men ikke var „af vor slags“ og derfor forlod kristendommen. Også i vor tid er vi glade for at sådanne forlader os eller udstødes af vort samfund, da menigheden ellers ville blive fordærvet.

21. Hvorfor har de åndsavlede kristne „kundskab“, og hvilken ’sandhed’ kender de?

²¹ Loyale åndsavlede kristne forkaster de frafaldnes synspunkter. Da „en salvelse fra den hellige“, Jehova, hjælper dem til at forstå hans ord, ’har de alle kundskab’. (Læs Første Johannesbrev 2:20, 21.) De kender „sandheden“ i forbindelse med Jesus Kristus, hvorimod de frafaldne har en fejlagtig opfattelse af ham. Da „ingen løgn er af sandheden“, vil alle der elsker Jehova tage afstand fra sådanne fejlagtige opfattelser og fra dem der fremfører dem.

22. Hvad gjorde C. T. Russell da en af hans medarbejdere fornægtede genløsningen?

²² Når alt kommer til alt, ’hvem er da løgneren om det ikke er den der fornægter og siger at Jesus ikke er Messias’, Guds salvede? (Læs Første Johannesbrev 2:22-25.) „Den der fornægter Faderen og Sønnen“ er antikrist! Det er interessant at bemærke at da en der i begyndelsen arbejdede sammen med bibelstudenten Charles T. Russell fornægtede genløsningen, trak Russell sig fuldstændig tilbage fra ham og begyndte at udgive dette blad, der altid har forkyndt sandheden om Kristi identitet, hans rolle som Messias og hans kærlige tjeneste som „sonoffer“.

23. Hvordan berører det vore fremtidsudsigter og vort forhold til Gud at vi „bekender Sønnen“?

²³ Frafaldne der fornægter Kristus har ikke Jehova som deres ven. (Johannes 5:23) Men vi der offentligt „bekender Sønnen“, „har også Faderen“, idet vi befinder os i et godkendt forhold til Gud. (Mattæus 10:32, 33) Jesu loyale disciple i det første århundrede holdt fast ved det de „fra begyndelsen“ af deres liv som kristne havde hørt om Guds søn. Og hvis den samme sandhed er i vore hjerter, vil vi „forblive i samhørighed“ med både Gud og Kristus og modtage det „der er lovet os“, det evige liv. — Johannes 17:3.

Oplært af Jehova Gud

24. Hvem har modtaget en „salvelse“ med hellig ånd, og hvorfor ’trænger de ikke til at nogen underviser dem’?

²⁴ For at vandre i det guddommelige lys og ikke blive vildledt af de frafaldne, må vi have en god åndelig oplæring. (Læs Første Johannesbrev 2:26-29.) De åndsavlede har modtaget en „salvelse“ med hellig ånd, de har lært Gud og hans søn at kende, og „trænger ikke til at nogen [frafaldne] skal undervise“ dem. Ved hjælp af sin hellige ånd „underviser“ Gud de åndelige israelitter „i alt“ hvad de har brug for at vide for at kunne tilbede ham på en antagelig måde. (Johannes 4:23, 24; 6:45) Vi er lykkelige for at vi som Jehovas vidner modtager en sådan åndelig oplæring fra Gud gennem „den trofaste og kloge træl“. — Mattæus 24:45-47.

25, 26.(a) Hvorfor kan de salvede „have frimodighed“? (b) Hvad vil det sige at ’øve retfærdighed’?

²⁵ Johannes tilskynder de veloplærte salvede til at „forblive i samhørighed“ med Gud. De der er „i samhørighed“ med Jehova er samtidig i samhørighed med hans søn. (Johannes 14:19-21) Johannes tilskynder sine læsere til at opnå denne samhørighed for at de, „når han [Kristus] bliver gjort kendt, må have frimodighed og ikke blive gjort til skamme og fjernet fra ham ved hans nærværelse“, eller parousia.

²⁶ Vi lever nu under Kristi „nærværelse“. Hvordan kan vi sikre os at vi virkelig vandrer i det guddommelige lys og ikke har noget at skamme os over? Det kan vi ved at ’øve retfærdighed’. ’Når vi ved at Gud er retfærdig,’ ræsonnerer Johannes, ’så erkender vi at enhver som øver retfærdighed er blevet født som følge af ham.’ ’At øve retfærdighed’ vil sige at adlyde Guds bud, at tage afstand fra uretfærdighed og at være optaget af gode gerninger som dét at gøre disciple og at hjælpe trosfæller. (Markus 13:10; Filipperne 4:14-19; 1 Timoteus 6:17, 18) At blive „født som følge af“ Gud vil sige at blive ’født igen’ som hans åndelige børn. — Johannes 3:3-8.

27. Hvad går apostelen Johannes nu over til at forklare?

²⁷ Johannes har forklaret hvordan vi kan blive ved med at vandre i det guddommelige lys, og går nu over til at forklare hvordan vi bør leve som Guds børn. Hvad vil det indebære?

Lev fortsat som Guds børn

„Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke.“ — 1 Johannes 3:10.

1, 2. Hvilken vejledning fra apostelen vil vi se på når vi nu fortsætter vor gennemgang af Første Johannesbrev?

JEHOVA har en universel familie, som nogle mennesker nu udgør en del af. De kaldes Guds børn. I visse henseender adskiller de sig fra andre mennesker. Hvordan?

² I sit første guddommeligt inspirerede brev viser apostelen Johannes hvem disse højt begunstigede mennesker er. Han giver dem også en vejledning der kan hjælpe dem til at blive ved med at leve som Guds børn. Og denne vejledning kan også være til gavn for alle andre indviede vidner for Jehova.

