Apostelen Johannes’ andet og tredje inspirerede brev taler om at ’vandre i sandheden’. (2 Johannes 4; 3 Johannes 3, 4)

Begge breve er sandsynligvis skrevet omkring år 98 i eller i nærheden af Efesus. Deres indhold kan også være af værdi for Jehovas folk i dag.

Andet Johannesbrev handler om sandheden

Indledningen til Andet Johannesbrev understreger sandhed og kærlighed, hvorefter der advares mod „antikrist“. (Vers 1-7) Brevet er stilet til „den udvalgte frue“, måske en enkeltperson. Men hvis det er henvendt til en menighed, er hendes „børn“ de åndsavlede kristne som er ’udvalgt’ af Gud til himmelsk liv. (Romerne 8:16, 17; Filipperne 3:12-14) Johannes glæder sig over at nogle „vandrer i sandheden“ og modstår frafaldet. Men de bør være på vagt over for „antikrist“ som fornægter at Jesus er kommet i kødet. Jehovas vidner i dag må også give agt på sådanne advarsler mod frafald.

Johannes forklarer dernæst hvordan man skal behandle de frafaldne og slutter med at fremsætte et personligt ønske og sende hilsener. (Vers 8-13) Gennem forkyndelsesarbejdet har han og andre frembragt en frugt der har ført til omvendelse af dem han sender sit brev til. Men kun ved at ’passe på sig selv’ i åndelig henseende kan de „få fuld belønning“, hvormed der uden tvivl også tænkes på den himmelske „krone“ som er henlagt til de trofaste salvede. (2 Timoteus 4:7, 8) Hvis en der „ikke forbliver i Messias’ lære“ kommer til dem, skal de ’ikke modtage ham i deres hjem og ikke hilse på ham’, da de ellers vil blive ’delagtige i hans onde gerninger’. Efter at Johannes har fortalt at han håber at komme og tale med sine trosfæller ansigt til ansigt, slutter han med at sende hilsener.

[Ramme/​illustration på side 30]

Med papir, pen og blæk: Johannes ønskede at besøge „den udvalgte frue“ og hendes „børn“ i stedet for at skrive meget til dem med „papir og blæk“, og han håbede også snart at se Gajus, frem for at skrive mere til ham „med blæk og pen“. (2 Johannes 1, 12; 3 Johannes 1, 13, 14) Det græske ord der oversættes med „pen“ (kaʹlamos) betyder egentlig rør, siv, da det var dette materiale man brugte. Blandt grækerne og romerne var rørpennen spids og spaltet ligesom senere tiders fjerpenne. Det græske ord meʹlan, der er oversat med „blæk“, er intetkønsformen af tillægsordet meʹlas, der betyder „sort“. I gamle dage var blækpigmentet et kulstofholdigt sort farvestof, enten i form af sod fra afbrændt olie eller træ, eller krystallinsk trækul af animalsk eller vegetabilsk oprindelse. Normalt blev blækket opbevaret som tørrede stænger eller blokke, som fugtedes af skriveren før han dyppede sin pensel eller rørpen i det. Datidens skrivepapir var lavet af tynde strimler fra papyrusplanten. De første kristne brugte den slags papir til deres breve, skriftruller og kodekser.