3, 4. Hvilke ydre og indre vidnesbyrd taler for (a) at evangeliet hører med til den bibelske kanon, og (b) at det er Johannes der har skrevet det?

³ De kristne der levede i begyndelsen af det andet århundrede anerkendte at denne beretning var skrevet af Johannes, og for dem var der ingen tvivl om at den hørte med til de inspirerede skrifters kanon. Clemens fra Alexandria, Irenæus, Tertullian og Origenes, der alle levede i den sidste del af det andet og den første del af det tredje århundrede, bevidner at evangeliet er skrevet af Johannes. Desuden indeholder selve bogen mange vidnesbyrd om at det er Johannes der har skrevet den. Det er tydeligt at skribenten var jøde og var godt kendt med jødernes skikke og med landets geografiske forhold. (2:6; 4:5; 5:2; 10:22, 23) Selve beretningens fortrolige karakter viser at han ikke blot var apostel men også en af den lille gruppe på tre — Peter, Jakob og Johannes — der ledsagede Jesus ved særlige lejligheder. (Matt. 17:1; Mark. 5:37; 14:33) Af disse er Jakob (Zebedæus’ søn) udelukket som skribent, for han blev henrettet af Herodes Agrippa I omkring år 44, længe før dette evangelium blev skrevet. (Apg. 12:2) Det kan heller ikke være Peter der har skrevet det, for han nævnes sammen med skribenten i Johannes 21:20-24.

7. Hvilken betydning har fragmentet John Rylands Papyrus 457?

⁷ Johannesevangeliets ægthed bekræftes af vigtige håndskriftfund man har gjort i det 20. århundrede. Et af disse fund er et papyrusfragment af Johannesevangeliet, nu kendt som John Rylands Papyrus 457 (P52), der blev fundet i Ægypten og som indeholder Johannes 18:31-33, 37, 38, og opbevares i John Rylands-biblioteket i Manchester, England.b Om dets betydning for den tradition der hævder at Johannes skrev sit evangelium i slutningen af det første århundrede, sagde afdøde Sir Frederic Kenyon i sin bog The Bible and Modern Scholarship, 1949, side 21: „Lille som det er, udgør det dog et tilstrækkeligt bevis for at en afskrift af dette evangelium var i cirkulation omkring år 130-150, formodentlig i det provinsielle Ægypten, hvor brudstykket blev fundet. Selv om værkets afskrivning og udbredelse antages at være foregået på den kortest mulige tid, kommer det beregnede tidspunkt for dets affattelse til at ligge så nær det tidspunkt traditionen angiver: det sidste tiår af det første århundrede, at der ikke længere er nogen grund til at betvivle traditionens ægthed.“