Guds store kærlighed

3. Hvordan er nogle blevet „Guds børn“, og hvordan ser verden på dem?

³ Johannes nævner hvilket håb de salvede kristne har. (Læs Første Johannesbrev 3:1-3.) Jehova har vist stor kærlighed ved at antage dem som sine åndelige sønner, så de blev „Guds børn“. (Romerne 5:8-10) „Verden“ — det uretfærdige menneskesamfund — har ikke samme gudfrygtige indstilling eller samme mål og håb som de. Verden hader Kristus og hans disciple, og hader derfor også Faderen. (Johannes 15:17-25) Eftersom verden ’ikke har lært [Jehova] at kende’, kender den ikke de salvede som Guds børn, skønt den måske kender dem som mennesker. — 1 Korinther 2:14.

4. Hvad bør alle der har håb om himmelsk liv gøre?

⁴ De salvede er nu Guds børn. „Men,“ siger Johannes, „det er endnu ikke blevet gjort kendt hvad vi skal blive“ efter at vi har lidt døden i trofasthed og er blevet oprejst til himmelsk liv i åndelegemer. (Filipperne 3:20, 21) Men når Gud „gøres kendt“ vil de blive „som han“ og vil „se ham som han er“, som „Jehova, Ånden“. (2 Korinther 3:17, 18) Enhver der har „dette håb“ om liv i himmelen bør føle sig tilskyndet til at rense sig, „ligesom Han [Jehova] er ren“. Skønt de salvede endnu er ufuldkomne, bør de leve i renhed, i harmoni med deres håb om at være sammen med den rene, hellige Gud i himmelen. — Salme 99:5, 9; 2 Korinther 7:1.

Vi må øve retfærdighed

5, 6. (a) Hvad gør de der øver synd, set med Guds øjne? (b) Hvordan forholder det sig med dem der forbliver „i samhørighed“ med Jesus Kristus?

⁵ At leve som Guds børn vil også indebære at gøre det der er retfærdigt. (Læs Første Johannesbrev 3:4, 5.) „Enhver som øver synd øver også lovløshed“, set med Jehovas øjne, idet de overtræder hans love. (Esajas 33:22; Jakob 4:12) Al synd er lovløshed, en overtrædelse af Guds love. Det strider mod den kristne ånd at øve synd, og vi er taknemmelige for at Jesus Kristus „blev gjort kendt“ som menneske „for at tage vore synder bort“. Eftersom ’der ikke er synd i ham’ kunne han skænke Gud det eneste offer som til fuldkommenhed kunne sone synder. — Esajas 53:11, 12; Hebræerne 7:26-28; 1 Peter 2:22-25.

⁶ „Enhver som forbliver i samhørighed med ham [Sønnen] øver ikke synd.“ (Læs Første Johannesbrev 3:6.) Da vi er ufuldkomne vil vi måske nu og da begå en synd, men synden vil ikke blive en vane for dem der forbliver i samhørighed med Sønnen og som derfor også er i samhørighed med Faderen. De der øver synd har ikke „set“ Jesus med troens øjne; vanemæssige syndere som de frafaldne har heller ikke „lært ham at kende“, og de anerkender ikke at han er „Guds lam“ der soner menneskenes synder. — Johannes 1:36.

7, 8. Fra hvem hidrører den der med vilje øver synd, som det fremgår af Første Johannesbrev 3:7, 8, men i hvilken hensigt blev Guds søn „gjort kendt“?

⁷ Johannes advarer sine læsere mod at blive vildledt. (Læs Første Johannesbrev 3:7, 8.) „Lad ingen vildlede jer,“ siger apostelen, og tilføjer: „Den der øver retfærdighed [ved at overholde Guds lov] er retfærdig, ligesom Han [Jesus Kristus] er retfærdig.“ På grund af vor ufuldkommenhed kan vi ikke være retfærdige i samme grad som vort store forbillede. Men ved Jehovas ufortjente godhed kan Jesu salvede disciple nu leve som Guds børn.

⁸ Den der med vilje øver synd „er af Djævelen“, som har syndet „fra begyndelsen“, nemlig lige siden han begyndte at gøre oprør mod Jehova. Men Guds søn blev „gjort kendt“ for at „nedbryde Djævelens gerninger“, der går ud på at fremme synd og ondskab. Dette indbefatter at den adamitiske døds virkninger vil blive ophævet ved at vore synder sones gennem Kristus, ved at de der befinder sig i Sheol (Hades) oprejses, og ved at Satans hoved knuses. (1 Mosebog 3:15; 1 Korinther 15:26) Indtil dette sker gør vi, den salvede rest og ’den store skare’, klogt i at vogte os for at øve synd og uretfærdighed.

Vi må holde Guds love

9. I hvilken forstand kan en åndsavlet kristen „ikke øve synd“, og hvad skyldes dette?

⁹ Johannes skelner dernæst mellem Guds børn og Djævelens børn. (Læs Første Johannesbrev 3:9-12.) „Enhver der er født som følge af Gud øver ikke synd,“ gør det ikke til en vane at synde. Jehovas „sæd“ eller hellige ånd der giver de salvede „en ny fødsel“ til et himmelsk håb, forbliver i den enkelte medmindre han modstår den og derved ’bedrøver’ ånden, så Gud tager den bort fra ham. (1 Peter 1:3, 4, 18, 19, 23; Efeserne 4:30) Hvis en åndsavlet kristen ønsker at forblive et af Guds børn, kan han „ikke øve synd“. Som „en ny skabning“ med „den nye personlighed“ modarbejder han synden. Han er „undsluppet det fordærv der er i verden som følge af begær“, og nærer ikke noget ønske i hjertet om at øve synd. — 2 Korinther 5:16, 17; Kolossenserne 3:5-11; 2 Peter 1:4.

