Lad os se nærmere på kapitel 13 til 17 i Johannes’ evangelium.

LÆR AF JESU KÆRLIGHED

4. (a) Hvordan understregede Johannes det gennemgående tema i Jesu ord til disciplene ved mindehøjtiden? (b) Hvad er en af grundene til at Jehova elsker Jesus?

⁴ Kærlighed er et gennemgående tema i disse kapitler som indeholder Jesu afskedsord og sidste formaninger til disciplene. Faktisk forekommer ordene „kærlighed“ og „elske“ 31 gange i teksten. Intet sted kommer den dybe kærlighed Jesus nærede til sin Fader, Jehova, og til sine disciple, mere tydeligt til udtryk end i netop disse kapitler. Alle evangelieberetningerne vidner om Jesu kærlighed til Jehova, men kun Johannes fortæller at Jesus udtrykkeligt sagde: „Jeg elsker Faderen.“ (Johannes 14:31) Jesus erklærede også at Jehova elsker ham, og forklarede hvorfor. Han sagde: „Ligesom Faderen har elsket mig, har jeg også elsket jer; forbliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I forblive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt Faderens bud og forbliver i hans kærlighed.“ (Johannes 15:9, 10) Ja, Jehova elsker sin søn på grund af hans uforbeholdne lydighed. Det er noget alle Jesu Kristi disciple kan lære af.

5. Hvordan viste Jesus at han elskede sine disciple?

⁵ I Johannes’ beretning om den sidste sammenkomst Jesus havde med sine apostle, understreges den dybe kærlighed Jesus nærede til dem. Johannes fortæller: „Før påskehøjtiden vidste Jesus at hans time var kommet til at gå bort fra denne verden til Faderen, og derfor, som han havde elsket sine egne der var i verden, elskede han dem nu lige til det sidste.“ (Johannes 13:1) På denne mindeværdige aften gav han dem en uforglemmelig lektion i kærligt at betjene andre. Han vaskede disciplenes fødder. Det var noget som hver enkelt af dem skulle have været villig til at gøre for Jesus og for deres brødre, men de gjorde det ikke. Jesus udførte dette ydmyge arbejde og sagde derefter til sine disciple: „Når jeg nu, skønt Herre og Lærer, har vasket jeres fødder, skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har nemlig givet jer et forbillede, for at I også skal gøre som jeg har gjort ved jer.“ (Johannes 13:14, 15) Sande kristne bør villigt og med glæde betjene deres brødre. — Mattæus 20:26, 27, fodnote; Johannes 13:17.

FØLG DET NYE BUD

6, 7. (a) Hvilken vigtig oplysning giver Johannes i forbindelse med indstiftelsen af mindehøjtiden? (b) Hvilket nyt bud gav Jesus sine disciple, og hvad nyt var der ved det?

⁶ Johannes’ beretning om hvad der fandt sted ved aftensmåltidet den 14. nisan, er det eneste sted hvor det specifikt nævnes at Judas Iskariot forlod de andre. (Johannes 13:21-30) Når man sammenligner beretningerne, tyder det på at det først var efter at Judas var gået, at Jesus indstiftede højtiden til minde om sin død. Derefter holdt han en længere tale til sine trofaste apostle hvori han gav dem de sidste råd og formaninger. Når vi forbereder os til at overvære mindehøjtiden, bør vi lægge mærke til hvad Jesus sagde ved denne lejlighed — så meget mere som vi ønsker at være blandt dem Gud elsker.

⁷ Det første Jesus sagde til disciplene efter at han havde indstiftet højtiden til minde om sin død, var noget nyt. Han sagde: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:34, 35) Hvad var det nye ved dette bud? Det præciserede Jesus lidt senere samme aften da han sagde: „Dette er mit bud, at I skal elske hinanden ligesom jeg har elsket jer. Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner.“ (Johannes 15:12, 13) Moseloven påbød israelitterne at de skulle ’elske deres næste som sig selv’. (3 Mosebog 19:18) Men Jesu bud gik videre. De kristne skulle elske hinanden som Kristus havde elsket dem, hvilket indebar at de skulle være villige til at ofre selve livet for deres brødre.

8. (a) Hvad indebærer det at vise en selvopofrende kærlighed? (b) Hvordan viser Jehovas Vidner i dag en selvopofrende kærlighed?