10. Nævn et kendetegn der adskiller Guds børn fra Djævelens børn.

¹⁰ Noget der adskiller Guds børn fra Djævelens børn er dette: „Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud.“ Uretfærdighed er så karakteristisk for Djævelens børn at de „ikke [kan] sove hvis de ikke har handlet ondt, og deres søvn er røvet hvis de ikke får nogen til at snuble“ — netop hvad de frafaldne prøver at få de loyale kristne til. — Ordsprogene 4:14-16.

11. (a) På hvilken anden måde kan man kende dem der ikke er Guds børn? (b) Hvad bør tanken om Kains adfærd få os til?

¹¹ „Den som ikke elsker sin broder [er] heller ikke [af Gud].“ „Det budskab“ som vi har hørt „fra begyndelsen“ af vort liv som Jehovas vidner er jo at „vi skal elske hinanden“. (Johannes 13:34) Vi er derfor ikke „som Kain“, der viste at han „var af den onde“ ved at slå sin broder ihjel, en voldshandling der er karakteristisk for manddraberen Satan. (1 Mosebog 4:2-10; Johannes 8:44) Kain slog Abel ihjel „fordi hans egne gerninger var onde, men hans broders retfærdige“. Tanken om Kains adfærd bør få os til at vogte os for at nære et lignende had til vore åndelige brødre.

Vi må elske „i gerning og sandhed“

12. Hvordan ved vi „at vi er gået over fra døden til livet“, og hvad vil dette sige?

¹² Hvis vi efterlignede Kain, ville vi være åndeligt døde. (Læs Første Johannesbrev 3:13-15.) Han hadede sin broder så meget at han slog ham ihjel, og det overrasker os ikke at verden nærer et lignende had til os, for Jesus forudsagde at det ville være sådan. (Markus 13:13) Men „vi ved [eller har tillid til] at vi er gået over fra døden [den åndelige død] til livet [det evige liv], for vi elsker brødrene,“ vore medtjenere for Jehova. På grund af denne broderkærlighed og vor tro på Kristus er vi ikke længere ’døde’ i vore overtrædelser og synder. Gud har fjernet sin fordømmelse fra os, og vi er blevet oprejst fra den åndelige død og har fået håb om evigt liv. (Johannes 5:24; Efeserne 2:1-7) De kærlighedskolde frafaldne ejer ikke et sådant håb, for „den der ikke elsker, forbliver i døden“, den åndelige død.

13. Hvorfor bør vi bede Gud om hjælp hvis vi hader en broder?

¹³ I virkeligheden er „enhver der hader sin broder . . . en manddraber“. Der begås sikkert ikke noget bogstaveligt mord (som da Kain dræbte Abel af misundelse og had), men den hadefulde så måske helst at hans åndelige broder ikke var til. Eftersom Jehova læser hjerter, vil han dømme dem der nærer et sådant had. (Ordsprogene 21:2; jævnfør Mattæus 5:21, 22.) Ingen „manddraber“, ingen der bliver ved med at hade en trosfælle, „har evigt liv blivende i sig“. Hvis vi i al hemmelighed hader en broder eller en søster, bør vi da ikke bede Jehova om hjælp til at ændre indstilling og begynde at nære broderkærlighed?

14. I hvilket omfang bør vi vise broderkærlighed?

¹⁴ Hvis vi fortsat skal leve som Guds børn, må vi vise broderkærlighed i ord og gerning. (Læs Første Johannesbrev 3:16-18.) Dette bør være muligt for os, for „ved dette har vi lært kærligheden at kende, at Han [Jesus Kristus] satte sin sjæl [eller „sit liv“] til for os“. At Jesus udviste kærlighed i et sådant omfang bør få os til at nære en lignende principbetonet kærlighed (græsk: agaʹpe) til vore trosfæller. Ligesom Priska og Akvila ’satte deres egen hals på spil for apostelen Paulus’ sjæl’ er vi „skyldige at sætte vore sjæle til for brødrene“, for eksempel i perioder med forfølgelse. — Romerne 16:3, 4; Johannes 15:12, 13.

15. Hvad bør vor broderkærlighed tilskynde os til at gøre hvis en broder er i nød og vi har „denne verdens midler at leve af“?

¹⁵ Hvis vi ville sætte livet til for vore brødre, bør vi også være villige til at hjælpe dem på måder der ikke kræver så meget af os. Lad os sige at vi har „denne verdens midler at leve af“ — penge, mad, tøj og lignende, ting som verden har givet os mulighed for at få. Vi „ser“ måske en broder der er i nød, idet vi ikke blot flygtigt lader blikket strejfe ham, men bevidst iagttager hans situation. Hans forfatning vil måske få ’døren’ til vor ’inderlige medfølelse’ eller vore dybeste følelser til at åbne sig. Hvis vi på den anden side lukker og låser denne „dør“ ved at lade selviskhed hindre os i at hjælpe broderen, ’hvorledes kan Guds kærlighed da forblive i os’? Det er ikke nok at tale om broderkærlighed. Som Guds børn bør vi elske „i gerning og sandhed“. Hvis en broder for eksempel er sulten, har han brug for mad, ikke blot ord. — Jakob 2:14-17.

Et hjerte der ikke fordømmer os

16. (a) I hvilken forstand er Gud „større end vort hjerte“? (b) Hvilken grund nævner Johannes til at Jehova besvarer vore bønner?

¹⁶ Johannes omtaler dernæst noget der kan forvisse os om at vi er Jehovas børn. (Læs Første Johannesbrev 3:19-24.) „På dette“ — det at vi viser broderkærlighed — „skal vi kende at vi er af sandheden“ og ikke er blevet ofre for de frafaldnes bedrag. Dette vil „berolige vort hjerte“ over for Gud. (Salme 119:11) Hvis vort hjerte fordømmer os, måske fordi vi ikke synes at vi har vist vore brødre og søstre tilstrækkelig kærlighed, bør vi huske at „Gud er større end vort hjerte og kender alle ting“. Han er barmhjertig fordi han kan se at vi viser „broderlig hengivenhed . . . uden hykleri“, kæmper mod synden og bestræber os for at leve på en måde han synes om. (1 Peter 1:22; Salme 103:10-14) „Hvis vort hjerte ikke fordømmer os“ fordi vi i gerning beviser at vi nærer broderkærlighed, og ikke gør os skyldige i skjulte synder, „har vi frimodighed i tale over for Gud“ i bøn. (Salme 19:12) Og han vil besvare vore bønner „fordi vi holder hans bud og gør det der er tiltalende i hans øjne“.

17. Hvilke to krav omfatter Guds bud?

¹⁷ Hvis vi ønsker at Gud skal besvare vore bønner, må vi holde hans bud, der omfatter disse to krav: (1) Vi må tro på Jesu „navn“, tage imod hans genløsningsoffer og anerkende hans gudgivne myndighed. (Filipperne 2:9-11) (2) Vi må desuden „elske hinanden“ som Jesus befalede. (Johannes 15:12, 17) Det er indlysende at de der tror på Kristi navn, bør elske enhver der er af samme tro.

18. Hvordan kan vi vide at Jehova „forbliver i samhørighed med os“?

¹⁸ Hvis vi holder Guds bud vil vi forblive „i samhørighed med ham“. (Jævnfør Johannes 17:20, 21.) Men hvordan „erkender vi at han forbliver i samhørighed med os“? Det gør vi „som følge af den [hellige] ånd han gav os“. At vi har Guds hellige ånd og formår at vise dens frugt, deriblandt broderkærlighed, viser at vi er i samhørighed med Jehova. — Galaterne 5:22, 23.

Vi må være på vagt!

19, 20. Hvorfor er det nødvendigt at ’prøve de inspirerede udtalelser’, og hvilken hjælp giver Johannes os i denne henseende?

¹⁹ Johannes påpeger nu at vi må være på vagt. (Læs Første Johannesbrev 4:1.) Vi skal ikke tro enhver ånd eller „inspireret udtalelse“, men bør ’prøve de inspirerede udtalelser for at se om de er af Gud’. Hvorfor? Fordi „mange falske profeter er draget ud i verden“. Da Johannes skrev sit brev rejste nogle bedrageriske lærere rundt blandt menighederne og søgte at „trække disciplene bort efter sig“. (Apostelgerninger 20:29, 30; 2 Johannes 7) Det var derfor nødvendigt at de trofaste var på vagt.

²⁰ Nogle af det første århundredes kristne var i stand til at bedømme „inspirerede udtalelser“, en af Guds aktive krafts mirakuløse gaver der øjensynlig gjorde det muligt for dem at afgøre om en inspireret udtalelse var fra Jehova. (1 Korinther 12:4, 10) Men Johannes’ advarsel synes at gælde kristne i almindelighed, og er en hjælp når frafaldne i dag prøver at undergrave Jehovas vidners tro. Den åndens gave at kunne „bedømme inspirerede udtalelser“ er nu forsvundet, men Johannes’ ord hjælper os til at afgøre om en lærer har Guds ånd eller er påvirket af dæmoner.

21. Nævn en måde hvorpå man kan bedømme om en „inspireret udtalelse“ er af Gud.

²¹ Læg mærke til en af de måder hvorpå man kan kende en inspireret udtalelse fra Gud. (Læs Første Johannesbrev 4:2, 3.) „Enhver inspireret udtalelse der bekender Jesus Kristus som kommet i kødet, er af Gud.“ Vi erkender at Jesus engang har levet som et menneske og at han er Guds søn, og vor tro får os til at fortælle andre om dette. (Mattæus 3:16, 17; 17:5; 20:28; 28:19, 20) „Men enhver inspireret udtalelse som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud.“ Den er tværtimod „antikrists inspirerede udtalelse“ imod Kristus og imod Bibelens lære om ham. Johannes og de andre apostle havde øjensynlig advaret om at sådanne falske inspirerede udtalelser ville blive fremført. (2 Korinther 11:3, 4; 2 Peter 2:1) Da falske lærere på det tidspunkt udgjorde en fare for de sande kristne, kunne Johannes skrive: „Allerede nu er [antikrists inspirerede udtalelse] i verden.“

22. På hvilken anden måde kan man ’prøve inspirerede udtalelser’?

²² En anden måde hvorpå man kan prøve „inspirerede udtalelser“ er ved at lægge mærke til hvem der lytter til dem. (Læs Første Johannesbrev 4:4-6.) Som Jehovas tjenere har vi „sejret over“ eller overvundet de falske lærere, idet vi ikke er bukket under for deres forsøg på at lede os bort fra sandheden om Gud. Det har været muligt for os at vinde denne åndelige sejr fordi Gud, der er „i samhørighed med“ de loyale kristne, „er større end han [Djævelen] som er i samhørighed med verden“, det uretfærdige menneskesamfund. (2 Korinther 4:4) Eftersom de frafaldne „er af verden“ og har dens ugudelige ånd, „taler de om det der er af verden, og verden hører på dem“. Da vi har Jehovas ånd kan vi mærke at deres „inspirerede udtalelser“ intet har med hans ånd at gøre, og derfor forkaster vi dem.