⁸ I ugerne op til mindehøjtiden er det meget passende at vi ransager os selv, både enkeltvis og som menighed betragtet, for at se om vi virkelig har dette særlige kendetegn på sande kristne, en kærlighed som den Jesus Kristus havde. En sådan selvopofrende kærlighed kunne betyde — og har somme tider betydet — at en kristen måtte sætte livet på spil frem for at forråde sine brødre. Men som oftest betyder det at vi villigt må ofre personlige interesser for at kunne hjælpe og betjene vore brødre og andre. I den forbindelse var apostelen Paulus et godt eksempel. (2 Korinther 12:15; Filipperne 2:17) Jehovas Vidner er overalt i verden kendt for at have en selvopofrende indstilling. De hjælper med glæde deres trosfæller og bruger villigt tid, kræfter og midler på at fortælle deres medmennesker om sandheden fra Bibelen.b — Galaterne 6:10.

DYREBARE FORHOLD MAN MÅ VÆRNE OM

9. Hvad gør vi med glæde for at bevare vores dyrebare forhold til Gud og hans søn?

⁹ Intet kan være mere dyrebart for os end at Jehova og hans søn, Jesus Kristus, elsker os. Men for at eje og mærke denne kærlighed må vi selv gøre noget. Den sidste aften Jesus var sammen med sine disciple, sagde han: „Den der har mine bud og holder dem, det er den der elsker mig. Og den der elsker mig, vil blive elsket af min Fader, og jeg vil elske ham og vil vise mig tydeligt for ham.“ (Johannes 14:21) Da vi sætter stor pris på vores forhold til Gud og hans søn, gør vi med glæde det de har befalet os. Det indebærer at vi må følge det nye bud om at vise en selvopofrende kærlighed og adlyde den befaling Kristus gav efter sin opstandelse om at „forkynde for folket og at aflægge et grundigt vidnesbyrd“ med det mål at ’gøre disciple’. — Apostelgerninger 10:42; Mattæus 28:19, 20.

10. Hvem har de salvede og de „andre får“ et nært forhold til, og hvorfor?

¹⁰ Senere samme aften sagde Jesus som svar på et spørgsmål den trofaste apostel Judas (Taddæus) stillede ham: „Hvis nogen elsker mig, vil han overholde mit ord, og min Fader vil elske ham, og vi vil komme til ham og tage bolig hos ham.“ (Johannes 14:22, 23) Salvede kristne, der er kaldede til at herske med Kristus i himmelen, har, allerede mens de befinder sig på jorden, et særlig nært forhold til Jehova og hans søn. (Johannes 15:15; 16:27; 17:22; Hebræerne 3:1; 1 Johannes 3:2, 24) Men deres medarbejdere blandt de „andre får“, hvis håb er at komme til at leve evigt på jorden, har også et dyrebart forhold til deres hyrde, Jesus Kristus, og til deres Gud, Jehova, hvis de forbliver lydige. — Johannes 10:16; Salme 15:1-5; 25:14.

’I ER IKKE EN DEL AF VERDEN’

11. Hvilken tankevækkende advarsel gav Jesus sine disciple?

¹¹ Ved denne sidste lejlighed hvor Jesus var sammen med sine trofaste disciple før sin død, gav han en tankevækkende advarsel: Hvis nogen er elsket af Gud, vil han være hadet af verden. Han sagde: „Når verden hader jer, så ved I at den har hadet mig før jer. Hvis I var en del af verden, ville verden holde af sit eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer. Husk det ord jeg har sagt jer: En træl er ikke større end sin herre. Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer; hvis de har overholdt mit ord, vil de også overholde jeres.“ — Johannes 15:18-20.

12. (a) Hvorfor advarede Jesus sine disciple om at verden ville hade dem? (b) Hvad vil det være klogt at tænke over her op til mindehøjtiden?

¹² Jesus gav denne advarsel for at hans 11 apostle og alle sande kristne efter dem ikke skulle blive modløse og give op på grund af verdens had. Han tilføjede: „Jeg har sagt jer disse ting for at I ikke skal bringes til snublen og fald. Man vil udstøde jer af synagogen. Ja, den time kommer da enhver som dræber jer vil mene at han har ydet Gud en hellig tjeneste. Men disse ting vil de gøre fordi de hverken har lært Faderen eller mig at kende.“ (Johannes 16:1-3) Et bibelleksikon forklarer at det udsagnsord der her er gengivet med „bringes til snublen og fald“, betyder „at få en person til at nære mistro til og svigte en som vedkommende burde stole på og adlyde, at få til at falde fra“. Her op til mindehøjtiden vil det være klogt at tænke over hvordan nogle både før og nu har tjent Jehova trofast, og at efterligne dem ved at holde ud under prøve. Lad ikke modstand eller forfølgelse få dig til at svigte Jehova og Jesus, men vær besluttet på at vise dem tillid og adlyde dem.