23. Hvem lytter til os og forstår at vi ledes af Guds ånd?

²³ Men vi ved at „vi er af Gud“, for „den der kender Gud, hører på os“. De symbolske får indser at det vi forkynder er sandheden fra Guds ord. (Jævnfør Johannes 10:4, 5, 16, 26, 27.) „Den der ikke er af Gud“ hører naturligvis ikke på os. De falske profeter eller lærere lyttede ikke til Johannes eller til andre der ’var af Gud’ og fremholdt en åndeligt velfunderet lære. „På dette kender vi sandhedens inspirerede udtalelse og vildfarelsens inspirerede udtalelse.“ Vi der udgør en familie bestående af Jehovas tjenere, taler det sprog vi har lært gennem Guds organisation, Bibelens sandheds ’rene sprog’. (Zefanias 3:9) Og vore ord viser de symbolske får at vi ledes af Guds hellige ånd.

24. Hvad vil Johannes herefter forklare?

²⁴ Johannes har nu nævnt nogle grundlæggende krav som vi må opfylde hvis vi fortsat ønsker at leve som Guds børn. Herefter vil han forklare hvorfor vi altid må vise kærlighed og tro.

Vis altid kærlighed og tro

„Den der forbliver i kærligheden, forbliver i samhørighed med Gud.“ „Og dette er den sejr som har sejret over verden, vor tro.“ — 1 Johannes 4:16; 5:4.

1, 2. Hvilke egenskaber fremhæves især i Første Johannesbrev 4:7 til 5:21?

JEHOVA er den personificerede kærlighed, og de der ønsker at behage ham må vise denne gudlignende egenskab. Dette gør apostelen Johannes tydeligt opmærksom på i den sidste del af sit første inspirerede brev.

² Sande kristne må også udvise tro. Kun på denne måde kan de overvinde verden og være sikre på at bevare Jehovas gunst. Lad os, mens vi studerer denne sidste del af Johannes’ brev, under bøn overveje betydningen af at lægge kærlighed og tro for dagen.

’Lad os elske hinanden’

3, 4. Hvilken forbindelse er der mellem det at vise kærlighed og det at kende Gud?

³ Johannes understreger kærlighedens betydning. (Læs Første Johannesbrev 4:7, 8.) De kristne, ’de elskede’, tilskyndes til „fortsat [at] elske hinanden, for kærligheden er af Gud“. Jehova er kærlighedens Ophav. „Enhver som elsker, er født som følge af Gud [som åndsavlet] og kender Gud“, er bekendt med Jehovas egenskaber og hensigter og hans måde at udtrykke kærlighed på. I dag hører ’den store skare’ af Kristi „andre får“ også til dem der „kender Gud“.

⁴ At vi kender Gud vil sige at vi fuldt ud værdsætter og forstår hans egenskaber, elsker ham uforbeholdent og holder os til ham som vor Suveræn. Men „den som ikke elsker, har ikke lært Gud at kende“. De der ikke viser kristen kærlighed „har ikke lært Gud at kende, for Gud er kærlighed“. Ja, kærlighed er Jehovas mest fremherskende egenskab, som det fremgår af de materielle og åndelige velsignelser han har skænket menneskeheden.

5. Hvad er det største vidnesbyrd om at „Gud er kærlighed“?

⁵ Derefter nævnes det største vidnesbyrd om at „Gud er kærlighed“. (Læs Første Johannesbrev 4:9, 10.) Johannes siger: „Ved dette blev Guds kærlighed gjort kendt i vort tilfælde [som syndere der fortjener døden], at Gud udsendte sin enestefødte søn til verden for at vi kunne vinde livet ved ham.“ Jesus er Jehovas „enestefødte søn“ i den forstand at han var den eneste Gud skabte direkte. (Johannes 1:1-3, 14; Kolossenserne 1:13-16) Jesus blev ’udsendt til verden’ ved at han blev et menneske, udførte sin offentlige tjeneste og derpå døde offerdøden. (Johannes 11:27; 12:46) Skal vi ’vinde evigt liv ved ham’, i himmelen eller på jorden, må vi udvise tro på hans genløsningsoffers værdi.

6. Hvad gjorde Gud mens vi endnu var syndere der ikke elskede Gud?

⁶ Endnu mens vi var syndere der ikke elskede Gud, „elskede [han] os og udsendte sin søn som sonoffer for vore synder“. Kristi offer gav os mulighed for igen at opnå et ret forhold til Gud. (Romerne 3:24, 25; Hebræerne 2:17) Værdsætter du dette, det største, udtryk for ufortjent kærlighed fra vor himmelske Faders side?

7. (a) Når vi ikke kan sige at vi elsker Gud fordi vi har set ham, hvordan kan vi da vise at vi elsker ham? (b) Hvad er vor broderkærlighed et udtryk for?

⁷ Guds kærlighed til os bør påvirke vor holdning til andre. (Læs Første Johannesbrev 4:11-13.) Da han elskede os mens vi stadig var syndere, „er vi også skyldige at elske hinanden“. Blandt mennesker ’har ingen nogen sinde set Gud’. Vi kan derfor ikke sige at vi elsker Jehova fordi vi har set ham. (2 Mosebog 33:20; Johannes 1:18; 4:24) Ved at vise kærlighed tilkendegiver vi imidlertid at vi elsker denne egenskabs Ophav. Gennem broderkærligheden kan vi bære vidnesbyrd om at Gud „forbliver . . . i os og hans kærlighed gøres fuldkommen“ eller kommer til fuldt udtryk i os. Og vi ved at „vi forbliver i samhørighed med“ Jehova fordi „han har givet os af sin ånd“. At vi lægger broderkærlighed for dagen er et udtryk for at Jehovas ånd er virksom i os, for kærlighed er en af åndens frugter. (Galaterne 5:22, 23) Gennem den viser vi at vi kender Gud og har hans godkendelse.

8. Hvad vidner yderligere om at vi er „i samhørighed med Gud“?

⁸ Der er mere der vidner om at vi er „i samhørighed med Gud“. (Læs Første Johannesbrev 4:14-16a.) Johannes havde „set“ Jesu gerning på jorden og hans lidelser på menneskehedens vegne; han kunne således ’vidne om at Faderen havde udsendt sin søn som verdens Frelser’ til gavn for den syndige menneskehed. (Johannes 4:42; 12:47) Desuden ’forbliver Gud i samhørighed med os og vi med ham’ hvis vi af hjertet bekender at Jesus Kristus er hans søn. Dette fordrer at vi tror på og aflægger et offentligt vidnesbyrd om at Jesus er Guds søn. (Johannes 3:36; Romerne 10:10) Vor tillid til „den kærlighed som Gud har i vort tilfælde“ tilvejebringer yderligere vidnesbyrd om at vi, enten vi hører til den salvede rest eller til de „andre får“, er i samhørighed med Jehova.

9. (a) I hvilken betydning kan kærligheden til Gud ’gøres fuldkommen’, og hvordan berører dette vort forhold til andre? (b) Hvad fremmes af den „fuldkomne“ kærlighed?

⁹ Johannes viser derefter at kærligheden kan ’gøres fuldkommen’. (Læs Første Johannesbrev 4:16b, 17.) Vi bliver mindet om at „Gud er kærlighed“. Fordi vi „forbliver i kærligheden“ og lægger denne frugt af Jehovas ånd for dagen, ’forbliver vi i samhørighed med Gud’. Hvis kærligheden til Jehova er „blevet gjort fuldkommen hos os“, ja kommer til sit stærkeste udtryk over for ham, vil vi elske vore trosfæller. (Jævnfør vers 12.) „Fuldkommen“ kærlighed fremmer også den „frimodighed“ hvormed vi nærmer os Gud i bøn, både nu og på den „dommens dag“ der er knyttet til Kristi nærværelse. De der viser en sådan kærlighed vil da ikke have grund til at frygte at Guds dom vil være ugunstig. „Ligesom Han [Jesus] er, sådan er vi selv i denne verden“ hvis vi viser kærlighed. Ja, vi glæder os ligesom han over Guds gunst som Guds børn i denne gudfremmede menneskehedens verden.

10. Hvad kommer man ikke ud for hvis kærligheden er blevet „gjort fuldkommen“ hos en?

¹⁰ De der besidder „den fuldkomne kærlighed“ nærer ingen frygt der hæmmer deres bøn. (Læs Første Johannesbrev 4:18, 19.) „Frygten virker hæmmende“ på den måde at den afholder os fra frit at nærme os Jehova. Hvis vi derfor føler en sådan frygt, ’er vi ikke blevet gjort fuldkomne i kærligheden’. Men hvis vi er ’blevet gjort fuldkomne i kærligheden’, fylder denne egenskab vore hjerter, ansporer os til at gøre Guds vilje og bevæger os til at holde os nær til vor himmelske Fader i bøn. Vi har afgjort grund til at elske Jehova og bede til ham, for, som Johannes siger: „Vi elsker, fordi han elskede os først.“

11. Hvorfor er der gode grunde til at mærke sig ordene: ’Den der elsker Gud skal også elske sin broder’?

¹¹ Det er naturligvis ikke nok blot at sige at vi elsker Gud. (Læs Første Johannesbrev 4:20, 21.) Den der siger: „Jeg elsker Gud“ og dog hader sin [åndelige] broder, er en løgner. Da vi kan se vor broder og iagttage Guds egenskaber i ham, burde det være lettere for os at vise vor broder kærlighed end at elske en usynlig Gud. Ja, „den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set“. Der er derfor gode grunde til at mærke sig ordene: ’Den der elsker Gud skal også elske sin broder.’

Hvem sejrer over verden?

12. Hvilken anden form for kærlighed bør enhver der elsker Gud, også lægge for dagen?

¹² Johannes viser derefter hvad det egentlig vil sige at elske Gud. (Læs Første Johannesbrev 5:1-5.) Først fremhæver apostelen at „enhver som tror at Jesus er Messias“ (Jehovas salvede), „er blevet født som følge af Gud“ eller åndsavlet af Jehova. Og enhver der elsker Skaberen, Jehova, elsker enhver som er „blevet født som følge af ham“. Ja, alle Guds salvede børn elsker ham og forventes at elske hinanden. Denne broderkærlighed er også kendetegnende for den ’store skare’ af „andre får“ som har et jordisk håb. — Johannes 10:16; Åbenbaringen 7:9.

13. (a) Hvorfor er Guds bud ikke „byrdefulde“? (b) Hvordan ’sejrer vi over verden’?

¹³ ’Vi ved at vi elsker Guds børn, når vi elsker Gud og adlyder hans bud.’ Ja, ’kærligheden til Gud vil sige at vi adlyder hans bud’. Da vi elsker Gud og elsker retfærdighed, adlyder vi med glæde hans bud. Johannes siger at de ikke er „byrdefulde“ for os, „for alt hvad der er født som følge af Gud, sejrer over verden“. Med „alt“ tænkes der måske på den gudgivne kraft til at ’besejre verden’ eller til at vinde over det uretfærdige menneskesamfund med dets fristelser til at bryde Jehovas bud. (Johannes 16:33) „Den sejr som har sejret over verden“ er „vor tro“ på Gud, hans ord og hans søn. Hvis vi „tror at Jesus er Guds søn“, ’sejrer vi over verden’ ved at afvise dens urette tænkemåde og umoralske adfærd, og ved at adlyde Guds bud.

14. (a) Hvad betyder det at Jesus kom „ved vand“? (b) Hvordan viste Jesus i forbindelse med blodet at han var Guds søn? (c) Hvordan ’vidnede’ den hellige ånd om Jesus Kristus?