13. Hvad bad Jesus sin Fader om at gøre for disciplene?

¹³ I den sidste bøn Jesus bad inden han forlod stedet i Jerusalem, sagde han til sin Fader: „Jeg har givet dem dit ord, men verden har hadet dem fordi de ikke er en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden. Jeg beder dig ikke om at tage dem ud af verden, men om at våge over dem på grund af den onde. De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Johannes 17:14-16) Vi kan være sikre på at Jehova våger over dem han elsker, og vil styrke dem når de holder sig adskilt fra verden. — Esajas 40:29-31.

FORBLIV I FADERENS OG I SØNNENS KÆRLIGHED

14, 15. (a) Hvad sammenlignede Jesus sig selv med, og hvad hentyder modsætningen, det „vildtvoksende“ vintræ, til? (b) Hvem er „grenene“ på „det sande vintræ“?

¹⁴ I den fortrolige samtale Jesus havde med sine trofaste disciple om aftenen den 14. nisan, kaldte han sig selv „det sande vintræ“, i modsætning til det utro Israels „vildtvoksende“ vintræ. Han sagde: „Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vinavleren.“ (Johannes 15:1) Flere hundrede år forinden havde profeten Jeremias nedskrevet følgende ord af Jehova som var rettet til det frafaldne folk: „Jeg havde plantet dig som en udsøgt rød vin . . . Hvordan er du da for mig blevet til udartede skud på en fremmed vinstok?“ (Jeremias 2:21) Og profeten Hoseas skrev: „Israel er et vildtvoksende vintræ. Det bærer sin frugt. . . . Deres hjerte er hyklerisk.“ — Hoseas 10:1, 2.

¹⁵ I stedet for at frembringe den sande tilbedelses frugt faldt Israel fra og bar sin egen frugt. Tre dage før Jesus for sidste gang mødtes med sine trofaste disciple, havde han sagt til de hykleriske jødiske ledere: „Jeg [siger] til jer: Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ (Mattæus 21:43) Denne nye nation er „Guds Israel“, som består af 144.000 salvede kristne, og de sammenlignes med „grenene“ på „det sande vintræ“, Jesus Kristus. — Galaterne 6:16; Johannes 15:5; Åbenbaringen 14:1, 3.

16. Hvad tilskyndede Jesus de 11 trofaste apostle til, og hvad kan der siges om den trofaste rest i denne endens tid?

¹⁶ Jesus sagde til de 11 apostle der var sammen med ham ved aftensmåltidet: „Enhver gren på mig som ikke bærer frugt, tager han væk, og enhver som bærer frugt, renser han, for at den kan bære mere frugt. Forbliv i samhørighed med mig, og jeg vil forblive i samhørighed med jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den forbliver på vintræet, således kan I heller ikke, hvis ikke I forbliver i samhørighed med mig.“ (Johannes 15:2, 4) Jehovas folks historie i nyere tid viser at den trofaste rest af salvede kristne er forblevet i samhørighed med deres hoved, Jesus Kristus. (Efeserne 5:23) De har ladet sig rense og beskære. (Malakias 3:2, 3) Siden 1919 har de båret en overflod af Rigets frugter, først andre salvede kristne og, fra 1935, en stadig voksende „stor skare“ medarbejdere. — Åbenbaringen 7:9; Esajas 60:4, 8-11.

17, 18. (a) Hvilke ord af Jesus hjælper de salvede og de andre får til at forblive i Jehovas kærlighed? (b) Hvordan vil det være en hjælp at overvære mindehøjtiden?

¹⁷ Det Jesus videre sagde, gælder alle salvede kristne og deres medarbejdere: „Min Fader er herliggjort ved dette at I bærer megen frugt og viser at I er mine disciple. Ligesom Faderen har elsket mig, har jeg også elsket jer; forbliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I forblive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt Faderens bud og forbliver i hans kærlighed.“ — Johannes 15:8-10.

¹⁸ Vi ønsker alle at forblive i Guds kærlighed, og derfor bestræber vi os for at være kristne der bærer frugt. Det kan vi gøre ved at udnytte de lejligheder der byder sig til at forkynde den „gode nyhed om riget“. (Mattæus 24:14) Vi gør også alt hvad vi kan, for at bære „åndens frugt“ i vort liv. (Galaterne 5:22, 23) At overvære højtiden til minde om Kristi død vil bestyrke os i vores beslutning herom, for det vil minde os om den store kærlighed Gud og Kristus nærer til os. — 2 Korinther 5:14, 15.

19. Hvilken yderligere hjælp vil den næste artikel komme ind på?

¹⁹ Efter at have indstiftet mindehøjtiden lovede Jesus at hans Fader ville sende hans trofaste disciple en ’hjælper’, den hellige ånd. (Johannes 14:26) Hvordan denne ånd vil hjælpe de salvede og de andre får til at forblive i Jehovas kærlighed, vil vi komme ind på i den næste artikel.

Har du modtaget „sandhedens ånd“?