¹⁴ Da troen på Jesus er af så stor betydning for vor ’sejr over verden’, fremfører Johannes vidnesbyrd om Messias aflagt af „tre som vidner“. (Læs Første Johannesbrev 5:6-8.) Johannes siger først at Jesus „kom ved vand“. Da Jesus blev døbt i vand for at symbolisere at han fremstillede sig selv for Gud, erklærede Jehova: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ (Mattæus 3:17) Også i forbindelse med blodet, som han udgød ved sin død som genløsningsoffer, viste Jesus sig at være Guds søn. (1 Timoteus 2:5, 6) Johannes siger videre at ’det er den hellige ånd som vidner, for ånden er sandheden’. At ånden dalede ned over Jesus ved hans dåb, var et vidnesbyrd om at han var Guds søn. (Mattæus 3:16; Johannes 1:29-34) Jehovas ånd satte Jesus i stand til at fuldføre sit hverv og udføre kraftige gerninger. (Johannes 10:37, 38; Apostelgerninger 10:38) Ved hjælp af ånden forårsagede Gud et usædvanligt mørke og et jordskælv, og at forhænget flængede i templet da Jesus døde. Og ved hjælp af den samme ånd genoprejste han Jesus. — Mattæus 27:45-54.

15. Hvad er de „tre som vidner“?

¹⁵ Der er således „tre som vidner“ om at Jesus er Guds søn. Det er (1) den hellige ånd, (2) vandet Jesus blev døbt i (og det som det repræsenterede: at han fremstillede sig for Jehova), og (3) det blod han udgød ved sin død som genløsningsoffer. Disse tre „stemmer overens“ i deres vidnesbyrd om at Jesus er Guds søn, som vi må have sand tro på hvis vi skal opnå evigt liv. — Jævnfør Femte Mosebog 19:15.

Guds vidnesbyrd

16. Hvordan har Jehova vidnet om Jesus?

¹⁶ Gud har selv vidnet om sin søn. (Læs Første Johannesbrev 5:9-12.) „Hvis vi tager imod [godtager] det vidnesbyrd [ufuldkomne] mennesker aflægger [som man normalt gør i samtaler og i retten], er det vidnesbyrd Gud aflægger større.“ (Johannes 8:17, 18) Da ’Gud ikke kan lyve’, kan vi nære ubetinget tillid til ’det vidnesbyrd Gud har aflagt om sin søn’. Og Jehova har sagt at Jesus Kristus er hans søn. (Titus 1:2; Mattæus 3:17; 17:5) Desuden stod Gud bag de „tre som vidner“, det vil sige hans hellige ånd, vandet Jesus blev døbt i, og Kristi udgydte blod.

17. Hvad er ens frelse betinget af?

¹⁷ „Den der tror på Guds søn, har fået vidnesbyrdet i sit eget tilfælde,“ eller „i sig selv“, fordi alle vidnesbyrd overbeviser ham om at Jesus er Guds søn. Men „den der ikke tror på Gud“ som et pålideligt vidne om sin egen søn, får Jehova til at tage sig ud som en løgner. Summen af det vidnesbyrd der er blevet aflagt viser naturligvis at „Gud har givet os evigt liv, og dette liv er i hans søn“. Kun ved tro på Jesus som Guds søn er frelse til evigt liv mulig. (Johannes 11:25, 26; 14:6; 17:1-3) Den der „har Sønnen“ (ved at tro på ham), har det evige livs ufortjente gave. (Johannes 20:31) Man vil altså ikke opnå „dette liv“ hvis man mangler tro på Jesus som Guds søn.

Bøn har virkning!

18. Hvorfor skriver Johannes „dette“?

¹⁸ Johannes anfører derefter det egentlige formål med sit brev idet han går over til at tale om bøn. (Læs Første Johannesbrev 5:13-15.) Han har skrevet „dette“ for at vi ’kan vide at vi har evigt liv’. Og denne overbevisning kan vi have eftersom vi tror på „Guds søns navn“. (Jævnfør Første Johannesbrev 3:23.) Frafaldne, som ikke er „af vor slags“, kan ikke ødelægge denne tro. — 1 Johannes 2:18, 19.

19. (a) Hvilken „tillid“ har vi ifølge Første Johannesbrev 5:14, 15 til Gud? (b) Hvad kan vi med rette bede om?

¹⁹ Vi har den „tillid“ til eller „frimodighed“ over for Gud, at uanset hvad vi beder om i bøn „i overensstemmelse med hans vilje“, så hører han os. Vi beder for eksempel med rette om at Jehovas navn må blive helliget, om hans ånd, om guddommelig visdom og om befrielse fra den onde. (Mattæus 6:9, 13; Lukas 11:13; Jakob 1:5-8) Og vi ved at „vi vil få det vi har bedt om, eftersom vi har bedt ham om det“, for Jehova er ham der „hører bøn“. — Salme 65:2.

20, 21. (a) Hvad er „synd som ikke er til døden“? (b) Hvorfor er det forkert at bede angående „synd som er til døden“?

²⁰ Johannes taler dernæst om bøn og om to former for synd. (Læs Første Johannesbrev 5:16, 17.) „Synd som ikke er til døden“ er uoverlagt, og det vil ikke være forkert at bede om at den angrende overtræder må blive tilgivet. (Apostelgerninger 2:36-38; 3:19; Jakob 5:13-18) Men det vil være forkert at bede angående en „synd som er til døden“, hvilket vil sige en overlagt synd mod den hellige ånd, noget utilgiveligt. (Mattæus 12:22-32; Hebræerne 6:4-6; 10:26-31) De der praktiserer sådanne synder kommer i Gehenna og bliver udslettet for evigt i „den anden død“. (Åbenbaringen 21:8; Mattæus 23:15) Det er Jehova der afsiger den endelige dom, og vi ønsker ikke at vove at mishage ham ved at bede for en synder når vidnesbyrdene peger på at vedkommende har gjort sig skyldig i en overlagt „synd som er til døden“.

²¹ Derfor „hvis nogen [især en salvet ældste] skulle se sin broder begå en synd som ikke er til døden [„den anden død“], skal han bede, og [Gud] skal give [synderen] liv,“ redde ham fra evig tilintetgørelse. „Al uretfærdighed“ er naturligvis synd, det at man har forfejlet målet hvad angår Guds retfærdige normer. „Men der er synd som ikke er til døden“ fordi den skyldes vor ufuldkommenhed og fordi vi angrer og vor synd dækkes af Kristi offer.

Hovedpunkter i Johannes’ brev

22. Hvem „får ikke tag“ i en loyal kristen, og hvad kan den kristne tillidsfuldt bede om?

²² Johannes sammenfatter nu hovedpunkterne i sit brev. (Læs Første Johannesbrev 5:18-21.) „Enhver som er blevet født som følge af Gud“ som salvet kristen ’øver ikke synd’. Jesus Kristus, „Han som er født som følge af Gud“ ved hellig ånd, „våger over ham, og den onde [Satan] får ikke tag i ham“. En sådan loyal salvet kristen kan tillidsfuldt bede om at blive befriet fra den onde; han kan ved hjælp af „troens store skjold“ afværge åndelig skade forårsaget af Satans „brændende pile“. — Mattæus 6:13; Efeserne 6:16.

23. Hvordan ’ligger hele verden i den ondes magt’?

²³ Da de salvede har fået vidnesbyrd om at de er åndelige sønner af Jehova, kan de sige: „Vi ved at vi er af Gud.“ Det at de tror på Kristus og ikke øver synd, er et bevis for at de er Guds børn som Satan ikke har kunnet ’få tag i’. „Men hele verden [det uretfærdige menneskesamfund] ligger i den ondes [Satan Djævelens] magt“. (Efeserne 2:1, 2; Åbenbaringen 12:9) Verden ligger under for Satans onde påvirkning og herredømme og forsøger ikke at frigøre sig for at kunne gøre Guds vilje.

24. I hvilken hensigt har Jesus „givet os forstand“?

²⁴ På Johannes’ tid påstod visse falske lærere at Kristus ikke var kommet i kødet. (2 Johannes 7) Men med støtte i de vidnesbyrd han har anført i sit brev, kan Johannes sige: „Vi ved at Guds søn er kommet.“ (1 Johannes 1:1-4; 5:5-8) Desuden har Jesus „givet os forstand“ eller „opfattelsesevne“, „så vi kan kende den sande“, opnå stadig større kundskab om Gud. (Mattæus 11:27) Derfor er vi „i samhørighed med den sande [Jehova Gud], ved hjælp af hans søn Jesus Kristus“. — Jævnfør Johannes 17:20, 21.

25. Hvordan kan vi som kristne anvende rådet i Første Johannesbrev 5:21?

²⁵ Uanset om de tilhører den salvede rest eller de „andre får“, ønsker alle der er i samhørighed med den sande Gud, Jehova, at behage ham i enhver henseende. Men som i dag fandtes der i det første århundrede fristelser til afgudsdyrkelse. Johannes afslutter derfor passende sit brev med det faderlige råd: „Børnlille, vogt jer for afguderne.“ Som kristne bøjer vi os ikke for afgudsbilleder. (2 Mosebog 20:4-6) Vi ved også at det ville være forkert at sætte selvet, nydelser eller noget som helst andet i Guds sted. (2 Timoteus 3:1, 2, 4) Og vor hengivenhed for ham afholder os fra at tilbede det politiske „vilddyr“ og dets „billede“. (Åbenbaringen 13:14-18; 14:9-12) Lad os med henblik på at behage vor himmelske Fader og modtage hans gave, det evige liv, være fast besluttede på at undgå enhver form for afgudsdyrkelse og aldrig tillade noget sådant at ødelægge vort dyrebare forhold til Jehova Gud ved Jesus Kristus.

Til varig gavn for os

26. Hvilke bemærkelsesværdige hovedpunkter indeholder Første Johannesbrev?

²⁶ Johannes’ første inspirerede brev hjalp de første kristne til at holde sig fri af afgudsdyrkelse. Det satte dem i stand til at imødegå frafaldnes løgne, og det tjener samme formål i dag. For eksempel er det et vidnesbyrd om at Jesus Kristus levede som menneske og døde som „sonoffer“ for synder. Brevet identificerer „antikrist“ og skelner mellem Guds børn og Djævelens børn. Det viser hvordan man kan ’prøve’ „inspirerede udtalelser“ for at se om de er af Jehova. Desuden slår Johannes’ brev på overbevisende måde fast at „Gud er kærlighed“, at sand tro sejrer over verden, og at Jehova hører sine loyale vidners bønner.

27. På hvilke måder kan Johannes’ første guddommeligt inspirerede brev være til gavn for os?

²⁷ Vi gør særdeles klogt i at have Johannes’ advarsel mod det at elske verden i tanke når vi kommer ud for dens fristelser. Hvis forskelle i personlighed skulle belaste vort forhold til bestemte medtroende, kan apostelens ord minde os om at vi må bevise at vi elsker Gud ved at vise broderkærlighed. Med Guds hjælp og ved at anvende Johannes’ råd kan vi undgå at øve synd, og bevare en tro der sejrer over verden. Lad os da vise taknemmelighed for dette inspirerede brev idet vi fortsætter med at vandre i Guds lys, med at leve som Guds børn, og altid lægger kærlighed og tro for dagen — til ære for vor himmelske Fader, Jehova.

[Illustration på side 25]

Den hellige ånd, vandet Jesus blev døbt i, hans udgydte blod og Jehova selv har vidnet om at Jesus Kristus er Guds søn