„Faderen . . . vil give jer en anden hjælper til at være hos jer for evigt, sandhedens ånd.“ — JOHANNES 14:16, 17.

1. Hvilken vigtig oplysning gav Jesus sine disciple i de sidste timer han tilbragte sammen med dem ved aftensmåltidet?

„HERRE, hvor går du hen?“ Det var et af de spørgsmål apostlene stillede Jesus i løbet af de sidste timer han tilbragte sammen med dem ved aftensmåltidet i Jerusalem. (Johannes 13:36) Som aftenen skred frem, oplyste Jesus dem om at han nu stod over for at skulle forlade dem for at vende tilbage til sin Fader. (Johannes 14:28; 16:28) Han skulle ikke længere personligt være sammen med dem og kunne derfor ikke fortsat undervise dem og besvare deres spørgsmål. Men han beroligede dem med ordene: „Jeg vil anmode Faderen, og han vil give jer en anden hjælper [eller: trøster] til at være hos jer for evigt.“ — Johannes 14:16, fodnote.

2. Hvad lovede Jesus at sende til sine disciple efter at han var gået bort?

² Jesus fortalte hvem denne hjælper var, og forklarede hvordan den ville støtte hans disciple. Han sagde til dem: „Jeg fortalte jer imidlertid ikke disse ting i begyndelsen, fordi jeg jo var hos jer. Men nu går jeg til ham som har sendt mig . . . Det er til gavn for jer at jeg går bort. For hvis jeg ikke går bort, vil hjælperen afgjort ikke komme til jer; men når jeg går bort, vil jeg sende ham til jer. . . . Når han kommer, sandhedens ånd, vil han lede jer til hele sandheden.“ — Johannes 16:4, 5, 7, 13.

3. (a) Hvornår blev „sandhedens ånd“ sendt til de første kristne? (b) Hvordan ville ånden blandt andet være en „hjælper“ for dem?

³ Dette løfte blev opfyldt på pinsedagen i år 33, sådan som apostelen Peter bekræftede det med ordene: „Denne Jesus har Gud oprejst, hvilket vi alle er vidner om. Efter at han er blevet ophøjet til Guds højre hånd og har modtaget den lovede hellige ånd fra Faderen, har han så udgydt denne, hvilket I både ser og hører.“ (Apostelgerninger 2:32, 33) Som vi senere skal se, var den hellige ånd som blev udgydt på Pinsedagen, på mange måder til hjælp for de første kristne. Jesus havde lovet at „sandhedens ånd“ ville ’minde dem om alt hvad han havde fortalt dem’. (Johannes 14:26) Den ville hjælpe dem til at huske Jesu forkyndelse og undervisning, ja selve de ord han brugte, så de kunne skrive dem ned. Dette ville især være til gavn for den aldrende apostel Johannes da han ved slutningen af det første århundrede begyndte at nedskrive sit evangelium. Hans beretning indeholder blandt andet den værdifulde vejledning Jesus gav da han indstiftede højtiden til minde om sin død. — Johannes, kapitel 13 til 17.

4. Hvordan hjalp „sandhedens ånd“ de salvede kristne i det første århundrede?

⁴ Jesus lovede også sine første disciple at ånden ville ’lære dem alt’ og ’lede dem til hele sandheden’. Den ville hjælpe dem til at forstå de dybere sandheder i Skrifterne og til at bevare enheden i tanke, forståelse og hensigt. (1 Korinther 2:10; Efeserne 4:3) Den hellige ånd satte på denne måde de første kristne i stand til som en kollektiv ’trofast og klog træl’ at forsyne de enkelte salvede kristne med åndelig „mad i rette tid“. — Mattæus 24:45.

ÅNDENS VIDNESBYRD

5. (a) Hvilken ny mulighed stillede Jesus sine disciple i udsigt om aftenen den 14. nisan år 33? (b) Hvilken betydning ville den hellige ånd få i forbindelse med Jesu løfte?

⁵ Om aftenen den 14. nisan år 33 antydede Jesus over for sine disciple at de senere ville blive modtaget af ham og få bolig sammen med ham og hans Fader i himmelen. Han sagde til dem: „I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, ville jeg have sagt jer det, for jeg går hen for at berede jer en plads. Og når jeg er gået hen og har beredt jer en plads, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at I også kan være hvor jeg er.“ (Johannes 13:36; 14:2, 3) De ville komme til at herske sammen med ham i hans rige. (Lukas 22:28-30) For at de kunne få dette himmelske håb måtte de ’fødes som følge af ånden’ som åndelige sønner af Gud og salves til at tjene som konger og præster med Kristus i himmelen. — Johannes 3:5-8; 2 Korinther 1:21, 22; Titus 3:5-7; 1 Peter 1:3, 4; Åbenbaringen 20:6.